Stegemüllers vindue mod verden

Facebook – kan det noget?

lørdag, oktober 18, 2008 · 9 Kommentarer

Jeg er kommet ind i anno 2008 – jeg er kommet på Facebook!

Det har hidtil været min opfattelse, at Facebook ikke var noget for mig, fordi det var for pjattet, og jeg ville for så vidt hellere skrive en mail eller ringe op. Jeg oprettede en profil i maj 2007 og har ikke siden været på. En tråd på DIS-Danmark fik mig alligevel til at fyre op under min profil og i det hele taget tage dette værktøj i brug.

Jeg er intet mindre end imponeret! Jeg har fået kontakt med mennesker, jeg ikke har fået skrevet en mail til eller ringet til i lang lang tid. En af de fikse features er, at man kan synkronisere sit e-mail-adresse kartotek med Facebooks brugerdatabase. På ingen tid fandt programmet lige ud af, at jeg rent faktisk kender en masse mennesker, der allerede er på Facebook (igen er jeg for langsom) – og jeg har så inviteret dem til at være ‘venner’ med mig.

Dette her kan bruges i relation til slægtsforskning! På mandag i Haslev skal de have lidt om Facebook også og det havde jeg ellers ikke planlagt, men jeg må arbejde videre på mit oplæg, som jeg troede var færdigt. Da jeg altid vil lede – både i Danmark og i udlandet – efter mennesker med samme efternavn som mig selv har jeg simpelthen lavet en gruppe for ‘alle’, der hedder Stegemüller. Jeg er meget spændt på, om det kan medføre nye familierelationer.

Skal jeg alligevel dryppe malurt i bægeret så skulle det være, at applikationen forekommer mig at være lidt rodet; det er simpelthen til tider svært at finde rundt eller bare at finde tilbage til en god funktion, som man da have fat i lige før. Herudover bryder jeg mig ikke om de programmer, man er nødt til at installere på sin pc for at læse visse beskeder. Men der skal ikke herske tvivl om, at værktøjet er genialt.

Der har været sagt og skrevet meget om, at Facebook er ‘farligt’ fordi man lægger oplysninger på nettet og dem kan andre bruge eller misbruge. Ja – naturligvis! Det er klart, at når man lægger noget på den globale fantastiske opslagstavle, som internettet er, så bliver det set af andre mennesker – og øh… det er vel egl. også meningen?

Den banale huskeregel er naturligvis, at man ikke skal lægge noget på nettet, som er hemmeligt eller som man ikke vil dele med andre. I slægtsforskerkredse er der ofte diskussioner og alenlange tråde i fora om, at nogen har taget noget fra andre – jeg har så mænd selv været blandt deltagerne! Det var nemlig før det gik op for mig, at det jeg ikke vil dele ud af, bare må blive hjemme i skuffen.

Er du selv på Facebook? – deltag i den uvidenskabelige undersøgelsen blandt mine læsere.

Kategorier: Globalisering · Hjemmeside · Internet · Slægt
Tagged:

9 responses so far ↓

  • Vitte og Thorkild // lørdag, oktober 18, 2008 at 16:50 | Svar

    Kære Hanne en hilsen fra Sæby.
    Vi følger dig i din weblog.
    Hvor er det skønt at læse, og derigennem følge du har det godt.
    Facebook hvad er det. Her hoppede kæden af.
    Herfra mange kærlige hilsner og god Weekend.
    Vitte og Thporkild.

  • Ingrid Schmidt // lørdag, oktober 18, 2008 at 17:05 | Svar

    Hej Hanne
    Også jeg kom på Facebook for et par uger siden.
    Nu kan jeg se, hvad mine børn laver!!!! Men som du skriver, man bestemmer selv hvad man skriver dèr. Min ældste ven på Facebook er 91 år. Han bor også i Billund og er som Kaj og jeg ivrig slægtsforsker. Så alder er ingen hindring. Vi savnede dig forresten på Nørgaards højskole til slægtforskningstræffet, men Leif gjorde det nu meget godt.
    Venlig hilsen Ingrid

  • Stegemüller // lørdag, oktober 18, 2008 at 17:56 | Svar

    Kære Thorkild

    Dejligt at høre fra jer to! Jeg håber, I har det godt.

    Facebook er et “mødested” på nettet – jeg kan ikke lige forklare det, men du skulle prøve at kaste dig ud i det. Jeg tror, at det er lige noget for dig. Du kan komme i gang her (men pas på, det er en tidsrøver 8) .

    http://da-dk.facebook.com/index.php

    Bedste hilsner
    Hanne

  • Stegemüller // lørdag, oktober 18, 2008 at 18:01 | Svar

    Kære Ingrid

    Hvor er det dejligt at være savnet! Jeg tvivler ikke på, at Leif gjorde det godt – det siger han også selv 8) . Hans talegaver er formentlig bedre end mine.

    Jeg har sendt dig en invitation på Facebook. Jeg prøver at bygge et netværk til slægtsforskning – hov, du har allerede accepteret – tak for det!

    Der er ikke noget at sige til, at Facebook også tiltaler en mand på 91; det er jo en genial mulighed for at være i kontakt med andre uden at skulle uden for en dør.

    I næste uge følger formentlig en historie om, hvordan det gik i Haslev

    Bedste hilsner
    Hanne

  • Gülay Kocbay // søndag, oktober 19, 2008 at 21:05 | Svar

    Ja, sådan havde jeg det også med FB i starten at jeg syntes det var plat, men da jeg kom i kontakt med folk som jeg havde gået i folkeskolen med, og folk jeg ikke havde set mange herrens år, så blev jeg også vildt imponeret :-)

  • Stegemüller // mandag, oktober 20, 2008 at 09:40 | Svar

    Hej Gülay

    Tak for din kommentar. Ja fantastisk værktøj! Jeg tror, der er rigtig mange muligheder i det – de skal bare opdages først. Jeg læste et sted, at der på nuværende tidspunkt er 57 millioner profiler på Fb. Det skulle da være mærkeligt om man ikke kendte bare et par stykker af dem 8)

    ../Hanne

  • Gülay Kocbay // mandag, oktober 20, 2008 at 16:03 | Svar

    Men der er altså også en del ulemper ved FB, som også har været i Nyhederne.

    Noget andet er at når man sætter billeder ind på FB, så har der været en diskussion om, at FB får rettighederne over ens egne billeder, og det synes jeg er simpelthen for meget, hvis det er konceptet bag FB.

  • Lars Jakobsen // mandag, oktober 20, 2008 at 23:45 | Svar

    Kære Hanne
    Jeg er også FBér. Det blev jeg for et halv år siden. Inden mente jeg det var noget pjat og kun nogen teenager brugte tid på…
    meeeeeeen, som bekendt har man et standpunkt til man tager et nyt.

    Jeg har fået mange gode kontaker genopfrisket og mødt mange mennensker fra min hverdag..
    Jeg bruger FB meget i kunstøjemed og der er stedet rigtigt godt…

    Kh
    Lars

  • Kirsten // torsdag, oktober 23, 2008 at 09:42 | Svar

    Hej Hanne
    Jeg kom på facebook i aug/ sep. 2008 på kraftig opfordring fra min ældste søn, samtidig oprettede jeg en alternativ e mail adr. kun til facebook, så jeg undgik for meget “spam” som han sagde.
    Jeg havde ellers været MEGET skeptisk, ville ikke / havde ikke lyst til at “udlevere” mig selv mv., men jeg er siden oprettelsen ex. fundet frem til mange ex. kolleger på facebook, som det var rart og godt at høre fra og få kontakt til igen! Desuden har facebook medført god kontakt til en del dejlige mennesker jeg er i familie med – både langt ude og tæt på.
    Alt i alt en god måde at have kontakt på,, når man er varsom med, hvad og hvem man er ven med, dermed ment, jeg tænker mig meget om inden jeg siger ja til en venneanmodning, og ligeledes meget over, hvem jeg spørger om venskab.

    Hilsner
    Kirsten

Skriv en kommentar