Fastelavn

Mere narrativ teologi – tak!

Der er noget særligt med årsdage – mærkedage om man vil. Det er i dag ét år siden, min ven Gert satte de sidste ledninger fast hos mig, og jeg efterlod ham alene her med søm og skruer, for jeg skulle i kirke: og det er et år siden, jeg kom hjem og sagde at det var fuldstændig fantastisk derovre på den anden side ad gaden; det er et år siden, jeg begejstret satte mig ned og skrev om Inge Hanne Broströms enmands-teater. Der er sket meget siden; blandt andet har jeg fundet ud af, at den slags hedder ‘narrativ teologi’ – og det er en skøn form for kristendom.

Og det er vi åbenbart rigtig mange, der mener, for i dag var kirken atter fyldt til bristepunktet – faktisk var vi så mange, at der var em på ruderne! Det turde være overflødigt at skrive om de evindelige klapstole…

Det var igen i år Inge-Hanne, der var på scenen, nøjagtig lige så fantastisk som sidste år;  i år bistået af en fra koret, der spillede djævelen og repræsenterede alt det onde og det dårlige med eksempler fra børnenes verden (‘hende gider vi ikke lege med, for hun har ikke mærketøj på’, “lad os sende ham nogle sms’er om, at vi ikke bryder os om ham” osv.)

Stenene var med igen i år og det var fandens guldmønter også – og de mindreårige spiste dem efterfølgende gladeligt. Selv skulle jeg  nu ikke have noget af at blive ledt i fristelse af ussel mammon fra den herre.

Scenen er sat: Jesus er i ørkenen, har intet at spise og er særdeles tænksom; måske tænker han på den kommende påske, og måske har han på fornemmelsen, at han vil blive henrettet i Jerusalem. “Ørkenen er et godt sted, når man vil tænke” sagde Inge-Hanne, “der er ingen butikker…”

Nåh, men frem kommer djævelen og udsætter Jesus for forskellige tests:

• Djævelen lokker den sultne Jesus og siger: “Hvis du er Guds søn, så sig til stenene her, at de skal blive til brød. Jesus hopper ikke på den, men svarer: “Mennesket skal ikke leve af brød alene”
• Djævelen giver ikke sådan op, men lokker  Jesus op på et højt bjerg og viser ham alle jordens herligheder, lande og rigdomme (det var her guldmønterne fløj rundt), og siger: “Hør her; alt dette må du få, hvis du altså bare vil falde ned og tilbede mig”. Jesus er (naturligvis) standhaftig og svarer: “Gud siger, vi kun må tilbede ham”.
• Alle onde gange tre – djævelen prøver selvfølgelig igen og ser sit ’snit’ til at lokke Jesus op i et tårn (prædikestolen udgjorde tårnet), og beder ham hoppe ud fra toppen, for Gud vil vel sende nogle engle, der kan redde ham fra det frie fald. Det er tilsyneladende et ringe ’snitmønster’ djævelen er i besiddelse af, for Jesus svarer kort og klart: “Du må ikke friste Herren din Gud”.

Endelig giver djævelen op! Og vi andre er ikke i tvivl om, hvorfor vi holder fastelavn.

Efterfølgende var der tøndeslagning mv., og det har garanteret også været godt – men jeg kunne desværre ikke deltage i denne del af Fastelavnsfesten

Storytelling

Man kan godt snige sig med til familietorsdag i kirken, selv om man ikke har en familie.

Læste dine forældre højt for dig? Og kan du i givet fald huske, hvor hyggeligt det var? I de første år af mit liv læste mine forældre meget for mig, og det var rigtig hyggeligt. Jeg kunne ret hurtigt læse selv, og så holdt de selvfølgelig op med det.

Det var lidt den samme fornemmelse ovre i kirken i dag kl. 17:00, hvor Claus Bjerregård læste historien om Lazarus (Johannesevangeliet, kapitel 11).  Jesus beviser her, at han kan gøre de døde levende igen. Forrygende intermezzo! Men spørg ikke mig, hvordan det kunne lade sig gøre.

Der var puder på gulvet, så børnene kunne rykke tæt på, og provsten selv sad afslappet i en nydelig armstol. Claus læser rigtig godt op, og jeg lænede mig bare tilbage og nød det. For mit indre blik havde jeg Susanne Krages vidunderlige tegning fra Johannes Møllehaves “Børnebibelen”.

Min baggrund er af en sådan karakter, at jeg ikke har den bibel-ballast, som mange andre; for mig er mange af historierne (godt nok ikke denne) nye. Jeg kan mærke, at jeg langsomt bygger/får et fundament, og bliver stadig glad over nye forståelser og erkendelser, omend det selvfølgelig er anderledes end da det hele var nyt og forvirrende. Lysten til også at få et teoretisk fundament er voksende, så jeg har kigget en del på Teologi for lægfolk – og gad vide, om det ikke er i kursusåret 2009/2010, jeg skal begynde på det?

Efter seancen i kirken, der også rummede hele to af mine favoritsalmer nr 15 og nr. 787 (for de mindre indviede: “Op al den ting” af Brorson og “Du som har tændt millioner af Stjerner” af Holger Lissner), var der pasta med kødsauce, saftevand og gulerodsstave. Det hele for en 20′er. Tre af vores trofaste dejlige frivillige stiller op gang på gang. De er fantastiske. Tak for mad til Irene, Mogens og Per.

Det er ikke ofte, man får så meget dejligt for en flad 20′er. En hel dejlig sen-eftermiddag og aften i det bedste selskab!

Reklamer – nej tak!

Dette røde skilt sparede mig for reklame-delen af de adresseløse. Men alt det andet kom jo alligevel.

Post Danmark har en god nyhed. Fra den 30. april kan man endelig slippe for gratis (uge-)aviser, lokaltelefonbøger, aftenskolekataloger og reklamer. Man slipper for hele skidtet hvis man vælger det gule mærke. Endelig endelig bliver jeg fri for alskens adresseløse, som jeg alligevel bærer direkte i papirkurven og dernæst direkte ned i papircontaineren. Uendeligt mange udgaver af Søndagavisen, Hvidovre Avis og Vanløse lokalblad er gået den vej gennem årene.

Men den 30. april er det helt slut (forhåbentlig). Vælger man det gule skilt lover Post Danmark nemlig at “Du får hverken reklamer, lokale ugeaviser, telefonbøger, aftenskolekataloger eller gratis aviser”. Jeg har fluks bestilt et, og er spændt på, om det virker.

Nu kunne man selvfølgelig indvende, at det er lidt ærgerligt at miste aftenskolekatalogerne – men de er jo fra før den digitale tidsalder. Nu om stunder kan man jo holde sig orientere om tilbudene på nettet – hvor man i øvrigt alligevel melder sig til og betaler kursusafgiften.

Jeg er sikker på, at miljøet glæder sig lige som meget som mig, og jeg håber, at rigtig mange mennesker bestiller det gule mærke. Det er den eneste måde vi som forbrugere kan vise, at vi ikke behøver brancherne for at definere vores behov. Vi ved godt selv, hvad vi har brug for.

Her sker ikke meget!

Her sker ikke meget!

Nej det er ganske sandt; men der er til gengæld godt gang i den ovre på min slægtsblog, der er en slags ugebrev over proces og resultater i min slægtsforskning. Lige nu er det ganske vist ikke så meget min egen slægtsforskning, der er i fokus, men mere processen om digitaliseringen af Nygårds sedler. Vi er en flok flittige folk, der har sat os for at gøre Nygårds sedler tilgængelige på internettet. Vi regner med, at der er ca. 4-500.000 sedler. Vi har i dag indtastet de første 90.000 – der er lang vej endnu, men det er dog også en sjat!

Det er lidt pudsigt med blogosfæren. Man skal være aktiv hele tiden ellers forsvinder kunderne i butikken! Men til tider er det jo sådan, at enten oplever man ikke rigtig noget, der er værd at skrive (hjem) om, eller også er det sådan, at det, der betyder allermest for en, kan man af uransagelige årsager ikke skrive om! Jeg er i en af disse og/eller begge situationer! Derfor kan bloggen opleves som stillestående. Men husk: det betyder ikke, at jeg står stille.

Jeg har nu længe haft lyst til at skrive om: Hvorfor pokker er der ingen, der kan stave mere – sådan en af de der “Tante-poster”, hvor jeg giver mig selv lov at harsellere lidt…

Præmisser:

• Jeg er ikke ude efter dem, der er ordblinde
• Jeg er ikke ude efter dem, der gik ud af landsbyskolen efter 7. klasse
• Jeg er ikke ude efter at ‘akademisere’ hele verden
• Jeg jagter ingen bestemt – men jeg slår til lyd for, at vi gør os umage med sproget!

Men:

• Når jeg nu kommer fra Jylland, er der jo ingen grund til at jeg kommer “fra Jylland af”
• Når man kan sige “jeg” er der vel ingen grund til at sige “jar”
• Når jeg nu er dansker (eh… ikke fra Danmark af) er der ingen grund til at søge at indføre det angelsaksiske apostrof-s. I min Kvickly har de fx en mindst 67 tommer fladskærm, hvor der står “Bageren’s brød” – hvor kommer den ‘ dog fra? Det hedder “Bagerens Brød”! Vi er dog danskere – og Jahn’s Låseservice er også noget sludder. Det hedder Jahns Låseservice.
• Jeg passerer ofte et lille skilt, hvor der står “Dette er et askebære – ikke en affaldsspand” Det er skrevet med sådan lidt smarte typer – og så er det jeg tænker: “Når du nu kan alt det smarte, hvorfor kan du så ikke også stave til “bæger”?
• Hvorfor skal mine kolleger i det ganske Mijøministerium leve med “Godkendelse skal se hver den 5. i den efterfølgende måned” Det er måske ikke helt OK, men jeg (ikke jar) begynder  snart at skrive til brugerne, at de må se at få godkendt!

Søndag Sexagesima

Søndagen er dominica Sexagesima, fordi der er sådan ca. 60 dage til påske, og samtidig er det søndag før fastelavn, så det var den flotte lilla messehagel, der var fremme.

Jeg troede, jeg skulle til til gudstjeneste, men synes, jeg har været til 60 minutters lyd-kaos! Det skyldes:

1. Et stort dåbsfølge troede vist, de var et helt andet sted end i en kirke, så snakken gik lystigt. Bedeslagene blev overdøvet og den indledende stilhed udeblev endnu engang. Jeg er træt af, at kirkerummet er udsat for en form for “tivolisering”, hvor man har nærmest tror man har ret til at tale højlydt med mindre, der lige foregår et eller andet, hvor man selv er i centrum.
2. Et væld af 3 – 5-årige løb med deres små “søde fødder” rundt på trægulvet i Valbyskibet under det meste af tjenesten talende med “klare barnestemmer”. Trægulvet og fødderne giver i sig selv en vældig genlyd, men tilsat tale er det et mareridt. Forældre og andre griber naturligvis ikke ind. Jeg er træt af, at så mange mennesker ikke længere har nogen form for pli.
3. Når præsten (i dag Lis-Ann Rotem) føler, hun skal overdøve den mangefarvede lydkulisse giver hun sig naturligvis til at tale højere og så skratter højtalerne.
4. Nuvel jeg er meget sart med lyd og støj – men jeg kan ikke tro, at jeg var den eneste, der var generet af alt det ovenstående. Hvis du var tilstede, og har en holdning til ovenstående, så skriv gerne en kommentar.

Jeg begriber fortsat ikke, at vi ikke etablerer et par små borde og nogle tilsvarende stole ude i våbenhuset, hvor vi tilbyder børnene at opholde sig med ikke-støjende aktiviteter under en gudstjeneste, der utivivlsomt er kedelig for dem. For at det skal have effekt skal dørene, der skille kirkerum og våbenhus også have en ordentlig lydisolering. Jeg vil foreslå det i menighedsrådet!

Der var i dagens højmesse indlagt et overraskelses-bryllup. Forældrene til det nyligt døbte barn blev viet – vist nok til overraskelse for alle andre end lige dem selv. Det var så “hemmeligt” at salme nr. 706 ikke engang stod på tavlen, for så kunne alle jo have regnet det ud. Det var lidt smart. Hvis jeg nogen sinde skal stå noget sted med det menneske, jeg ønsker at dele resten af mit liv med, så skal det godt nok ikke være en overraskelse – og jeg vil heller ikke dele tiden i kirken med andre handlinger. Skal det være skal det være – og det skal være med manér.

Når nu Lis-Ann skulle nå alt dette på de godt 55-60 minutter, der er til rådighed, var der jo ikke meget tid til en prædiken! Hun spandt en fin ende over, at bruden havde et klart ønske om, at dåben (et af de to sakramenter (dåben og nadveren) vi har i den protestantiske kirke) ikke skulle overskygges af vielsen. Lis-Ann brugte dette til at sige lidt om måden vi danskere er troende på. Vi er det faktisk, vi har en forståelse for kirken – men vi går ikke sådan og råber det ud for alverden. Det har hun jo ret i. Tro er et personligt anliggende; og lad det endelig blive ved det.

Havde jeg nu været præst, ville jeg måske have tilføjet, at det svarer meget godt til noget Jesus siger et eller andet sted i Matthæus evangeliets kap. 6 om, at man skal lade være med at hænge ud på gadehjørner og reklamere med sin tro og sin bøn, men at dette bør henlægges til de private gemakker.

Og så kan man selvfølgelig spørge, om denne blog ikke bare er mit eget virtuelle gadehjørne. Vurdér selv.

Ny igen igen igen

Center for Koncernforvaltning - Logo

Måske er jeg alligevel forandringsparat?

Siden den 1. september 2008 har jeg arbejdet for Miljøministeriet, hvor jeg har driftsansvaret for vores tidsregistreringsapplikation mTID og har 3.000 brugere, som jeg prøver at hjælpe med allehånde store og små problemer med applikationen.

De statslige forandringer med centralisering af det ene og det andet har stor betydning for mit ansvarområde, så jeg er i den lidt pudsige situation, at jeg på 4½ måned har siddet i tre forskellige institutioner på ministerområdet.

Kort- og Matrikelstyrelsen - Logo

Det hele startede i det nu hedengangne Center for Koncernforvaltning (CFK). Da vi lukkede og slukkede midt i november flyttede mTID og jeg hen i Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS), hvor jeg sad til ultimo januar. Nu er jeg så flyttet derhen, hvor jeg synes, jeg hører til – Skov- og Naturstyrelsen, hvorfra vi ikke alene styrer skovene og bøgetræerne, men også medarbejderne på hele ministerområdet. Det gør vi fra ‘Miljøministeriets Personaleadministration’ (MPA).

Skov- og Naturstyrelsen - Logo

Hvis jeg på forhånd havde vidst, at jeg skulle flytte så meget på så kort tid, havde jeg nok været lidt bekymret – for jeg er ikke så meget for forandringer; men jeg må sige, at det er gået over al forventning! Kollegerne er søde, rare og hjælpsomme og kulturen på ministerområdet er resultatorienteret på den gode måde. Jeg har været andre steder, hvor det at være resultatorienteret ofte kom til at betyde, at det var OK at træde på andre. Det tiltaler bestemt ikke mig.

Situationen er selvfølgelig også lidt speciel: Jeg er specialist på et lille bitte område og jeg er den eneste blandt 3.000, der kan tumle mTID på mit niveau. Nogle gange er det fedt at have monopol

Nu mangler jeg kun én flytning nemlig til et nyt lokale. For første gang i mine snart 19 år som bureukrat skal jeg flytte ind i et nyt og nymalet kontor. Min eneste bekymring er, at der nærmest ikke kommer dagslys ind… Nåh – men jeg må sætte mig helt oppe i vindueskarmen. Det er i hvertfald ikke lyset der skal skille os ad.

Sidste Søndag e. Helligtrekonger

Meget vellykket altertavle

“Skriv om hvad det gør ved dig!”

De bedste prædikener er dem, hvor jeg intet synes, jeg har at tilføje. Dem hvor det hele er sagt, dem hvor det talte ord, afrundede det talte ord og det derfor blev en helhed – og som man altid skriver under ministerens taler (vist nok til pressen) “Det talte ord gælder”. Dagens prædiken i Hvidovre kirke var en af dem! En af dem hvor jeg ikke kan komme med mine mere eller mindre letkøbte betragtninger og hverken kan føje til eller trække fra.

Men jeg kan skrive om, hvad det gør ved mig - og her kan jeg ikke begrænse mig til Inge-Hanne Broströms prædiken, for jeg har det sådan, at en gudstjeneste er en helhed, den holistiske oplevelse, om man vil. Noget af det jeg holder af ved at være kommet til at kende kirken bedre – også lidt bag kulissen, er fornemmelsen af samspillet mellem de mange aktører. Nok er det præsten, vi alle ser, lægger mærke til og måske lader et ord falde til i indgangsdøren, for det er hende, der indtager scenen og prædikestolen, men uden alle de andre medvirkende gik det slet ikke. Kirketjener, kordegn, præst, organist og kormedlemmer (og måske er der flere?) spiller alle en rolle – nogle spiller foran tæppet, andre spiller bag det. Når det fungerer perfekt, bemærker man det næsten ikke, men haltede det, ville gudstjenesten blive disharmonisk.

Hvad gør det ved mig? Hrm… svært at svare på nu hvor jeg er ved at have fjernet mig fra de kirkefremmedes rækker og nærmer mig de kirkevantes; men alligevel:

• Kirkerummet er historiens vingesus, noget trygt og dejligt samt fornemmelsen af et verdensomspændende projekt
• Bedeslagene åbner sindet og gør mig parat til dagens tjeneste. “Scenen sættes” med andre ord
• Præludiet giver anledning til stilhed
• Salmerne åbner muligheden for, at hver fugl synger med sit næb. Jeg er vild med den stemning det giver, når mange synger sammen
• Dåben glæder mig på den pågældende families vegne
• “Fader vor” giver mig følelsen af fællesskab
• Prædikenen gør mig ofte fire centimeter højere, rykker mig som menneske og byder på intellektuel og sproglig udfordring
• Kirkebønnen giver anledning til at være ‘alene sammen’ – noget jeg normalt ikke bryder mig om, men her er det fint
• Motetten giver anledning til bare at lytte og at nyde
• Nadveren giver mig fylde og lader mig fokusere på mit personlige gudsforhold (jeg er i tvivl om, hvorvidt terminologien er korrekt; men det er sådan det føles)
• Velsignelsen giver mig fred og håb
• Postludiet giver anledning til stilhed

Selv om jeg hverken kan lægge til eller trække fra i dagens prædiken vil jeg alligevel fremdrage det, jeg synes er den afgørende essens: Når du oplever dine stjernestunder, så sørg for, at de bliver en del af din hverdag! Bring bjerget ned på jorden.  (Matt. 17, 1-9.)

Vi har kun ét liv! Det er for kort til at blive forspildt. Vi er i bedste fald midt i livet og tænk på, at ‘forestillingen’ ikke bliver spillet igen. Det nytter ikke at være blevet 70 år, at vende sig om og tænke ved sig selv ‘Det var ikke sådan, det skulle have været. Nej – bring bjerget ned på jorden; lev livet, lev det ud, del det med dem/den du har allermest kær.

PS: den igen i dag overfyldte kirke havde i dag filmhold på! To piger fra Rødovre Gymnasium havde fået lov at filme. Det glæder mig, at sådan et par får lov at filme en overfyldt kirke, for jeg er allerede træt af dogmet “de mennesketomme kirker!”

Projekt “Altertavler” afsnit 2

Sidste søndag blev ‘kirkeposten’ faktisk for lang,  fordi jeg beskrev både oplevelserne med altertavlerne og søndagens gudstjeneste i én og samme post.

Denne uge får du én post om projekt altertavler og én om højmessen; jeg håber, det giver et mindre rodet indtryk!

I går var det lørdag, og jeg må indrømme, at jeg stod op og var spændt på, om denne lørdag nu kunne måle sig med den seneste? Sidste uge malede konfirmanderne fra en af skolerne i Hvidovre altertavler bistået af Irene (malerinde) og Inge-Hanne (præst) og det var en succes! Kunne den gentages med den næste skole? Ville det være muligt endnu engang at forandre en hoben trefløjede træplader – lavet af fangerne i Herstedvester – til personlige kunstværker indeholdende en form for ‘Troens billeder’?

Vi startede faktisk i torsdags på Nationalmuseet med en fremragende rundvisning om ‘Troens billeder’. Jeg lærte rigtig meget, og det var i går tydeligt, at det gjorde konfirmanderne også!

Museer… Jeg elsker dem, men har så ofte tanken, at min baggrundsviden er for ringe – men så er en rundvisning fantastisk! Som at surfe på nettet, hvor man kan gå i dybden med få emner og gå forbi de fleste. Jeg lærte meget på den time rundvisningen varede! Jeg har det ofte sådan, at jeg hungrer efter læring. Når man er blevet så gammel, som jeg er, ansætter arbejdsgiver ikke en, for at man skal lære noget, men for at man skal yde. Det er fair nok, og jeg får heller ikke elev-løn, men jeg kan savne lærings- og udviklingsaspektet i hverdagen.

Vi startede med nogle meget tidlige Jesus-billeder. Den korsfæstede Kristus afbilledet som en konge med krone og det hele (sådan ret firkantet) for at ende med billeder af en meget mere lidende kristus lige omkring 1536 – der er året for reformationen. For et år siden var jeg ikke klar over, hvad vi protestanter nu egl. protesterer over.

I meget tidlige tider (ca. vikingetiden) afbildede man Kristus som en stærk og mægtig konge, fordi han, hvis han skulle nyde fremme her, skulle ud og markedsføres som værdig konkurrent til de nordiske guder som Odin og Thor. De kunne jo det hele… pløje Sjælland ud med okser, vinde krige, få det til at tordne osv. osv. – og her kom så den kristne Jesus i et lændeklæde eller bare med en kjortel  med de særdeles fredelige budskaber om kærlighed og tilgivelse. Han kom og sagde, at det var det, det hele handlede om! Han bliver op gennem tiden den Kristus, jeg genkender fra den sen-middelalderlige altertavle i Hvidovre Kirke.

Jeg har været til masser af højmesser, hvor jeg i forbindelse med dåben har hørt Inge-Hanne sige “den sen-middelalderlige altertavle”… uden at jeg helt har fattet, hvordan man nu lige kunne se, at den var “sen-middelalderlig”. Men OK – jo tidligere jo mere barsk, rå, cool og sej, og jo så er han tidlig, men jo senere jo mere menneskelig og lidende er Jesus på korset. Hvem ville for øvrigt bryde sig om at få hamret søm gennem hænder og fødder? Selv jeg kunne nu blive næsten sen-middelalderlig!

Konfirmandernes opgave var at male alle disse indtryk udtrykt i form af påskeugen og kampem mellem det gode og det onde. Tak skæbne! Mal lige et par abstrakter… bare en detaille som kampen mellem det gode og det onde…

Det fantastiske er… at de gør de så! Som en gammel Jørgen Ryg-Dirch Passer-monolog: “Rul bølger – rul…. og de gjorde det sgu”. Herunder finder du lidt billeder fra processen – og endnu engang har jeg forsøgt at finde billeder, der netop bare viser processen, fordi tro er et personligt anliggende – også når man er 14-15 år.

Og så har jeg endnu engang oplevet at glæde mig virkelig meget til vores nye menighedshus! Endnu en weekend har vi ofret meget tid på at slæbe rundt på borde og stole, fordi scenen hele tiden skal sættes til et nyt stykke. Man kan ikke spise oveni malergrejet, men man kan heller ikke aflevere og motivere sin altertavle oveni resterne af en frokost. Hvor bliver det rart med bedre forhold allerede fra 1. søndag i advent 2010!

Team-work

Grøn er håbets farve

Det ender godt

Ørenringe i generationer

Vild med processen