Fem minutter i ti følte jeg mig som en af de gamle damer, da jeg stod og flåede i porten. Når den er lukket rigtigt, er den nærmest umulig at få op.
Der var dåb, hvilket fik mig til at filosofere lidt over, hvor forskelligt præsterne gennemfører ritualet, og over hvor meget graden af tydelighed i de forskellige elementer betyder.
Hos de fleste bliver dåbsvandet hældt diskret op uden bemærkninger til dét; en enkelt gør noget ud af det ved at sige: “Det første, der skal sker er, at vi skal have dåbsvandet hældt op.” Samme ‘tværer’ korsets tegn ind i barnets ansigt og i dets bryst. Claus Bjerregaard gør det så hurtigt, at jeg engang var ved at gå hjem og skrive, at jeg troede, han havde glemt det (men det turde jeg nu alligevel ikke binde an med) , og Niels Chr. Poulsen i dag lader korset svæve sådan ca. 20 cm. over barnet. Han sagde heller ikke det med, at fadderne har krav på at vide, hvad det er, de går ind til, som jo ellers er vigtigt nok.
Endnu engang bliver jeg bekræftet i, at jeg foretrækker at få det hele bukket i neon og skåret ud i pap. Det, der foregår i kirken, skal være tydeligt for mig, det skal kunne mærkes, for så bliver Gud nærværende. Alternativt bliver det en masse ord, der ikke flytter mig som menneske. Jeg medgiver naturligvis gerne, at det måske blot er fordi jeg er ‘begynder’ udi troen – men sådan har jeg det altså.
Det er sikkert ikke verdens letteste opgave at formidle budskabet fra så gamle skrifter på en måde, så det ikke ender i ord, ord og atter ord. Det er en ‘bunden opgave’ – søndagens tekst er, som den er, og så må man se, om den kan gøres nærværende for dagens gæster. Gad vide om jeg er den eneste utilitarist i Hvidovre Kirke? Er jeg den eneste, der kommer og gerne vil have ‘noget’ med mig hjem; noget jeg kan bruge til egen refleksion, til egen bearbejdning og i egen hverdag?
Hvis jeg nu skulle komme i menighedsrådet, kunne jeg finde på at foreslå en spørgeskemaundersøgelse, der skulle afdække menighedens ‘motiver’ til at komme i kirken – er det en vane, for det har man altid gjort? er det et ønske om at blive klogere på Gud/sig selv? I givet fald hvornår lykkes det så? Hvad fungerer godt i gudstjenesten, hvad kunne gøres bedre? Er der elementer der savnes? Og der kunne sikkert stilles en mængde andre spørgsmål – også med respekt for, at tro nu en gang er et personligt anliggende.
Jeg er klar over, at dette måske er lidt nytænkning i kirkeverdenen; i resten af det offentlige har vi imidlertid siden starten af 90′erne konstant skullet spørge vores kunder, hvad de mente, vi gjorde godt, og hvad vi kunne gøre bedre – vel vidende at rammerne er givet på forhånd (typisk i lovgivningen). Ville der være noget til hinder for at gøre noget lignende i folkekirken under respekt for de derværende rammer (ritualbogen, højmesseordningen og hvad der ellers måtte findes)? Ville det ikke være i orden at ‘produktudvikle’ gudstjenesten i overensstemmelse med kundernes ønsker? Omend ikke andet ville jeg da selv – hvis jeg var præst – gerne have feed back på mit arbejde.
Nadver: Hver søndag tager jeg stilling til, om jeg har lyst til at gå til nadver eller ej. Det skal ikke bare blive en vane/et ritual – jeg vil ikke tage plads ved Herrens bord bare for at gøre det, eller fordi de andre gør det. Det skal være et aktivt valg. I dag var en af dagene, hvor det ikke skulle være. Tiden kan bruges til at være stille med sig selv og sine egne tanker, og måske dele dem med en enkelt anden. Kirkerummet er godt til tanker. Man kan få lov at være i fred, der er ingen udefrakommende krav – det sker ikke så ofte.
Porten: På vej ud stod to ældre damer og hev i porten med den ene hånd, mens de styrede rolatoren med den anden. De kunne ikke få den op – det lykkedes for mig alt imens de talte om, hvorvidt man kunne klage et eller andet sted. Det er hermed givet videre.
God søndag.
