20. Søndag e. Trinitatis

“Dine øjne si’r ja ja – din mund den siger nej” er omkvædet i en gammel schlager (en af dem man kan støde ind i, hvis man skulle komme til at høre Giro 413 en søndag) – og Inge-Hanne Broströms prædiken i dag handlede om “ja”og “nej”.

Hendes prædiken var over Matt 21,28-44 med lignelsen om de to sønner, der begge bliver bedt om at gå ud og arbejde i deres fars vingård. Den første svarer “nej”, men fortryder og går alligevel. Den anden derimod svarer “ja”, men det er en en løgn, og han bliver hjemme – han svigter! Og gæt selv hvem der i følge evangeliet er mest værdig til at gå ind i Guds rige. Det er den første af sønnerne, fordi han har været gennem en erkendelsesproces, har fået ny indsigt og handler derefter.

Hun sagde: “Endnu engang tager Jesus fat lige der, hvor vi selv så ofte befinder os: At et ja ikke nødvendigvis er et ja og nej’et ikke behøver at betyde nej.”

Hvor ofte i livet står man ikke i situationer, hvor man af al magt vil et eller andet, men det er bare for svært, også selv om man har sagt “Ja”. Det er situationer, der kan føre til afmagt og afmagten kan føre til løgnen. Har man så tabt for evigt? Nej det tror jeg ikke, man har; tilgivelsen ligger om hjørnet, men jeg tror, tilgivelsens forudsætning er sandheden og at sandheden fordrer, at man ser afmægtigheden i øjnene! Nu er det næppe sådan, at almagt og afmagt udelukkende er hinandens modsætninger; de fleste af os er til tider afmægtige – hvis vi bare tør stå ved det, men de færreste af os (om nogen?) er almægtige.

Nåh ja – det er sådan bare min egen stille filosofi baseret på mit eget liv… tilbage til prædikenen: “Samtalen eller diskussionen foregår efter Jesu indtog i Jerusalem Palmesøndag. Altså ugen op til Jesu død. Jesus har smidt købmændene med deres boder ud af templet. Man kan godt sige, at situationen er tilspidset”

Ja det skal jeg lige love for – og jeg elsker den scene, som jeg i mit eget hoved har omsat til: “Jesus har ryddet tempelpladsen for skrammel” og jeg har i hovedet tegningen fra bogen “Menneskesønnen” af Peter Madsen. Scenen er pragtfuld, fordi den – for mig at se – er kernen i kristendommen og troen: “Kom som du er, stå ved dig selv og vær den du er.”

At være den man er kræver mod; det er hårdt arbejde at stå ved sig selv, at “være i sin væren” – og det er til tider også angstfyldt. Men er det ikke sådan, at angsten udvikler? Tænk på børn, der aldrig har siddet øverst i kastanjetræet og ikke har oplevet angsten for at falde ned – de har ikke fået lov at udvikle troen på, at de nok skal klare den.

For mig at se var det en vanvittigt vidunderlig eksistentiel prædiken! Du har gjort det igen Inge-Hanne; du har atter fanget mig lige der, hvor jeg er i min væren og gjort troen nærværende. Jeg er vild med eksistentialismen og det at tumle med livets store spørgsmål, og det – efterhånden – at kunne gøre det i en kristen ramme er stort. Din slutbemærkning: “Gud tøver ikke med sit “ja” til os – hos ham er der ingen skjulte agendaer. Her er et “Ja” et “Ja”" gjorde mig godt.

Salmevalget: Vi startede med “Nu falmer skoven”, som er én af mine yndlingssalmer. Den sætter billeder i gang på nethinden og minder mig om min fars begravelse. Det er meget specielt, at erindringsbilledet fortsat står så klart efter 36 år. Nummer 658 “Når jeg er træt og trist” var ny for mig, men hvor har Hans Anker Jørgensen dog ramt plet med sin tekst! og så var der nr. 492 “Guds igenfødte, ny-levende sjæle” som særligt i vers fire knyttede an til prædikenen med:

troen brød gennem al angestens pile,
fandt under korset sit fristed til hvile.

Fortsat god søndag!