4. Søndag e. Trinitatis = Dom. 4 p. Trinit.

Danmarks nationaldag den 15. juni. Dagen kaldes ‘Valdemarsdag’ efter et dansk slag i Estland i 1219. I følge sagnet faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse. Det er kong Valdemars sejr, vi fejrer.

Det er også genforeningsdagen, hvor vi fejrer, at Sønderjylland blev genforenet ned Danmark ved afstemningen i 1920.

Tak fordi du lige mindede mig om nationaldagen Claus!

Normalt synes jeg, nationalisme er noget grimt og demagogisk og at nationalismen har konsekvenser, jeg er bange for; men på en eller anden måde fik Claus Bjerregaard mine verdner til at hænge sammen i dag i kirken med sin prædiken over blandt andet Matthæus 5, 43-48. Det fremgår her “…Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer,…”

Enkeltpersoner kan have fjender, men også en nation kan have fjender, også selv om fjenderne slet ikke kender os danskere som enkeltpersoner – og de er så vrede på os, at de slår mine kolleger på ambassaden i Islamabad ihjel. Det skyldes altsammen nogle latterlige tegninger i en mindst lige så latterlig avis. I vores kantine i Udenrigsministeriet er der i øjeblikket opstillet en indsamlingsbøsse, så man kan give en skærv til de efterladte. Jeg smed en 100-mand i forleden, og tænkte, at den kommer man langt for i Pakistan, og her betyder den ikke nær så meget.

Så nu kom min dagligdag lige med ind i kirken – pudsigt nok, for jeg synes ellers, jeg gør alt for omvendt at slæbe kirken ind i min dagligdag. Og det lykkes vist meget godt, for jeg synes, troen og kirken er over det hele efterhånden.

Et ex er, at jeg en dag ledte efter små lette retter – naturligvis på nettet og med Google – og det var lige meget hvilket link, jeg klikkede på, så havnede jeg midt i nadveren den nat, da Han blev forrådt. Gad vide om der er nogen, der har manipuleret med Google her i foråret? Eller har de bare lavet om på Internettet?

Et andet ex er, at da jeg flyttede til Hvidovre, syntes jeg, det var et lidt pudsigt sted, men jeg kunne faktisk godt lide at være helt anonym her. Nu kan jeg ikke gå ned i min forhave (altså på torvet) og drikke en kop kaffe eller gå hen i Føtex, uden at møde en eller anden, der har forbindelse til kirken (en sognemedhjælper, et medlem af menighedsrådet m.fl.)

Da jeg startede mit ‘Kulturhistoriske projekt’ nytårsdag kl. 14:00 regnede jeg med, at det skulle være et rent akademisk anliggende, og at jeg bare skulle gå over gaden en gang om ugen, være helt anonym, og gå hjem og skrive på min blog om dagens oplevelser.

Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville opleve et ønske om at tage troen til mig, og jeg havde heller ikke forventet, at der var nogle derovre, der ville lægge mærke til, hvem jeg var, at jeg i det hele tage var der, eller at jeg ville komme til at tale med nogen. Det er åbenbart ikke let for mig at være grå mus og falde i med tapetet!

Da det nu alligevel er gået anderledes, og jeg tager ‘den fulde pakke’ som det kedelige enten-eller-menneske, jeg nu er, agter jeg også at stille op til menighedsrådsvalget til efteråret. Om end ikke andet, kan jeg da være webmaster for dem og designe en lidt mere progressiv og glad hjemmeside til dem. Jeg må sige, at jeg finder den ret så sort og så er den fyldt med unødvendige kodefejl.

Jeg har nu også nogle tanker om, at jeg måske kan være med til at understøtte den glade og fortællende teologi, der rykker mig som menneske. Jeg er begejstret for de gudstjenester, hvor traditioner og fornyelse går hånd i hånd – dem vil jeg gerne have nogle flere af!

Bagest i salmebogen er der samlet en mængde interessante ting. Forleden faldt jeg lige over et afsnit med “Bibelord til opmuntring og trøst”. Nummer 1 er super: “Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.”