Vi, de druknede

Jubii – jeg kan læse…

På ca. en uge har jeg slugt Carsten Jensens storværk “Vi, de druknede”; de 687 tætskrevne sider er slugt i et hæsblæsende og nydende tempo, og jeg kan stadig smage saltvandet og høre skumsprøjtet.

Bogen går fra krig til krig, startende med et slag ved Eckernförde i treårskrigen mod tysken i 1848 og sluttende om aftenen den 4. maj 1945, omhandlende fire generationer af sømænd fra Marstal. Man følger deres angst, sorg, opvækst, kærlighed, brutalitet og vrede. Man følger de kvinder, der bliver hjemme i Marstal, når mænd og drenge er på havet.

Bogen er tildels bygget på virkelige hændelser på basis af arkivstudier, og den fungerer! De forskellige epoker bindes sammen af en gennemgående slægt og af bysladderen repræsenteret af et kollektivt og ubekendt “vi”.

Bogen kan ikke sådan lige gengives, og den er allerede anmeldt og beskrevet på kryds og tværs siden udgivelsen i 2006 (jeg er altid bagud) – prøv bare at søge med Google. Endnu bedre: læs den selv i sommerferien.

Efter denne mursten ved jeg atter, at jeg kan læse og hengive mig til det skrevne ord. En fantastisk fornemmelse, der har været borte så længe – begravet i §§, php-koder og kirkebøger. Tak til Carsten Jensen!

Bravo DR

Af og til rammer de plet!

Jeg ved ikke, om det var tilsigtet – men det var flot!

I aftes sendte “det rigtige fjernsyn” = DR1 kl. 20:00 det 3. afsnit af BBC-serien “Den fantastiske planet”, som jeg følger hver eneste søndag.

I går var det fra Serengetti i Tanzania, hvor jeg tilfældigvis selv har været. Man fulgte en løvefamilies kamp for livet gennem et år og samspillet med gnuer, impalaer, gazeller, krokodiller mv.

For en uge siden handlede det bla. om laksen, der vandrer op mod strømmen i egne, hvor det regner, når bjørnene er meget meget sultne, og uden føde ville dø…

Økosystemet er så viseligt indrettet, at laksen skal op ad strømmen og op ad floden for at gyde på det tidspunkt, hvor den brune bjørn stort set er udhungret. For at laksen kan komme til at svømme, må der falde regn. Og så kommer regntiden! Det er ubegribeligt, at naturen har kunnet indrette sig sådan – at evolutionen har gjort det muligt. Der var fantastiske scener, hvor bjørnene sad på klippefremspring i floden og stort set bare skulle åbne munden og så kom den rå laks flyvende ind i munden på dem. Laksen skal for at komme op-strøms springe så højt, at det ville svare til, at et menneske uden videre skulle springe over en fire-etagers bygning.

Serien rummer fremragende billeder. I går så man fx græsset gro!

Jeg havde netop siddet og tænkt over – og glædet mig over – de fantastiske økosystemer, der muliggør arternes sameksistens, og de evolutionære processer, der vel bare har taget ca. 6 mia. år og så kom 21Søndag (TVA om søndagen) med den grelle modsætning!

Statoils oliesand-udvinding ødelægger Canadas landskaber, får indianerne langs en flod til at mene, at de har fået kræft af at bo så tæt på stedet, hvor sandet vaskes for at udvinde olien. Logikken er, at når der ikke er langt fra de kunstigt skabte søer til den naturlige flod, må disse to systemer gå i forbindelse med hinanden. Der var billeder af fisk med to munde og sære pletter!

I jagten på den sidste olie er verdenshavenes reservoirer ikke længere tilstrækkelige. Nu går man løs på jorden, for at vi umættelige forbrugere til stadighed kan få dækket vores behov for plasticposer, elektricitet og andre behageligheder. At udvinde olie af sand er 10 – 15 gange så CO2-belastende som at udvinde det på konventionel vis fra havbunden! Det er måske derfor klimatopmødet i København til december 2009 kaldes COP15?

Nu er de jo næppe onde menensker hos norske Statoil – næh, de driver en forretning, og i denne forretning har bla. Danske Bank og Nordea (min bank!) købt aktier for pensionspenge. Jeg har lyst til at ringe ned i banken og sikre mig, at det ikke er mine pensionspenge, de har købt Statoil-aktier for.

De to udsendelser i direkte forlængelse af hinanden var fantastisk TV – og jeg nægter at tro på, det var et tilfælde! Først ser man, hvad naturen kan, hvilke kredsløb, der kan holdes i spil i et fintmasket system – og dernæst ser man, hvordan det hele kan splittes ad på ingen tid med ukendte langsigtede konsekvenser.

Det er på tide, at stoppe op – og hvem kan stoppe bedre op end du og jeg?

To år

Stegemüllers vindue mod verden fylder år

“Stegemüllers vindue mod verden” har fødselsdag.

To år er det blevet til. To år med 316 poster, 799 kommentarer, 4 sider, 40 kategorier og 278 “tags”. Årh ja – og ikke at forglemme 1.239 spam-kommentarer, men dem tager Akismet sig heldigvis af.

Tak til alle jer, der giver jer tid til at kommentere enten fast eller bare lige kommer forbi med en kommentar. Det er kommentarerne, der giver bloggen liv. Det er sådan, man som blogger ved, I er med derude i verden.

Da jeg startede bloggen, kunne jeg simpelthen ikke finde på en beskrivelse, hvorfor det blev til “En blog om alt mellem himmel og jord” og det er det også, og at der er kommet rigtig mange poster i kategorien “Kirke” er faktisk bare en tilfældighed.

Man kan spørge sig selv og Google, hvorfor man blogger. Jeg fandt en god lille artikel her (jeg har tilsat lidt kommaer mv.):

Hvordan skriver man?
Spørgsmålet er nok mere, hvordan man bliver ved med at skrive. De første par uger er det en underlig fornemmelse bare det at sende sine ord ud i så offentligt et rum. Men man vænner sig til det og kommer til det punkt, hvor man enten har indarbejdet skriverutiner eller er gået i stå.

For at skrive en blog, er det først og fremmest vigtigt at have noget på hjerte – det skal ikke nødvendigvis være en politisk dagsorden eller noget, som man ved en masse om, så bloggen bliver en slags videndeling. Det kan sagents være mere diffust. At bruge den til at øve sig i at formidle til et større og relativt ukendt publikum, at skrive om små og store ting i hverdagen så venner og familie, der bor langt væk, kan følge med. Og så er det vigtigt, at man synes, det er sjovt – for som blog-publicist får man et ansvar overfor sine læsere.

Jeg kan virkelig følge den citerede blogger i det med ansvaret overfor læserne; men det er ikke alene ansvarsfølelse; det er også ønsket om, at når I nu er kommet hele den lang vej gennem internettet og har rejst gennem adskillige bloglande, så vil jeg jo gerne have, at I bliver hængende, eller i hvert fald bare kigger ind igen en dag.

Indrømmet – til tider mangler inspirationen, og så er her stille for en tid. For ikke at svigte læserne har jeg til tider prøvet alligevel at mane en post frem af ingenting. Det går bare ikke. Jeg kan ikke skrive uden at være inspireret, uden at have et eller andet jeg brænder for – eller imod. Jeg er så heldig, at jeg har læsere, der skriver og “rykker”, hvis her har været stille for længe

Her er ganske vist ikke så mange “brok-poster” for det skal ikke ende som en “brok-blog”, men vrede, galde og irritation er ellers gode at skrive på. Jeg tror, at posterne om “Aversioner” og “Sprog” bærer lidt præg af min ubændige undren over danskernes manglende evne til at behandle sproget, og de poster er der lidt bid i.

Kontinuiteten prøver jeg at bevare i posterne om “Kirke”, hvor jeg med hverdagsord forsøger at beskrive mit møde med kirke og tro. Der er næppe for alvor gået en missionær tabt i mig, men et lille bitte sted kunne jeg ønske mig, at mange flere mennesker havde lyst og mod til at bruge kirkens palet af tilbud. Skulle der alligevel være gået en missionær tabt i mig, håber jeg at blive spist af en kannibal…

Bevarelsen af kontinuiteten kan ses på statistikken. Den peaker hver eneste søndag med ca. 100-120 læsere. Mon ikke de fleste bloggere holder øje med statistikken? Man skriver jo, fordi man selv synes, man har et budskab, og hvorfor gøre sig ulejlighed med at skrive, hvis man ingen læsere har? Jeg er rigtig tilfreds med jer læsere – for I er så dejligt trofaste. Tak for det!

Selma Lagerlöf: Jerusalem

En sjælden læseoplevelse

Mit litterære niveau indskrænker sig efterhånden primært til svenske krimier (Mankell, Marklund, Läckberg mv.), for der er noget skønt over den genre. Action, spænding, gode personkarakteristikker, politisk underfundighed osv.

En aften var der bare ikke flere af den slags i reolen, og jeg stod og kiggede lidt efter ulæste bøger; blikket faldt på “Jerusalem” af Selma Lagerlöf, som blev købt tilbage i april 2007 1997 – og hvor jeg i første omgang gav op efter 47 sider.

Selma Lagerlöf var den første kvindelige forfatter, der modtog Nobels Litteraturpris, og “Jerusalem” regnes for at være et af de værker, der i særlig grad motiverede prisen.

Bille August filmatiserede bogen i 1996, men jeg faldt vist i søvn til den…

Den handler om en religiøs vækkelse i Dalarna i slutningen af 1800-tallet – og det var dette, der fik mig i gang med bogen. Jeg har altid undret mig over vækkelser, dogmatisme, det ortodokse, demagogi mv. På den anden side er kirke og tro kommet til at fylde i mit liv – og hvad var så forskellen?

Bogen er allerede glimrende beskrevet af Anne Munk og til denne beskrivelse af handlingen, kan jeg intet føje.

Jeg kan derimod beskrive min egen oplevelse: Trods en handling, der foregår for lidt mere end 100 år siden, fænger bogen på grund af sine almengyldige karakterbeskrivelser, dens fokus på tanker om tro, om kærlighed og etiske dilemmaer. Til tider virker det som om, personerne glemmer at tænke selv – “de vækkede” stiller ikke spørgsmål ved rejsen til Jerusalem, de gennemgår alskens kvaler i “Den hellige stad”, hvor de ringeagtes, fordi de er anderledes; men de går gennem det hele med oprejst pande, for de skal bare “gå Guds veje”. Den lille fromme menighed mister adskillige medlemmer, men de tager det hele på sig, fordi det nok er Guds vilje med dem! Uha uha – vores Gudsbillede har heldigvis ændret sig.

Bogen har al den tid, der er i verden til at fortælle om sine personer, og til tider kan den være lidt af en sej-trækker; jeg indrømmer gerne, at jeg kun kom halvt gennem et kapitel på 30 sider, hvor to bjerge har en natlig dialog (!). Kapitlet overskred ganske enkelt min abstraktionsevne.

Vækkelsestemaet er umådeligt interessant. En prædikant (Hellgum) rejser rundt i Sverige og får langsomt flere og flere til at tilslutte sig ham – de bliver “Hellguminanere”. Bønnemøderne vil ingen ende tage, og der sker de særeste ting. Set med slægtsforskerøjne bidrager det til en forståelse af, hvad der foregik i hovedet på de af vore forfædre, der i slutningen af 1800-tallet blev baptister, fx. på Vejles vestegn, og på de mange, der blev mormoner og rejste til USA. I bogen “Jerusalem” har Hellgum fundet ud af, at de sædvanlige udlægninger af Biblen har været en fejltagelse; alle som en har de udlagt Biblen forkert, men her kommer Hellgum, og han medbringer de vises sten.

Når man er noget jordbunden, er det vanskeligt at forstå – men ser man sig omkring, er det tydeligt, at det ikke kun er et historisk fænomen. Vækkelserne trives i bedste velgående – dog formentlig i moderniseret form?

1. søndag efter trinitatis

Teologi for lægfolk

Spring ud…

Dagens tekst (Luk. 16, 19-31) har fået mig til at springe ud – i at virkeliggøre en plan, jeg lagde august/september 2008, hvor jeg fandt ud af, at der skulle fyldes noget mere/nyt ind i mit liv. Teksten er sådan en, der får mig til at stejle og tænke, at al det her kristendom er meget mærkeligt. En tekst fyldt med domsforkyndelse, sydende gryder i helvede og sådan… Argh – alt det jeg ikke synes, kirken skal stå for. En af de tekster, der kan skræmme enhver væk og tænke, at kirken ikke har rokket sig en tøddel de seneste 500 år.

Det var Inge-Hanne Broström, der udlagde den med Guds kærlighed som tolkende fortegn og så blev den fin og til at forstå – men selve teksten var altså sådan en omgang nærmest gammeltestamentlig domsforkyndelse, og dét fik mig til at trykke på “Send-knappen” til Teologi for lægfolk 2009/2010, 1.årgang. Jeg vil bare vide noget mere, jeg vil begribe det, jeg vil fatte det, jeg vil kunne sætte det ind i nogle rammer. Nogle mennesker vil have vished – jeg vil have viden – og det håber jeg at få på de tre år kurset samlet set varer. Man binder sig dog kun for et år ad gangen.

Jeg glæder mig allerede til en weekend hver måned at sætte mig ned og få fyldt noget ind i hjernekisten. På arbejdet skal jeg som specialist altid levere, levere, levere… Klart nok, det er derfor de har ansat en halvgammel specialist – men hvor går jeg hen og lader op mentalt? Efteruddannelse og kompetenceudvikling har jeg i årevis selv sørget for i min fritid; det har den klare fordel, at så kan man selv vælge, hvad man vil lære. Og jeg vil altså lære noget teologi for lægfolk!

Tankerne kører naturligvis allerede med spørgsmål som “hvem er de andre?”, “er jeg den yngste?”, “er det en pensionisthøjskole?”, “er de meget klogere end mig – ved de alting på forhånd?” osv. og jeg må da sige, at sporene fra den halve jul på Haslev Udvidede Højskole skræmmer – men dette må bare være anderledes alene vurderet ud fra lærerkræfterne, der alle er fra universitetet.

Af og til føles det godt at gøre noget man har planlagt længe – og tænkt meget over, hvilket minder mig om kendt Peter Plys-citat: “Organisere gør man, før man gør noget – for at det, man gør – ikke skal gå i kludder”. Nu håber jeg så at dette er så tilstrækkeligt organiseret, så det ikke går i kludder!

Stav ord efter staveord

Måske skulle vi gå tilbage til staveord?

I går den 12. juni 2009 kom der en byge, der varede ca. 36 timer, så jeg tog bus og tog til og fra arbejde. Med kollektive transportmidler kan man bare sidde og kigge ud; sådan ganske enkelt lade sig fragte… Så ser man noget andet, end man plejer.

På Ålholmvej Ålekistevej var der et fantastisk skilt over en butik nemlig “Kiosgen” – nu står verden ganske enkelt ikke længere. Så lær dog for pokker at stave til “kiosken”!

Laver man en billedsøgning på Google på “staveord” får man blandt andet billedet herover med teksten “Sig – lyt – skriv”, og måske er det lige præcis problemet? Det er nemlig ikke nok at sige og lytte, for så skriver man naturligvis: “kiosg”; det ville ikke engang være korrekt på norsk.

Jeg syntes, danskerne staver dårligere og dårligere – dette er forkert; det hedder i præsens “Jeg synes, danskerne …” men prøv at lægge mærke til (de fleste ville skrive “ligge”), hvor ofte det anvendes forkert.

Tag en tur på Facebook, når du vil se ubehjælpsomt dansk.

De, der udarbejder diverse smådumme quizzer, burde få nogle til at hjælpe sig med korrekturen. Et par eksempler: En gruppe hedder “Jeg hader langsomme computer”, en quiz hedder “Hvor godt kender du din Danmark?”, et indlæg om nogle kamphunde “.. det nære mig du ikke vil se sandheden i øjene.. du siger at det kun er muskelhunde…”. Her mangler fuldstændig kommaer og den slags småting, og mon ikke også sætningen skulle have startet med “Det nager mig, at…”? Eller hentet et helt andet sted fra “…kommentarer og foreslag omkring dette website…” Man kan have kommentarer “til” noget – ikke hverken “om” eller “omkring” og så hedder det altså “forslag” – Argh…

Vi burde bruge flere staveord

Når du læser på nettet, så prøv at lægge mærke til, hvor vanskeligt skribenterne har ved at formulere sig. Det er rystende, og det er både gamle og unge, der formulerer sig ubehjælpsomt. Internettet er fint og smukt og demokratisk og alle kan ytre sig, og det er dejligt, for det er jo netop formålet.

Mit budskab er, at vi som samfund må udstyre borgere (stor og små) med de rette kompetencer for at blive hørt, for at blive taget seriøst. Hvad nytter det at ytre sig om alskens emner, hvis det ikke er formuleret bare nogenlunde korrekt? Jeg er næppe den eneste, der ikke rigtig gider gætte på, hvad der nok skulle have stået.

Herudover så er det ikke indbygget i de virtuelle medier, at man skal udvise manglende omhu. Man må gerne læse teksten igennem en gang mere, selv om man ikke trykker den i en bog, men lægger den på nettet. Vi kan ikke forestille os en forfatter, der ikke læser korrektur – eller får nogen til at gøre det for sig – inden bogen går i trykken, vel? Men når tekster skal på nettet, så gør de færreste sig den ulejlighed at gøre sig umage. Det hele skal gå så stærkt, at der ikke er tid til kvalitetskontrol. Risikoen er manglende gennemslagskraft uanset hvor godt, indholdsrigt og rigtigt det oprindelige budskab var.

Tøserunden 2009

Focus Cayo

“Vinden er din ven, for vinden gør dig stærk”

Sådan står der i en bog, jeg har om cykeltræning. I givet fald må jeg være ganske enormt stærk efter i går at have kørt 82 km. i modvind.

Anledningen var “Tøserunden” anno 2009, som blev afviklet uden regn i 14-17 gr. Celsius, men med masser af modvind. Det var ganske enkelt koldt! Fra Tommestrup – efter 82 km. – vendte det, og vi fik vinden sideværts ind eller ligefrem i ryggen. Det var fantastisk!

Da der manglede 30 km. stod min computer på et gennemsnit på 23,3 km./t. og jeg besluttede at bruge de sidste 30 km. på at få gennemsnittet så højt op som muligt. Det lykkedes dog kun at øge det til 24,1 og det er 0.9 dårlige end sidste år – men jeg var nu alligevel tilfreds, da jeg trillede ind over stregen 5 timer og 5 minutter efter start, kl. 14:45. I alt havde jeg holdt pause i 20 minutter.

Det meste af tiden kørte jeg for mig selv, for jeg har mit evindelige problem: Jeg kan ikke følge med de hurtige, men jeg er hurtigere end de fleste. Så jeg kommer tit til at køre alene. En undtagelse var dog, at jeg lige stødte til departementschefen og en af hendes veninder for en stund. Vi fulgtes fint omkring 20 km., men de ville holde ind ved 1. depot, og det springer jeg altid over. Så jeg kørte videre selv.

Jeg holdt ind ved 2. depot efter 60 km. og nedsvælgede en banan, noget saft og en kop kaffe – alt sammen dejligt, men man når at blive godt kold, og det er sejt at komme i gang igen. De resterende depoter kørte jeg derfor bare forbi. Efter 2. depot prøvede jeg at komme med på et MIM-tog, der kørte særdeles godt anført af en virkelig sej kvinde fra Odense. Men de kørt 28-29 km./t. og jeg måtte træde af på naturens vegne – og så var det tog kørt, og jeg fandt ikke andre undervejs.

Der er smukt på Stevns! Adskillige rapsmarker var på vej til at gulnes og nydeligt nok var der anbragt røde valmuer hist og pist. Et kamera havde gjort underværker, hvis man ikke samtidig skulle skynde sig til Køge

Jeg er virkelig utrolig glad for den cykel, jeg købte sidste år. Den er min stabile makker, den svigter ikke, den triller bare derudad. Gearet blev lige justeret i sidste uge, og den fik en klud fredag aften, en fodpumpe bragte os til 120 PSI, det samme som 10 atmosfærers tryk og så står den stadig i al sin herlighed og med “forhandlerglans” – og det er altså ikke fordi, den ikke bliver brugt.

Det er jo i og for sig ingen sag at køre 112 km. på en carbon-ramme – næh dem jeg har respekt for er dem på “havelågerne” med interessante lyde for hver en omdrejning – tænk at de klarer det. Og alle dem med tre gear og cykelkurv, og de lidt dumsmarte med bare tæer i klip-klapper (du ved de der blå sandaler med en strop ind mellem storetåen og 2. tå) – jeg begriber ikke, hvordan (endsige hvorfor) de gør det.

Selv har jeg brugt dagen i dag på at restituere mig, bare tullet hen i kirken og tilbage, afgivet min stemme, gjort min borgerpligt og også bagt nogle muffins – men jeg er da oppegående. Hvordan klarer de andre den?

Kortet herunder, som er virkelig grimt (fx som hovedregel unde de danske specialtegn), er fra turens officielle hjemmeside. Og der er også mange andre ting, der trænger til at blive strammet op fra arrangørerne side – de kører efterhånden bare på renommeet, fordi de ved, vi møder op under alle omstændigheder og næsten uanset prisen. Der har været fuldstændig kuk i tilmeldinger og startnumre i år; den udleverede tidsmålings-chip manglede halvdelen, og jeg nåede slet ikke at sætte min på, fordi der var gået en ½ time med at stå i kø for at få startnummer og chip udleveret. Ja – og så kunne man hente t-shirten et andet sted… det har de nu nok sparet temmelig mange t-shirts på.

Men hvorom alting er: Jeg skal også med næste år, for det er en god og sund tradition!

Tøserunden 2009

Svar fra føtex

Jeg har sørme fået et svar på min mail til føtex – og det er et svar jeg er tilfreds med! Nu er jeg rigtig spændt på, om det også vil vise sig i praksis, at varerne på hylderne bliver friskere og at jeg ikke hver gang skal bed om at få de friske varer hentet frem fra baglokalet.

Højbjerg, den 4. juni 2009

Tak for din mail af den 3. juni 2009.

Jeg beklager meget den dårlige oplevelse, du har haft i føtex. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende. Modtag min uforbeholdne undskyldning.

Der vil fremover blive strammet op på procedurerne, så det sikres, at vi altid har friske varer.

Skulle du kommende ud for en lignende situation, er du altid velkommen til at kontakte den pågældende varehuschef, som så vil forsøge at løse problemet på stedet.

Endnu engang tak for din henvendelse og undskyld ulejligheden.

Med venlig hilsen

føtex

[Navn]

Direktionssekretariatet

Pas på i Føtex

Gamle varer fra Føtex

Ærlighed er en dyd, jeg værdsætter

Den 30. maj skulle jeg lige have en liter sødmælk. Den type, jeg kan lide, var tappet den 23. maj og ville udløbe den 1. juni. Da jeg af princip ikke køber gamle landbrugsvarer (jeg har stadig den der 50′er bevidsthed om, at Danmark er et landbrugsland) vred jeg lige overkroppen af led ind over kølemontrens stabler af æg, ind til de unge mennesker, der stod derude i kulden og spurgte, om de havde noget frisk øko mælk, der ikke var fra Arla.

Jow jow da og jeg fik noget, der var væsentligt nyere, og han kom sågar også ud med det. Det var jo flinkt. Jeg spurgte, om de var klar over, at det, der stod på hylden, var en uge gammelt. “Ja” sagde han kækt, “det er derfor, det står fremme”. Jeg prøvede at sige til ham, at det var der da ingen mennesker, der ønskede at købe. Men han havde selvfølgelig sine ordrer og køber sikkert aldrig selv ind.

Det er da ærlig snak – så ved jeg, hvad jeg får i Føtex: Gamle varer!

På mælken kan det ses; men hvad med fx grønsager, som der ikke længere er datomærkning på? Hvorfor skal jeg som forbruger finde mig i gamle varer, bare fordi de ikke kan finde ud af at disponere? Hvorfor er der ikke længere trovædige datomærker på grøntsagerne? Hvorfor kan man ikke se på æggene, hvornår de er pakket, men kun hvor længe de kan holde? Hvorfor skal jeg som forbruger altid spørge efter – og vente på – de friske varer? Det kan godt være de gør mere for mig ved at pakke mine varer ned om fredagen, men jeg ville fortrække selv at pakke friske varer ned i min rygsæk!

I starten af 80′erne var jeg i Irma, og der var det altså lidt af en kunstart at disponere ordenligt. Dvs. at bestille varer hjem, så det passede til den forventede afsætning. Men det er åbenbart ikke moderne mere.

Jeg tror, jeg sender linket til denne blogpost til A. P. Møller og Dansk Supermarked. Det forslår sikkert som en dråbe i havet – på den anden side består havet jo af dråber…

2. pinsedag

Sommeren 2009 faldt i pinsen

I år faldt sommeren i pinsen – det gjorde den også sidste år. De fire kirker i Hvidovre har tradition for at slutte sig sammen om en fælles udendørsgudstjeneste 2. pinsedag – og i dag foregik det hele nede på “mit torv” – lige foran mine stuevinduer.

Der er noget befriende over at flytte gudstjenesten udendørs; der sker “noget andet” med deltagerne og det hele minder mig om fjernere himmelstrøg, om steder hvor menneskene er mere frie i deres udtryksform, end vi nordboere er. Jeg sad og lod tankerne flyve til fx gospel i Harlem, hvor der er knald på musik og sang, til TV-udsendelser fra USA hvor folk taler om “I was in my church today and we…”, til Asien hvor gudstjenester også er noget mere støjende end her, til muslimske lande, hvor minareterne ikke undlader at gøre væsen af sig, når de kalder til bøn flere gange dagligt. Her hos os går vi stilfærdigt ind i et hus søndag kl. 10:00 og lukker pænt døren bag os og det er åh så pænt og i orden.

Måske under vi ikke os selv glæden ved at udtrykke os i ord og toner “med power på”? For os er religion meget privat – og selv om tro nu en gang er og forbliver et personligt anliggende, behøver vi jo da i hvert fald ikke skjule det. Jeg tog mig selv i at tænke “hvad nu hvis der kommer nogle, jeg kender?” i Danmark er det jo en lille smule underligt, hvis man kalder sig troende og siger, at man går i kirke stort set hver uge.

Gejstlighed med máner

Stort set alle sognets præster var tilstede i deres flotte præstekjoler med kraver, som det sig hør og bør. Opgaverne var uddelegeret, så alle spillede en eller anden rolle og ingen var statister.

Boldspillere

Hvordan disse boldspilledende unge mennesker lige passede ind i en prædiken, der handlede om åbent sind, ved jeg ikke rigtig, og faktisk synes jeg, at dette indslag var lidt for langt, men så var der rig lejlighed til at prøve at fange dem i en situation, hvor alle bolde var i luften på én gang.

Syng af hjertens lyst

Der var gang i koret, der sang og sang. Jeg kan godt selv lide at synge, og synes det er dejligt, når der er salmer, jeg kender, og glæder mig over, at mit repertoire langsomt udvides. I kirken kigger jeg altid lige efter i salmebogen, hvor mange (eller rettere få) jeg kender. På samme måde kiggede jeg i dag ned over sangbladet og var lidt skuffet, da jeg konstaterede, at jeg vist kun kendte én. Man kan nu om dage have “en dårlig hårdag”, og personligt kan jeg have “en dårlig salmedag”.

Salme 726 “Gak ud, min sjæl, betragt med flid” med otte vers… nåh ja, man kommer vel igenem det – men det viste sig, at jeg faktisk kendte melodien; det er nemlig på denne præsten Jens Rosendahl har skrevet “Du kom med alt det, der var dig”, som jeg holder meget af, fordi den beskriver et menneskes tvivl og mod og slutter med:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.

Otte herlige vers at få lov at synge højt med på. YES – dejlig overraskelse.

Trommemester

Rytmisk musik og kirke passer godt sammen, og her få han lov at fyre sine trommer af for fulde gardiner.

Indstiftelse af nadveren

Selv om det er udendørs, skal det gå ordentligt til: Thomas er i den flotte røde messehagel og indstifter nadveren. Efter min opfattelse skal de bruge messehagelerne så meget det overhovdet er muligt. Den symboliserer fest og farver – glæde! Den protestantiske kirke kan også. Og så gør rødt sig godt på billeder.

Slip dem fri

Præster arbejder med abstrakter – hele tiden arbejder de med noget, man ikke kan se eller gribe, noget man må tro på, og derfor er de så gode til det med symboler og fortolkninger. Alt det uforklarlige, det ubegribelige, må symboliseres og visualiseres. Symbolet på Helligånden, som er årsagen til at vi fejrer pinse (Helligånden kom til disciplene, der herefter kunne tale alle sprog og så kunne gå ud i verden og sprede det kristne budskab) er en due. Så helligånden blev i bogstaveligste forstand sluppet løs over os på torvet.

De gik ret så stærkt med de duer, men prøv at se efter skyggerne på fliserne, så kan du se, hvor mange der var (og der var mange flere – vist 60).

Helligånden?

Faktisk er dette billede mislykket, fordi duen ikke står skapt, men måske er det bare fordi, Helligånden ikke er sådan lige til at få hold på?

Samlet set en dejlig gudstjeneste, der, i følge en uvidenskabelig optælling, samlede ca. 300 mennesker på Hvidovre Torv. Det er nu ikke helt ringe! Der er flere billeder fra dagen her i galleriet.