“Menneske først – kristen så” – eller vice versa?

Missions-befamling?

Allerførst: Glædelig Jul!  og så en gåde: “Hvordan ved en ægte nørd, at nu er det juleaften?” Svar: “Der kommer ikke engang SPAM-mails i mailboksen”.

Dernæst: Når familien er uddød (i bogstaveligste forstand), når den, der kunne have været, er uinteressant, når slægt er lig med slægtsforskning og data fra kirkebøger, folketællinger og skifter og når man ikke lige er en type, der inviterer sig selv ud den 24. december mellem 16:00 og 23, så er  den 24 december mellem 16:00 og 23:00 et problem!  Jeg holder meget af Julen og alle de fine smukke traditioner, men jeg har bare ikke nogen at holde den med. Der er så to muligheder:

1. Forfald til selvmedlidenhed af 1. klasse
2. Find på et eller andet at lave den dag/aften

Nogle år har jeg valgt løsning 1 – men i år skulle det være anderledes, så jeg valgte løsning 2 og indtegnede mig på “Højskolejul 2008″ på Haslev Udvidede Højskole fra 22-12 til 28-12. Programmet så fint ud, og hvorfor ikke prøve at navigere ud af problemet?

Da vi endnu ikke har den 28. og jeg er retur i mit dejlige hjem, er der en historie: Jeg synes, jeg har været udsat for snigende missions-befamling, og jeg hader den slags.

Jeg har det meget fint med kristendom, kirke, Gud, Jesus og de andre, men jeg bryder mig altså ikke om at få det sneget ind ad bagdøren. Allerede den 1. aften fik jeg en lidt mærkelig smag i munden til aftensangen, da den 27-årige forstander lige skulle finde “liturgien” (sang, Fadervor, stilhed og Dejlig er jorden) til seancen. Jeg mener, at tro et personligt anliggende, og jeg finder det svært sådan at skulle dele det med (endnu) fremmede mennesker. Det gør man naturligvis ofte i kirkens rum, men væggene kan bedre bære det dér.

Den snigende fornemmelse blev bekræftet dagen efter i forbindelse med en i øvrigt interessant fortælling om højskolens historie. “Menneske først – kristen så”, altså først menneske, så kristen, sagde Grundtvig, hvem vi sammen med Christen Kold kan takke for de unikke danske folkehøjskoler.

Forklar lige en udlænding at vi glad går i “skole” uden at modtage bevis, at vi gør det i vores fritid, at vi betaler en 1/4 formue for det, og at vi har gjort det siden 1844 i Rødding. Men Haslev Udvidede Højskole er ikke en grundtvigiansk højskole, og de har byttet rundt på Grundtvig! Det er blevet til “Kristen først – menneske så”. Øh nåh tænkte jeg, kan man sådan bytte rundt på Grundtvig? Indre Mission “sad på” stedet indtil for 30 år siden – men gad vide om de ikke stadig sidder lidt i væggene?

I aftes var der en rigtig fin midnatsmesse i Haslev Kirke med en modig præst, der havde uddelegeret temmelig meget til tilhørerne – ikke til den stedlige menighed, men til højskolens kursister. Jeg havde ikke selv funderet over det, men et ægtepar spurgte mig over morgenmaden, om jeg vidste, hvilken tilknytning højskolen og kirken havde til hinanden nu om dage. Jeg kunne kun svare, at jeg ikke vidste det, men at min fornemmelse var, at der var en ret stærk tilknytning.

Vi fik en fin lille snak om missions-befamlingen, og de kunne fortælle, at der faktisk var flere der gik og undrede sig lidt over dette “set up”. Jeg blev glad for denne samtale, for her havde jeg jo bare gået og følt mig mindre-kristen eller ikke-kristen-nok. Jeg burde muligvis have gennemskuet det på forhånd, da det åbenbart er kendt, at folk, der begiver sig på højskole i Haslev, har deres tror på plads – men det var ikke kendt af mig. Jeg kunne selvfølgelig også have studeret dette afsnit på deres hjemmeside, men det faldt mig ikke ind:

Formålet for Haslev udvidede Højskole.
“Haslev udvidede Højskole har som formål inden for rammerne af de gældende regler om frie kostskoler at formidle livsoplysning på grundlag af det kristne menneskesyn. Højskolen skal give en kvalificeret undervisning, give mulighed for at fordybe sig fagligt og udvikle sig personligt.”
Med afsæt i skolens formål angir det følgende, hvordan formålet søges udfoldet i det daglige højskoleliv.

1. 1. Menneskesyn
Haslev udvidede Højskole tager udgangspunkt i en kultur-åben kristendomsforståelse. Som skabt af Gud er det givet mennesket at udfolde livet i kultur og natur. Som fejlbarligt er det givet mennesket at være kritisk overfor udviklingen og menneskehedens trang til at ville gøre sig selv til Gud.
Det er HuHs særlige berettigelse at stille menneskets eksistentielle og religiøse spørgsmål ud fra kristendommens syn på menneskelivet.”

En tankerække: “Hrm… 24-12 er ovre for denne gang, der er hyggeligt hjemme på Hvidovre Torv, der er mere fart på bredbåndsforbindelsen dér, jeg savner intelligent yngre selskab og samtaler med dybde – jamen jeg pakker da mit grej og tager hjem, og vælger kirken og troen til og fra, som jeg nu har lyst”. Som tænkt så gjort. Jeg kan faktisk pakke mit grej på 15 minutter!

Så slipper jeg også for at høre flere uforberedte oplæg. Forleden dag var jeg ved at gå ud af mit gode skind, da der blev læst forskellige julefortællinger op, og det var så tydeligt, at oplæseren ikke havde øvet sig først. Det er irriterende at høre folks evindelige snublen over ordene, når man ved, at denne snublen ikke ville have været til stede, hvis vedkommende havde siddet i sin sofa og lige havde læst højt for sig selv eller familien. På mig virker den slags ganske enkelt udygtigt. Jeg tror så mænd ikke, det generede alle de ældre kursister så meget, de var nemlig bare ved at falde på halen af bar benovelse over en forstander på 27.

4. Søndag i Advent

Kirken var fyldt igen, klapstolene var atter fremme. Det minder mig om et replikskifte til kirkekoncerten tirsdag aften. En herre sagde henvendt til kvinden ved siden af ham: “Sikke en masse mennesker her; det er ikke som søndag formiddag”. Kvinden replicerede: “Jeg er præst her, her er altid mange og i søndags måtte folk gå hjem, fordi de ikke kunne få en siddeplads”. Jeg morede mig i mit stille sind, for jeg er træt af at høre folk tale om noget, de ikke ved noget om.

Rent kirkelig kan vi vil vel næppe komme tættere på julen end 4. søndag i advent; gaverne er købt, de er pakket ind og opskrifterne på den langtidsstegte and og den hjemmelavde rødkål er sikkert fundet frem. Runa Damsager kunne have benyttet den fyldte kirke og sangglade mennesker i lettere julestemning til at vælge julens salmer – og gerne nogle folk kunne synge med på. Men nej – der var ikke en af de kendte salmer. Jeg kendte kun nr. 448 “Fyldt af glæde over livets under” (en dåbssalme) og så nr. 439 “Agnus Dei”. Det er ærgerligt ikke at at kunne synge med, for det er for mig en del af den fine ved at gå til gudstjeneste. Det er ganske enkelt en del af glæden.

Jeg kunne have Runa “mistænkt” for ikke at ville forfalde til populisme, og for at ønske at højne menighedens almendannelse udi den danske salme-sangsskat. Det er også fint, for ellers lærer vi aldrig nye salmer. Men kunne der så ikke være fx en eller to ukendte og så resten kendte? Danskerne elsker jo at synge.

Apropos nr. 439 “Agnus Dei” så sætter den for mig det forgangne kulturhistoriske eksperiment lidt i relief. Jeg brugte nemlig de første tre måneder på at undre mig over, at de tilsyneladende var vældig begejstrede for denne ovre på den anden side ad gaden, for den var jo med hver søndag. I måned fire gik det op for mig, at den var en del af ritualet i forbindelse med nadveren. Jeg følte mig lettere dum – og nu er det bare blevet en selvfølge.

En anden ting, der er blevet en selvfølge, er det med hvornår man skal stå op. I starten syntes jeg, det var vældig indviklet; men da jeg er temmelig “opvakt” havde jeg derfor læst mig frem til – i et skrift for kirkefremmede – at man bare kunne se efter kordegnen, for hun havde styr på det. Og da alle åbenbart kigger efter alle, var jeg engang i foråret ved at få den ganske tilhørerskare til at rejse sig, da kordegnen rejste sig – og gik ud for at hente et eller andet.

Med disse ord er det kulturhistoriske eksperiment slut, den kirkefremmede omvendt til kirkevant – men det er kirkeposterne ikke – og der er kun tilbage at ønske min læser en glædelig Jul om et par dage.

Händels Messias

Lad det være sagt straks: Jeg har ikke “forstand på” klassisk musik, men jeg forstår at nyde!

I aftes oplevede jeg for første gang Händels Messias sammen med en kær ven, og jeg må sige, at jeg var intet mindre end betaget i de 2½ time, koncerten varede. For min skyld kunne de have spillet og sunget det hele én gang mere.

Vi kom i god tid og fik plads i en af logerne på 1. sal i Christians Kirke på Christianshavn.  Jeg har altid syntes, at der et eller andet særligt over stemningen inden en koncert begynder: Man kan følge musikerne, dirigenten og koret – man kan se deres koncentration og indbyrdes dialog, men man er ikke selv en del af det; som et hørespil uden lyd…

Jeg havde hørt lidt af værket på forhånd og var faktisk i tvivl, om det var noget for mig. Jeg bliver altid i tvivl om, hvorvidt jeg nu er “fin nok” til den slags, fordi jeg dybt inde har fornemmelsen af, at “den slags er for de andre”. Tænk hvis jeg havde haft andre muligheder tidligere? Tænk hvis man kom fra et sted, hvor sådanne oplevelser var blevet præsenteret løbende? Så ville man ikke sidde midt i livet og føle sig halvdum; på den anden side ville der ikke være mulighed for pludselig at opleve noget stort.

Vi havde medbragt hele teksten på både engelsk og dansk og kunne således få den fulde mening (bortset fra den lette forvirring, når de udeladte stykker ikke kom). Teksten til Messias består udelukkende af stykker hentet fra bibelen, og det var helt fantastisk at se og gense tekster, jeg nu kender. 1. del afspejler profetierne om Frelseren og hans forestående fødsel. 2. del drejer sig om Kristi lidelse, død og opstandelse, mens 3. del retter blikket fremad mod opstandelsen, det evige liv og Kristus som verdens frelser. Jeg er glad for at være blevet “kirkevant”, for ellers havde det været sort tale. Det er en tradition, at tilhørerne står op under Halleluja-koret i 2. del – heldigvis havde jeg læst det i avisen, nogle dage før.

Fantastisk musik! På Historie Onlines lille tidstest har jeg placeret mig klart i 1700-tallet og det passer til Cembaloen, som er et instrument, jeg altid har holdt af. De sprøde, fine, næsten feminine klange med et strejf af skarphed… Tænk at én komponist på blot 24 dage kan sammensætte og orkestrere et værk, der spænder så vidt i indhold og klang! Jeg begriber det ikke – Händel må have været manisk? Længere perioder lukkede jeg bare øjnene, lyttede, og lod musikken indtage mig.

Der var en alt-sangerinde, som var helt forrygende: Elisabeth Hanke. Hun er i programmet beskrevet og berømmet for sin “dramatiske alt” – Ja mon ikke. Hun tolkede meget på teksten med sin stemme, og det var forrygende! Jeg kunne have hørt på hende i timevis.

Alt i alt en stor stor oplevelse, som min ledsager og jeg ubetinget må gøre til en tradition. Ingen jul uden Messias – og jeg var alligevel “fin nok”.

3. Søndag i Advent

De måtte gå igen, for der var ikke plads i herberget…

Ovenstående er en lettere omskrivning fra juleevangeliet, men sådan var det faktisk også i Hvidovre Kirke til gudstjenesten i dag. Der var folk overalt, og nogle af dem, der tålmodigt havde ventet i våbenhuset vendte om og gav op, for der var ikke plads. Klapstolene var hentet frem ovre fra menighedshuset, der var ikke flere at fremskaffe og sidste plads på gulvet var også optaget. Godt brandchefen (eller hvad sådan en nu hedder) ikke kom forbi. Vores næste byggeprojekt må være en udvidelse af kirkerummet.

Hvor ville det være dejligt, hvis Hvidovre Avis eller Ekstra Bladet en dag kom forbi og selv oplevede en fyldt kirke – og efterfølgende skrev om det. Så kunne det være, vi kunne slippe for de evindelige indlæg om tomme kirker.

Det må være fantastisk for en præst at holde gudstjeneste for fulde huse; men sikkert også anstrengende at skulle spille så mange forskellige roller på én gang. Rollerne ser ud til at være: præsten, der skal være imødekommende over for alle, ‘mor’ for juniorkonfirmanderne, ‘pladsfinder’ når folk står og ser sig rådvilde om for at finde et sted at sidde, den der fortæller pigekoret, at det ikke er nu, de kan gå tilbage til deres forældre osv.

Inge-Hanne Brostöm havde iscenesat endnu et krybbespil – denne gang med juniorkonfirmanderne i hovedrollen. Det var en rigtig fin oplevelse. Jeg holder meget af denne form for fortællende kristendom, fordi teksterne bliver levendegjort, og fordi der dannes konkrete billeder på nethinden.

Jeg sad på min sædvanlige plads og kunne næsten se og høre det meste, men de, der sad i Valby-skibets nordside, kunne umuligt se noget som helst. Det er synd, både for dem, der opfører skuespillene og for dem, der intet kan se. Ville det være helt umuligt at indkøbe et par fladskærme, og montere dem på væggen? De kunne jo bare klappes ind til væggen, når der er normale højmesser.

Nu er jeg kommet i kirken gennem et år, og jeg har tænkt mig at blive ved! Det kulturhistoriske projekt rinder ud om to uger, men tilbuddet i kirken består, og det har jeg tænkt mig fortsat at tage imod. Kirken tilbyder en eller flere gange om ugen:

• et rum til fordybelse,
• et rum til stilhed,
• et sted at være i fred med sin tanker,
• noget at glædes og undres over, og
• en  time uden krav og forventninger.

Hvis vi i menighedsrådet kunne lave en form for “markedsføring”, tror jeg, man med fordel kunne fremdrage punkter som ovenstående – for det kunne måske tale til mange mennesker med en travl hverdag?

Krybbespil i Hvidovre Kirke

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus… (Luk 2,1-14)

Hvor bliver man dog hurtigt forvænt! Efter fastelavn gik jeg hjem og var helt høj over at have set et teaterstykke i kirken – ganske vist med kun én aktør, nemlig præsten selv. I påsken gik jeg hjem og syntes, det var fantastisk, at forårets konfirmander opførte påskespillet (historien om den sidste uge i Jesu liv). I aftes var det lige før, det var en selvfølge, at konfirmanderne fra Hvidovre Kirke havde urpremiere på deres krybbespil.

Inge-Hanne Broström havde igen fået de unge mennesker til at opføre centrale scener fra Biblen: Historien om Maria, der bliver gravid efter besøg af ærkeenglen Gabriel og har sine problemer med at at få Josef til at tro på dén version; kejser Augustus, der finder på at holde en folketælling, fordi han har brug for nogle større fester og paladser (skattegrundlaget kunne forøges, hvis der viste sig flere skatteydere end først antaget); Kong Herodes, der slet ikke er tilfreds med at få en rival i form af “Jødernes nye konge”; flugten til Egypten osv.

Jeg overværede de sidste prøver og sad og tænkte: “Det går aldrig godt!” Når man er 14 år i dag, er man tilsyneladende synonym med en sæk lopper. Koncentrationen er alle andre steder end på den opgave, man står overfor. Genertheden er stor, så det er ikke let for Maria at få sagt, at “jeg har jo aldrig været sammen med nogen mand”. Herudover var dramaturgen blevet syg 1½ time før, det skulle gå løs, så Inge-Hanne måtte klare den opgave selv – præstegerningen synes at være alsidig.

Men der skete en forvandling, da kirken var blevet fyldt (atter en tid til klapstole) med forventningsfulde forældre og bedsteforældre – de unge tog sig gevaldigt sammen i sidste sekund; kunne pludselig de fleste af replikkerne fejlfrit og var seriøse. De små kiksere, der var, var bare søde og sjove. Eksempelvis fik Jesusbarnet lidt af en ublid medfart ved fødslen, hvor hans baghoved blev banket i gulvet, da den gravide mave skulle trylles væk. Flere gange holdt Maria ham også bare i benene – men børn er hårdføre, så han klarede den vist.

Var der nogle, der sagde, at det er kedeligt at gå i kirke?

Det spændende ved at vælge de kendte tekster og omskrive dem til teater er, at historien bliver meget mere nærværende, når man får konkrete billeder på nethinden. Enhver (selv jeg) kender juleevangeliet, men jeg har ikke tidligere set det opført som teater; fine detaljer blev aktiveret. Det står simpelthen klarere nu.

Det var en fin og sjov aften, der sluttede med kaffe, juleboller og småkager. Der er flere frivillige, som giver en stor hånd med i kirken. Uden dem kunne man ikke beværte 150 mennesker og rydde op bagefter, og det er til alt dette “bagefter”, der ofte opstår gode samtaler.

På mange måder er kirken, som et tog, der kører. Når alle dele er velsmurte, opleves det som en fin og afstemt helhed – så velaftstemt, at man ikke lægger mærke til det; men manglede en enkelt møtrik, kunne toget ikke køre. Eksempler på dette var i aftes udsmykningen af kirkerummet (lys og gran i alle vinduer – kirketjeneren må have haft travlt), pigekoret, der reddede sangen, og vores organist Vibeke, der, skjult bag et væld af piger fra koret, bandt sangen sammen med teaterstykket. Havde noget manglet havde man mærket det – men eftersom det netop var der, mærkede man det knapt.

Jeg havde kameraet – og stativet – med, men opgaven var større end mine evner. Du finder de mest rimelige billeder herunder.

Pigekoret indledte

Hyrderne har hørt om Jesus

Maria og Josef - vist på vej til Egypten

Alle på scenen

Uden de frivillige gik det ikke. Tak til Irene og Per