Frilandsmuseet en Pinsedag

Frilandsmuseet er et dejligt sted

I dag skulle jeg af forskellige årsager ikke i kirke, skønt det føltes helt forkert. Det er som om, det er længe siden, forårets helligdage (både de skæve og de lige) bare var ekstra, dejlige fridage – men det er kun et år… Sært at tænke på.

Jeg og mit kamera begav os i stedet til Frilandsmuseet i Sorgenfri på denne pinsedag, der samtidig viste sig at blive årets første sommerdag – om det nu har noget med Helligånden at gøre eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men hvis det har, skulle jeg hilse og sige, at den blæste varme vinde lige i nakken på museets besøgende.

Der var mange mennesker, og det var til tider lidt af en kamp at slippe væk fra de værste børnefamilier – den slags der ikke kan fatte, at når der er skilte om, at “Museumsgenstandene må ikke berøres” så er det altså fordi, man ikke må pille ved det, for ellers varer det ikke ret mange år, før ingen kan se tingene. Jeg er helt tilfreds med, at det er lykkedes at undgå mennesker på billederne, som du kan se flere af i galleriet, hvis du har lyst.

Museet er blevet meget mere nærværende og spændende, efter jeg begyndte at slægtsforske. Nu kan jeg sætte mennesker, jeg “kender” ind i museets rammer. En hedegård med “æ bindstow” giver pludselig meget mere mening. En skomager og en væver er mere nærværende.

Jeg var der i syv timer og det kostede: ingenting! Efter min opfattelse er det urimeligt, at det er gratis. Idéen med ikke at opkræve entre er naturligvis, at man vil lokke flere mennesker på museum; sikkert gerne dem, der ellers aldrig kom, da det kostede noget. Jeg tror bare ikke, at der var mennesker, der holdt sig væk på grund af entreen. Resultatet er formentlig nærmere blevet, at alle os, der har råd, kommer som vi plejer, men nu har vi bare fået en ekstra gratis glæde. Ville det betyde noget for nogen at lægge en 20′er?

Mine tanker blev gjort til skamme, da jeg talte med manden på caféen (“alle” de sparede udgifter til entreen måtte omsættes i kaffe mv.). Han mente, de havde fordoblet besøgstallet, siden entreen blev fjernet. Han ræsonnerede meget fornuftigt, at de også havde fordoblet slitage, affald mv. – nu var der bare ikke rigtig råd til at håndtere det. Et interessant dilemma!

Det er jo valgkamptid og Morten Messerschmidt fra DF “vil have Danmark tilbage” – jeg har flere gange tænkt på, hvilket Danmark han ønsker tilbage? Er det det Danmark, der er på Frilandsmuseet? Er det Danmark i 50′erne, hvor man skulle dokumentere vielsesattest og tvillinger på vej for at få en to-værelses med lokum i gården? Eller er det Danmark i 60′erne med 3 ugers ferie pr. år, hvor en grønthandler solgte kartofler og selleri det meste af året suppleret med ærter og gulerødder på dåse til festlige lejligheder? Eller er det Danmark med Greve Hospital for fattiglemmer, som først lukkede i 1976?

Men hvorom alting er, får du herunder lidt smagprøver fra billederne i galleriet. Hvis du kigger derover, så husk at alle billederne forstørres, når du klikker på dem.

Mønstermurværk?

I menighedrådet interesserer vi os for tiden ganske meget for murværk med mønster – også kaldet mønstermurværk. Her er da et nydeligt exempel

Fuglevad Mølle

Frilandsmuseets eneste bygning, der ikke er blevet flyttet. Møllen kom ganske enkelt før museet.

Bindingsværk

Jeg har altid syntes, at der er noget smukt over bindingsværk – og det i særlig grad, når det er så velholdt og nydeligt som her.

Mormors ting på museum?

Billedet her er fra Fjellerup Hovedgård, som gennem flere generationer ejedes af grev Scheel, som senere solgte den til familien Iuul (eller også var det omvendt). Jeg kunne ikke lade være at tænke på, at jeg har tastet adskillige af Nygårds sedler ind om dette sted og disse mennesker.

Nu var min mormor og morfar ganske jævne folk (hvad er mon det modsatte? “ujævne folk”?) men billedet her er også fra køkkenregionerne og minder lidt om de ting, min mormor havde i sit bryggers. Men så vidt er det altså kommet: “Mormor og morfar på museum”

Detaille fra Brugsen

Et af de mest spændende steder på Frilandsmuseet er faktisk “Andelsbyen” fordi det der begynder at ligne noget, man kender, eller har kendt nogle, der kendte. Morfar var som snydt ud af næsen på andelsbevægelsen og jeg er sikker på, at han og mormor loyalt købte deres sæbespåner hos den lokale Brugsuddeler.

Køkkenregioner

Og her er jeg 100 pct. sikker – mormor havde sådanne krukker som på øverste hylde i sit køkken. Om de blev brugt eller om de bare stod og samlede stegeos og støv, ved jeg ikke; men charmerende er og var de!

Hurtige morgenboller

Overrask kæresten med friske boller i morgen

Fra en kær ven har jeg fået en rigtig god og nem opskrift på boller. Opskriften er til 10 stk. Jeg fik nu 12 ud af det.

• 15 gr. gær (fås økologisk hos Irma)
• ½ liter lunken vand
• 2-3 spskf. olie (jeg brugte rapsolie – en kraftig koldepresset jomfruolivenolie er næppe så god til morgenbrød).
• 2 tskf. salt
• 1 tskf. sukker
• 250 gr. økologisk durumhvedemel
• 500 gr. økologisk hvedemel
• Olie eller æg til pensling

Aften: Opløs gær i vand. Tilsæt olie, salt og sukker. Tilsæt mel. Rør det hele i køkkenmaskinen på laveste hastighed 5- 8 minutter. Stil til hævning natten over i køleskabet. Den hæver! Dæk dejen med et grydelåg eller noget andet.

Næste morgen: Slå dejen ned. Bollerne sættes på bageplade med en grydeske. Efter opskriften kan man drysse mel ovenpå. Personligt kan jeg ikke rigtig se, hvad man skal med mel uden på brød – det drysser jo bare af.

Bages ca. 25 min. ved 225 grader i alm. ovn.

Kan evt. bages med konventionelt mel – men det gør jo ikke noget, at man tænker på andre end sig selv.

Apropos økologi havde jeg forleden en samtale med en kollega om det. Hun købte ikke økologisk mel, for hun kunne alligevel ikke smage forskel. Efter min opfattelse er det et ret dårligt argument. Man skal købe økologisk nu for at reducere miljøbelastningen nu og i fremtiden – fx af hensyn til vores efterkommere. Og selv om man ikke har nogle efterkommere, kan man vel også lige hæve sig lidt op, og se ud over sin egen næsetip?

S-tog og sprog

Den danske sprog tales kun med besvær af de indfødte

For tiden har DSB S-tog en kampagne, der har til formål at vippe passagererne hurtigere ud af togene og få de andre tilsvarende hurtigt ind. Det overordnede mål er selvfølgelig “tog til tiden”, hvilket er al ære og respekt værd. Kampagnen kører via mærkater sat op ved alle dørene.

For at nå målet skal passagererne først give plads for de, der skal af, og dernæst kan de, der skal med, stige ind.

Og så kommer det sproglig helt fantastiske “Spred dig over hele perronen”.

Hverken de eller jeg ville nødigt se mig spredt over hele perronen. Selvfølgelig forstår man, hvad de mener (nemlig: det er tåbeligt at alle benytter enten forreste eller bageste dør, når der er mange flere), men det kunne være formuleret på et mindre ubehjælpsomt dansk!

Brede Værk

Mesterlængen på Brede Værk

eller “En dag i slægtens fodspor”

Det var denne video og et indlæg på Facebook, der fik mig tidligt ud af fjerene i dag; jeg måtte bare op og se den virkelighed, som min oldefar og oldemor, farmor og farfar og min far og hans søster har været en del af siden 1890. Jeg fik selv lidt billeder med hjem, selv om det er svært at formidle stemningen og oplevelsen. Billederne finder du i et særskilt album her; men jeg har flere billeder fra Brede – nemlig alle de gamle, som du finder ved at skrive Brede i søgefeltet her.

Fremragende formidling, siger jeg bare! Det var helt fantastisk at være med personerne på arbejde vha. AktivBilletten. Pludselig har jeg fået et lidt andet billede af farfars arbejde som mester; var han måske en af kapitalismens lakajer ligesom den mester jeg kunne være på udstillingen?

Brede er et sted, jeg kommer hvert eneste år, og jeg kigger altid på gruppebillederne af medarbejdere, og har tit fundet min farfar. Der er hængt nye billeder op derude – og sørme jo, der stod han allerbagest på et billede, hvor der er 200 personer. Jeg følte mig heldig.

Ane Margrethe Andersen (min farfars mormor) var nopperske på fabrikken gift med forvalteren Jens Nielsen), og pludselig har jeg konkrete billeder på, hvad hun egentlig lavede. I min mors køkkenskuffe lå gennem hele min barndom en særlig lille saks med kun ét “øje” til at stikke tommelfingeren i – det var en noppeske-saks – gad vide hvad der er blevet af den?  Nu har jeg set den i brug.

Inde på kontoret lå der en del mønstertegninger. Rigtig sjovt, for dem har jeg en bunke liggende af, som min far har lavet – og som min mor havde gemt til mig.

Borte er heldigvis de dage, hvor det man så på et museum, var montrer med flinteøkser og små maskinskrevne lapper liggende foran. Jeg har altid syntes, at man laver eminente oplevelsesrige museer i Storbritannien, men vi kan også i Danmark. Så: “Tak kære Nationalmuseum for en dejlig dag “i slægtens fodspor”!

Tegnet mønster til at væve efter

Læs en bog

Jeg havde næsten glemt det…

Jeg havde stort set glemt, hvor fantastisk det er at kaste sig over en bog og lade verden passere forbi så længe. Siden jeg begyndte at slægtsforske, at rode med at lave hjemmesider, at blogge, at færdes på nettet mv. har jeg haft følelsen af, at det var lidt vel passivt at læse en bog. Det kom der jo ikke et produkt ud af. I flere år har jeg stort set kun læst på rejser eller når jeg af andre årsager ikke havde min kære pc i nærheden.

Herudover led min naturlige læsehastighed en krank skæbne, da jeg studerede. Fra naturens side læser jeg ret hurtigt; men det gik ikke på studiet – der skulle man læse langsomt for at få det hele med og eventuelt også få det til at fæstne sig et sted i hjernen. De første par år undrede jeg mig over, at de andre i diverse læsegrupper var så længe om en tekst…

Men pludselig er lysten til – og glæden ved – det skrevne ord dukket op igen, og jeg tillader mig selv at være uproduktiv – hvilket passer særdeles godt med en solskinsdag i haven. I fire år har “Engle og Dæmoner” af Dan Brown stået ulæst ved siden af (den dog læste) “Da Vinci Mysteriet” – bogmærket var ikke rykket længere end til side 38. Den elendig film satte mig i gang med bogen – og den er herlig. Det er skønt at være uproduktiv.

—-

Og så en reklame: For nogle måneder siden var jeg til en sogneaften og hørte præsten Werner Fischer-Nielsen fortælle om sin bog “Astrid Lindgren og kristendommen – set gennem Pippi, Emil og Grynet”. Det var hurtigt at konstatere på det vidunderlige internet, at bogen fra 1998 var udsogt fra forlaget. På antikvariat.net har de en ønskeliste/søgeliste, hvor man kan indtaste en bog man er interesseret i – og skulle de en dag få bogen hjem, får man en mail.

Jeg indtastede mit ønske og havde faktisk glemt alt om det indtil der i sidste uge kom en mail om, at nu havde Vanggaards Antikvariat bogen på lager til 125,00 kr. Mailen indeholdt også en beskrivelse af bogen “anmeldereksemplar, meget velholdt” – og så tog det ikke mere end to minutter at få den bestilt. Så hvis du går og ønsker dig en bog, som du ikke kan opdrive, kan jeg kun anbefale dig at bruge hjemmesiden. Jeg har – trods alt – ikke fået den læst endnu, men har kigget lidt og faldt over følgende appetitvækker:

Fx. formulerer Rasmus meget smukt forholdet mellem det dennesidige og det hinsidige, da han en mørk aften ser op mod stjernehimlen fra en skærgårdsø: “Hvor må der være pænt oppe i himlen, når den er så pæn på undersiden” (Kalle Blomkvist og Rasmus, 123). Kan det siges smukkere?” — Werner Fischer-Nielsen, pag. 13

God læselyst siger jeg bare.

Engle & Dæmoner

Tror de, jeg er dum?

Der er ikke ret meget i denne verden, der irriterer mig mere end at blive “talt ned til” og det gælder både hvis det er mennesker, bøger og film, der gør det. Engle & Dæmoner taler ned til sit publikum – og det er synd, for plottet er godt og filmen er fundamentalt spændende.

Handlingen kort: En pave er død, en ny skal vælges. De fire foretrukne kardinaler er bortført og det gamle broderskab “Illuminati” truer med at dræbe en i timen og slutteligt den 5. time kl. 24:00 lad en “bombe” fyre det meste af Vatikanstaten i luften. Illuminati efterlader sig symboler på hvert lig og Robert Langdon er hidkaldt fra Masachuset for om muligt at komme broderskabet i forkøbet.

Slutningen var overraskende og god!

Men undervejs…

• Robert Langdon og den unge kvindelige forsker finder ud af, at der har været installeret overvågningskameraer hos paven – og de overvejer, om det kan optage. Ja – det er da derfor man installerer kameraer!
• En kardinal dræbes hver time; det er kapløb med tiden. Man har lige set et ur på en kirke; de er kommet kørende i vild fart for at nå det. Da kirkeklokken lyder, siger en af af de medvirkende “Klokken er 21:00″. Her må instruktøren tro, at vi alle sammen er meget meget dumme – for ellers er denne replik fuldstændig overflødig.
• Vanløse Bio har Danmarks trediestørste lærred, så der kan man virkelig opleve filmen, og det er jo dybest set også det man gerne vil. Men selv om jeg sad på bageste række havde jeg konstant fornemmelsen af at være for tæt på lærredet, og at alle billeder var uskarpe. Det skyldes, at filmen er optaget med så meget “uro” og masser af klipninger. Jeg havde det som om, jeg ikke kunne se hurtigt nok. Nuvel… der er mange ting, jeg er langsom til, men at se plejer da ikke at være en af dem.

Bogen står ulæst på min reol. Jeg må i gang med den; den kan kun være bedre end filmen.

Sindsoprivende lørdag

Min tipoldemor Ane Margrethe Andersen 1841-1926

Var det forfra?

Sikke en sindsoprivende lørdag… Jeg har brugt en del tid de seneste dage på at shine mit webgalleri op. I morges installerede jeg lige en plugin, der havde til formål at lette søgemaskinernes muligheder for at finde galleriet. I aftes reducerede jeg størrelsen på en række billeder. Pludselig virkede intet!

Jeg må sige, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da der intet skete, når jeg klikkede på et af minibillederne. Og det var ikke tanken om at skulle installere programmet igen, der var årsagen – nej det var tanken om måske at have lavet så meget kuk i det hele, at mine 423 billeder var væk for evigt…Jeg kunne se dem i databasen, minibillederne blev vist, men hvorfor kunne de ikke forstørres? Havde jeg lavet irreversibel skade?

Mange af de billeder, der ligger i galleriet, har jeg ikke andre steder (dvs. nu er de også på den eksterne harddisk), og da billeder fortæller historie både om fortid og nutid, så jeg for mig, at jeg havde slettet adgangen til historien… Mange af billederne har jeg fået tilsendt fra fjerne slægtninge og ville ikke vide, hvordan jeg skulle få dem igen. Og da jeg havde fortaget mig to handlinger med galleriet, kunne jeg ikke vide hvilken af dem, der havde forvoldt skaden.

Til Coppermine hører heldigvis et Forum – og da jeg selv havde opgivet at finde en løsning, postede jeg et spørgsmål dér. Mindre end 1 time efter havde jeg fået løsning: Afinstallér plugin’et.

Mine billeder er tilbage og mit kære galleri fungerer igen. Og således lettet vil jeg gå i biffen og se “Engle og dæmoner”.

Galleriet kører igen

Så kom de i galleriet

Det går langsomt fremad med mit webhotel, og en dag kommer jeg måske tilbage til hvor jeg var…

Det undrer mig altid, at folk laver om på noget, der kører ganske upåklageligt, uden at informere først, påfører mig en masse arbejde, og hvor jeg som kunde ikke rigtig kan se, hvori forskellen består. Faktisk er jeg først rigtig tilfreds, når alt virkede, som det gjorde før. Men det ligner selvfølgelig bare statens centraliseringsbestræbelser…

Jeg har nu på magisk vis atter fået sat de rette rettigheder på mit webgalleri. Og hvis du kigger med, så husk at også fra mellemstørrelsen kan du klikke på selve billedet og få det op i helt stor størrelse. God fornøjelse – jeg håber, du kan lide dem, de kan ikke tages om… Kommentarer er meget velkomne.

Galleriet har levet en lidt upåagtet tilværelse i et par år, for det var oprindeligt kun tiltænkt slægts-billeder, og jeg har vist snart høstet de fleste fra alle de rare mennesker, der har bidraget, men jeg tror da, jeg skal være lidt aktiv her med mine egne billeder også.

Store bededag – post festum

Indførte Struense Store Bededag?

I går fejrede vi Store Bededag, som rigtig mange tror blev indført af Christian den syvendes livlæge Struense. Men det er nu et falsum.

Det eneste Store Bededag har med Struense at gøre er, at det var en af de få dage, der fik lov at overleve hans helligdagsreform.

Når man studerer gamle kirkebøger, ser man altid dagen kaldt “Almindelig Bededag” til trods for, at den faktisk hed “ekstraordinær, almindelig bededag” – hvordan noget så både kan være ekstraordinært og almindeligt på én gang!

Flere oplysninger på Folkekirken.dk.

Mit webhotel – grrr

En fridag med momentant dejligt vejr mellem 14:00 og 16:00

Når man ikke har en have eller en kolonihave endsige bare en altan, må der udfoldes lidt kreativitet mhp. at komme ud, når solen skinner. Jeg skal have nogle gå-kilometer i benene inden turen til Atlas-bjergene, så det er altså godt at gå, og Damhussøen er et passende mål her fra torvet. Det er vel sådan en otte km. derhen og rundt og hjem igen. Det kan være lidt kedeligt at gå for at gå, men kameraet kan gøre turen anderledes interessant.

I skule faktisk have haft disse billeder i en noget større størrelse ovre i mit webgalleri, men mit webhotel har lavet nogle “smarte” nye tiltag som bla. betyder, at jeg ikke lige pt. kan uploade filer til galleriet. Jeg har brugt det meste af aftenen på at installere en nyere version af galleriet, kigge alle mulige steder på nettet for at finde fejlen – indtil det sidst gik op for mig, at rettighederne på mapperne “bare” er forsvundet, og skal sættes igen, og det kan man ikke gøre selv, og det er grunden til, at jeg ikke kan uploade nye billeder.  GRRRR. Nåh – men jeg skulle da alligevel også have opgraderet til nyeste version… I må få billederne i større størrelse en gang i næste uge

De kan ikke være mange dage gamle de små fyre her. De sad så pænt i græsset og så benovede på, at forældrene svømmede rundt. Måske tænkte de “Det kan vi også en dag”?

Er den ikke næsten som hentet ud af H. C. Andersens eventyr? Svanen var faktisk i færd med en længere “diskussion” med et par gæs om hvorvidt, den nu have ret til at passere gaden. Det mente de klart ikke, den havde; men det skyldes antageligt, at de passede godt på deres afkom. Jeg beklager, at den nærmest sidder i midte af billedet – men en gang i mellem må man vel nok centrere – bare en anelse?

Når I får disse billeder i en ordentlig størrelse vil I også kunne se gæslingen. Det er ikke en svamp eller en sammenkrummet papirpose, der ligge ved den forreste gås’ fod – det er en gæsling.

I fotobøgerne står der altid, at man skal sikre sig forgrund, mellemgrund og baggrund – og for en gangs skyld indrettede naturens orden og praksis sig efter teorien. Det vil naturligvis lettere kunne ses på det store billede… (ja arrig kan man da altid være – det hjælper måske ligefrem?).

Røllike er sådan en fin plante. Men den minder mig altid om mine ikke videre vellykkede forsøg på at lave batikfarver på fritidshjemmet som barn. Når man kogte den ellers nydelige plante længe nok i en gryde med vand, og senere tilsatte den en t-shirt (eller en hjemmesyet buseronne – jo det er skam en sandfærdig historie fra 1974), blev t-shirten eller buseronnen sådan ret lorte-brun. Altså kom jeg hjem med en hjemmesyet og hjemmefarvet buseronne, som virlelig ikke var værd at gå med. Åh disse minder…

Røllike er bedre over vand end i vand – og helt uden gryde.

Det uigenkaldeligt sidste billede af røllike, men jeg har en ven, der holder så meget af dem.

Også gæssene fejrede Store Bededag ved Damhussøen. Her er den store familieudflugt. De lod sig overhovedet ikke gå på af, at det halve Rødovre og Hvidovre gik tur om søen på samme tid.

Svaner er altså bare meget meget fotogene, og de har det med at stå sig godt mod de fleste baggrunde.