iPod touch – ny software

Min iPod touch har fået en renæssance med den nye software.

Kender du det, at du køber en ny personlig computer, men den er overhovedet ikke ‘personlig’ før du installeret alle dine yndlingsprogrammer, før skrivebordet er organiseret, som det plejer, før alle dine bogmærker er på plads, før du kan komme på nettet og på mailen osv.?

Lidt sådan har jeg det med min kære iPod touch nu efter at have installeret den nye 2.0 software (for sølle 59,00 kr.) – nu kan iPod blive, som jeg vil have den, for der kan hentes både gratis spil og spil, man skal betale for.

Før 2.0-softwaren er det ikke lykkedes mig at finde spil til iPod touch, men nu vælter det med dem. Jeg fandt bl.a. et gratis ‘vendespil’/memory, som egentlig er for børn, men jeg kan altså ikke løse det – jeg er bedre til Solitaire.

En af de ting jeg sætter stor pris på, er den stærkt forbedrede (eller skal jeg sige ‘nu eksisterende’) søgefunktion i kontaktpersonerne. Læs mere om, hvad 2.0 kan gøre for dig.

Der er også rigtig mange lækre webprogrammer, men de kræver jo altså, at man er i nærheden af et trådløst netværk, og hvis det er fremmedes, skal det endda være et usikret sådant, hvilket ingen fornuftige mennesker har.

Hvis du har en iPod touch, så hent 2.0-softwaren før din nabo. Hos Comon finder du en guide til installationen – selv fulgte jeg nu bare instruktionerne på hhv. skærm iPod touch, og det var problemfrit, men det tog sin tid, for det er en stor opdatering.

Happy iPod touch!

PS: Det sker selvfølgelig – omend sjældent – at man ikke har en pc inden for rækkevidde. Men hvad så med strøm til iPod, når man nu ikke kan leve uden musik? Apple har selvfølgelig løst problemet for os nørder: man køber et stk. ‘USB Power Adapter’. Jeg fandt min hos Computer City til 249,00. Så kan man oplade iPod i en helt almindelig stikkontakt. Det er nu rigtig rart.

Dannelsesrejse eller fjumreår

Hvorfor skal de unge skynde sig gennem uddannelsessystemet?

Bertel Haarder er ude på sit sædvanlige sommertogt mod det såkaldte fjumreår; der er anløb i hver en havn. En af havnene er Kristeligt Dagblad, der har haft en række artikler om emnet. En enlig mor til fem tog for nogle dage siden til genmæle – heldigvis – og fortalte om, hvordan hun havde skubbet dem alle afsted på rejser, højskoler mv.

Jeg bryder mig for det første ikke om ordet “fjumreår”. Hvordan pokker har vi fået desavoueret datidens dannelsesrejse til et “fjumreår”? Det er at bygge sproglige knejper – ikke katedraler.

For det andet ser jeg ikke nogle “fjumre” – jeg ser dem i stedet vende hjem fra udlandet, fra efterskoler, fra højskoler mv. som ændrede og større mennesker, der er på vej til at blive voksne.

Jeg havde ikke chancen for at gøre ophold, muligheden for at sætte tiden i stå, efter studentereksamen. Det var bare videre, videre, videre – blandt andet for at kunne beholde det kollegieværelse jeg havde været så heldig at få, inden jeg startede på studenterkurset. Hvis jeg gjorde ophold i uddannelsesforløbet, ville jeg miste min bolig, hvilket jeg ikke kunne overskue.

Da jeg havde bestået embedseksamen på normeret tid, skulle jeg finde et job, og siden er tiden gået med at arbejde. Højskoler og andre ting, der kan berige, gøre klogere på andet end det snævert faglige og ‘gøre større’, er henlagt til sparsom ferie og fritid.

Hvilken lykke ville det ikke være som voksen at flå et år ud af kalenderen og få nye input? Tænk hvis der fandtes højskoler med årskurser for voksne erhvervsaktive? Tænk hvis man kunne få lov at sætte sig ned og få serveret noget kultur, viden, dannelse til formiddagskaffen og dyrke sport hele eftermiddagen? Tænk hvis man kunne få lov til bare at modtage og ikke altid skulle yde?

Havde jeg børn, ville jeg forbyde dem at race gennem uddannelsessystemet, for de par tidslommer i livet, der ligger efter henholdsvis folkeskole og gymnasium, kommer aldrig igen. Når man først er begyndt at betale ind på pensionsordningen, er der ingen vej tilbage.

Jeg er klar over, at der er mangel på arbejdskraft for tiden, men der må være alternative løsninger på det problem. Hvis vi gav dannelsesrejsen en renaissance, ville vi med garanti få en bredere funderet arbejdskraft, måske endda med en højere produktivitet (hvilket i sig selv kunne være en del af løsningen på den for lille arbejdsstyrke)?

Denne tankegang er måske for abstrakt for den siddende regering?