2. pinsedag

Sommeren 2009 faldt i pinsen

I år faldt sommeren i pinsen – det gjorde den også sidste år. De fire kirker i Hvidovre har tradition for at slutte sig sammen om en fælles udendørsgudstjeneste 2. pinsedag – og i dag foregik det hele nede på “mit torv” – lige foran mine stuevinduer.

Der er noget befriende over at flytte gudstjenesten udendørs; der sker “noget andet” med deltagerne og det hele minder mig om fjernere himmelstrøg, om steder hvor menneskene er mere frie i deres udtryksform, end vi nordboere er. Jeg sad og lod tankerne flyve til fx gospel i Harlem, hvor der er knald på musik og sang, til TV-udsendelser fra USA hvor folk taler om “I was in my church today and we…”, til Asien hvor gudstjenester også er noget mere støjende end her, til muslimske lande, hvor minareterne ikke undlader at gøre væsen af sig, når de kalder til bøn flere gange dagligt. Her hos os går vi stilfærdigt ind i et hus søndag kl. 10:00 og lukker pænt døren bag os og det er åh så pænt og i orden.

Måske under vi ikke os selv glæden ved at udtrykke os i ord og toner “med power på”? For os er religion meget privat – og selv om tro nu en gang er og forbliver et personligt anliggende, behøver vi jo da i hvert fald ikke skjule det. Jeg tog mig selv i at tænke “hvad nu hvis der kommer nogle, jeg kender?” i Danmark er det jo en lille smule underligt, hvis man kalder sig troende og siger, at man går i kirke stort set hver uge.

Gejstlighed med máner

Stort set alle sognets præster var tilstede i deres flotte præstekjoler med kraver, som det sig hør og bør. Opgaverne var uddelegeret, så alle spillede en eller anden rolle og ingen var statister.

Boldspillere

Hvordan disse boldspilledende unge mennesker lige passede ind i en prædiken, der handlede om åbent sind, ved jeg ikke rigtig, og faktisk synes jeg, at dette indslag var lidt for langt, men så var der rig lejlighed til at prøve at fange dem i en situation, hvor alle bolde var i luften på én gang.

Syng af hjertens lyst

Der var gang i koret, der sang og sang. Jeg kan godt selv lide at synge, og synes det er dejligt, når der er salmer, jeg kender, og glæder mig over, at mit repertoire langsomt udvides. I kirken kigger jeg altid lige efter i salmebogen, hvor mange (eller rettere få) jeg kender. På samme måde kiggede jeg i dag ned over sangbladet og var lidt skuffet, da jeg konstaterede, at jeg vist kun kendte én. Man kan nu om dage have “en dårlig hårdag”, og personligt kan jeg have “en dårlig salmedag”.

Salme 726 “Gak ud, min sjæl, betragt med flid” med otte vers… nåh ja, man kommer vel igenem det – men det viste sig, at jeg faktisk kendte melodien; det er nemlig på denne præsten Jens Rosendahl har skrevet “Du kom med alt det, der var dig”, som jeg holder meget af, fordi den beskriver et menneskes tvivl og mod og slutter med:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.

Otte herlige vers at få lov at synge højt med på. YES – dejlig overraskelse.

Trommemester

Rytmisk musik og kirke passer godt sammen, og her få han lov at fyre sine trommer af for fulde gardiner.

Indstiftelse af nadveren

Selv om det er udendørs, skal det gå ordentligt til: Thomas er i den flotte røde messehagel og indstifter nadveren. Efter min opfattelse skal de bruge messehagelerne så meget det overhovdet er muligt. Den symboliserer fest og farver – glæde! Den protestantiske kirke kan også. Og så gør rødt sig godt på billeder.

Slip dem fri

Præster arbejder med abstrakter – hele tiden arbejder de med noget, man ikke kan se eller gribe, noget man må tro på, og derfor er de så gode til det med symboler og fortolkninger. Alt det uforklarlige, det ubegribelige, må symboliseres og visualiseres. Symbolet på Helligånden, som er årsagen til at vi fejrer pinse (Helligånden kom til disciplene, der herefter kunne tale alle sprog og så kunne gå ud i verden og sprede det kristne budskab) er en due. Så helligånden blev i bogstaveligste forstand sluppet løs over os på torvet.

De gik ret så stærkt med de duer, men prøv at se efter skyggerne på fliserne, så kan du se, hvor mange der var (og der var mange flere – vist 60).

Helligånden?

Faktisk er dette billede mislykket, fordi duen ikke står skapt, men måske er det bare fordi, Helligånden ikke er sådan lige til at få hold på?

Samlet set en dejlig gudstjeneste, der, i følge en uvidenskabelig optælling, samlede ca. 300 mennesker på Hvidovre Torv. Det er nu ikke helt ringe! Der er flere billeder fra dagen her i galleriet.