Ny

Så er jeg omsider startet i Miljøministeriets Center for Koncernforvaltning. For en uge siden havde jeg sommerfugle i maven og den snigende usikkerhed “kan jeg nu magte dette?” Normalt synes jeg, at de første tre måneder på en ny arbejdsplads er lidt af en krise, for jeg hader at være ny! Hader følelsen af at have været til samtale og have overbevist dem om, at der er et par småting, jeg er nogenlunde god til – og når så dagen oprinder kan jeg ikke engang finde en papirclips eller finde ud af, hvilken printer, der skal være min standardprinter.

Men afmægtigheden har ikke fået lov at tage over denne gang. Her efter en uge har jeg følelsen af at have nogenlunde styr på den ene halvdel af mit job, nemlig den del, der drejer sig om tidsregistreringssystemet mTID, som jeg kender som min egen bukselomme, men hvor jeg skal finde ud af, hvordan de otte institutioner under Miljøministeriet bruger det. Der er jo ikke den store magi i et IT-system, så her efter den første uge går det så mænd ganske udmærket med det.

Den anden halvdel af jobbet har jeg ikke taget fat på endnu, men den handler om Intranet og kommunikation og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg håber, der vil blive gode muligheder for at skrive selv og at tilrette fagfolkenes tekster, så de bliver læsværdige også på nettet. Det er lidt af en kunst at skrive på nettet – ganske enkelt fordi vi læser anderledes hér.

Om ganske kort tid findes Center for Koncernforvaltning ikke længere, og jeg har altså ladet mig ansætte i en virksomhed, der er i færd med at lukke og slukke. Institutionen lukker, fordi opgaverne opsuges af Økonomiservicecenteret (ØSC) og Statens IT som led i en kæmpemæssig centralisering i staten. Det er naturligvis en mærkværdig fornemmelse, at de mennesker, jeg er gået i gang med at lære at kende som mine nye kolleger, om ca. en måned ikke længere er mine kolleger. Om en måned er det hele splittet i atomer, og i skrivende stund ved jeg ikke rigtig, hvor jeg selv havner.

Men på forunderlig vis betyder det ikke så meget for mig, for jeg har jo taget skridtet ud i det ukendte fra alt det kendte i Udenrigsministeriet, hvor jeg nåede at være i 3½ år. Hvis jeg bare har adgang til mine systemer og databaser kan jeg for så vidt sidde “på månen”. Og én ting har jeg allederede erfaret: det er rigtig rart at sidde et sted, hvor hele institutionen producerer administration. Pludselig laver man institutionens kerneydelser og er ikke længere “administrativ dødvægt”, som der helst skal være mindst muligt af midt i en politisk tænkende organisation. Dette var faktisk et af de vægtige argumenter i rapporten om de Administrative Servicecentre (ASC) – på dette punkt føler jeg virkelig, at forfatterne har ramt plet.