Facebook – kan det noget?

Jeg er kommet ind i anno 2008 – jeg er kommet på Facebook!

Det har hidtil været min opfattelse, at Facebook ikke var noget for mig, fordi det var for pjattet, og jeg ville for så vidt hellere skrive en mail eller ringe op. Jeg oprettede en profil i maj 2007 og har ikke siden været på. En tråd på DIS-Danmark fik mig alligevel til at fyre op under min profil og i det hele taget tage dette værktøj i brug.

Jeg er intet mindre end imponeret! Jeg har fået kontakt med mennesker, jeg ikke har fået skrevet en mail til eller ringet til i lang lang tid. En af de fikse features er, at man kan synkronisere sit e-mail-adresse kartotek med Facebooks brugerdatabase. På ingen tid fandt programmet lige ud af, at jeg rent faktisk kender en masse mennesker, der allerede er på Facebook (igen er jeg for langsom) – og jeg har så inviteret dem til at være ‘venner’ med mig.

Dette her kan bruges i relation til slægtsforskning! På mandag i Haslev skal de have lidt om Facebook også og det havde jeg ellers ikke planlagt, men jeg må arbejde videre på mit oplæg, som jeg troede var færdigt. Da jeg altid vil lede – både i Danmark og i udlandet – efter mennesker med samme efternavn som mig selv har jeg simpelthen lavet en gruppe for ‘alle’, der hedder Stegemüller. Jeg er meget spændt på, om det kan medføre nye familierelationer.

Skal jeg alligevel dryppe malurt i bægeret så skulle det være, at applikationen forekommer mig at være lidt rodet; det er simpelthen til tider svært at finde rundt eller bare at finde tilbage til en god funktion, som man da have fat i lige før. Herudover bryder jeg mig ikke om de programmer, man er nødt til at installere på sin pc for at læse visse beskeder. Men der skal ikke herske tvivl om, at værktøjet er genialt.

Der har været sagt og skrevet meget om, at Facebook er ‘farligt’ fordi man lægger oplysninger på nettet og dem kan andre bruge eller misbruge. Ja – naturligvis! Det er klart, at når man lægger noget på den globale fantastiske opslagstavle, som internettet er, så bliver det set af andre mennesker – og øh… det er vel egl. også meningen?

Den banale huskeregel er naturligvis, at man ikke skal lægge noget på nettet, som er hemmeligt eller som man ikke vil dele med andre. I slægtsforskerkredse er der ofte diskussioner og alenlange tråde i fora om, at nogen har taget noget fra andre – jeg har så mænd selv været blandt deltagerne! Det var nemlig før det gik op for mig, at det jeg ikke vil dele ud af, bare må blive hjemme i skuffen.

Er du selv på Facebook? – deltag i den uvidenskabelige undersøgelsen blandt mine læsere.

21. Søndag e. Trinitatis

Jeg savner min undren!

Nu hvor ‘det med Gud’ er blevet en vane, og hvor jeg bare må over i kirken, så snart det er muligt, er der en ting, jeg savner, og det er min undren. Jeg kan næsten længes tilbage til de dage i foråret, hvor jeg undrede mig over hele kristentroen og kirkelivet.

Nu har jeg accepteret at være en del af et mysterium – nu accepterer jeg magien, jeg tør vel næsten for den undrende læser afsløre, at jeg synes, jeg er blevet troende, men så er der jo ikke mere at undre sig over i den sammenhæng?

Det kulturhistoriske projekt, der var berammet til at vare et år, nærmer sig med hastige skridt sin afslutning – og det var så det, og de ugentlige skriverier må høre op?

Nej det var lige præcis ikke det, og skriverierne vil heller ikke ophøre. Jeg kan da ikke bare “stå af” her, hvor jeg har fundet en ny dimension – eller to – i livet.

Paulus 1. brev til menigheden i Korinth

Det var Lis-Ann Rotem, der havde tjenesten i dag, og hun læste bl.a. (er jeg næsten sikker på – eller også hører jeg bare det, jeg vil høre) op af Paulus’ 1. korintherbrev: ” Kærligheden er tålmodig, og kærligheden er mild. Kærligheden bliver ikke misundelig, den praler ikke og fører sig ikke frem. Kærligheden gør ikke noget, den ikke kan stå ved. Den gør ikke noget for sin egen skyld, lader sig ikke provokere, bærer ikke nag, og fryder sig ikke når der sker noget uretfærdigt, men glæder sig over sandheden. Kærligheden finder sig i alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”

Nu kan jeg ikke videre meget fra Bibelen – men dette kendte jeg på forhånd, for det er det smukkeste. Det fås ganske enkelt ikke bedre! Jeg har altid troet, at Paulus var en dommedagsprofet og tørvetriller, men da jeg lærte dette brev at kende, fik jeg et noget andet syn på ham.

Lis-Anns prædiken var ret lang, men det advarede hun også om på forhånd. Den primære tekst var Luk 13,1-9, der er temmelig “dommedagsagtig”, og jeg var lige ved at tænke på, om jeg var havnet i Vestjylland, indtil hun gik i gang med sin prædiken.

“Dommedag hvornår er det?” sagde Lis-Ann.

Og jeg tænker selv: Tjah egl. hver dag i hvert fald for mig. Hvor ofte dømmer jeg ikke andre mennesker på forhånd? Hvor ofte undlader jeg ikke at give de andre en chance mere? Hvor ofte går jeg ikke unuanceret gennem livet og dagen ad de velkendte og på forhånd tiltrådte stier? Det var fint lige at blive mindet om det! Lignelsen i Lukasevangeliet gik netop på lige at give en chance mere – her var det et træ, der var lige ved at få dødsstødet, men gartneren reddede det ved at sige, at med den rette pasning, pleje og gødning, skulle der være mulighed for et frugtbart år efter tre ufrugtbare.

Hvor ofte vil jeg ikke selv gerne have en chance mere eller en tur til? Og her er så postulatet, at kristendommen har svaret med (næste-)kærlighed og barmhjertighed. Apostlenes gerninger kender vi, men kærlighedens gerninger er større!

God søndag!

Byens efterår

Da jeg for mere end 28 år siden flyttede til København, kom jeg fra Bornholm. Udsigten fra køkkenvinduet plejede at være Østersøen – der var ikke tvivl om årstiderne derovre. Vel ankommet til ydre Nørrebro (Dagmarsgade lige ved Runddelen) gik jeg i gang med at overveje, hvordan menneskerne her i byen fandt ud af, hvilken årstid, det var, når der nu ikke var nogle træer at se på.

Kulturchokket over at komme fra Svaneke til Nørrebro var så stort, at der gik lang tid, før jeg opdagede, at byen har tusind åndehuller og rigtig mange dejllige steder med rigtig mange træer og buske.

Jeg har i dag haft besøg af min bedste jyske ven Leif og efter en succesrig tur på Rigsarkivet, hvor vi forbereder et projekt, der vil glæde – og involvere (der er arbejde i det venner) – rigtig mange slægtsforskere, viste jeg ham lidt rundt i “min by”. Han skal da vide, at København ikke er Ishøj, at man ikke automatisk bliver slået til plukfisk i Ørstedsparken, at vi har dejlige stille gader, at vi har gamle kvarterer, hvor mennesker lever og bor godt osv.

Kameraet var med, og du får et lille udpluk af dagens høst herunder. Jeg prøvede bevidst at fange “Byens efterår” – du må selv vurdere, om du mener, det lykkedes. Feedback er mere end velkommen – det er jo på Web2 – ikk’? .

Foran det tidligere "Det lille apotek" udstillede de lidt peberfrugt

Poul Gernes kunne ikke have sat farverne så fint sammen! “Det lille Apotek” er blevet til endnu en Rizraz, som jeg ikke har meget til overs for, men jeg må sige, at de forstår,  at arrangere en 20-30 peberfrugter.

Vores isbod på Frue Plads

Jeg har så gode minder om denne isbod på Frue Plads. Der har jeg siddet et par gange i sommer og nydt den bedste is i det bedste selskab. Til tider er livet besværligt, når man kun vil have det bedste! Men jeg vil ikke nøjes, jeg vil ikke gå på kompromis med de vigtige ting i livet – så hellere undvære.

Lysglobe i Vor Frue Kirke

Jeg holder meget af den lysglobe, de har stillet op i Vor Frue Kirke. De skulle bare stille flere lys frem, for hver gang jeg har været der, har jeg villet smide en daler og tænde et lys, men der er aldrig flere tilbage – og hvad kan man så lære af det? Jeg tror, det er populært.

Det kunne være så fint, hvis vi kunne lave noget lignende i min kirke i Hvidovre. Jeg tror, mennesker holder af at ‘gøre noget’ i kirken. At tænde et lys og tænke på en man har kær (levende eller død) er en smuk skik. Jeg glæder mig allerede til Alle Helgens gudstjenesten den 2. november. Jeg har et par stykker, der fortjener et lys!

Ingen vold i Ørstedsparken

Mange mennesker – i særlig grad jyder tror, at Ørstedsparken er et sted fyldt med lig og at ligene tilhører bøsserne, der er slået bestialsk ned.

Selv om vi kiggede i krogene, fandt vi nu ingen lig. Vi fandt heller ingen bøsser – hverken levende eller døde. Tværtimod var der bare smukt og dejligt. Byen viste sit efterår!

Ingen vold i Ørstedsparken

Herunder: Baggrunden er vand og billedet er taget fra broen ned over et bladhang. Jeg blev fascineret af de røde frugter/bær.

Ingen vold i Ørstedsparken

Vanskeligt at aflære uvaner

Bordtennis viser sig at være mere vanskeligt end først antaget, når man vel at mærke gerne vil slå korrekt.

Jeg – og min personlige træner – kæmper virkelig med at aflære gamle uvaner, og hold da op hvor er det vanskeligt!

Den første gang mødte jeg op og mente, at jeg for så vidt spillede ganske udemærket; men jeg blev hurtigt klogere. Jeg gør næsten alting forkert.

Forhånden er ved at være korrekt, men baghånden… jeg er lige ved at give fortabt. Heldigvis er jeg ganske enormt stædig, så jeg bliver ved og bliver ved, men naturligvis melder tanken sig: “kan jeg overhovedet lære dette?”.

Motorisk er jeg et notorisk fjols. Hver gang jeg skal lære noget nyt, der involverer kroppen, skal jeg kæmpe. Da jeg som barn skulle lære at cykle, fik min far temmelig meget motion af at løbe bagved med et kosteskaft, og da jeg begyndte at løbe på rulleskøjter havde jeg “asfalt-eksem” på højre ben en hel sommer. Det er som om jeg ikke stod forrest i køen, da der blev uddelt motoriske evner.

Min bordtennistræner Esther er et meget tålmodigt, støttende og opmuntrende menneske, og hun giver i hvert fald ikke op – kun bolden. Robotten (en maskine man kan træne mod – den spytter mindst 100 ensartede slag ud) er også meget tålmodig, så det ender vel med, jeg får det lært. Det er lige før, jeg ville ønske, at jeg ikke kunne noget som helst på forhånd. Det skulle da lige være en baghånd…

Men det er under alle omstændigheder skønt at være kommet i gang og at være aktiv. Af en eller anden grund er (også) bordtennis en mandesport. I hele Brønshøj Bordtennis er der vist kun 4-6 kvinder ud af ca. 150 medlemmer. Til tider undrer jeg mig over, hvad kvinderne laver. Har de travlt med børn, karriere, selvudvikling mv.?

20. Søndag e. Trinitatis

“Dine øjne si’r ja ja – din mund den siger nej” er omkvædet i en gammel schlager (en af dem man kan støde ind i, hvis man skulle komme til at høre Giro 413 en søndag) – og Inge-Hanne Broströms prædiken i dag handlede om “ja”og “nej”.

Hendes prædiken var over Matt 21,28-44 med lignelsen om de to sønner, der begge bliver bedt om at gå ud og arbejde i deres fars vingård. Den første svarer “nej”, men fortryder og går alligevel. Den anden derimod svarer “ja”, men det er en en løgn, og han bliver hjemme – han svigter! Og gæt selv hvem der i følge evangeliet er mest værdig til at gå ind i Guds rige. Det er den første af sønnerne, fordi han har været gennem en erkendelsesproces, har fået ny indsigt og handler derefter.

Hun sagde: “Endnu engang tager Jesus fat lige der, hvor vi selv så ofte befinder os: At et ja ikke nødvendigvis er et ja og nej’et ikke behøver at betyde nej.”

Hvor ofte i livet står man ikke i situationer, hvor man af al magt vil et eller andet, men det er bare for svært, også selv om man har sagt “Ja”. Det er situationer, der kan føre til afmagt og afmagten kan føre til løgnen. Har man så tabt for evigt? Nej det tror jeg ikke, man har; tilgivelsen ligger om hjørnet, men jeg tror, tilgivelsens forudsætning er sandheden og at sandheden fordrer, at man ser afmægtigheden i øjnene! Nu er det næppe sådan, at almagt og afmagt udelukkende er hinandens modsætninger; de fleste af os er til tider afmægtige – hvis vi bare tør stå ved det, men de færreste af os (om nogen?) er almægtige.

Nåh ja – det er sådan bare min egen stille filosofi baseret på mit eget liv… tilbage til prædikenen: “Samtalen eller diskussionen foregår efter Jesu indtog i Jerusalem Palmesøndag. Altså ugen op til Jesu død. Jesus har smidt købmændene med deres boder ud af templet. Man kan godt sige, at situationen er tilspidset”

Ja det skal jeg lige love for – og jeg elsker den scene, som jeg i mit eget hoved har omsat til: “Jesus har ryddet tempelpladsen for skrammel” og jeg har i hovedet tegningen fra bogen “Menneskesønnen” af Peter Madsen. Scenen er pragtfuld, fordi den – for mig at se – er kernen i kristendommen og troen: “Kom som du er, stå ved dig selv og vær den du er.”

At være den man er kræver mod; det er hårdt arbejde at stå ved sig selv, at “være i sin væren” – og det er til tider også angstfyldt. Men er det ikke sådan, at angsten udvikler? Tænk på børn, der aldrig har siddet øverst i kastanjetræet og ikke har oplevet angsten for at falde ned – de har ikke fået lov at udvikle troen på, at de nok skal klare den.

For mig at se var det en vanvittigt vidunderlig eksistentiel prædiken! Du har gjort det igen Inge-Hanne; du har atter fanget mig lige der, hvor jeg er i min væren og gjort troen nærværende. Jeg er vild med eksistentialismen og det at tumle med livets store spørgsmål, og det – efterhånden – at kunne gøre det i en kristen ramme er stort. Din slutbemærkning: “Gud tøver ikke med sit “ja” til os – hos ham er der ingen skjulte agendaer. Her er et “Ja” et “Ja”" gjorde mig godt.

Salmevalget: Vi startede med “Nu falmer skoven”, som er én af mine yndlingssalmer. Den sætter billeder i gang på nethinden og minder mig om min fars begravelse. Det er meget specielt, at erindringsbilledet fortsat står så klart efter 36 år. Nummer 658 “Når jeg er træt og trist” var ny for mig, men hvor har Hans Anker Jørgensen dog ramt plet med sin tekst! og så var der nr. 492 “Guds igenfødte, ny-levende sjæle” som særligt i vers fire knyttede an til prædikenen med:

troen brød gennem al angestens pile,
fandt under korset sit fristed til hvile.

Fortsat god søndag!

Dyrehaven

For ikke så længe siden var jeg en tur i Dyrehaven og det kom der lidt billeder ud af – og du får et par stykker her.

Ideelt havde det naturligvis været, hvis jeg havde medbragt mit teleobjektiv, men jeg kan ikke holde det tilstrækkeligt stille, så nærbilleder af dyrene havde også krævet et stativ – og så er det, sådan en tur bliver til et større udstyrsstykke, som man skal forberede sig bedre på, og i øvrigt havde det nok været lidt kedeligt for min ledsager. Så mine kære læsere må leve med, at dyrene er lidt langt væk uagtet jeg er fascineret af, hvor tæt det er muligt at komme på dem.