Vi, de druknede

Jubii – jeg kan læse…

På ca. en uge har jeg slugt Carsten Jensens storværk “Vi, de druknede”; de 687 tætskrevne sider er slugt i et hæsblæsende og nydende tempo, og jeg kan stadig smage saltvandet og høre skumsprøjtet.

Bogen går fra krig til krig, startende med et slag ved Eckernförde i treårskrigen mod tysken i 1848 og sluttende om aftenen den 4. maj 1945, omhandlende fire generationer af sømænd fra Marstal. Man følger deres angst, sorg, opvækst, kærlighed, brutalitet og vrede. Man følger de kvinder, der bliver hjemme i Marstal, når mænd og drenge er på havet.

Bogen er tildels bygget på virkelige hændelser på basis af arkivstudier, og den fungerer! De forskellige epoker bindes sammen af en gennemgående slægt og af bysladderen repræsenteret af et kollektivt og ubekendt “vi”.

Bogen kan ikke sådan lige gengives, og den er allerede anmeldt og beskrevet på kryds og tværs siden udgivelsen i 2006 (jeg er altid bagud) – prøv bare at søge med Google. Endnu bedre: læs den selv i sommerferien.

Efter denne mursten ved jeg atter, at jeg kan læse og hengive mig til det skrevne ord. En fantastisk fornemmelse, der har været borte så længe – begravet i §§, php-koder og kirkebøger. Tak til Carsten Jensen!