Først og fremmest undskylder jeg overfor mine læsere, at jeg ikke har været trofast i januar. Jeg har en hel masse undskyldninger:
- Jeg er flittig ovre på min slægtsblog, og har tastet mere end 14.000 af Nygårds sedler ind – og det nu tager lidt tid. Nygård var arkivar og skrev sådan godt ½ million uvurderlige små sedler med bidrag til jysk personalhistorie i bred forstand. Der er tale om et helt unikt seddelværk, som vi nu er en flok mennesker, der har sat os for at digitalisere.
- Arbejdsåret startede med noget, jeg ikke er god til: For meget arbejde i to uger. Jeg har en høj produktivitet og en uhyggeligt stor produktionskraft (er der en, der engang har sagt til mig), men jeg er dårlig til at se det hele vælte ind over mig. Jeg bliver bange og føler mig utilstrækkelig; de gamle stress-symptomer kommer farende og vælter mig bagfra også selvom det slet ikke er rimeligt og er lidt ude af proportioner. Arbejdet er blevet normaliseret igen – og alt er i orden. Jeg følte mig bare uprofessionel et par uger – og øh… det blogger man jo ikke om vel? Vi er da ordentlige mennesker, der kan styre vores stress ikke?
- Jeg har været “kulturel” og set “Phantom of the Opera” med en kær ven – og det kommer der en særskilt post om, for det var forrygende. Vi sad på 1. række i “Det ny Teater”; og det var som at være der selv – altså som at være i Paris i 1911 og 1891; lysekronen fløj i bogstaveligste forstand om ørerne på os, orkesteret spillede for fuld musik – og for fuld damp. Jeg har aldrig tidligere oplevet en musical live (og har altid slukket for dem i TV), så det var waughhh…
- Jeg har været i kirken til en fremragende sogneaften med Sulaima Hind i aftes. Jeg kunne have hørt på hende i timevis. Her var en kvinde med et budskab og en fortælleevne langt ud over det sædvanlige! Allerede ved 11:30-tiden i dag havde jeg haft gårsdagens foredrag i tankerne flere gange Hun er ikke så glad for, at man skriver om hendes foredrag – så herfra er min mund lukket med syv segl (eller er det sejl – ihukommende Kaptajn Haddock?)

Københavns Politi
Nu er jeg så kommet gennem undskyldningerne for mit fravær og kan begynde på dagens emne: Perle eller Perker.
Det sker, det er morsomt at høre radioavis. Det skete i dag! Politidirektør Hanne Bech Hansen (som jeg ellers er stor ynder af, fordi hun har skabt revolutioner i Københavns Politi, som hun engang fortalte om i en “Løkkegaards” på radioens P1) udtalte med stor sikkerhed, at en af hendes medarbejdere havde kaldt en demonstrant “Perle” og ikke “Perker” som et hold sprogprofessorer og demonstranten ellers selv mente, der blev sagt.
På en eller anden måde blev jeg lige sat tilbage til de gode gamle Poul Eefsen-dage, hvor man kunne klage over politiet – til politiet!
Er det da ikke fuldkommen latterligt at forestille sig, at Københavns Politi nu begynder at kalde deres “kunder” for “perle”? Jeg måtte le. Det er da helt ude i hampen. Tænk at man udstiller sig selv på den måde!
Hvis de er begyndt at kalde mørklødede demonstranter for Perler – så har Hanne Bech Hansen i sandhed skabt revolutioner siden de 80′ere, Sulaima Hind fortalte om i aftes. Jeg kan bare ikke tro det – og det lyder som en vittighed. Men således er jeg da klædt på til en fin weekend.
11 responses so far ↓
Gert Larsen // søndag, januar 25, 2009 at 10:49 |
Kære Hanne,
Velkommen tilbage, dejligt at læse dig igen. Du er i-hvert-fald en savnet Perle.
Senere samme aften forsøgte en anden fætter fra Politiet, jeg husker ikke om han var leder i Politiet eller fra Politiforbundet, for åben skærm at forklare den undrende befolkning, at Perle var et normalt udtryk blandt politifolk. Lige som de angiveligt også sagde; Perletand. Det må gå over i historiebogen for absurde interviews, på lige fod med det tavse interview med Birthe Rønn.
Så lær det dog. Indrøm, at der i kampens hede blev sagt Perker, og så er den ikke længere, og Politiet bevarer sin troværdighed.
Kh
Gert.
Stegemüller // søndag, januar 25, 2009 at 14:43 |
Kære Gert
Tak skal du have!
Jeg er fuldkommen enig; sig dog, at I sagde “Perker”, for så er den historie slut. Men at prøve at slå det hen i “Perle” og “Perletand” mv. er latterligt – og de mister – som du selv skriver – deres troværdighed.
Kh.
Hanne
Leif rasmussen // mandag, januar 26, 2009 at 19:43 |
Jeg er helt enig i at det var et muntert indslag i TV avisen.
Men når jeg tænker efter, tror jeg at det Hanne Bech Hansen ønskede var at bringe denne “kæmpe” sag ned på det plan, den hører hjemme, inden den bliver indklaget for een eller anden FN kommision.
Nu er det een gang for alle besluttet, at Perker er en nedladende beskrivelse, der ikke må bruges, selv efter at man har fået smidt en spand ubestemmeligt indhold i hovedet, og jeg synes da at perle er ganske sødt.
Anders BC // onsdag, januar 28, 2009 at 18:36 |
Efter at have hørt og set video optagelsen er jeg ikke et sekund i tvivl om at der blev sagt perle.
Jeg vil heller ikke tro på at politiet ville gøre så meget ud af at lyve over et ord som perker.
Stegemüller // onsdag, januar 28, 2009 at 19:03 |
Hej Anders
Jeg er på den anden side ikke et sekund i tvivl om, at der blev sagt “Perker” – og interessen i at lyve er efter min opfattelse åbenbar. Vi kan ikke i et frit, demokratisk og åbent land med en tredeling af magten have at en af de tre går rundt og tiltaler borgerne med ringeagtsytringer. Gør man det alligevel, og bliver det opdaget, må man sno sig uden om.
../Hanne
Anders BC // onsdag, januar 28, 2009 at 19:24 |
Jeg var på samme side som dig den dag jeg hørte der her i radioen.. Men valgte at sætte mig ind i sagen, og det viser sig at perle er et brugt ord indenfor politiet, at det så i følge mig ikke er en dyt bedre er en anden sag. For mig er det ligegyldigt om der bliver sagt perle eller perker, begge dele er nedladende. Men jeg vælger at bruge mine unge og gode øre, og har lyttet mig frem til en meget tydelig L lyd og ikke K lyd, som der bliver påstået.
Problemet er når man vælger at gå efter hvad der er lettest at tro på og bare danne en mening ud fra det.
Stegemüller // onsdag, januar 28, 2009 at 19:36 |
Hej igen Anders
Tak for din kommentar! Jeg vil på ingen måde fremstå som gammeldags og reaktionær (hverken til venstre eller højre). Jeg er glad for at du skriver, at du mener, at begge dele er nedladende – og så er vi for så vidt enige, for efter straffelovens bestemmelser om æreskrænkelser (sådan omkring §§ 166 ff. – husker det ikke nøjagtigt) er det sådan at vi ikke må rende rundt og ringeagte hinanden. Jeg må simpelthen ikke sige, at du bare er en større idiot end mig (det mener jeg altså ikke du er, bare et ex) men når man optræder som en del – og vel at mærke en meget vigtig del – af statsmagten er man bare nødt til at holde sig på den mere end 100 pct. sikre side.
Jeg kan godt forstå, hvis en politimand “får nok” – det gør jeg også ofte i mit job! Men som offentligt ansatte er vi bare nødt til hele tiden at være mere end professionelle. For er vi det ikke, falder alverden over os.
../Hanne
Karin Andersen // søndag, februar 8, 2009 at 11:39 |
Jeg er lige inde og kikke og falder over denne -lidt ældre – meningsudveksling.
Jeg må indrømme at jeg undrer mig over ,at det er ordvekslingen der er interessant og ikke den opførsel der bliver lagt for dagen der er interessant.
Jeg undrer mig over, at en voksen mand, (med kone og far til et barn i barnevogn) ikke bare følger en henstilling fra politiet om at flytte sig.
Jeg går ud fra, at vi af en eller anden grund, på samfundets vegne, har sendt vores politi på gaden for at varetage en eller anden opgave for os.
Hvad er det så der gør, at voksne mennesker føler behov for at fortælle de tilstedeværende betjente deres meninger – det har man stor mulighed for at gøre via pressen/ politiske foreninger osv.
Jeg er ikke i tvivl om at modtageren af betjentens budskab har opfattet, at han blev kaldt for perker.
Havde han valgt at flytte sig, var han ikke blevet kaldt noget som helst.
Som almindelige borgere er vi vel alle nødt til at skulle finde os i bare lidt for at vi alle kan være her.
Jeg er ikke sikker på at jeg synes, at det også gælder for politiet. Bliver man bedt om at flytte sig – så gør man det – det er uden for diskussion.
Eller hvad……
Med venlig hilsen
Karin Andersen
Stegemüller // fredag, februar 13, 2009 at 18:06 |
Hej Karin
Det er efter min opfattelse uden for diskussion at ordensmagten ikke bør bruge nedsættende betegnelser om borgerne og vice versa. Det gælder uanset hvordan borgerne opfører sig og vice versa. Når man er udstyret med autoritet og magt, så har man særlig forpligtelser, fordi alles øjne er rettet mod en.
../Hanne
Peter // søndag, juli 12, 2009 at 11:07 |
Det er ligegyldigt om et ord er nok så positivt om en person eller gruppe.Ordet bliver farvet negativt alligevel.Efter en række navneskift i mere og mere positiv retning kan man ende med et meget positivt ord er farvet stækt negativ og brugen må stoppes.Se bare på den lange tur med nigger som start og hvad må man idag kalde en kriminel afroamerikaner?
Næ gå tilbage til de oprindelige ord som retter begrebet mod den enkelte. En skiderik er stadig en skiderik og en utilpasset unge er stadig en bølle.
Stegemüller // søndag, juli 12, 2009 at 15:35 |
@ Peter – Efter min opfattelse var problemet, at politiet evt. løj. Sig dog sandheden, for så er historien ikke længere!