I sort

Danmark dejligst

Personligt mener jeg, at Danmark er et af de smukkeste steder i verden, når sommeren viser så positive takter som netop nu! Hvis man altid kunne regne med vejret, ville jeg blive her hver sommer, men ofte kan man jo regne med regn… Men i år har jeg været heldig med ferieplanlægningen.

Jeg har været i Jylland med min cykel. Har cyklet rundt og set dels min barndoms landskaber omkring Brande, dels steder, jeg aldrig har været før. Nedlagte jernbaner med og uden asfalt omdannet til fantastiske cykelstier, bakke op og bakke ned, Skjern Enge ved den genoprettede Skjern å, Søhøjlandet ved Silkeborg, løvtræer med solens stråler ned gennem bladhænget, klapsammen rugbrødmadder ved en stille søbred, strid vestenvind og solen lige i fjæset. Magien ville ingen ende tage… Tak Leif for dejlige dage!

I dag kajak-tur på Furesøen med udgangspunkt i Nybro bådudlejning; vi røg ikke engang i ‘baljen’. Endnu en dejlig dag i Danmark.

Du får lige lidt billeder:

9. Søndag e. Trinitatis

Fem minutter i ti følte jeg mig som en af de gamle damer, da jeg stod og flåede i porten. Når den er lukket rigtigt, er den nærmest umulig at få op.

Der var dåb, hvilket fik mig til at filosofere lidt over, hvor forskelligt præsterne gennemfører ritualet, og over hvor meget graden af tydelighed i de forskellige elementer betyder.

Hos de fleste bliver dåbsvandet hældt diskret op uden bemærkninger til dét; en enkelt gør noget ud af det ved at sige: “Det første, der skal sker er, at vi skal have dåbsvandet hældt op.” Samme ‘tværer’ korsets tegn ind i barnets ansigt og i dets bryst. Claus Bjerregaard gør det så hurtigt, at jeg engang var ved at gå hjem og skrive, at jeg troede, han havde glemt det (men det turde jeg nu alligevel ikke binde an med) , og Niels Chr. Poulsen i dag lader korset svæve sådan ca. 20 cm. over barnet. Han sagde heller ikke det med, at fadderne har krav på at vide, hvad det er, de går ind til, som jo ellers er vigtigt nok.

Endnu engang bliver jeg bekræftet i, at jeg foretrækker at få det hele bukket i neon og skåret ud i pap. Det, der foregår i kirken, skal være tydeligt for mig, det skal kunne mærkes, for så bliver Gud nærværende. Alternativt bliver det en masse ord, der ikke flytter mig som menneske. Jeg medgiver naturligvis gerne, at det måske blot er fordi jeg er ‘begynder’ udi troen – men sådan har jeg det altså.

Det er sikkert ikke verdens letteste opgave at formidle budskabet fra så gamle skrifter på en måde, så det ikke ender i ord, ord og atter ord. Det er en ‘bunden opgave’ – søndagens tekst er, som den er, og så må man se, om den kan gøres nærværende for dagens gæster. Gad vide om jeg er den eneste utilitarist i Hvidovre Kirke? Er jeg den eneste, der kommer og gerne vil have ‘noget’ med mig hjem; noget jeg kan bruge til egen refleksion, til egen bearbejdning og i egen hverdag?

Hvis jeg nu skulle komme i menighedsrådet, kunne jeg finde på at foreslå en spørgeskemaundersøgelse, der skulle afdække menighedens ‘motiver’ til at komme i kirken – er det en vane, for det har man altid gjort? er det et ønske om at blive klogere på Gud/sig selv? I givet fald hvornår lykkes det så? Hvad fungerer godt i gudstjenesten, hvad kunne gøres bedre? Er der elementer der savnes? Og der kunne sikkert stilles en mængde andre spørgsmål – også med respekt for, at tro nu en gang er et personligt anliggende.

Jeg er klar over, at dette måske er lidt nytænkning i kirkeverdenen; i resten af det offentlige har vi imidlertid siden starten af 90′erne konstant skullet spørge vores kunder, hvad de mente, vi gjorde godt, og hvad vi kunne gøre bedre – vel vidende at rammerne er givet på forhånd (typisk i lovgivningen). Ville der være noget til hinder for at gøre noget lignende i folkekirken under respekt for de derværende rammer (ritualbogen, højmesseordningen og hvad der ellers måtte findes)? Ville det ikke være i orden at ‘produktudvikle’ gudstjenesten i overensstemmelse med kundernes ønsker? Omend ikke andet ville jeg da selv – hvis jeg var præst – gerne have feed back på mit arbejde.

Nadver: Hver søndag tager jeg stilling til, om jeg har lyst til at gå til nadver eller ej. Det skal ikke bare blive en vane/et ritual – jeg vil ikke tage plads ved Herrens bord bare for at gøre det, eller fordi de andre gør det. Det skal være et aktivt valg. I dag var en af dagene, hvor det ikke skulle være. Tiden kan bruges til at være stille med sig selv og sine egne tanker, og måske dele dem med en enkelt anden. Kirkerummet er godt til tanker. Man kan få lov at være i fred, der er ingen udefrakommende krav – det sker ikke så ofte.

Porten: På vej ud stod to ældre damer og hev i porten med den ene hånd, mens de styrede rolatoren med den anden. De kunne ikke få den op – det lykkedes for mig alt imens de talte om, hvorvidt man kunne  klage et eller andet sted. Det er hermed givet videre.

God søndag.

iPod touch – ny software

Min iPod touch har fået en renæssance med den nye software.

Kender du det, at du køber en ny personlig computer, men den er overhovedet ikke ‘personlig’ før du installeret alle dine yndlingsprogrammer, før skrivebordet er organiseret, som det plejer, før alle dine bogmærker er på plads, før du kan komme på nettet og på mailen osv.?

Lidt sådan har jeg det med min kære iPod touch nu efter at have installeret den nye 2.0 software (for sølle 59,00 kr.) – nu kan iPod blive, som jeg vil have den, for der kan hentes både gratis spil og spil, man skal betale for.

Før 2.0-softwaren er det ikke lykkedes mig at finde spil til iPod touch, men nu vælter det med dem. Jeg fandt bl.a. et gratis ‘vendespil’/memory, som egentlig er for børn, men jeg kan altså ikke løse det – jeg er bedre til Solitaire.

En af de ting jeg sætter stor pris på, er den stærkt forbedrede (eller skal jeg sige ‘nu eksisterende’) søgefunktion i kontaktpersonerne. Læs mere om, hvad 2.0 kan gøre for dig.

Der er også rigtig mange lækre webprogrammer, men de kræver jo altså, at man er i nærheden af et trådløst netværk, og hvis det er fremmedes, skal det endda være et usikret sådant, hvilket ingen fornuftige mennesker har.

Hvis du har en iPod touch, så hent 2.0-softwaren før din nabo. Hos Comon finder du en guide til installationen – selv fulgte jeg nu bare instruktionerne på hhv. skærm iPod touch, og det var problemfrit, men det tog sin tid, for det er en stor opdatering.

Happy iPod touch!

PS: Det sker selvfølgelig – omend sjældent – at man ikke har en pc inden for rækkevidde. Men hvad så med strøm til iPod, når man nu ikke kan leve uden musik? Apple har selvfølgelig løst problemet for os nørder: man køber et stk. ‘USB Power Adapter’. Jeg fandt min hos Computer City til 249,00. Så kan man oplade iPod i en helt almindelig stikkontakt. Det er nu rigtig rart.

Dannelsesrejse eller fjumreår

Hvorfor skal de unge skynde sig gennem uddannelsessystemet?

Bertel Haarder er ude på sit sædvanlige sommertogt mod det såkaldte fjumreår; der er anløb i hver en havn. En af havnene er Kristeligt Dagblad, der har haft en række artikler om emnet. En enlig mor til fem tog for nogle dage siden til genmæle – heldigvis – og fortalte om, hvordan hun havde skubbet dem alle afsted på rejser, højskoler mv.

Jeg bryder mig for det første ikke om ordet “fjumreår”. Hvordan pokker har vi fået desavoueret datidens dannelsesrejse til et “fjumreår”? Det er at bygge sproglige knejper – ikke katedraler.

For det andet ser jeg ikke nogle “fjumre” – jeg ser dem i stedet vende hjem fra udlandet, fra efterskoler, fra højskoler mv. som ændrede og større mennesker, der er på vej til at blive voksne.

Jeg havde ikke chancen for at gøre ophold, muligheden for at sætte tiden i stå, efter studentereksamen. Det var bare videre, videre, videre – blandt andet for at kunne beholde det kollegieværelse jeg havde været så heldig at få, inden jeg startede på studenterkurset. Hvis jeg gjorde ophold i uddannelsesforløbet, ville jeg miste min bolig, hvilket jeg ikke kunne overskue.

Da jeg havde bestået embedseksamen på normeret tid, skulle jeg finde et job, og siden er tiden gået med at arbejde. Højskoler og andre ting, der kan berige, gøre klogere på andet end det snævert faglige og ‘gøre større’, er henlagt til sparsom ferie og fritid.

Hvilken lykke ville det ikke være som voksen at flå et år ud af kalenderen og få nye input? Tænk hvis der fandtes højskoler med årskurser for voksne erhvervsaktive? Tænk hvis man kunne få lov at sætte sig ned og få serveret noget kultur, viden, dannelse til formiddagskaffen og dyrke sport hele eftermiddagen? Tænk hvis man kunne få lov til bare at modtage og ikke altid skulle yde?

Havde jeg børn, ville jeg forbyde dem at race gennem uddannelsessystemet, for de par tidslommer i livet, der ligger efter henholdsvis folkeskole og gymnasium, kommer aldrig igen. Når man først er begyndt at betale ind på pensionsordningen, er der ingen vej tilbage.

Jeg er klar over, at der er mangel på arbejdskraft for tiden, men der må være alternative løsninger på det problem. Hvis vi gav dannelsesrejsen en renaissance, ville vi med garanti få en bredere funderet arbejdskraft, måske endda med en højere produktivitet (hvilket i sig selv kunne være en del af løsningen på den for lille arbejdsstyrke)?

Denne tankegang er måske for abstrakt for den siddende regering?

Uplanlagt tid

Kalenderen er blank denne uge. Det er fantastisk.

Noget af det bedste ved at holde ferie er tid til at lave ingenting, for ingenting er jo netop ikke ingenting. Når tiden er uplanlagt, bliver ingenting til noget uventet eller noget fantastisk.

Når tiden ikke er planlagt minutiøst ud til det yderste minut, og måske også lidt ud over kanten af det, er der rum til det uventede, til at sige ja til at hente nogle børn i et fritidshjem for på den måde at gøre noget for en ven, til at sige ja tak til en flok pandekager og the på en bænk i en have.

Der er noget fascinerende over tiden mellem to jobs; det er den ultimative frihed, man er ikke bundet af noget, man behøver ikke tænke på det gamle job, og det nye kan man ikke tænke konkret på, og alligevel går pengene ind på kontoen. Gad vide om det er den glæde man kan se frem til i pensionisttilværelsen, som jeg har glædet mig til, siden jeg var 35?

Fri tid er tid er også tid til at lade sig inspirere af mennesker og af oplevelser. Jeg vil derfor gå i gang med at læse nogle bøger! Jeg har stort set ikke læst en bog bortset fra en masse om at lave hjemmesider og den slags, siden jeg begyndte at slægtsforske og lave hjemmesider, for jeg har været fascineret af at kunne skabe noget uden at være kreativ. Det er jeg for så vidt stadig, men det fylder ikke så meget, som det har gjort.

I mange år har jeg syntes, at det var for dovent, for passivt, at sætte mig med en bog. Har ikke syntes, jeg kunne tillade mig “bare” at sidde og nyde den skønhed, der kan være over smukt sammensatte ord.

Stakken af ulæste bøger er stor – der er nok at gå i gang med – hvor er det skønt, og jeg har endelig fundet mig en inspirationskilde, som læsser på, så bunken bliver endnu større. Kom bare med flere – det er fantastisk…

Jeg er ikke altid god til at inspirere mig selv, for jeg er så hamrende træt af altid at skulle være min egen dynamo, altid at skulle finde på – og gennemføre – projekter selv.

Stilhed

Stilhed

Nogle gange er jeg ved at blive vanvittig af al den støj, der er i verden. Jeg har en aversion mod støj. Giv mig så stilheden tilbage!

For mange år siden havde jeg en kæreste, der altid havde fjernsynet til at køre i stuen, samtidig med at radioen spillede i køkkenet. Det var en af dræberne for det forhold.

I min tidligere lejlighed (fra 1934) var der frygtelig lydt, og mens der stadig boede gamle mennesker, der ikke vidste, de var tunghøre, var jeg ved at blive sindssyg af at skulle leve i en ‘lydsandwich’. Når man er introvert, er man meget følsom overfor lydindtryrk, får man tillige stress bliver det endnu værre, og da min depression var værst, lød et klik med musen som et tordenskrald.

Da de gamle endelig var døde eller flyttet (på plejehjem?), blev der bygget en daginstitution fem meter fra min altan – 60 råbende børn fra 07:00 til 17:00 var mere end jeg kunne klare.

Hvidovre er (H)vidunderlig. Her er så stille – også selv om jeg bor ud til torvet og en befærdet vej. Trafikstøjen generer ikke det fjerneste, for den er stabil, og naboerne hører jeg stort set aldrig. Byggeriet er fra 1945; der ser man hvad 11 års forskel i byggeteknik kan medføre.

Stud. Theol. Maria Larsen havde i går en klumme i Kristeligt Dagblad med titlen “En indre kilde af ro”. Den handlede om støj ctr. stilhed, om at der næsten ikke er rum til stilhed længere – måske lige bortset fra kirkens rum, og det er endda ikke altid, det lykkes dér. Hun skriver bl.a.: “Og vi har behov for fred. For hvad sker der med os, hvis der i længere tid er ubalance mellem aktiviteter og krav og tiden til bare at være stille? Så kan vi blive syge, af stress, af depression. Vi får ikke ladet batterierne op, fordi der ikke er tid til at søge ind dér, hvor der ikke er krav eller forstyrrende støj, men ren væren.”

Jeg giver hende ret! Fraværet af ydre ro fjerner også den indre ro, og når den mangler, kan man blive ramt af stress eller depression. Det kan – selv for professionelle – være svært at kende forskel på de to, for der er så mange af de ydre tegn, der er ensartede. De er hinandens følgesvende, men de er et kedeligt makkerpar at have med sig, for de er så ødelæggende for alt det fine i livet. De ødelægger glæden, lysten, energien og overskuddet. Måske kan man sige, at de kærlighedens modsætning, for de ødelægger alt det, som kærligheden giver.

I mange år, har jeg manglet min indre ro, men efter at være blevet kureret for en svær depression, er roen kommet tilbage, blot ti-fold stærkere. Det er sjældent, der går en dag, uden at jeg mærker min indre ro, og glæder mig over den. Der er mennesker i min omgangskreds, der ligefrem bemærker den, kommenterer den, glæder sig over den og siger, at den smitter af på dem. Det gør mig glad – for jeg vil gerne være “En kilde til indre ro”.

8. Søndag e. Trinitatis = Dom. 8 p. Trinit.

Hvidovre Kirke

‘Kend forskel på dine ånder!’, tror jeg, at jeg vil kalde Runa Damsagers prædiken i dag.

‘Klodernes kamp’ af HG Wells (om marsboernes forsøg på at erobre jorden) blev med udgangspunkt i dagens tekster til ‘Åndernes kamp’ – eller magtkampen mellem de sande og de falske profeter, magtkampen mellem Krist og antikrist – man skal kunne se forskel på sine ånder.

Uden at jeg husker, hvordan det hang sammen, kom vi også en tur over en af samtalens mestre: Sokrates, der så det som sin ypperste opgave at sørge for, at hans samtalepartner altid kom ad egne veje til egne konklusioner. Ham ville jeg gerne have talt med, men heldigvis findes der også i vor tid mennesker, der er så gode at tale med, at det kan opleves som at tale med Sokrates.

Måske var vejen til Sokrates omvejen over den magtkamp, der kan ligge i at få det første ord i en samtale – den første der tager bladet fra munden sætter dagsordenen. Det er jeg nu ikke enig i, for jeg mener, at i den gode samtale udvikler man i fællesskab samtalen ved at lytte, spørge og forholde sig. Selv prøver jeg at leve efter devisen om at ‘der er en grund til, at vi har to ører og kun én mund’.

Jeg ved heller ikke, hvordan vi kom til Paulus 1. korintherbrev kapitel 13 med ‘Størst af alt er kærligheden’. Kærligheden vover, giver, venter, længes, savner, varmer – men den tvinger aldrig, sagde Runa. Hørt hørt… Det er nemlig sådan, det er!

Kærligheden har sin pris, men alligevel koster den ikke noget; man kan give kærlighed, man kan få kærlighed, men skønt den har sin pris, kan den ikke købes. Uhyre banalt – og derfor sandt!

Og videre i dette spor kom hun til: “Hvad flytter mennesker, så de kan tage i mod Jesu kærlighed? den kærlighed, der er den eneste, der tvinger”. Ja Runa, det ville jeg sørme også gerne vide! Jeg kan gå rundt i mit hus og savne at komme over i kirken – det er da mærkværdigt, når jeg i januar kaldte mig selv ‘en undrende hedning’. Hedning har jeg nu nok aldrig været, da jeg jo altså er døbt, og så man kristen – basta. Det kulturhistoriske undersøgende og undrende projekt tog mig steder hen, jeg ikke havde ventet at komme. Jeg er ret så tilfreds med at have udfordret mig selv på dette felt.

Jeg kunne godt lide denne prædiken, men jeg ærgrer mig altid, når jeg kommer hjem og ikke kan huske sammenhængen i den; jeg kan som regel huske en del af indholdet, men hvordan pokker var det nu, det hele hang sammen. Hvordan kommer I fra A til B? Hvordan fik I sat de forskellige blokke sammen? Jeg kan huske blokkene, men ikke hvordan de hænger sammen. Måske er jeg bare ikke akademisk nok…

Semikolon!

Semikolon

Jeg er en, der har svært ved at sætte punktum i livet; så hellere nogle helvedes store semikoloner. Jeg kan ikke sige farvel – og jeg bliver aldrig god til det. Vil altid stå og træde mig selv over fødderne af savn, allerede før det er begyndt.

Dagen i dag var min sidste rigtige arbejdsdag i UM. Jeg kommer ganske vist ind og laver noget for jer i uge 34 – men det var nu, det var nu. Jeg bliver bare aldrig god til de stunder, hvor det er nu, det er nu.

Jeg bryder mig ikke om det definitive. Jeg bliver altid bange for de øjeblikke, der ikke kommer igen! Jeg bliver altid bange for det sagte ord, for hvis det var u-rigtigt, kan det jo ikke trækkes tilbage! Man kan i realiteten ikke sige: ‘jeg mente det ikke’… Ord, der er sagt, kan man ikke markere og trykke ‘delete’ på.

Det var i dag jeg havde inviteret ‘Gud og hvermand’ til reception, ganske sådan som vi ikke gør det i UM: bare en flok kolde pilsnere og vand og nogle økologiske chips. ‘Og hvermand’ kom – kun Gud eller en af Hans repræsentanter manglede.

Thomas-chef holdt en fin tale, som jeg blev virkelig glad for og rørt over, hvor han bl.a. sagde, at når man sådan lige lærer mig at kende, tror man, jeg er et meget lukket menneske, men hvis man søger lidt med lys, lygte og Google og finder min hjemmeside, finder man ud af, at jeg er et meget åbent menneske.

Søde Thomas – det har du ret i! I personlighedstests (1) bonner jeg altid ud som ‘en man skal gøre sig fortjent til at lære at kende’ – det er nu nok så meget sagt; men jeg værner inderligt om min personlige integritet, og jeg skelner skarpt mellem det personlige og det private! Jeg har ingen problemer med at lægge det personlige på nettet – men det private holder jeg hos mig selv – for der er skatte i verden/livet, der er for store at dele! Din tale i dag viser mig, at jeg gør ret i altid at ’skrive som om chefen læser med’ (kapitel 1 i grundbog for bloggere).

Tak for dine besøg på min blog, tak for at du læser med,  – tak for at du kan lide, hvad du så, og for at du kan lide min skriftlige fremstilling. Det betyder meget for mig, når nogle kan lide, hvad jeg skriver – og ikke mindst måden jeg gør det på.

Jeg prøver altid at bringe lidt ‘poesi’ ind i det skrevne ord på bloggen, for det er et af de få tilbageværende steder i livet, det er muligt at gøre det, nu hvor vi aldrig skriver et brev længere. Min skrivestil er jo slet ikke UM’sk, men jeg har fået så mange positive kommentarer, at jeg alligevel tør tro, den er OK.

Kære Anne - Jeg havde tænkt meget over, om jeg nu turde nævne dig – og det – og gøre det direkte ved navn i dag! Men når alt kom til alt, var jeg ikke i tvivl. Du har betydet ufatteligt meget for mig og mit liv -  dengang, nu og i fremtiden; du har reddet mit liv – og det ville jeg gerne takke for in publice.

“Måske dét er, hvad
det vil sige: at være en ven,
når alt kommer til alt”

Resten af digtet oversat af teologen og psykoterapeuten Bent Falk, kender du – det er det smukkeste i verden. Og på mange måder har vi delt det smukkeste – nemlig afgørende øjeblikke i livet!

Kære kolleger fra alle afdelinger/kontorer i ude- og hjemmetjenesten – tak for alle de fine blomster, søde mails, den dejlige vin, de fede øl, de søde kort, de fine blomster, den fede portvin osv. I var med til at give mig 3½ dejlige år i UM! Uden jer var det bare aldrig gået så godt, som det gik. Jeg synes, vi i fællesskab har udrettet noget unikt!

Jeg var ensom i starten i UM, lige til jeg fandt ud af, at jeg bare skulle mødes med jer ‘tømrere’, når jeg ikke kunne finde ud af det med ’snedkerne’, lige indtil jeg fandt ud af, at jeg tjente UM bedst ved at undgå at gætte på, hvad I forventede, men bare komme med min almindelige professionalisme!

En af de allerførste ting jeg lærte om administration fra en topchef fra Finansministeriet, da hun kom ud til os i Arbejdsskadestyrelsen som vicedirektør i 1992 var: “Hanne, du skal altid huske at spørge dem, der laver arbejdet!”. Jeg havde lige kvajet mig med et eller andet – og hun sagde det på en fin måde, men det var rigtigt. Det har jeg taget med mig, fordi det i sin banalitet er så rigtigt. Med disse ord er jeg kommet godt både forlæns ind i – og ud af – mange statslige institutioner. Og hver gang jeg starter et nyt sted tænker jeg på salig Karin Kristensens ord! Hvis nu alle gjorde sådan, ville det måske være lettere at skifte chef!

Kære KnowledgeCon a/s: Vi har fulgt hinanden i op- og nedture siden 2000. Det, håber jeg, vi vil bliver ved med. Tusind tusind tak for den smukke kurv – når jeg nu ved, I ikke giver mig en kurv! Vi kæmper i fællesskab videre i Center for Koncernforvaltning (CFK)..

Det lykkedes mig at holde en tale. Faktisk synes jeg, at jeg er et fjols til at holde tale, men jeg havde noget på hjerte, noget ville ud – og egl. var jeg også bare ligeglad, om det nu var fint og formfuldendt eller ej. Jeg ville sige tak for 3½ dejlige år.

I skal alle vide, at jeg bliver rigtig glad for enhver kommentar her på bloggen eller pr. e-mail. Intet er for småt – intet er for stort.

Tak for gode år! Jeg vil savne jer!

Knus Hanne – Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået så mange kys og knus på én dag…

(1) Konklusion på leder-test – 2003: Kreativ, særdelses intelligent og abstrakt i sin tankegang. Hun har har høje normer og forventninger. Stræber altid efter det perfekte. Hun er ikke en forudsigelig person. Hendes normale adfærd er præget af følsomhed og kløgt, årvågenhen overfor kvalitet med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes. Andre må bevise deres værd over for hende. Hun kræver meget af andre og af sig selv og har behov for behov for håndgribelige, målbare resultater.

Glæder mig!

Oure-logo

Har fået bekræftelsen fra Oure på sommerkurset i dag. Der var altså plads – trods min ualmindeligt sene tilmelding til ‘6 forrygende’ – jeg glæder mig rigtig meget.

De andre gange jeg har været på højskole, har det været en berusende oplevelse at være sammen med andre voksne, der også kom med åbent sind, rev en uge ud af kalenderen for at dyrke et eller andet – lige fra sport til slægtsforskning.

Når man tager hjemmefra skal man lægge titel, uddannelse og IQ fra sig, og i stedet medbringe det åbne sind og lysten til at lege og at lære nye mennesker at kende. De andre har nemlig gjort det samme, og derfor er det så forrygende. Når voksne får lov – eller rettere giver sig selv lov – at lege, sker der altid noget magisk. Fx at løbe på rulleskøjter: det er simpelthen ikke muligt at løbe rundt på otte hjul og være hverken trist eller sur i aftensolen! “Skating makes you happy.”

Prisen er steget noget, siden jeg sidst var på højskole: 5.500 kr. for en uge, det er incl. et enkeltværelse til 1.000 kr., og egentlig synes jeg, det er lidt dyrt, men hvis der er fuld skrue på fra morgen til aften i seks dage, er det OK. Hvad ville en uge til Mallorca ikke koste?

For at kunne transportere mine egne kære inliners med til Sydfyn, besluttede jeg i aftes at købe en rygsæk hos SkatePro til dem. Nethandel er simpelhen den største opfindelse siden camembert-osten, for hvad kom der i dag? En bekræftelse på at min pakke er sendt, og sikkert er her i morgen, og så lige et link til PostDanmarks track and trace-service.

Til tider tænker jeg, ‘Hvordan klarede vi os før Internettet?’ Det er sgu da genialt… Jeg er vild med nethandel, og har aldrig haft en dårlig oplevelse med det. Har efterhånden købt alt fra penduler til HI-FI på nettet.

For ikke-inline-freaks kan det virke skørt at købe en særskilt rygsæk til dem. Men når man nu bruger str. 42 og har 90 mm hjul, så er sådan et par nærmest umulige at transportere grundet den samlede længde. Hvor tit har jeg dog ikke døjet med at transportere mine skøjter fra A til B? Det er tit endt med den ene i den alm. daglige rygsæk og den anden i en plastikpose. Rulleskøjter transporteres bedst på fødderne, men der er unægteligt lidt langt til Sydfyn. Jeg kunne sikkert godt løbe til Svendborg, men det ville vel tage et par dage…