Stilhed
Nogle gange er jeg ved at blive vanvittig af al den støj, der er i verden. Jeg har en aversion mod støj. Giv mig så stilheden tilbage!
For mange år siden havde jeg en kæreste, der altid havde fjernsynet til at køre i stuen, samtidig med at radioen spillede i køkkenet. Det var en af dræberne for det forhold.
I min tidligere lejlighed (fra 1934) var der frygtelig lydt, og mens der stadig boede gamle mennesker, der ikke vidste, de var tunghøre, var jeg ved at blive sindssyg af at skulle leve i en ‘lydsandwich’. Når man er introvert, er man meget følsom overfor lydindtryrk, får man tillige stress bliver det endnu værre, og da min depression var værst, lød et klik med musen som et tordenskrald.
Da de gamle endelig var døde eller flyttet (på plejehjem?), blev der bygget en daginstitution fem meter fra min altan – 60 råbende børn fra 07:00 til 17:00 var mere end jeg kunne klare.
Hvidovre er (H)vidunderlig. Her er så stille – også selv om jeg bor ud til torvet og en befærdet vej. Trafikstøjen generer ikke det fjerneste, for den er stabil, og naboerne hører jeg stort set aldrig. Byggeriet er fra 1945; der ser man hvad 11 års forskel i byggeteknik kan medføre.
Stud. Theol. Maria Larsen havde i går en klumme i Kristeligt Dagblad med titlen “En indre kilde af ro”. Den handlede om støj ctr. stilhed, om at der næsten ikke er rum til stilhed længere – måske lige bortset fra kirkens rum, og det er endda ikke altid, det lykkes dér. Hun skriver bl.a.: “Og vi har behov for fred. For hvad sker der med os, hvis der i længere tid er ubalance mellem aktiviteter og krav og tiden til bare at være stille? Så kan vi blive syge, af stress, af depression. Vi får ikke ladet batterierne op, fordi der ikke er tid til at søge ind dér, hvor der ikke er krav eller forstyrrende støj, men ren væren.”
Jeg giver hende ret! Fraværet af ydre ro fjerner også den indre ro, og når den mangler, kan man blive ramt af stress eller depression. Det kan – selv for professionelle – være svært at kende forskel på de to, for der er så mange af de ydre tegn, der er ensartede. De er hinandens følgesvende, men de er et kedeligt makkerpar at have med sig, for de er så ødelæggende for alt det fine i livet. De ødelægger glæden, lysten, energien og overskuddet. Måske kan man sige, at de kærlighedens modsætning, for de ødelægger alt det, som kærligheden giver.
I mange år, har jeg manglet min indre ro, men efter at være blevet kureret for en svær depression, er roen kommet tilbage, blot ti-fold stærkere. Det er sjældent, der går en dag, uden at jeg mærker min indre ro, og glæder mig over den. Der er mennesker i min omgangskreds, der ligefrem bemærker den, kommenterer den, glæder sig over den og siger, at den smitter af på dem. Det gør mig glad – for jeg vil gerne være “En kilde til indre ro”.
