Præsten Kaj Munks ‘Ordet’ i Skuespilhuset

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke går noget mere i teateret – men hver gang jeg gør det, tænker jeg, at det kunne jeg tænke mig at gøre noget mere.

Læste på et tidspunkt en bog af en terapeut der skrev: “Hvis du gør noget, der virker, så gør noget mere af det; hvis det ikke virker, så gør noget andet.” Ergo – jeg vil gå mere i teaateret, for det virker!

Jeg er ikke fra en familie, hvor man var ‘kulturelle’, så jeg har skullet bokse med det selv. Jeg har en eller anden idé om, at man skal have noget meget fint tøj på i teateret, og det er jeg ikke god til. Jeg køber lækkert og dyrt tøj, der passer til mig, men man kan ikke sige, at det er fint.

Tog konsekvensen; strøg en skjorte og rullede direkte ind i forhallen i det nye skuespilhus, smed en tyver i boksen og satte mine rulleskøjter ind og skiftede til de i rygsækken medbragte TEVA-sandaler! Det nye skuespilhus mangler (heldigvis) den aura af finkultur, der hvilede over Gamle Scene (de er sure sagde ræven om rønnebærene – han kunne ikke nå dem). Der var mange i shorts, t-shirt og TEVA-sandaler denne aften! Hvis den nye scene kan få flere i teateret, mener jeg, vi skal hilse dem/os hjerteligt velkomne!

Jeg har en ven, der fik mig skubbet ind at se ‘Ordet’ i skuespilhuset, og jeg nåede også at læse det meste af stykket på forhånd, fordi jeg kunne låne bogen af samme ven. Det er dejligt at være lidt forberedt, synes jeg.

Hvem husker ikke skuespilleren Preben Lerdorff Rye i Carl Th. Dreyers filmatisering af Ordet fra 1955? Jeg husker den vanvittige Johannes, som på billedet her, fra TV-transmissionerne. Men scenens virkelighed er bare ti-fold bedre. Det var så dejligt at sætte sig tilrette på fjerde række og åbne sanserne for de mirakler, de udfører deroppe.

Stykket foregår i 1925 (uropført i 1932 på Betty Nansen) og at det er i 20′erne kan man høre ud fra, at lægen kører Buick, der er i det hele taget biler og nogle få har en telefon. Så vidt jeg kunne se, er temaerne “bøn” og “opstandelse”. En gårdmand og tre sønner på slægtsgården, en svigerdatter og en ditto in spe, udgør hovedpersonerne. Svigerdatteren dør i barselsseng efter at barnet er klippet i fire stykker, og den eneste, der reelt har bedt for hende er den vanvittige Johannes, der ganske bestemt mener, at han er Jesus. Han sørger også for den afdøde Ingers opstandelse! Hun er erklæret ganske død – men på dagen for begravelsen, vågner hun altså op igen.

I denne sluttede kreds hos mine to – måske fire – læsere på det forunderlige Internet vil jeg gerne fortælle om min egen oplevelse af en opstandelse, der fandt sted hos min mormor, den aften min far døde i november 1972: Min mor, min mormor og jeg sad i mormors stue, døren var åben ud til gangen. I gangen førte trappen op til 1. sal. Min mor og jeg sad i sofaen og jeg kiggede ud i gangen; mormor havde ryggen til gangen. Min far gik op ad trappen, og jo længere han kom op, jo mere bøjede han sig, så vi kunne se hinanden ud gennem gelændret. På et tidspunkt kunne han naturligvis ikke bøje sig længere, og så forvandt han bare op ad den resterende del af trappen.

Selv var jeg lige blevet ni år, og havde nok ikke helt forstået, at min elskede far var død få timer forinden – men jeg forstod til fulde, at jeg ikke skulle fortælle min mor og mormor noget om det med opstandelsen, som jeg lige havde oplevet. De ville vel bare tro, at jeg var skør? – og de havde vist endnu ikke nået at vænne sig til, at jeg var lidt sær. Men det er sådan, at jeg ved jeg oplevede det, og at billedet den dag i dag (35 år senere) står krystalklart for mig. Ingen skal nogensinde prøve at anfægte det – for jeg ved, at jeg så det. Det er bare først nu, jeg sætter det i en kristen sammenhæng – tidligere har jeg bare haft tænkt, at det var den rene magi – men jeg har aldrig været i tvivl om det, jeg oplevede den aften!

Tilbage til teaterstykket: jeg synes, der er et interessant tema om tro og videnskab; Johannes mener så bestemt, han er Jesus, lægen mener så bestemt, Johannes er sindssyg! Samtidig er lægen formentlig den eneste, der forstår Johannes, og Johannes er den eneste reelt troende blandt sammenrendet af indremissionske og grundtvigianere? Tro og videnskab smelter herved sammen?

Jeg er helt sikker på, at der er adskillige yderligere temaer og dybder i stykket, som jeg bare ikke har set, fordi jeg endnu ikke har viden nok til at se dem. Men uanset hvad var det et dejligt stykke med inspiration en masse til samtaler og undren. Jeg kender heldigvis én der gider og kan tale og undres sammen med mig om og over de store ting i livet.

Afslutningen på aftenen var at tage de kære skøjter ud af skabet og rulle de ca. 13 km hjem igen gennem et sommervarmt København, hvor den tiltagende måne lyste med sit knivskarpe segl. Der er et eller andet over det med at kunne bruge skøjterne til transport. Så kan man nemlig lave en oplevelse ud af det, der ellers bare skulle være at flytte sig fra A til B. På skøjternes 2. dag har de transporteret mig ca. 40 km – det er jeg helt tilfreds med.

Sikke en sommer!