Stegemüllers vindue mod verden

9 pct. af danskerne blogger

torsdag, juni 26, 2008 · Skriv en kommentar

Billede fra Overskrift.dkPolitiken skriver: “Ni procent af de danske internetbrugere skriver blog, og næsten hver fjerde har læst én. Mændene er mere aktive end kvinderne.”

Hvorfor er det sådan, at mænd er mere aktive i blogosfæren? Umiddelbart kan jeg se to forklaringsmodeller:

  1. Mænd har mere tid, fordi det er kvinderne, er står med hovedansvaret for hjemmet. Det er jo svært at sætte sig inspireret foran pc’en, hvis drengene løber én om benene
  2. Mænd er mere ensomme end kvinder

ad 1: er det ikke ufatteligt, at det er sådan i 2008? Jeg har én mandlig ven, der siger “man kan ikke passe sin egne børn”. Men bortset fra ham er det jo desværre sådan, at det er kvinderne, der “bestyrer” hjemmet, fordi de er så gode til at “få det til at fungere”. Kære venner – maskiner fungerer, mennesker gør noget andet!

ad 2: Personligt kan jeg mærke, at hvis jeg føler mig alene med følelser, tanker og tro bloger jeg mere, end jeg ellers ville have gjort. Det er næsten som at have en at tale med.

Bloggens faste læsere kan give mig energi og få mig til at føle, at jeg har nogle at skrive til og for. Læsernes kommentarer i ny og næ betyder meget for mig!

I rigtig mange år skrev jeg dagbog i papirform, men mange års (ca. 25 år) skriblerier røg ud, da jeg flyttede i efteråret 2007, for de føltes så passive. Måske er der rigtig mange ensomme fyre, der blogger? Og med ensom mener jeg ikke kun alene på den kedelige måde, men også at være “alene sammen”, hvilket kan være urimeligt hårdt. Så hellere rigtigt alene.

Kategorier: Blogosfæren · Flytning · Job

Nyt job 1. september 2008

torsdag, juni 26, 2008 · 5 Kommentarer

cfk_solsikke2

Den 1. september starter jeg i et nyt job i Miljøministeriets Center for Koncernforvaltning (CFK), som til den tid ganske vist ikke længere findes, fordi centeret er et af de første steder, der skal sluses ind i de nye statslige Administrative Servicecentre (ASC). Til samtalen havde de også lidt svært ved at få fortalt, at de har en dejlig stilling ledig, men at de ikke helt vidste, hvor de skulle gøre af den person, de ville ansætte! For mig betyder den fysiske placering intet – jeg kunne så mænd sidde på månen, hvis der ikke er plads andre steder.

Jeg var faktisk slet ikke på udkig efter nyt job, da jeg jo er glad for mit job i Udenrigsministeriet (UM), men stillingen er en åremålsansættelse, der udløber i april 2009 og jeg blevet ringet op af en god ven, der sagde, han syntes, jeg skulle prøve at studere et stillingsopslag på CFKs webside. Da jeg så opslaget, må jeg sige, at jeg tænkte, at det var skrevet til mig, for overskriften var “Tidsregistrering & kommunikation”. Stillingen er en fastansættelse i modsætning til min nuværende kontraktansættelse.

De bruger mTID til tidsregistrering, og det system har jeg arbejdet med siden år 2000 og implementeret og drevet i Patent- og Varemærkestyrelsen, i Danmarks Statistik og nu i Udenrigsministeriet. Mine kompetencer på den del af stillingen, er der derfor ikke rigtig tvivl om.

Den anden del af stillingen – kommunikationsdelen – drejer sig om at opbygge nyt Intranet og at skrive på dette net. Jeg holder virkelig meget af både at lave websider og at skrive, men har ikke haft så stor mulighed for at gøre det erhvervsmæssigt i de seneste år. Så denne del af stillingen er udelukkende lystbetonet for mig. Tænk at arbejde med noget, der er en hobby! Denne del af stillingen vil give mig nye formelle kompetencer og udfordringer, og det glæder jeg mig meget til!

Var til en rigtig god samtale i tirsdags. En halv time efter jeg havde lukket døren bag mig, ringede de og tilbød mig jobbet. Det er helt fantastisk og jeg er rigtig glad.

Nu er formaliteterne så meget på plads, at jeg har kunnet sige op i UM, og som altid, når jeg holder op et sted, jeg har været glad for at være, er det med blandede følelser, jeg siger op. Det er dels vemodig at skulle sige farvel til gode kolleger, dels er det spændende med alt det nye, der skal ske, og alt det man skal lære og skal sætte sig ind i.

Jeg plejer at skifte job, når jeg har været et sted så længe, at jeg føler mig som “verdensmester” og næsten er bange for at skifte job. Derfor er det lige nu det helt rigtige tidspunkt for mig at skifte.

I aftes fejrede jeg det nye job sammen med en nær og kær ven – og vi klinkede glassene med et godt glas Chablis i!

Kategorier: Administrative Servicecentre (ASC) · Glæde · Hjemmeside · Job · Sprog
Tagged: , , , , , ,