Jeg beklager, at jeg har svigtet mine kirkeposter i hele tre uger, og vil bestræbe mig på, at det ikke sker igen. Men i denne periode, hvor det nærmest er nat hele tiden, så kan kl. 10:00 forekomme mig meget tidligt på en søndag. Ikke fordi jeg ikke er oppe, men bare fordi jeg ikke er klar til at gå ud i samfundet og interagere i det.
Det var dejligt at komme i kirke igen, og det var som altid dejligt at høre en prædiken af Inge-Hanne Broström; i dag var teksten Matt. 8,1-13. Hun evner at gøre teksterne nærværende, vedkommende og så skærer hun ind til benet. Hun taler ikke udenom, men går i kødet på det, der er svært. Dagens tekst handlede om Jesus, der helbredte et par af datidens bærme – en spedalsk og en hedning. Jesus rakte ud efter dem, de andre ikke ville lege med. Han så dem, som de mennesker, de var, og overvandt dermed den mur, de var spærret inde bag.
Datidens mennesker blev spærret inde af noget, der kom udefra (jødiske regler og love ekskluderede både den spedalske og hedningen fra samfundet). Men hvad bliver vi spærret inde af i dag? Måske os selv? Stiller vi ikke helt hårrejsende store krav til os selv? Vi skal være velorienterede, kloge, opdaterede mv. De sociale relationer skal være veludbyggede og velplejede, og vi skal se godt ud; der er næsten ikke grænser for, hvad vi skal kunne magte.
Selv tænker jeg videre: Og hvad sker der for os, der ikke magter alt det ovenstående? Vi bliver ikke ligefrem ekskluderede som på Jesu tid, men kan let blive betragtet som lidt sære. Jeg kender det godt – men har vænnet mig til det! Siger jeg på arbejdet en fredag eftermiddag, at jeg ikke skal noget specielt i weekenden, bliver der da kigget lidt medlidende, også når jeg hører mig selv forklare, at det faktisk passer mig fremragende ikke at skulle noget specielt.
Med udgangspunkt i John Le Carrés efterskrift til “Spionen der kom ind fra kulden” begyndte Inge-Hanne sin prædiken med: “At betragte muren var som at betragte selve frustrationen i mit eget, på det tidspunkt, dybt ulykkelige liv, fyldt af hindringer – indadvendthed, forladthed og bitterhed.” Muren er hos Carré Berlinmuren, men hvad er “muren” i os selv tænker jeg? Jeg ved det ikke, men et bud kunne være en grundlæggende angst for andre mennesker; nuvel angst er sådan et stærkt ord, måske er utryghed bedre – men i hvert tilfælde det, der kommer til udtryk, når man ikke lige får rakt ud til en anden, når man ikke får sagt “jeg har det elendigt, har du ti minutter?” Bliver man ved med det, ender man måske i glasklokken eller “Belljar” som Sylvia Plath skrev om. Det kræver mod at række ud, at bede om ti minutter hos alle dem, der har så travlt på arbejdsmarkedet og i privatlivet. Men har man modet, risikerer man at opnå at blive set og hørt.
Ubetinget at blive set og hørt med sine stærke og svage sider kaldes vist kærlighed. Har du en, der altid vil lytte – uanset hvad og hvornår, er du højt elsket. Du har fået noget dyrebart, du skal passe på. Det skal passes og plejes; det hverken kommer eller bliver af sig selv.
Og som jeg hørte slutningen på Inge-Hannes prædiken, så var dagens løsen netop kærlighed. Kærligheden river muren ned og trækker os ud i lyset igen!
Salmer: Der var – som altid – fulde huse. Salmerne var nogle, de fleste kunne, og det er så skønt. Jeg har en forkærlighed for “Tak Gud for denne lyse morgen”, der sluttede dagens gudstjeneste, for den har rytme, er ikke stor kunst, men alle kan synge den – og de gjorde de så.
Altertavleprojekt: Efter gudstjenesten var der fernisering på konfirmandernes altertavler, som de malede i går lørdag.
Jeg var med hele dagen i går som praktisk gris, og det var sådan en skøn dag. Grundlæggende er jeg en gammel sur kone, der mener, at børn er noget uvæsen, der støjer og koster penge – ok, måske ikke helt så galt men næsten; men det slår dog bare aldrig fejl, at når jeg lærer dem at kende, både de store og de små, bliver jeg ret vild med dem – og de har som regel heller ikke noget mod mig.
Inge-Hanne laver hvert år altertavler med konfirmanderne. De tager først på Nationalmuseet og ser på – og hører om – de altertavler, der hænger derinde. Dernæst er der en introduktion ovre i selve kirkerummet til årets tema, der i år (måske hvert år?) er påskeugen og “kampen mellem det gode og det onde”. Inge-Hanne fortæller dem historien om påskeugen på en meget levende måde. Jeg sneg mig til at høre med i år, og blev endnu engang fascineret af hendes evne til at fortælle. Jeg elsker, når nogen gider fortælle en historie og kan danne billeder på min nethinde. Derefter får konfirmanderne undervisning i farvelære ved Irene, der er 81 (!) år og mallerinde, og de tegner en skitse til deres altertavle.
I går var det så “store maledag”, og der var fuld koncentration lige fra kl. 10:00, hvor der blev udleveret en lille trefløjet altertavle af træ til hver, og fem farver (rød, sort, gul blå og grøn). Altertavlerne er fremstillet af de indsatte i et fængsel. Konfirmanderne arbejdede virkelig intenst, og det var bare så rart at gå rundt og sludre lidt med dem undervejs, og måske svare på et spørgsmål, men faktisk mest være tilstede, for jeg kan jo hverken svare på noget teologisk eller noget om maleri.
Hver enkelt af dem “afleverede” deres altertavle til Inge-Hanne og ledsagede den med ord om de tanker, der lå bag motiv og farvevalg mv. Jeg må sige, at jeg var imponeret, både over resultaterne og over så meget kristendom, de har fået lært og kan udtrykke i billeder. Det kunne jeg ikke have gjort.
Tavlernes videre skæbne: På konfirmationsdagen bliver de stillet op på alteret i kirken med et lille fyrfadslys foran hver enkelt. Det var meget stemningsfuldt sidste år – og det bliver det selvfølgelig også i år. Og så får de dem naturligvis med hjem til sidst.
Vi tager en tur til på lørdag – og jeg glæder mig allerede, for det er dejligt at være med i processen fra det bare stykke træ til en færdig tavle med personlighed, titel og fortælling.
Herunder har jeg prøvet at indfange gårsdagen med respekt for, at de enkelte tavler tilhører konfirmanderne – og derfor har jeg ikke bragt nogle af de nærbilleder, som vi tog af hver enkelt tavle.
Starten på en altertavle, der endte meget smuk
Der arbejdes meget koncentreret
Tavlerne er færdige
De satte i scene
Jeg bryder mig i virkeligheden slet ikke om nytårsaften og 1. januar; synes, det er så uoverskueligt, at der ligger 365 ubrugte dage forude. Jeg har aldrig været god til at tage en dag ad gangen. Synes, det skal planlægges noget mere!
