Det er nu, det er nu

En vår er kommet så mildt og stille med drømmedufte om mark og vang. På sølvstreng klimprer den friske kilde, og fuld af sødme er fuglens sang. …

Sådan starter Sigfred Pedersens tekst til “Jeg plukker fløjlsgræs”, og formuleringen rammer lige min stemning. Foråret er kommet snigende lige så langsomt, og nu har det holdt indtog i os alle med den kraft, som kun det danske forår har.

Jeg så det allerede den 1. marts på vej hjem fra arbejde, lige der, hvor den nye cykelsti på tværs ind over Nørrebro krydser Hillerødgade… for de unge skatere var allerede ude med deres skateboards og sjove sorte huer trukket godt ned om ørerne, for det var stadig koldt. På det hjørne har Københavns Kommune nemlig lavet et sted, de kan være, en rigtig skaterbane – et åndehul i midt på Nørrebro. Det minder mig om min 1. sommer i København – 1980 forstås – hvor jeg på 5. sal i en baggård i Dagmarsgade (med delelokum med naboen) på Nørrebro tænkte over, hvordan jeg skulle (gen)kende årstiderne i en by, når der ikke var naturen at kende dem på. Jeg måtte finde noget andet at kigge efter! Jeg måtte kigge efter menneskene og deres aktiviteter.

Og derfor vidste jeg fra 1. marts, at foråret var på vej…

Glæden er lige stor hvert år. Hvert år føles det som et mirakel efter fem måneder med nat! Det er nu violerne udsender deres fine duft, det er lige nu, hvor man for første gang igen skal mærke solen i ansigtet og glædes over, at køre hjem fra arbejde uden handsker.

Og tænk at det netop skal udfolde sig helt lige her før Palmesøndag, hvor mange af os, der ikke har gejstelige erhverv, holder fri. Selv har jeg ikke haft fri siden jul, så påskeferien falder på et lidt tørt sted!

Jeg måtte bare… jeg måtte ud i det – ud i foråret! Tog for 1. gang i år den fine cykel og kørte min favoritrute! Den er derude, hvor det lugter af ajle og svinestald, derude hvor hestene løber glade henover marken. Termometret viste ret konstant 16 – 18 grader – og det er for vildt, når vi kun skriver den 4. april. Hvor var det skønt at komme ud at mærke benene, cyklen, pulsen og kadencen igen. Dræberbakken i Vridsløsemagle ligger der stadig, og den er ikke blevet mindre siden sidste år. Faktisk har ingen af bakkerne ændret sig. Ruten er stadig lige så kuperet, som den plejer at være, med bakke op og bakke ned. Jeg gjorde, som jeg plejer, nemlig at køre hjem fra Høje Tåstrup også, og det bringer den samlede tur op på 44,4 km. Det blev til et gennemsnit på 22,0 km/t. rent – hvilket ikke er noget særligt, men pdas. heller ikke er helt ringe.

Jeg elsker at køre opad! Er vild med den særlige stemning jeg kan skabe i mig selv, som gør det til en leg.

Selvfølgelig kan jeg mærke, at det var årets første tur – alt andet ville være unaturligt, men jeg er nu tilfreds – og det var en skøn tur.

Velkommen forår!

Min favoritrute