4. Søndag i Advent

Kirken var fyldt igen, klapstolene var atter fremme. Det minder mig om et replikskifte til kirkekoncerten tirsdag aften. En herre sagde henvendt til kvinden ved siden af ham: “Sikke en masse mennesker her; det er ikke som søndag formiddag”. Kvinden replicerede: “Jeg er præst her, her er altid mange og i søndags måtte folk gå hjem, fordi de ikke kunne få en siddeplads”. Jeg morede mig i mit stille sind, for jeg er træt af at høre folk tale om noget, de ikke ved noget om.

Rent kirkelig kan vi vil vel næppe komme tættere på julen end 4. søndag i advent; gaverne er købt, de er pakket ind og opskrifterne på den langtidsstegte and og den hjemmelavde rødkål er sikkert fundet frem. Runa Damsager kunne have benyttet den fyldte kirke og sangglade mennesker i lettere julestemning til at vælge julens salmer – og gerne nogle folk kunne synge med på. Men nej – der var ikke en af de kendte salmer. Jeg kendte kun nr. 448 “Fyldt af glæde over livets under” (en dåbssalme) og så nr. 439 “Agnus Dei”. Det er ærgerligt ikke at at kunne synge med, for det er for mig en del af den fine ved at gå til gudstjeneste. Det er ganske enkelt en del af glæden.

Jeg kunne have Runa “mistænkt” for ikke at ville forfalde til populisme, og for at ønske at højne menighedens almendannelse udi den danske salme-sangsskat. Det er også fint, for ellers lærer vi aldrig nye salmer. Men kunne der så ikke være fx en eller to ukendte og så resten kendte? Danskerne elsker jo at synge.

Apropos nr. 439 “Agnus Dei” så sætter den for mig det forgangne kulturhistoriske eksperiment lidt i relief. Jeg brugte nemlig de første tre måneder på at undre mig over, at de tilsyneladende var vældig begejstrede for denne ovre på den anden side ad gaden, for den var jo med hver søndag. I måned fire gik det op for mig, at den var en del af ritualet i forbindelse med nadveren. Jeg følte mig lettere dum – og nu er det bare blevet en selvfølge.

En anden ting, der er blevet en selvfølge, er det med hvornår man skal stå op. I starten syntes jeg, det var vældig indviklet; men da jeg er temmelig “opvakt” havde jeg derfor læst mig frem til – i et skrift for kirkefremmede – at man bare kunne se efter kordegnen, for hun havde styr på det. Og da alle åbenbart kigger efter alle, var jeg engang i foråret ved at få den ganske tilhørerskare til at rejse sig, da kordegnen rejste sig – og gik ud for at hente et eller andet.

Med disse ord er det kulturhistoriske eksperiment slut, den kirkefremmede omvendt til kirkevant – men det er kirkeposterne ikke – og der er kun tilbage at ønske min læser en glædelig Jul om et par dage.