Arbejdernes internationale kamp- og festdag

I morgen er det 1. maj!

Efter den vejrmæssigt set bedste april i 38 år er det i morgen 1. maj. De fleste kalder den bare ‘Arbejdernes internationale kampdag’, men min gamle chef Søren insisterede på, at det altså er  ‘Arbejdernes internationale kamp- og festdag’ – og han har vist forstand på de dele.

Og skal jeg så i Fælledparken? Næh jeg skal så mænd da bare på arbejde lige som alle de andre timer, dage og uger…

I slutningen af 80′erne og i starten af 90′erne havde det været utænkeligt for mig. Jeg syntes, det var skønt at gå i Fælledparken og bare denne ene dag om året at mærke, at der var mange, der tænkte lige som mig. Mærke at der var et fællesskab som trak i retning af større lighed mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og i retning af et mindre klassedelt samfund. Tanken om ‘plads til os alle, plads til alle der vil’ har altid tiltalt mig, og jeg mener fortsat, at de bredeste skuldre må bære de største læs samt at det er rigtig at nyde efter behov og at yde efter evne.

Men Fælledparken… næh tak – jeg syntes, det blev til for meget shawarma og for lidt politik, for meget markedsgøjl og for få holdninger. Og så vil jeg faktisk hellere på arbejde. Måske kan jeg snige mig til at gå lidt tidligere – og gå ud i solen?

2. Søndag efter påske

Konfirmations-søndag!

Det var så fint alt sammen i kirken, ikke mindst konfirmanderne, som jeg har haft lejlighed til at følge, når de har skullet ‘noget særligt’, hvilke de har skullet mange gange.

Vi har været hos bedemanden, på krematoriet, på nationalmuseet, malet altertavler og opført henholdsvis krybbe- og påskespil, og meget mere, som jeg lige har glemt. Det har været spændende at være med og se hvad konfirmationsforberedelse går ud på nu om dage. Det er sandelig langt fra min egen ‘gåen til præst’ tilbage i 1977!

Der var pyntet op med roser og et eller andet grønt i kirken, orglet var suppleret af en trompet, og der var lystænding og nadver ligesom sidste år. Salmevalget var rigtig godt, for de fremmødte sang af hjertens lyst. Rock i synagen til nr. 911 (Tak Gud for denne lyse morgen), mere stille til “I østen stiger solen op’ og masser af forårsstemning i ‘Det dufter lysegrønt af græs’. Det er skønt, når kirken er fyldt og folk synger, det bedste de har lært!

Inge-Hanne Broströms konfirmationstale tog udgangspunkt i Facebook! Sidste år var det X-faktor, så man må sige, at hun evner at fange de unge mennesker, lige der hvor de er.

Facebook er stedet at mødes, facebook er stedet at iscenesætte sig selv, facebook er stedet at skabe sit personlige showroom. Dér har ingen fejl og mangler; alle er hele tiden glade og oplever en masse fede ting. Hvem går på Facebook og skriver om, at livet viser sig fra sin mest umulige side? Man kan skabe sin egen identitet – og sikke en masse interessante mennesker, der findes dér.

Hendes pointe var, at i kirken vil vi gerne se mennesket, som det virkelig er, for der er plads til os alle. Guds lys lyser på os – og i modsætning til i på Facebook behøver vi ikke dér, være vores egen skaber. Den del er der allerede taget hånd om.

Verden fra mit Hotspot

Det er en fascinerende verden…

“TDC Hotspot i DSB tog
Nu kan du komme på internettet i alle tog mellem København og Århus. For DSB 1′ kunder er det endda gratis. “

Jeg er på vej hjem fra Viborg; Skanderborg tager sig så smukt og lysegrønt ud udenfor vinduet, og her sidder jeg med min blog og ArkivalierOnline i browseren. Jeg har lige hentet mails ned, og købt en biografbillet til i morgen aften. Hvad der for få år siden var forbeholdt de virkeligt rige, er nu snart blevet allemandseje: på nettet overalt. Fantastisk – nu kan vi være online med hinanden hele tiden og måske skulle jeg investere i en eller anden form for mobilt bredbånd, så vi aldrig nogensinde slipper hinanden?

Turen til Viborg (til landsarkivet) har været fin, men faktisk ikke videre udbytterig, for jeg har ledt efter afdøde personer, der helst ikke ville lade sig finde. Jeg endte med at ringe til et barnebarn til min oldefars brors kone. Hun viste sig at have holdt ved livet langt længere end jeg havde forestillet mig og derudover så havde jeg kigget i de forkerte kirkebøger! Det kan man altid let se, når man endelig har fundet den rigtige

Nu skal jeg hjem, og skal bare sidde på min plads og nyde ikke at kunne andet. Jeg synes, det er skønt at køre med tog! Tvungen passivitet i fredelige omgivelser medens forårsdanmark ruller forbi derude. Tid til refleksion over de seneste par dage, lidt puslen med data i slægtsforskningsprogrammet, Statens Arkivers årsberetning (i øvrigt ikke kedelig) og lidt musik fra iPod. Jeg ønsker mig ikke ret meget mere – bortset fra at det ville være fint at løbe på rulleskøjter i den pragtfulde aftensol.

1. Søndag e. påske

Caravaggio, Den vantro Thomas, 1602-1603

Jeg har stor forståelse for Thomas!

Johannes-evangeliet (kap. 20, v. 25) rummer historien om Thomas, der simpelthen ikke kan tro, at Jesus er opstanden, før han får lov at se naglemærkerne i Jesu hænder, stikke sine egne fingre i dem og i hans side. Jeg forstår godt Thomas! Han vil nemlig have vished - han kan ikke tro det, før han har set det med sine egne øjne og mærket det med sine egne hænder. De øvrige disciple har ellers glædestrålende lige berettet for ham, at Jesus lige stod der i rummet, men Thomas hopper ikke sådan lige på den – eftersom Jesus jo altså er død.

Det er lettere at begribe Thomas’ tvivl end opstandelsen! Hvordan skal det moderne tænkende menneske regne med – og tro på – at en død går i forvejen til Galilæa?

Jes Nysten skriver i “Sankt Thomas & virkeligheden” om Caravaggios billede:

“Hér står Thomas, han har endelig fået gennemtvunget “nærkontakt” med den opstandne, og så står han der – nærsynet – og stirre på detljer, enkeltting, håndgribelige ting, der kan “overbevise” ham. Ingen tvivl om, at den opstandne har smilet mildt ad Thomas. Og ingen tvivl om, at billedet signalerer til os, at ligesåvel som vi er stillet samme sted som Thomas: den opstandne er tilstede i mit liv, ligesåvel har vi svært ved at “se” det og forstå det, vi står også og roder og bakser med detaljer, enkeltdele og spørger deudfra: jamen er dét Kristus, eller er dét Kristus, hvad for en lille del kan jeg få “fat i”, så jeg kan få hånd om ham!”

Der er noget i dette, der minder mig om kærligheden! Den må man også bare tro på; den kan ikke bevises eller begribes. Den må bare mærkes og tros på. Begynder man først at mene, at man skal bevise sin kærlighed til et andet menneske, så er den måske allerede død? Det gør ikke den andens behov for vished mindre, endsige mindre legitimt.

Lis-Ann Rotem byggede sin prædiken over noget man kunne kalde “Hvor gik Jesus hen, da han gik ud?” Hun sammenlignede de fire evangelier beskrivelse af situationen påskemorgen. I Markusevangeliet (det ældste af de fire evangelier) sluttede det hele oprindeligt lidt brat med 16,8, hvor kvinderne flygter rædselsslagne, fordi graven er tom. I Johannes-evangeliet kommer Maria Magdalene ud til graven, og bliver trist da hun ser, at stedet, hvor Han havde ligget, er tomt. Jesus er ganske vist “lyslevende”, men hun forveksler ham med havemanden, og genkender ham først som Jesus, da han siger hendes navn. I Matthæus-evangeliet kommer kvinderne til graven, en engel viser sig og sige at Jesus er gået i forvejen til Gallilæa. I Lukas-evangeliet er historien stort set den samme, bortset fra at englen er udskiftet med et par mænd, der spørger dem, hvorfor de leder efter den levende blandt de døde? De går tilbage til disciplene, og her er så den krølle på, at Peter lige går ud og ved selvsyn konstaterer, at der er tomt.

Der er vel ikke noget at sige til, at situationen er noget gruopvækkende? Ville vi andre ikke reagere på samme måde? Her har man lige begravet en af sine kære, og pludselig er han pist borte… Nu vil det næppe være noget, der kommer til at overgå nogen af os, men det er ikke så vanskeligt at sætte sig ind i deres reaktioner.

Det er faktisk noget af det jeg godt kan lide ved de forskellige evangelie-tekster: det universelle, det at man kan sætte sig ind i deres tanker og følelser, det at de skildres som “rigtige mennesker” – og til tider tænker jeg “Hvad hvis alt dette er sandt?”

Phishing

Nogen har været på “fisketur” med mit Visakort.

Nu er jeg sådan en lidt kedelig bogholder-type, der ved, hvad jeg har hævet på mit visakort og ret jævnligt tjekker min netbank, for at se, om de har regnet rigtigt i Nordea

Samtidig holder jeg meget af at handle på nettet, fordi jeg synes, nethandel giver mig som forbruger rigtig mange muligheder for at sammenligner priser og udbud i Danmark og i udlandet, og fordi jeg kan sidde herhjemme og kigge på et eller andet, og hvis jeg ikke selv har så meget forstand på varen, kan jeg sende et link til den til en ven, og så kan vi drøfte den på mailen eller telefonisk.

Men altså summa summarum: Jeg konstaterede onsdag morgen, at der var trukket et beløb på mig kort, som jeg ikke kunne genkende. Kontaktede banken, der kunne oplyse, at det var en transaktion via min PayPal-konto. Jeg kunne imidlertid ikke se trankaktionen dér, og sendte dem en mail om at dette forstod jeg ikke, og at jeg faktisk ikke mente, at jeg ikke havde købt “anden forretningsservice” via Paypal natten (dansk tid) mellem skærtorsdag og langfredag. 

Inden 12 timer vendte PayPal tilbage med en mail om, at det så ud som om, mit kort var blevet misbrugt via dem, og at de havde orienteret beløbsmodtager/sælger om, at jeg ikke ville aceptere transaktionen og at jeg vil få mine penge tibage.

Tilbage til Nordea: De har spærret kortet, og jeg venter nu på et nyt. Det er en mærkelig fornemmelse, at der er nogen der har haft min oplysninger og har kunnet bruge dem til at handle på nettet med! Som forbruger er jeg egl. ret godt beskyttet,, for jeg har en masse bøvl, men det koster mig i sidste ende ikke noget!

Forårsfænomener: Stærk sol

Ingen ‘påskeøsten’?

De sagde i vejrudsigten i TVA, at vi ikke havde haft ‘påskeøsten’ i år. Det forstår jeg nu ikke helt, for der hvor jeg var på cykel, havde østenvinden nu ganske godt fat! 7-8 m/s kan godt mærkes.

Vejret var jo vidunderligt, og det havde været næsten blasfemisk ikke at gå ud i det. Så jeg tog min skønne cykel og asede rundt om Hove-senderen, som jeg plejer.

Det var til tider særdeles hårdt arbejde, og jeg sad der og bandede en del over at bo i et land med kystklima, for her blæser det stort set altid. Næh man skulle have boet et sted med tempereret fastlandsklima (fx Sydtyskland), pakket ind af bjerge og fastland. Men forårsfænomenet ’stærk sol’ var bestemt til stede, og jeg føler mig lettere stegt i ansigtet.

Hjemme igen havde jeg nu ganske god samvittighed over de 45,6 km. og et snit på 21,4 km./t.

Så er der én dag tilbage af ferien, og gad hvilke strabadserende udfordringer den vil byde på? Når man nu ikke er en af dem med familie-automat-samvær, må man jo selv se at finde på noget…

På otte hjul

Årets første tur på rulleskøjter!

Hvert forår er det som om man kan opleve det hele på ny – igen! Vi tog lige ud på Kalvebod Fælled (fantastisk hvad man kan med en bil) og rullede fra Naturcenter Vestamager sydpå ad Kanalvej og ned forbi Hejresøen og lidt længere ud – og selvfølgelig også tilbage igen! Samlet set tilbagelagde vi vel 12-13 km., og da en af os kun er 6 år, er det altså rigtig langt.

Det er et pragtfuldt område derude; asfalten er perfekt at løbe på og der er ingen biler. Det hedder fx sådan i Skov- og Naturstyrelsens folder om stedet: “Vestamager er åben døgnet rundt. Her kan man opleve de store vidder med masser af græssende heste, køer og hjorte og et spændende fugleliv. Vestamager er fredet og 2000 ha. stort, ca. dobbelt så stort som Jægersborg Dyrehave. Ingen andre steder i Europa findes et naturområde af denne størrelse så tæt på storbyen med en metro lige til “døren”. Der er både mulighed for at gå småture og tage på lange ture på cykel og rulleskøjter.”

Jeg har holdt af fælleden lige fra den gennem ni år udgjorde min baghave, fordi jeg boede på “Amagerkollegiet” fra 1981 -1990. De første år (til og med 1984) måtte vi dog nøjes med at nyde Fælleden Kristi Himmelfartsdag; resten af året var der adgang forbudt, fordi militæret havde øvelsesterræn derinde og fordi der lå masse af ueksploderet ammunition og flød rundt omkring.

Når jeg kommer derud tænker jeg altid på min morfar, der var med til at anlægge fælleden som led i et beskæftigelsesprojekt mellem 1. og 2. verdenskrig. Pudsigt at “min morfar har lavet fælleden”.

Til tider er verden bare i harmoni. På rulleskøjter i solen, kaffen i rygsækken, en croissant med chokolade, mennesker, der holder af  at være sammen, hestene, der græsser frit, den bløde duvende bevægelse både i kroppen og blandt rørene i søen. Tak til dig, der beredte denne skønne forårseftermiddag!

Lang fredag

Damhussøen foldede sig ud i sin fineste forårsdragt – på billederne man se hvordan:

Du som har tændt millioner af stjerner...

To gæs nyder solen

Forfølgelsesløb and mod and

Fold dine vinger ud

Violer overalt

Påskeblomst hvad vil du her?

Langfredag

Den gule Kristus - Paul Gauguin 1889

“”Passion”  (lat. ‘passio’, af ‘pati’ lide) lidelse, is, om Jesu lidelser og død; stærk lidenskab; forkærlighed; mani.”

En langsom (til tider meget langsom) gudstjenste, der med 14 stationer fortalte historien om Jesu lidelse og død, En af de gudstjenester, der sætter pletter på sjælen, og hvor det er lidt halvsvært at hive sig selv op ved håret bagefter og gå ud i solen og mærke det forår, det trods alt er.

Det startede med: Domfældelsen (Luk. 23,13-25):

“Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for; og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for. Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.« For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas! Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab. Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.« Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede. Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes; han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.”

Det var ganske vist ved en fejltagelse, men jurist er jeg dog blevet, og jeg hader denne domfældelse! De høj(s)tråbende idioter får magten, Pilatus falder på knæ for folkemængden, han mander sig ikke op og følger ikke sit eget indre, der ville foretrække at løslade den Jesus, som ikke engang Herodes havde noget at udsætte på. Ingen talte Jesu sag; der blev bare råbt højt af de fleste, som ved en kinesisk folkedomstol under Kulturrevolutionen i 1950′ernes Kina. Dette er lige præcis forskellen på at leve i en retsstat frem for i en bananstat! Vi hylder i retsstaterne den akkusatoriske proces, hvor anklage rejses og føres af en offentlig myndighed, og proceduren formes som en forhandling mellem anklager og anklagede sammen med dennes forsvarer. Alt dette i modsætning den inkvisitoriske proces – som ovenstående domfældelse vel er et godt eksempel på? eller er der overhovedet tale om en proces?

Langfredag er en speciel gudstjeneste: Flaget på halv, igen pynt og dikkedarer på alteret, alt er trist! Noget af det bemærkelsesværdige er, at der stort set ikke er nogle af de faste kirkegængere. Der var en del mennesker, jeg simpelthen ikke havde set før – og jeg kommer jo da ellers ret så ofte. Hvis jeg nu kun skulle komme én dag i kirkeåret, ville jeg nu nok vælge Påskedag – for det er der da noget mere sus over. Opstandelsen er det, der gør kristendommen til kristendom, eller havde Jeus bare været lige som en af de (andre) profeter, der rendte rund på den tid.

Lang fredag med tid til også tungere tanker. Vi har vel alle vore passioner, alle vort åg, og jeg ved så mænd ikke, om jeg synes, at døden på korset har frataget mig mit? Der er ting i livet, jeg ikke kan gøre noget ved/ændre på. Skal jeg bare stå det igennem, skal jeg give op eller skal jeg prøve at ændre på det? Måske kan en tur ud i sommersolen vende bøtten og stemningen? Gud giv mig lidt sindsro – tak! Det må være den rigtige bøn.

“Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre.

Mod til at ændre de ting jeg kan,

og visdom til at se forskellen.”

Skærtorsdag

Bjørn Nørgaard: Den sidste nadver 1997. Horsens Kunstmuseum

Sidste år havde de glemt at rette tidspunktet ude på skiltet ved vejen, så jeg stod der troligt kl. 10:00 og hev lidt i lågen…

Der er løbet meget vand i stranden – og fyldt megen vin i kalken – siden da, så i år lod jeg mig ikke sådan narre – og hvem spiser nu også påskemåltidet kl. 10:00? Det passer da bedre kl. 17:00.

Inge-Hanne Broström havde igen været kreativ! Ved indgangen fik vi alle en papirkopi af Bjørn Nørgaards ‘Nadver-installation’. Det uddelte var noget bedre, end det jeg har kunnet finde tilgængeligt på Internettet. På det uddelte var det lidt lettere at forbinde billedet med følgende i hendes prædiken:

“Værket består af et langbord og ved den ene side står 13 stole, hvoraf den midterste skiller sig markant ud med sin høje gyldne stoleryg – Jesus stol. Stolen yderst til venstre skiller ligeledes ud, med sin skrå placering og sin knuste stoleryg. Den smadrede stol tilhører Judas – Judas der forrådte Jesus med et kys. Bordet er dækket op med tallerkner, hvorpå Guds lys serveres i form af en kraftigt lysende elpære, og foran Jesus’ plads er brødet og vinen anbragt. I brødet er der anbragt et termometer og på det kan man aflæse legemstemperaturen 37,5 – vinen på bordet beåndes med en luftpumpe. Alle pærerne – alle os mennesker – er forbundet i et kredsløb, som henter sin energi – sin evne til at lyse ved brødet – Kristi legeme og ved vinen – Kristi blod.”

Men inden vi var kommet så langt i den meget smukke, personlige og medrivende prædiken, havde vi faktisk været en tur om, hvad skærtorsdag handler om: at der er plads til os alle ved nadverbordet, uanset hvem vi er og uagtet hvilke fejl og mangler, vi nu render rundt med. Jesus var ikke så karrig med hvem han sad til bords med – han inviterede høj som lav (vist helst lav), og gik ikke som os andre ind for det ekskluderende fællesskab. Inviterer vi hvem som helst? Næh nej, der bliver nøje udvalgt, lavet planer og regnet ud, hvem der kan sidde med hvem, og hvem der bestemt ikke skal have onkel Karl til bords, for han blive jo altid så dum at høre på, og tante Gurli… – hun er bare for kedelig. Mon ikke der allerede lægges og forkastes bordplaner hjemme hos konfirmanderne? Men det er så en blandt flere forskelle på os og Jesus!

For et år siden havde jeg meget ofte i tankerne, at dette her simpelthen er for stort til, at jeg kan begribe det. Det kan bare ikke passe, at der her er et univers, der udelukkende består af kærlighed og tilgivelse – og som derfor rummer alle. Nu er det vel blevet en tilstand at tro på det, eller også er jeg bare gledet over i manglende stillingtagen?

Men uanset hvad, så vil jeg mene, at alle mennesker har brug for et fristed (fysisk faktisk eller bare mentalt), hvor de bare kan være lige dem de er. Hvor de ikke skal gøre sig bedre end, de er, hvor de ikke skal (op)nå alt – et sted hvor de bliver elsket, som dem de er. “Ikke for det du kan, ikke for det du gør, ikke for det du frembringer; men for den du er!” Det minder lidt om, at de børn der klarer sig bedst, er dem, der bare altid har vidst, at de var prinser/prinsesser, ganske enkelt fordi de var til. Nuvel – jeg synes, jeg til tider ser det tage overhånd, men grundidéen er da i orden! Det er ikke dem, der senere i livet vil slide sig halvt i hjel for at være “gode nok”.

Skærtorsdag er også dagen med Matthæus’ tekst (Matt. 26,17-30) om Judas, der svigter og forråder Jesus – for usle 30 sølvpenge (vist nok). Jesus tager ham noget i skole der ved påskebordet: “Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født”. Et par dage senere synes Judas selv at være enig, hvorfor han hænger sig i et træ! Favel med dig.

Men disciplene spørger altså til, hvem det er, der vil forråde Jesus “Er det mig Jesus – sig os det – hvem er det? Hvem er det, der forråder dig?” Inge-Hanne spandt en meget fin ende over denne forrådelse, dette svigt, ved at tale om, at vi måske alle svigter Gud, fordi vi misforstår ham. Vi ønsker selv at have hele kontrollen og al magten over vores eget liv – og så er der jo ikke så meget plads tilbage til Gud. Vi kan slet ikke få øje på ham, og beslutter måske af den grund, at han ikke findes – men skyldes det bare, at vi selv står i vejen? Har vi bedt den forkerte bøn? Er vores fokus forkert?

“Vi må vige, så der bliver plads til Gud, og bliver der plads til Gud, bliver der pludselig også plads til os, fordi vi slipper os selv. Hvis vi giver plads til Gud, behøver vi ikke selv være overmennesker – vi kan lægge noget af ansvaret fra os.”

Der var så meget i denne prædiken, at jeg kunne have meget skrevet meget mere om den, men alting har en ende – og det må være her.