1. søndag i Advent

Det nye kirkeår er begyndt.

“Adventus” af “advenio” betyder “komme” eller “ankomst og påfølgende tilstedeværelse”. Vi venter på noget, der kommer og bliver hos os. Vi tæller op og ned, vi åbner låger i en mere eller mindre skøn kalender, vi tænder i dag det første lys i adventskransen, eller brænder adventslyset ned over 1-tallet.

Jeg har naturligvis været til gudstjeneste, for det er søndag, jeg er medlem af menighedsrådet og jeg holder af den “fritime”, en gudstjeneste er. Sid ned en time, lyt til en dejlig prædiken, hør smuk musik og syng evt. med. Det tilbud står åbent for alle hver eneste søndag ca. 2.100 steder rundt om i Danmark. Hos os i Hvidovre er der rigtig mange, der tager imod det. En fyldt kirke glæder mig altid, blandt andet fordi, det er så skønt, når mange synger sammen.

Det var Inge-Hanne Broström, der havde tjenesten. Der var dåb, og jeg holder af hendes måde at holde dåben på. Det er som om, hun dvæler lidt ved de enkelte elementer i dåben. Det gør det tydeligere – altså for mig. Et ex er, at hun altid siger (ca.): “Det første, der skal ske er, at vi skal have dåbsvandet hældt op – det livgivende vand”. Man hører vandet blive hældt op, man oplever det. Et andet ex er, at hun altid gør noget ud af at fortælle om sammenhængen mellem dåben og døden, således som den er skildret på den sen-middelalderlige altertavle med Jesus på korset. For på korset er også en vinranke, der symboliserer livet – overvindelsen over døden. Og så er cirklen sluttet til dåbsritualets “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”

“Adventus = komme” i afsnit 1, har jeg naturligvis tyvstjålet fra Inge-Hannes prædiken, der – som jeg hørte den – og det kan snildt være forkert, meget drejede sig om, hvordan vi har fået transformeret ventetiden til forberedelsestid. Adventstiden bliver ikke en tid med ro til at vente på det, der skal komme, men en tid med hektisk forberedelse. Hver dag dumper glitrende pamfletter ind ad døren med tilbud på de mest utrolige objekter, man ikke vidste, man selv eller kusine Birte behøvede.

På mange måder er det også meget lettere at forbruge og at forberede end at være og at vente. I væren og venten er der plads til smerte; der er plads til at se ind i sig selv, der er plads til den lange seje kamp, udvikling og liv kan være. At være eller ikke at være i sin væren kan ikke udskydes til om lidt, i morgen, næste år. Det er her og nu – “livet er jo dagene”.

Opdateret – jeg glemte jo det vigtigste tidligere: Dagens evangelium (Matt 21,1-9) slutter med “Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” og forud er gået Jesu indtog i Jerusalem på et æsel. Jødernes konge på – lånt – æselryg… man ser det næsten for sig. Jeg undrer mig lidt over, hvad denne påske-lignende tekst laver her 1. søndag i advent, men lad det nu være.

“Han kommer som et lys her midt i den mørke tid. For at minde os om, at vi skal slippe al vores travlhed og jag, sætte os og se på lyset – Kristuslyset og lade os opfylde af det. Han kommer som den, der vil fortælle os, at livet er at være.” Det er så fint og så rigtigt sagt, og i slutningen af prædikenen var endnu et par smukke sætninger “… det lys, som intet mørke får bugt med. Og som begynder forfra hver eneste dag. Også når jul bliver til januar.” En dejlig – og om jeg må sige sådan – “jordnær” prædiken for hverdagsmennesker. Jeg holder af de prædikener, hvor jeg genkender mig selv, for det er dem, jeg i tankerne kan tage med hjem og bygge videre på.

Ordene om lys blev understreget af muligheden for i våbenhuset at tage et stearinlys – alle med en lille mærkat med en tegning af Maria og Jesus. Utroligt hvad den præst overkommer. Det har da taget noget tid, at få klistret mærkater på tre kasser lys.

God - gråvejrs - søndag!

Yes – det er onsdag

For et par måneder siden iværksatte jeg en drøm, jeg har haft i mange år!

Jeg har fundet en proper dame, der kan tænke selv – og hun kommer hos mig to timer hver onsdag, og efterlader mit hjem skinnende rent og velduftende. Hvis jeg glemmer en skjorte på en bøjle, vupti så er den også strøget.

Det er helt fantastisk at komme hjem om onsdagen; her er simpelthen bare så fint og rent, og selv har jeg ikke selv rørt en finger.

Det kære menneske finder selv ud af, hvad der skal gøres. Ikke noget med sedler om det ene og det andet, som det ville tage lige så lang tid at skrive, som selv at løse opgaven. Vi har dog den faste aftale, at jeg gerne vil have støvsuget og vasket gulve hver uge; resten ser hun selv.

Det har givet mig mine vinter-lørdage tilbage; for jeg tilhører den generation, der ikke kan gøre rent i mørke. Med fuldtidsjob var der kun weekenden at gøre rent i om vinteren.

En rengøringsdame er den vildeste luxus – og hvor er jeg glad for det! Mange vil sikkert tænke, at det er slet ikke nødvendigt, når man er single og bor i en lejlighed på 80 m2, men det beriger nu én gang mit liv – og derfor gør jeg det. Så er der mere tid til at gøre de ting, jeg synes er sjove.

Sidste gang før jul må jeg huske at efterlade hende en lile present, så hun ved hvor meget, jeg værdsætter hendes arbejde.

Køb julemærket

Vi har fire Julemærkehjem; de trænger til en hånd – i form af en halvtredser!

• For et par uger siden traf jeg en pige på ca. 14 år; hun havde været på Julemærkehjem. Det havde betydet meget for hende.
• I går hørte jeg i radioen, at hjemmene kæmper for at klare udgifterne; indtægterne svigter fordi, vi sender færre almindelige julekort.
• Indtægtsfaldet er på ca. 25 pct! Det gør det jo svært at få det til at løbe rundt – læs: at gøre noget for børnene.

Selv sender jeg næsten heller ikke nogle almindelige julekort mere, for et par år siden gik det op for mig, at jeg ikke fik nogle mere. Jeg indså, at jeg også på dette punkt var et gammeldags menneske med gammeldags værdier.

I gamle dage (læs: da jeg var barn) var Julemærkehjem noget ens forældre sagde, man kom på, hvis man ikke spiste nok. Det virkede nærmest som om, det var et “opfedningssted”, når de talte om det.

I dag er et Julemærkehjem et sted for bl.a. børn, der er nødt til at tabe sig. Pigen, jeg traf, havde ved ankomsten vejet 47 pct. for meget. Nu havde hun – og ikke mindst familien – lært om sund kost og motion, og det var spændende at høre om hendes nyerhvervede indsigt, og om hvordan hun og forældrene gik i motionscenter tre gange om ugen!

Os uden gammeldags julekort kan støtte Julemærkesagen ved hjælp af det elektroniske julemærke, her er lidt til hjemmesiden, til signaturen i e-mails og naturligvis de elektroniske julekort med “en pipper” på – de kan sendes ad libitum. Normalt støtter jeg ikke mindre enkeltsager med småbeløb, for jeg tror på at ét samlet beløb til én person gør mere gavn. Men julemærket står mig lidt nærmere. Det har “altid” været der, mormor og morfar købte arkene, og altid et ekstra til at gemme fra år til år, det samme gjorde mine forældre og det har jeg så mænd også selv haft gjort. Der er lidt “rør blot ikke ved min gamle jul” over det.

Men når nu den gamle jul forlængst er kørt over af et elektrisk elektronisk eksprestog, kan vi da sætte mærket på vores hjemmeside og i mails i stedet?

Sidste Søndag i kirkeåret

Kirken var igen fyldt og fremme var klapstolene.

Vi havde gæsteprædikant i dag – Tina Driegsdahl – der er cand. theol. og som for en periode følger Runa Damsager.

Tina holdt en fin prædiken, men det var igen en af dem, hvor jeg går hjem og tænker “hvordan var det nu, det hele hang sammen?” Udgangspunktet var Matt 11,25-30 med bla. “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.”

Hvordan kan åget i form af korset på vejen op ad Golgata være godt og byrden let? Nej jeg forstår det ikke! Der hvor jeg kan se den lettere byrde er muligheden for at dele med Gud. Med ham kan man dele tanker og tvivl og han lytter (nok) tålmodigt. Men at se livet som en byrde… nej det kan jeg altså ikke. Det kan være svært og tungt til tider, men som udgangspunkt mener jeg nu, at det er “et tilbud, man ikke kan afslå”.

Der var dåb, og forældreparret havde tidligere mistet et barn, hvilket Runa efter ønske fra forældrene nævnte, og sagde at dette barn havde “skudt genvej” til Gudsriget. Det skulle ikke omvejen over livet.

Ved den efterfølgende kirkekaffe slog Runa – som så ofte før – tonen an til en “evaluering” af dagens højmesse.

Der var en reaktion fra en far, der havde mistet sit barn – 5 minutter gammelt. Han kunne slet ikke identificere sig med, at dette barn havde “skudt genvej”. Et dødt barn er naturligvis altid sindssyg uretfærdigt og det er ulevet liv, der vil noget. Det er fuldt forståeligt, at man som involveret ikke kan følge denne tankegang, men som udenforstående tænker jeg noget i retning af “det levende håb”. Er det ikke netop, når livet er sværest – og det er det paradoksalt nok, når vi står ansigt til ansigt med døden – at vi har brug for det levende håb? Troen på at det hele ikke er forbi, når vi ånder ud her, kan gøre livet lettere; kan tilføre energi til at bære livet.

Jeg kan rigtig godt lide disse evalueringer, for de giver til tider anledning til spændende samtaler. Det er samtaler om liv og eksistens, som er gode at føre i det kirkelige regi. P.t. er det sådan for mig, at de bedste samtaler fører jeg i et regi, der har noget med kirken at gøre. Det er samtaler, der flytter på mig, og jeg kan godt lide at blive flyttet på.

Jeg har lyst til i menighedsrådet at foreslå et fast punkt på dagsordenen, der kunne hedde “Gudstjenester siden sidst”, så vi i fællesskab kunne få en drøftelse af, hvad der fungerer godt og hvad der kunne ændres. Det ville være dejligt at få præsternes tanker frem, for jeg er ikke i tvivl om, at der er tænkt rigtig meget over hver enkelt tjenestes indhold og sammenhæng, men når man “bare” kommer og hører det, er det ikke altid til at gennemskue, hvad der ligger bag. Det, tror jeg, kunne være godt for os som medlemmer af menighedsrådet at få en dybere indsigt i.

Et sådant dagsordenspunkt kunne ydermere hjælpe med at holde fokus på det, der foregår i kirken. Jeg har hørt fra flere sider, at nogle er blevet lidt trætte af arbejdet, fordi de kom med ønske om at gøre noget for kirken, men så blev det til ombygninger, kontoplaner, og andre administrative emner.

Skriv på vrede

Mikael Bertelsen & Oliver Zahle

En blog skal holdes i live; der skal ske noget, den skal opdateres ofte, den skal være afvekslende og der skal være ‘vid og bid’ – hvis man altså vil skrive for nogle andre, og ikke bare for sig selv. Skrev jeg bare til mig selv, behøvede jeg jo ikke Internettet, så ville ‘Kinabogen’ være tilstrækkelig

Selv har jeg altid været elendig til at være “kreativ på kommando” – jeg kan det ikke, men jeg beundrer de, der kan. Levér lige en tale, en sang, en prædiken… det ville sporenstrengs fylde mig med præstationsangst, og jeg ville ikke få ét ord på papiret.

En kær ven sagde forleden: “Det kan være godt at skrive på vrede”, og sætningen har tumlet i mit hoved siden. Hvad var det nu, det mindede mig om? Årh jo Oliver Zahle, der står bag blandt andet “De uaktuelle nyheder” sammen med Mikael Bertelsen.

Jeg hørte faktisk Oliver Zahle på Oure Idrætshøjskole denne sommer. Han fortalte blandt andet, at på deres redaktion var det gået op for dem, at de sjoveste indslag, den bedste humor, udsprang af deres vrede. Når de var helt hysteriske over et eller andet, de havde set på TV eller hørt i radioen, dannede dette baggrunden for de bedste indslag på fx “De uaktuelle nyheder”. De gik altså rundt og samlede på vreden og brugte den som led i den kreative proces. Sjov tanke at man kan bruge vrede på denne måde.

Så hvis du i nær fremtid ser mærkelige indslag her på bloggen, så er de bare “skrevet på vreden” – det vil fx være noget om “hensigtsmæssig afvikling” (hvorfor kan de elendige skvadderpander i trafikken ikke fatte, at det hele glider meget lettere, hvis vi alle – også cyklister – viser, hvad vi agter at gøre), “postudbringning når man er sikker på, kunden ikke er hjemme” (hvorfor i alverden ofres ressourcer på at forsøge at bringe pakker ud i dagtimerne, hvor ingen er hjemme) osv.

Og inden du gør noget andet: så læn dig lige tilbage og nyd på YouTube “De Uaktuelle Nyheder – Katastrofe i Fælledparken” med d’herrer Mikael Bertelsen & Oliver Zahle. Læg gerne mærke til de mange små sproglige twister, fx “Er der nogle, der skal dø, før der kommer lig på bordet”…

DR 1- Sommer

Jeg er vild med dansk drama på DR1.

DR har gjort det masse af gange; lavet kvalitets-tv om rigtige levende mennesker og har taget sig tiden til at fortælle historien.

“Taget sig tiden til at fortælle historien” – smag lige på det. Lyder det ikke rart? Og er det ikke noget, vi mangler? Er der ikke bare for mange udsendelser, der “jabber”, der klipper konstant, der skal have bannere kørende øverst og nederst og alle vegne?

Masser af skønne serier kunne trækkes frem på denne plads; jeg nævner i flæng nogle af mine favoritter: Matador, Rejseholdet, Edderkoppen, Krøniken og jeg ved, jeg har glemt en hel masse, som jeg har siddet klistret til skærmen – typisk søndag kl. 20:00 – for at se. Mind mig gerne om dem i en en kommentar. På banen er yderligere kommet: “Kald mig Liva”, “Riget” og “Ørnen”. Se i øvrigt den fine liste her under Serier (1. spalte).

Nu kører Sommer og jeg er begejstret for den. Karaktererne er (som) rigtige mennesker, for de rummer alle noget dejligt, positivt og varmt og så noget, som er mindre flatterende. Må jeg have lov at byde dem velkommen i “Menneskeklubben”?

Enhver TV-serie med respekt for sig selv har også en hjemmeside. Sommers finder du her. Der er en lille skæg ting: Hvilken Sommer er du?

Selv blev Jeg Sophia – og det gør ikke noget, for hun er så tiltalende – og så er det i øvrigt skønt at se LIsbeth Dahl i noget andet end tåbelige revyer.

Der er tre afsnit tilbage – på TV vel at mærke; serien vil fortsætte på radioens P1 søndage kl. 11:30. Jubiii – som min barndoms hørespil – dengang der også var tid til at høre radio.

Stakkels jul!

Det er synd for julen!

Vi skriver den 17. november og flere på arbejdet er allerede ved at få julestress; Julen får skyld for det hele.

Jeg ved, at når vi kommer tilbage til cellerne i januar, vil rigig mange slet ikke være tilfredse med den jul, de har haft. Enten var svigermor kedelig, farfar pruttede midt i gåsen, eller de små kusiner var helt hysteriske eller også var der noget andet galt.

Gaverne blev for store og for dyre, man fik ikke selv det, man ønskede allermest, der var for mange til frokosten 2. juledag, det regnede i stedet for at sne osv. (“Det var juleaften, altså regnede det” fra et juleeventyr af Storm P. )

Jeg synes faktisk, det er synd for julen. Hvorfor skal den nu have skylden for det hele? Selv tænker jeg, at Julen tilbyder tid til eftertanke, til samvær, til smuk og stilfuld udsmykning, til god mad og dovne dage. Tid til l’heure bleu (som er kl. 15:00 på vore breddegrader – i december).

Julen er vel i og for sig ikke andet end det vi gør den til?

“Nuvel” kan man sige – “det er let at være single og ikke at have en familie”! Ja det er er jo sådan set rigtig nok; men der er bare lige det, at man så hvert år skal arrangere sig ud af Julen, og det er sådan set lettere sagt end gjort. Den 24-12 mellem 16:30 og 23:00 dumper man jo ikke lige forbi til en kop kaffe. Selv har jeg fundet frem til et højskoleophold, så er den da klaret i år. Jeg glæder mig, og håber at skulle være sammen med søde og rare mennesker og så har jeg tænkt mig for første gang i mit liv at fokusere lidt på årsagen til Julen: Jesu fødsel!

Et år efter

Flyttekasser i Vanløse

Den 17. november 2007 var en lørdag!

Den 17. november havde jeg pakket mit grej i min tidligere lejlighed og var parat til at rykke videre til Hvidovre Torv. Jeg hader at flytte, hader den uorden, der opstår i mit liv og i mit følelsesliv, når det kendte og trygge skal skiftes ud med noget uprøvet. Men tanken om 50 pct. mere plads var alligevel så tillokkende efter 18 år på 53 m2 (brutto forstås).

Men efter verdenshistoriens langsomste – og mest velorganiserede – nedpakning, gik det altså alligevel sådan til, at jeg en dag stod med grejet i den nye, fine og friske lejlighed.

Uoverskueligt? Ja mon ikke! Var lige ved at få en nedtur over, at jeg syntes, her var koldt, indtil min ven Leif fortalte at der skam let kunne gå op til en uge, før en afkølet lejlighed havde nået normaltemperaturen. Jeg har det med kulde som med harsk smør – jeg har fået tilstrækkeligt af det som barn. Og hvordan samler man i øvrigt 200 cm høje reoler, når man selv kun er 165 cm høj?

Men som alting andet her i livet, der kan synes uoverskueligt, kom der alligevel skik på sagerne – denne gang med gode venners hjælp. Jeg har formentlig aldrig været så glad for at se hverken Gert eller Leif, da de begge mødte op som handy-man.

Jeg er både kræsen og kritisk – kun det bedste er godt nok, og kan jeg ikke få det bedste, så undværer jeg hellere. Nu er det naturligvis blevet hverdagsagtigt, men jeg glæder mig stadig dagligt over at komme hjem til mit skønne hjem, der er blevet lige som jeg gerne ville have det. Det var strabadserne værd, og nu tænker jeg, at jeg skal bæres ud herfra, og så kan de bare bære mig over på den anden side ad gaden kan de

Udsigten fra en af stuerne - kirken har fået en central plads

26. Søndag e. Trinitatis

Hvidovre Kirke

Der må være fejl i min salmebog!

Jeg plejer lige – for at finde inspiration til min egen “søndagens tekst” her på bloggen – at slå op på den rette søndag og læse – eller genlæse – dagens evangelium. Men teksten om hvedemarken med ukrudt sået af en fjende, er simpelthen ikke at finde under 25. søndag efter trinitatis – hverken under første eller anden tekstrække. Der må være et eller andet, jeg har misforstået?

Opdatering: det hjælper meget, hvis man leder under den rette søndag. Og da jeg jo “pjækkede” i sidste uge havde jeg lige overset, at det i dag er 26. søndag efter trinitatis – tak til Kirsten – og teksten til den søndag finder man “logisk nok” under 5. søndag efter Helligtrekonger.

Næstsidste søndag i kirkeåret er det. Det er slet ikke til at fatte, at det snart er et år siden, jeg bare gik derover juleaften og blev så betaget, at jeg besluttede at komme igen nytårsdag, hvor en prædiken ramte mig så meget, at jeg bestemte mig for at prøve at følge et kirkeår. Nu er jeg så medlem af det menighedsråd, der konstituerer sig på torsdag den 20. november.

Kirken er blevet et sted, jeg holder af at komme, og jeg tør vel sige, at jeg er blevet troende. En umærkelig proces, der har flyttet mig fra A til B på et lille år. Forsiden af sektionen “Liv & Sjæl” i Kristeligt Dagblad havde i fredags et interview med den nu 77-årige Fay Weldon. Hun har gennemgået en proces, der ligner min egen fuldstændig – og også hun startede med at holde møde med præsten. De kan et eller andet de præster…

En af de ting, der fik mig til at prøve at følge et kirkeår, var, at jeg har læst (i) et væld af kirkebøger siden 2003, hvor jeg begyndte at slægtsforske. Tanken om de ubrudte led tilbage i tiden med kirken som bindeled er facinerende. Gad vide hvordan anernes “gudsbegreb” var? Hvordan var gudstjenesterne i tidligere tider? Hvad tænkte de om Gud – hvad var deres billede?

Ny – igen

Jeg har haft den mærkelige oplevelse på seks sølle uger at blive svejset rigtig godt sammen med mine kolleger i det nu hedengangne Center for Koncernforvaltning (CFK). Syntes virkelig, at jeg var kommet på den rette hylde sammen med nogle andre administrative nørder; de ‘nørdede’ ganske vist med noget andet end mig, men vores referenceramme var den samme: vi fremstillede forskellige former for administrative ydelser til vores kolleger i det ganske Miljøministerium.

Det var vemodigt at sige farvel til dem alle sammen i fredags! Vi lukkede og slukkede for Center for Koncernforvaltning (CFK) med en frokost på TRIBECA NV (som varmt kan anbefales – også til mere festlige lejligheder end gravøl for en idé man troede på) og nu er vi så spredt for alle vinde. De fleste er taget til Økonomistyrelsen for at blive indrulleret i Økonomiservicecentret og selv er jeg flyttet over i Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS); et sted med en masse kort og en masse bornholmerure… Kerneydelsen dér er at lave kort, så man kan blive noget ensom, når man tænker administration og koncern.

Jeg er bekymret for fremtiden, for der er mange opgaver, der flyder af ‘mit’ system mTID som Økonomistyrelsen/ØSC hverken vil eje eller have. Argumentationen fra ØSCer både fornuftig og forståelig, men jeg synes, der mangler en stillingtagen til, hvad der så skal ske med disse opgaver. Nu er det ikke fordi jeg ikke vil løse dem, men mere fordi jeg ikke har de informationer, der er en nødvendig forudsætning. ØSC har nu fået/overtaget CFKs ressourcer, men en del af opgaverne vil de ikke have med i købet! Jeg har været budgetbisse længe nok til at se, hvem der har scoret gevinsten i dette politiske spil.

Argh… det bliver præcis som jeg i min store visdom spåede i starten af året. Vi skal nu igennem en lang proces, hvor vi skal knokle bare for at få tingene til at fungere igen.