Hvorfor skal de unge skynde sig gennem uddannelsessystemet?
Bertel Haarder er ude på sit sædvanlige sommertogt mod det såkaldte fjumreår; der er anløb i hver en havn. En af havnene er Kristeligt Dagblad, der har haft en række artikler om emnet. En enlig mor til fem tog for nogle dage siden til genmæle – heldigvis – og fortalte om, hvordan hun havde skubbet dem alle afsted på rejser, højskoler mv.
Jeg bryder mig for det første ikke om ordet “fjumreår”. Hvordan pokker har vi fået desavoueret datidens dannelsesrejse til et “fjumreår”? Det er at bygge sproglige knejper – ikke katedraler.
For det andet ser jeg ikke nogle “fjumre” – jeg ser dem i stedet vende hjem fra udlandet, fra efterskoler, fra højskoler mv. som ændrede og større mennesker, der er på vej til at blive voksne.
Jeg havde ikke chancen for at gøre ophold, muligheden for at sætte tiden i stå, efter studentereksamen. Det var bare videre, videre, videre – blandt andet for at kunne beholde det kollegieværelse jeg havde været så heldig at få, inden jeg startede på studenterkurset. Hvis jeg gjorde ophold i uddannelsesforløbet, ville jeg miste min bolig, hvilket jeg ikke kunne overskue.
Da jeg havde bestået embedseksamen på normeret tid, skulle jeg finde et job, og siden er tiden gået med at arbejde. Højskoler og andre ting, der kan berige, gøre klogere på andet end det snævert faglige og ‘gøre større’, er henlagt til sparsom ferie og fritid.
Hvilken lykke ville det ikke være som voksen at flå et år ud af kalenderen og få nye input? Tænk hvis der fandtes højskoler med årskurser for voksne erhvervsaktive? Tænk hvis man kunne få lov at sætte sig ned og få serveret noget kultur, viden, dannelse til formiddagskaffen og dyrke sport hele eftermiddagen? Tænk hvis man kunne få lov til bare at modtage og ikke altid skulle yde?
Havde jeg børn, ville jeg forbyde dem at race gennem uddannelsessystemet, for de par tidslommer i livet, der ligger efter henholdsvis folkeskole og gymnasium, kommer aldrig igen. Når man først er begyndt at betale ind på pensionsordningen, er der ingen vej tilbage.
Jeg er klar over, at der er mangel på arbejdskraft for tiden, men der må være alternative løsninger på det problem. Hvis vi gav dannelsesrejsen en renaissance, ville vi med garanti få en bredere funderet arbejdskraft, måske endda med en højere produktivitet (hvilket i sig selv kunne være en del af løsningen på den for lille arbejdsstyrke)?
Denne tankegang er måske for abstrakt for den siddende regering?
2 responses so far ↓
Pollyanna // fredag, juli 18, 2008 at 16:53 |
Jeg er meget enig med dig – at rejse ud, opleve andre kulturer end sin egen, mener jeg også er yderst vigtigt og horisontudvidende. Dog oplever jeg også, at unge mennesker nu om dage tit vælger eventyret fra. Jeg er heller ikke sikker på at mine egne unger har den store lyst til at “fjumre” og jeg tror desværre ikke, jeg får noget ud af at forlange de gør det
Men sådan er det jo nok også – man skal reagere mod forældregenerationen og gøre det modsatte af hvad de gør/gjorde/mener. Det gjorde jeg forresten også selv, måske er det dybest set det, der er så sundt?
Hanne B. Stegemüller // fredag, juli 18, 2008 at 18:44 |
Hej Pollyanna
Er det ikke bare synd, at de vælger eventyret fra?
Da jeg læste var det vigtigt for mig at gennemføre på normeret tid og ikke være fx 1 år længere om det. Da jeg så kom på arbejdsmarkedet gik det op for mig, at jeg havde vaægt at arbejde i 33 år frem for 32, hvilket i den store sammenhæng er ligegyldigt!
Du har naturligvis ret i, at en del af det at blive voksen/være ung er at få sine egne holdninger – og det ligger i kortene, at holdningerne ikke skal være en kopi af forældrenes! Sådan gjorde jeg også selv i vidt omfang.
../Hanne