Semikolon!

Semikolon

Jeg er en, der har svært ved at sætte punktum i livet; så hellere nogle helvedes store semikoloner. Jeg kan ikke sige farvel – og jeg bliver aldrig god til det. Vil altid stå og træde mig selv over fødderne af savn, allerede før det er begyndt.

Dagen i dag var min sidste rigtige arbejdsdag i UM. Jeg kommer ganske vist ind og laver noget for jer i uge 34 – men det var nu, det var nu. Jeg bliver bare aldrig god til de stunder, hvor det er nu, det er nu.

Jeg bryder mig ikke om det definitive. Jeg bliver altid bange for de øjeblikke, der ikke kommer igen! Jeg bliver altid bange for det sagte ord, for hvis det var u-rigtigt, kan det jo ikke trækkes tilbage! Man kan i realiteten ikke sige: ‘jeg mente det ikke’… Ord, der er sagt, kan man ikke markere og trykke ‘delete’ på.

Det var i dag jeg havde inviteret ‘Gud og hvermand’ til reception, ganske sådan som vi ikke gør det i UM: bare en flok kolde pilsnere og vand og nogle økologiske chips. ‘Og hvermand’ kom – kun Gud eller en af Hans repræsentanter manglede.

Thomas-chef holdt en fin tale, som jeg blev virkelig glad for og rørt over, hvor han bl.a. sagde, at når man sådan lige lærer mig at kende, tror man, jeg er et meget lukket menneske, men hvis man søger lidt med lys, lygte og Google og finder min hjemmeside, finder man ud af, at jeg er et meget åbent menneske.

Søde Thomas – det har du ret i! I personlighedstests (1) bonner jeg altid ud som ‘en man skal gøre sig fortjent til at lære at kende’ – det er nu nok så meget sagt; men jeg værner inderligt om min personlige integritet, og jeg skelner skarpt mellem det personlige og det private! Jeg har ingen problemer med at lægge det personlige på nettet – men det private holder jeg hos mig selv – for der er skatte i verden/livet, der er for store at dele! Din tale i dag viser mig, at jeg gør ret i altid at ’skrive som om chefen læser med’ (kapitel 1 i grundbog for bloggere).

Tak for dine besøg på min blog, tak for at du læser med,  – tak for at du kan lide, hvad du så, og for at du kan lide min skriftlige fremstilling. Det betyder meget for mig, når nogle kan lide, hvad jeg skriver – og ikke mindst måden jeg gør det på.

Jeg prøver altid at bringe lidt ‘poesi’ ind i det skrevne ord på bloggen, for det er et af de få tilbageværende steder i livet, det er muligt at gøre det, nu hvor vi aldrig skriver et brev længere. Min skrivestil er jo slet ikke UM’sk, men jeg har fået så mange positive kommentarer, at jeg alligevel tør tro, den er OK.

Kære Anne - Jeg havde tænkt meget over, om jeg nu turde nævne dig – og det – og gøre det direkte ved navn i dag! Men når alt kom til alt, var jeg ikke i tvivl. Du har betydet ufatteligt meget for mig og mit liv -  dengang, nu og i fremtiden; du har reddet mit liv – og det ville jeg gerne takke for in publice.

“Måske dét er, hvad
det vil sige: at være en ven,
når alt kommer til alt”

Resten af digtet oversat af teologen og psykoterapeuten Bent Falk, kender du – det er det smukkeste i verden. Og på mange måder har vi delt det smukkeste – nemlig afgørende øjeblikke i livet!

Kære kolleger fra alle afdelinger/kontorer i ude- og hjemmetjenesten – tak for alle de fine blomster, søde mails, den dejlige vin, de fede øl, de søde kort, de fine blomster, den fede portvin osv. I var med til at give mig 3½ dejlige år i UM! Uden jer var det bare aldrig gået så godt, som det gik. Jeg synes, vi i fællesskab har udrettet noget unikt!

Jeg var ensom i starten i UM, lige til jeg fandt ud af, at jeg bare skulle mødes med jer ‘tømrere’, når jeg ikke kunne finde ud af det med ’snedkerne’, lige indtil jeg fandt ud af, at jeg tjente UM bedst ved at undgå at gætte på, hvad I forventede, men bare komme med min almindelige professionalisme!

En af de allerførste ting jeg lærte om administration fra en topchef fra Finansministeriet, da hun kom ud til os i Arbejdsskadestyrelsen som vicedirektør i 1992 var: “Hanne, du skal altid huske at spørge dem, der laver arbejdet!”. Jeg havde lige kvajet mig med et eller andet – og hun sagde det på en fin måde, men det var rigtigt. Det har jeg taget med mig, fordi det i sin banalitet er så rigtigt. Med disse ord er jeg kommet godt både forlæns ind i – og ud af – mange statslige institutioner. Og hver gang jeg starter et nyt sted tænker jeg på salig Karin Kristensens ord! Hvis nu alle gjorde sådan, ville det måske være lettere at skifte chef!

Kære KnowledgeCon a/s: Vi har fulgt hinanden i op- og nedture siden 2000. Det, håber jeg, vi vil bliver ved med. Tusind tusind tak for den smukke kurv – når jeg nu ved, I ikke giver mig en kurv! Vi kæmper i fællesskab videre i Center for Koncernforvaltning (CFK)..

Det lykkedes mig at holde en tale. Faktisk synes jeg, at jeg er et fjols til at holde tale, men jeg havde noget på hjerte, noget ville ud – og egl. var jeg også bare ligeglad, om det nu var fint og formfuldendt eller ej. Jeg ville sige tak for 3½ dejlige år.

I skal alle vide, at jeg bliver rigtig glad for enhver kommentar her på bloggen eller pr. e-mail. Intet er for småt – intet er for stort.

Tak for gode år! Jeg vil savne jer!

Knus Hanne – Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået så mange kys og knus på én dag…

(1) Konklusion på leder-test – 2003: Kreativ, særdelses intelligent og abstrakt i sin tankegang. Hun har har høje normer og forventninger. Stræber altid efter det perfekte. Hun er ikke en forudsigelig person. Hendes normale adfærd er præget af følsomhed og kløgt, årvågenhen overfor kvalitet med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes. Andre må bevise deres værd over for hende. Hun kræver meget af andre og af sig selv og har behov for behov for håndgribelige, målbare resultater.