8. Søndag e. Trinitatis = Dom. 8 p. Trinit.

Hvidovre Kirke

‘Kend forskel på dine ånder!’, tror jeg, at jeg vil kalde Runa Damsagers prædiken i dag.

‘Klodernes kamp’ af HG Wells (om marsboernes forsøg på at erobre jorden) blev med udgangspunkt i dagens tekster til ‘Åndernes kamp’ – eller magtkampen mellem de sande og de falske profeter, magtkampen mellem Krist og antikrist – man skal kunne se forskel på sine ånder.

Uden at jeg husker, hvordan det hang sammen, kom vi også en tur over en af samtalens mestre: Sokrates, der så det som sin ypperste opgave at sørge for, at hans samtalepartner altid kom ad egne veje til egne konklusioner. Ham ville jeg gerne have talt med, men heldigvis findes der også i vor tid mennesker, der er så gode at tale med, at det kan opleves som at tale med Sokrates.

Måske var vejen til Sokrates omvejen over den magtkamp, der kan ligge i at få det første ord i en samtale – den første der tager bladet fra munden sætter dagsordenen. Det er jeg nu ikke enig i, for jeg mener, at i den gode samtale udvikler man i fællesskab samtalen ved at lytte, spørge og forholde sig. Selv prøver jeg at leve efter devisen om at ‘der er en grund til, at vi har to ører og kun én mund’.

Jeg ved heller ikke, hvordan vi kom til Paulus 1. korintherbrev kapitel 13 med ‘Størst af alt er kærligheden’. Kærligheden vover, giver, venter, længes, savner, varmer – men den tvinger aldrig, sagde Runa. Hørt hørt… Det er nemlig sådan, det er!

Kærligheden har sin pris, men alligevel koster den ikke noget; man kan give kærlighed, man kan få kærlighed, men skønt den har sin pris, kan den ikke købes. Uhyre banalt – og derfor sandt!

Og videre i dette spor kom hun til: “Hvad flytter mennesker, så de kan tage i mod Jesu kærlighed? den kærlighed, der er den eneste, der tvinger”. Ja Runa, det ville jeg sørme også gerne vide! Jeg kan gå rundt i mit hus og savne at komme over i kirken – det er da mærkværdigt, når jeg i januar kaldte mig selv ‘en undrende hedning’. Hedning har jeg nu nok aldrig været, da jeg jo altså er døbt, og så man kristen – basta. Det kulturhistoriske undersøgende og undrende projekt tog mig steder hen, jeg ikke havde ventet at komme. Jeg er ret så tilfreds med at have udfordret mig selv på dette felt.

Jeg kunne godt lide denne prædiken, men jeg ærgrer mig altid, når jeg kommer hjem og ikke kan huske sammenhængen i den; jeg kan som regel huske en del af indholdet, men hvordan pokker var det nu, det hele hang sammen. Hvordan kommer I fra A til B? Hvordan fik I sat de forskellige blokke sammen? Jeg kan huske blokkene, men ikke hvordan de hænger sammen. Måske er jeg bare ikke akademisk nok…