Jeg er til “glad kristendom” – jeg mener ikke sådan lalleglad, men til noget, der løfter sjælen og mig op i et lidt andet leje end det, jeg ankom til kirken i.
Jeg er ikke lalleglad (og bliver det aldrig), jeg er klar over, at livets medaille har en bagside, for jeg har set mere end nok af den, og jeg er ikke særligt enfoldig – men efter en gudstjeneste som den i dag, gik jeg hjem sænket til et lavere niveau end det, jeg ankom i.
Har brugt fem måneder på at prøve at sætte mig lidt ind i, hvad det er, der foregår i den danske folkekirke i almindelighed og i Hvidovre Kirke i særdeleshed. Har læst bøger og tekststykker, googlet og talt med en af præsterne, og syntes ellers lige, det gik så godt – og så crash boom bang: De rykker tilbage til start, modtager ikke 200 kroner i matadorpenge og kan gå direkte i fængsel og sidde over dér et par omgange, mens de andre spillere bygger palæer på Kongens Nytorv.
Jeg tillader mig at mene, at hvis jeg ikke fatter en lyd en søndag, så er det da muligt, at enkelt anden – plus naturligvis kirkemusene – heller ikke gør det. Skal det virkelig være så svært at bære med?
Endnu engang kendte jeg ikke en eneste salme bortset fra Agnus Dei (439), og det var der tydeligvis heller ikke andre, der gjorde. Jeg er helt med på, at hvis man kun skulle vælge dem, jeg kan, ville det blive en tynd kop the, men jeg følte mig udenfor, trist og uvidende gennem hele gudstjenesten. Havde det været sådan fra starten af mit vanvittige projekt med at tage troen til mig, havde jeg givet op efter en måned.
Lad mig lige dvæle ved et vers fra udgangssalmen (# 307 vers 4):
Det er den snævre post for sjælen,
for det i os, som siger “jeg”,
hvis ære med den dybe knælen
indlysende forliges ej;
skønt intet værd er, hvad vi mister,
os egenkærlighed dog frister
til på “os selv” at holde fast.
Da jeg havde læst det fem gange, begyndte det (muligvis) at gå op for mig, hvad her står sådan linie for linie i min egen semantik: Der er ikke meget plads til sjælen, for jeg’et kan selvfølgelig ikke forenes med at være troende; i virkeligheden betyder det ikke noget, hvad vi mister, bare vi ikke holder fast i kærligheden til os selv. Tak for fisk! Hvis dette hører med til at være troende, så melder jeg pas og står af her.
Det er særdeles tænkeligt, at jeg har misforstået det hele – men jeg begriber ikke, hvordan der kan blive mindre plads til tro og næstekærlighed af, at jeg tager min cykel, gør noget godt for mig selv ved det og glæder mig over at gennemføre et længere løb, eller at jeg tager mine rulleskøjter, gør noget godt for mig selv, mærker foråret og sommeren og kun tænker gode tanker, mens jeg ruller 50 runder på en god asfalt i en skolegård, sammen med andre mennesker, der nyder det lige så meget, som jeg selv gør. Hvad skulle der nu være galt i det? Må man ikke føle sig i live, mærke livet, gribe dagen og samtidig tro, at man er troende?
I min optik er ovenstående en tilbagevenden til de fordomme, jeg havde om kirken, inden jeg begyndte at undersøge sagerne selv: synd, skyld og skam, sådan en gammel testamentlig logik. Jeg har muligvis ikke så meget at have det i, men jeg tror på et budskab om kærlighed og tilgivelse, og synes, det fineste sted jeg har kunnet finde i “Den nye aftale” er “Paulus’ første brev til menigheden i Korinth”, kapitel 13: “Kærligheden er det vigtigste” (ofte kaldet “Kærlighedens Højsang”).
Måske går det bedre i næste uge?
