5. Søndag e. Trinitatis = Dom. 5 p. Trinit.

Stærk effekt af stilhed og sang!

Runa Damsager kan noget med pauser og stilhed ved sine gudstjenester. Hun lader stilheden sænke sig over kirkerummet og levner plads til stilhed, refleksion og fordybelse – man kunne have hørt en knappenål falde til gulvet, men der var ikke noget, der faldt. For første gang lukkede jeg bare øjnene og sank ind i mig selv; det var rart.

Jeg kan godt lide stilheden i kirkerummet og glæder mig hver gang den opstår, og ærgrer mig alle de gange, den ikke opstår. Der er ikke så mange steder i verden, man kan få lov at dvæle ved stilheden. Der skal hele tiden være fart på alting og på livet – kan vi i det hele taget selv følge med?

Et pudsigt fællesskab, der kan opstå i et rum fyldt med – for det meste – ukendte mennesker, når alle(?) lukker øjnene og lader stå lidt til. Desværre blev pausen for lang for mig, så jeg kom til at åbne øjnene for tidligt, og var således kommet lidt ud af den magiske stemning, da hun begyndte på bønnen. Men samlet set en rigtig dejlig oplevelse!

Teksten var af Matthæus (Matt 16,13-23), og Jesus kreerede hemmeligheder med disciplene, for de måtte ikke sige til nogen, hvem han egl. var. Runa spandt en ende over det med hemmelighederne. Har jeg en hemmelighed, jeg deler med et andet menneske, bliver båndet mellem os endnu stærkere, netop fordi vi deler en hemmelighed. Fællesskabet vokser sig endnu større og stærkere.

Der var meget andet i hendes prædiken, men hvordan var det nu det var? Når det ikke taler direkte til mig, har jeg tit svært ved at huske sammenhænge og links. Det ærgrer mig. Jeg tror, jeg begynder at tage blok og blyant med for at notere stikord og på den måde undsige “alderdommens uafviselige fremgang”.

Det er lidt vanedannende med den kirke. Jeg kan gå i løbet af ugen og regne på, hvor længe der er til søndag…, og jeg kan simpelthen bare godt lide at gå  derhen, uden at jeg nærmere kan sige hvorfor.

Jeg kommer for prædikenen og for genkendelsen. Nu kan jeg efterhånden ritualet til højmessen ganske godt, og der er simpelthen noget over genkendelsen. Jeg er (stadig) i gang med “Sankt Thomas & Virkeligheden” af Jes Nysten. Han skriver bla. om, hvorvidt Gud behøver et hus (kirken), og han er klar i mælet, når han skriver, at det behøver Gud ikke, men menneskene behøver et hus, hvor de kan gå hen for at være sammen med Gud. Jeg synes, han har ret; for “det virker bedre ovre på den anden side ad gaden”.

Salmerne: Der var flere før-reformatoriske i dag, og dem kan jeg godt lide, skønt jeg naturligvis ikke kender dem. Til tider er det også skønt bare at høre andre mennesker synge; der findes mennesker, hvis stemme rammer én lige i hjertekulen. Sådan var det i dag!