Mit sponsorbarn i Togo har sendt endnu et lille brev.
I dag kom det 2. brev fra mit sponsorbarn i Togo. Det er skrevet af pigens onkel den 23. maj, oversat/maskinskrevet på Børnefondens center den 16. juni og har taget den lange tur til velstands-Danmark på bare to uger. Sidst sendte jeg en æsker farver og en tegneblok, og nu er det remset op i det nye brev, at hun har modtaget et brev, en tegneblok og en æske farver. Måske er det en form for ‘tjekliste’, så jeg kan se, at det hele er nået frem?
Sidst spurgte jeg lidt til nogle almindeligheder så som afstand til skolen, antal børn i klassen osv. Og det er alt sammen besvaret minutiøst i det nye brev.
Hun har 500 meter til skole, det tager 15 minutter at gå, og der er ‘bare’ 63 børn i klassen. De lærer at læse og skrive både på lokalsproget og på fransk.
Næste udfordring er at finde på noget nyt at skrive til hende, for det er virkelig svært at skrive til et menneske, man ikke kender, og hvis livsvilkår og referencerammer er så vidt forskellige, og som man næsten ikke kan forstå her.
Denne gang slutter det med ‘[pigens navn] sends you warm hugs’ og ‘May the Lord bless you’. Du milde kineser! Jeg begriber ikke, at man kan få så meget for 190 kroner om måneden, som efter diverse skattemæssige kunstgreb betyder 100 kr. netto pr. måned! Hvis hun og hendes familie virkelig mener, hvad de skriver, om at de er taknemmelige for støtten, så er jeg verdens rigeste – ikke på penge, men på noget andet.
Tænk på, hvor tit, du langer en 100-mand over disken; tænk på hvad en lidt god omgang gæstemad eller en tur på café koster. På sidstnævnte bruger jeg da alene nemt en ‘hund’. Personligt mangler jeg hverken de 200 kr. eller de 100 kr. – og hvem ville gøre det i velfærds-Danmark? Til gengæld vil jeg være ærlig at sige, at jeg aldrig giver til ’små-indsamlinger’ i kirken eller ved gadedøren. Det skyldes, at jeg tror på, at den langsigtede støtte (man ‘binder’ sig helst til at fortsætte støtten til barnet afslutter uddannelsessystemet) til ét barn og hendes familie på sigt gavner mest. Og helt egoistisk kan jeg godt lide at kende det helt konkrete menneske, der ender med at få støtten. Jeg tror på udviklingsbistand i øjenhøjde!
Jeg ved ikke noget om børn, da jeg ikke har haft lejlighed til at øve mig, men jeg bliver altid berørt af deres tegninger! Tænker, at det er den bedste måde, de kan forære noget væk, som de selv har lavet, har gjort sig umage med og kan fortælle en historie om.
Mon huset herunder er en prototype på et meget fint hus i Togo? En normal familie ude fra landet har ikke sådan et firkantet et med mursten – de bor derimod i en lerklinet hytte med tag af strå.
