Samtalens mester!

Jeg har skrevet om det før, så egl. er der intet nyt under sommersolen: samtalen med et andet menneske vil altid komme som nr. 1 på min prioriteringsliste,

Jeg har fundet en ven, der er lige så vild med den gode samtale, som jeg selv er. Jeg synes, det er en af Guds gaver i en alder af 44 at få lov til at møde et sådant menneske. Tidligere har jeg så ofte følt mig ensom med alle mine ord, men ensomheden er nu forstummet. Kender du den ensomhed? og kender du følelsen af at bryde den med ord?

Der er – efter min opfattelse – intet over den gode samtale. Gennem hele mit liv har jeg syntes, at jeg aldrig kunne foretage mig noget vigtigere end at tale med et andet menneske. Heri ligger naturligvis, at det skal være den eksistentielle samtale; den hvor man kan blande det store med det små, den hvor man både må grine og græde, den hvor vi begge engagerer os, den der flytter mig fra det sted, hvor jeg startede med at stå! Tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt skrev dette forår i en klumme i Kristeligt Dagblad, et sted, at der intet er galt i at gå i stå, bare man står et godt sted. Tak Jan – nu kan jeg tillade mig at gå i stå midt i den gode samtale, for dér står jeg ufatteligt godt. Jeg er ikke så hurtig (det hører med til at være introvert), men jeg kan lytte og jeg kan spørge, hvis der er noget, der er uklart for mig.

I den gode samtale er der brug for mig og brug for det, jeg kan. Jeg har nemlig forlængst forstået, at der er en grund til, at vi har to ører og kun én mund. Man skal lytte mere, end man taler, hvis det skal blive rigtig godt!

I den gode samtale ligger – efter min opfattelse – også retten til at sige: “Jeg forstår dig ikke helt; kan du forklare det igen på en anden måde?” Hvis samtalepartneren er den rigtige, er det jo helt i orden, at man siger, at der er noget, man ikke helt forstår. Samtalens mester vil rigtig gerne gøre sig umage for at forklare det på ny med andre ord. Og det skyldes altsammen et virkelig dybfølt ønske om at forstå og at blive forstået! Af samme grund rummer den gode samtale også en masse spørgsmål.

Den dybe samtale er gaver mellem to mennesker, for her giver man af sig selv, og man gør det i tillid til, at samtalepartneren gerne vil have gaverne. Ind i mellem hører jeg om mennesker, der ikke taler sammen om alt det store og svære i livet, jeg hører om de usagte ord. Som udgangspunkt forstår jeg det ikke – men når jeg så tager mig sammen og tænker mig om, er det jo indlysende: samtaler forstummer og ord forsvinder, hvis afsenderen ikke har oplevelsen af at blive ‘mødt’. Hvem vil sidde og give gaver, hvis der ikke er nogle, der vil have dem?

Samtaler gør mig større – og jeg synes, det er en dejlig måde at vokse på. Der er kun én lille ulempe ved gode samtaler, og det er, at de ikke er til at afslutte. Den gode samtale forstummer aldrig, når den først er startet og har taget afsæt!