ØSC – en succes?

Luftkastellet der blev sprængt…

For snart en del år siden hørte jeg en tidligere IBM-direktør, der har slået sig på at fortælle om ledelse via musik, fortælle om blandt andet de semantiske forskelle på ledelse i Skandinavien og de angelsaksiske lande. Han kom med eksemplet, at det på de angelsaksiske sprog hedder “leadership”, mens det på de skandinaviske sprog hedder “lederskab” – kort sagt: det vi ofrer et helt skib på i udlandet, klarer vi med et skab hos os!

Ugen har budt på endnu et luftkastel, der blev sprængt! Denne gang var det ikke bare en fantastisk bog, der tryllebandt og forblændede – det var den skinbarlige sandhed i form af lønninger til en række medarbejdere i Miljøministeriets departement og institutioner. Havde de så bare været rigtige, havde det jo ikke været en historie – men det var de ikke, skønt de burde være det!

Hele humlen er, at vi i personaleadministrationen har ansvaret for lønnen til vores medarbejdere, mens den konkrete indtastning i Statens Lønsystem forestås af ØkonomiserviceCenteret. Det hele skal nemlig være hammer-effektivt nu! Joh tak… Jeg har i ugens løb set min kollega blive mere og mere hektisk, set hende miste overblikket, hørt hende sige, at nu havde hun mistet overblikket mv. Det skyldes, at en masse medarbejdere, har fået forkert løn, nu hvor ØSC for alvor skal stå på egne ben!

ØSC, der burde besidde samtlige lønkompetencer i staten, kan ikke løfte opgaven – og ude i institutionerne har vi ikke mulighed for – endsige ressourcer til – at løfte opgaven! ØSC har jo fået alle ressourcerne, da vi ikke længere skal løse opgaven. Det er imidlertid så viseligt indrettet, at vi bærer ansvaret for, at tingene er korrekte. Og hvad kan vi så gøre? Tjah vi må gennemgå samtlige lønninger (der er “kun” 3.00o medarbejdere) for at se, om ØSC har lavet fejl…

Forestil dig lige et kort sekund, at du var den der skulle modtage opkald og mails fra dem, der havde fået forkert løn! Og forestil dig dernæst, at du skulle guide den statslige centrale kompetence igennem til at udbetale den korrekte løn. Folk oplever altså deres løn og feriedage som nærmest hellige sakramenter – de er mildest talt ikke glade, når det er gået galt, og de fx har fået en lønseddel, der lyder på, at de skal indbetale 3.000 kr.

Nuvel jeg sidder ikke i sumpen, men har den rolle at sparre med min kollega og tilkalde min ferierende chef, og det er ikke specielt fedt at forstyrre folk i deres ferie! Personligt mener jeg, at ferien er nærmet hellig.  Chefen har imidlertid kastet sig ind i kampen – som en tanker og ikke som et klædeskab! Det er så fremragende at opleve en chef, der bakker om medarbejderne! Det er skønt at opleve en chef, der bakker op om os som medarbejdere og som tager det alvorligt, når en ekspert siger “Jeg har mistet overblikket – jeg kan ikke tage ansvar for dette”.

Min egen rolle er bare at være bindeled – at fornemme om “det er almindeligt piv” eller om det er alvor, når netop denne kollega kommer fire gange på en dag og siger “Jeg har mistet overblikket”. OK – de første to gange tænker man: “Vi må dokumentere problemerne, og drøfte dem”, 3. gang tænker man “Hvad fanden gør jeg?” og 4. gang ringer man til chefen i hendes ferie! Og så er det altså fedt at blive “mødt” – og at hun endda siger “tak fordi I inddrog mig”. Jeg vil gerne i dette offentlige rum sige, at jeg har en kanon chef!

Måske burde jeg slet ikke skrive om dette – men jeg gør det og vil til enhver tid påberåbe mig min ytringsfrihed (selv som offentligt ansat) for jeg synes, det er så urimeligt, at mennesker jeg kender og holder af, mister overblikket, udsætter/afkorter ferie mv. fordi de søger at leve op til et revisionsmæssigt ansvar, som de slet ikke har teknisk mulighed for at løfte.Og fordi jeg slet ikke bryder mig om, at kolleger (gamle som nye – uanset hvor de arbejder) får mundkurv på, og end ikke må fortælle om, hvilket morads, de står i!

Og er alt dette så nyt?

Nej – kollegaen min fortæller, at hun har råbt op om disse problemstillinger siden det hele hed Administrative Servicecentre, lige siden rapporten forelå mv. Men realiteterne går først op forbeslutningstagerne nu, hvor medarbejderne reagerer og siger “min løn er forkert”. Jeg skulle hilse og sige, at det er for sent!

Luftkastellet der blev sprængt

Indviklet koldkrigslogik…

Jeg plejer at slukke for film om agenter under den kolde krig, for det er for indviklet. Jeg slukker to gange for film om dobbeltagenter, for det er dobbelt så indviklet Der var nogle sider af “Luftkastellet der blev sprængt” af Stieg Larsson, der derfor gik lidt let henover hovedet på mig, men ellers har jeg siden søndag aften læst afbrudt – kun afbrudt af lidt arbejde i dagtimerne.

Endelig fik vi slutningen på Lisbeth Salanders lidelser og kamp mod hele det svenske bureaukrati. Man er så mættet af drama, at de sidste sider, hvor et nyt synes at tone sig op, er næsten ulidelige, for hvad nu hvis den slutning skal henstå i det uvisse for altid?

Alle tråde splejses dog til sidst, og man fristes næsten til at sige, at “det ender godt”.

Aldrig har jeg læst så mange sider på så kort tid – fremragende underholdning. At arvingerne til Stieg Larsson så efterfølgende har kæmpet med kommunisterne om en milliard-arv er forståeligt, og at der er nogle, der i Information (kommentaren) har dristet sig til at nedgøre forfatterskabet er lige så uforståeligt. Men OK han skriver ikke akademisk og snørklet – han skriver derimod med en vanvittig intensitet. Jeg ville næsten ønske, at jeg endnu havde trilogien til gode.

Pigen der legede med ilden

Irriterende slutning

“Pigen der legede med ilden” af Stieg Larsson har fængslet og fascineret mig siden torsdag aften. Jeg har stort set ikke lavet andet end at læse i ethvert ledigt minut (det vil sige kun afbrudt Mont Ventoux og lidt indkøb); aldrig før har jeg læst 707 sider på tre dage, og så forekommer slutningen unægteligt irriterende. Men måske kommer slutningen i næste bog?

Bind tre ligger her ved siden af mig, og hedder “Luftkastellet der blev sprængt” Jeg venter 707 nye sider med højspænding og drama.

Visse dele virker urealistiske (fx manden der ikke kan føle smerte), men det hele er bundet sammen med så jordnære elementer, at jeg tager bogen til mig og fortsætter det vilde ridt gennem de mange sider.

Stieg Larsson tryllebinder og besætter med sin historie om den geniale autistiske pige Lisbeth Salander, der fornøjer sig med at løse ligninger og gåder, som alle andre har givet op overfor eller som de i hvert fald har været nogle hundrede år om at løse. Her i trilogiens andet bind får vi hendes barndoms historie, som også er den bestialske historie om hendes ditto far.

Der er adskillige historier i samme historie, der udadtil handler om tre drab – to af dem på henholdsvis en kriminolog og en journalist, der har optrevlet en trafficking-affære (sexhandel med Østeuropa) med dybe rødder ind i det svenske sikkerhedspoliti Säpo, domstole og den svenske psykiatri. Det tredie drab er på hendes formynder advokat Bjurmann, som hun har gode grunde til ikke bare at have et horn – men en hel høtyv – i siden på.

Lisbeth er diagnostiseret som en psykotisk galning; hun er dømt for vold og tillige umyndiggjort. Hun sættes i forbindelse med de tre drab, og retssikkerhed er en by i det Rusland, en af personerne kommer fra og der er unægteligt meget, der peger på den unge Salander. Til sidst begraves hun levende. Mere vil jeg ikke røbe – du skal selv have fornøjelsen.

Stieg Larsson havde planlagt 10 bøger i serien om Millennium, men døde desværre allerede inden 1. bog udkom. Det er rigtig ærgerligt, at vi aldrig får de sidste syv bind. Larssons bøger hæver sig over alle andre svenske krimier, jeg har læst, og det er ikke så få. Jeg holdt af Hamilton (Mankells Jan Guillous helt), men Larsson skriver Lisbeth Salander ind på samme niveau.

Feriens funktion

Hvorfor har man opfundet ferie?

Man kan i disse tider filosofere over, hvilken rolle ferien som begreb og idé spiller. Personligt tror jeg, at mennesker har brug for at se noget andet, opleve noget andet, få et afbræk i hverdagen og bryde monotonien. Bryde den uendelige række af dage, der består i at stå op, når vækkeuret ringer, tage på arbejde, tage hjem igen, have nogle timer, hvor man kan gøre, hvad man har lyst til, gå i seng på et passende tidspunkt (altså et tidspunkt, der passer til at man skal op igen – ikke et der passer i egen døgnrytme), stå op igen næste morgen osv.

Set fra arbejdsgiverside er det en stor fordel, at medarbejderne vender tilbage med fornyet energi, så de kan tage fra et år mere.

Når man står med en aflyst ferie og ikke lige kan trylle andre ferieønsker frem af hatten, er det egentlig fristende ikke at bryde monotonien. Bare køre derudad, bare glemme at det er sommer. Men nej det går ikke, for jeg ved, der venter et hårdt efterår, og der er fem måneder til jul og til Vietnam. Jeg kan ikke bare holde ferie i september eller oktober i stedet, da jeg p.t. er projektleder for et større projekt – jeg får dog min løn for at være der, når der er behov for mig.

Så jeg satte mig derfor forleden med højskolernes portal for at se, om det overhovedet var muligt at finde noget med så kort varsel. Faktisk var jeg indstillet på, at det ikke kunne lade sig gøre, og derudover havde jeg besluttet at jeg ikke ville bestille noget i panik. Jeg har ikke lyst til at gøre noget, bare for at gøre det.

Det lykkedes dog at finde “Fortæl dit liv – og bliv en god fortæller” på Vestjyllands Højskole, der er en Grundtvigiansk højskole – ikke mere missionsbefamling til mig tak! Jeg synes faktisk, det ser spændende ud, bortset fra det man kan se på deres egen hjemmeside om noget med dans… Argh… jeg hader den slags, men hvis man nu gør det hurtigt, så opdager man det næsten ikke.

Endnu engang må jeg dog undre mig over, at højskoleophold er blevet så dyre: 3.700 kr. + transporten Velling og retur. Til sammenligning kan man komme to uger til Marokko med Topas for ca. 10.000 kr. Men jeg får brudt monotonien, får oplevet noget andet og træffer nogle nye mennesker og så må økonomien spille en sekundær rolle.

Som brødre vi dele…

20. etape, Montélimar – Mont Ventoux

Igen er jeg enig med Henrik Jul: Andy Schleck burde have forsøgt sig alene i kampen mod Alberto Contador. Han skulle have kørt for en etapesejr til sig selv.

Nu gjorde Andy Schleck det ikke; han forsøgte at hive sin bror (der havde Lance Armstrong hængende i sit baghjul) med op over legendariske og mytiske Mont Ventoux, forsøgte at skaffe de 38 sekunder Fränk manglede i at komme på podiet i Paris som nr. 3 i stedet for Lance. Det er selvfølgelig både sympatisk og charmerende ikke sådan bare at tænke på sig selv! Men på det tidspunkt hvor det må have stået klart for Andy, at Fränk lige manglede den sidste lille bitte smule kraft i dag, mener jeg, at han burde være kørt efter etapesejren til sig selv.

Argumentet fra Riis’ side er, at Contador bare havde “slugt” Andy til sidst. Men det ved vi jo faktisk ikke!

Det var under alle omstændigheder en fantastisk etape, men det var som om, Saxobank fik taget lidt af magien ud af den i forsøget på at få begge brødre på podiet. Det ærgrer mig lidt.

Nu er Touren for mit vedkommende (nok) slut for i år. Paradekørslen til Paris opfatter jeg som forholdsvis kedelig, og ved gadeløbet i byen er jeg jo bare bange for, at de styrter, så det kan jeg slet ikke holde ud at se.

Samlet set har det været en spændende, fascinerende og til tider særdeles overraskende Tour i år. Da jeg hørte Lance stillede til start i år, var jeg indledningsvist skuffet, fordi jeg regnede med, at alt så var afgjort på forhånd. Sådan blev det ikke! Faktisk har hans deltagelse været med til at skabe løbet og mange af dets smukke momenter.

Jeg vil mene, jeg sidder ved TV-skærmen igen næste år.

Jura for cykelryttere

Jeg elsker Tour de France!

Så kort kan det siges – jeg mener, cykelsporten er den smukkeste sport, der findes, og jeg synes at Tour de France er den smukkeste måde at fremvise cykelsporten på. Men måske burde jeg slet ikke se touren:

• Opfatter min fascination af bjerg-etaperne som en sadistisk side af mig – og hvem kan sige sige fri? er det ikke lettere sygeligt at frydes over at se menneskelig lidelse? Gør det det ret meget anderledes, at de er på cykel (“Sikel” ville min far have sagt)? Og det er altså på bjergetaperne, at familien – ikke bare Danmark, men hele verden – tuner ind på Touren. Vi er således mange sadister…
• Nedkørsler tåler jeg næsten ikke, for jeg er så bekymret for, at de styrter. Havde Jens Voigt ikke brugt hjelm forleden, var han død! Så underligt at se klip bare fra 1994-1995, hvor de kørte uden hjelm.
• Sprinteretaper med store opgør på målstregen tør jeg næsten heller ikke se – for hvad hvis de styrter og det hele ender i forslåede og forrevne arme og ben – eller det, der er værre?
• Flad vej og ligeud er på den anden side en anelse kedeligt. Samtidig har jeg dårlig samvittighed, når Dennis Ritter og Rolf Sørensen siger “Der skete ikke noget særligt i dag” – øh jo 190 mand kørte 190 km. på cykel i 30 graders varme! Det ville have taget mig tre dage – mindst!

Årh jo – og så tænker vi alle: De er jo på EPO hele bundet, vi ved alligevel ikke, hvem der er bedst, og det burde slet ikke hedde Tour de France; serien burde i stedet hedde “190 narkomaner på cykel”. Senest er store legendariske ryttere ude og sige, at Alberto Contador – der sikkert vinder Touren 2009 – er dopet, for ellers kan man ikke være så god.

I Danmark og andre retsstater hylder vi imidlertid det akkussatoriske princip og ikke det inkvisitoriske! Vi tror på, at mennesker er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Og det er altså anklagemyndigheden, der bærer bevisbyrden!

Det forekommer mig urimeligt, at enhver dygtig cykelrytter skal starte med at bevise, at han er uskyldig. Det må og skal være omvendt – andre må bevise, om Contador er skyldig. Heri er jeg fuldstændig enig med Henrik Jul i TV2’s studie! Igen i år er det som om Henrik Jul er den eneste, der besinder sig og bevarer jordforbindelsen – og altså også forbindelsen til retsstatens principper. Det skal ikke være tilfældige folkedomstole, der pludselig udråber en eller anden synder. Dette var Henrik Jul og jeg også enige om allerede i forbindelse med Michael Rasmussen i 2007 – og der havde vi faktisk også Merethe Stagetorn på vores side!

Det kan simpelthen ikke være sandt, at fordi det er cykelsporten, udskifter vi normale retsprincipper med bananstaternes. Skyldige skal straffes, det lige tilfælde skal vurderes lige (Alf Ross – professor  i retsfilosofi, der var mit favoritfag på uni) for det er retfærdighed, men opstilling af folkedomstole vil aldrig få min applaus.

Uanset hvad: Jeg glæder mig vildt til 20. etape, Montélimar – Mont Ventoux, 167 km i morgen lørdag. Sadisten vil være klar fra starten – og I andre? Det bliver den mest interessante etape overhovedet i årets Tour. Det kan godt være, vi kedede os i starten af turen, men det er da så sandelig slut nu!

Mænd der hader kvinder

Fundamental spænding

Boghandlen i Hvidovre har – i modsætning til mange andre boghandler – faktisk bøger, og har de ikke det, jeg leder efter, skaffer de det gerne.

På rejser kan det være rart at have en bog til at fordrive tiden fem timer i en lufthavn eller til bare lige at trække sig tilbage om aftenen, hvis man rejser med andre. Det skal være en paperback, så man ikke bliver ærgerlig over, at den bliver maltrakteret af regn, det evige op og ned af rygsækken, sure sokker mv.

For 2-3 år siden så jeg mange læse “Mænd der hader kvinder” i toget, i bussen – ja snart sagt alle vegne. I lørdags købte jeg derfor Stieg Larsson trilogi om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, og i ugens løb har jeg også læst “Mænd der hader kvinder” i toget, i bussen – ja snart sagt alle vegne; nu forstår jeg, hvad der greb alle de øvrige for nogle år siden. Bogen er anmeldt mange gange – jeg kan godt lide denne anmeldelse.

Det er ikke stor litteratur med smukke veldrejede sætninger, det er derimod fundamental spænding, politisk harme, kvinders rettigheder, vold mod kvinder, svensk så det basker og et overraskende plot. De første 80 sider forekommer lidt mærkværdige, men allerede 470 sider senere går det op for én, hvordan det hænger sammen. Jeg er fascineret af figuren Salander – måske fordi hun på sin ½-autistiske måde og med sin fotografiske hjerne minder lidt om mig selv? Hun er nu en noget bedre hacker

Der er op til flere sproglige smuttere, men om det er oversættelsen til dansk, der halter, eller om Stieg Larsson selv til tider formulerer sig rigtig dårligt, ved jeg ikke. Lige nu kan jeg kun komme i tanke om “bakke bagud”, men der har været flere sprogblomster, som har fået mine nakkehår til at rejse sig. Det undrer mig, at den slags ikke fanges undervejs af forlægger, korrekturlæser og hvem der ellers måtte have et manus mellem hænderne.

Sproglige smuttere eller ej:  Hvis du ikke er lige så langt bagud som jeg, har du allerede læst bogen/bøgerne. Er du derimod også nogle år bagud på bogfronten, og har du endnu ikke læst denne roman, så skynd dig til boghandleren, og ellers er den vel snart ledig på et bibliotek nær dig?

Jeg smutter igen – skal lige kværne de sidste 20 sider af de i alt 556, så jeg kan begynde på “Pigen der legede med ilden”.

Aflyst Høje Atlas

Forventningens glæde blev den største…

Har været hos lægen(s ferieafløser), og hun mente sørme ikke, at det var nogen god idé at tage på vandretur i Atlasbjergene. “Det er dristigt” sagde hun – men ville ikke rigtig svare på, om det også var dumdristigt. Skadestuen skrev den 14. juli: “Pt. skal på vandretur i Marokko om 1½ uges tid, spørger om dette er forsvarligt. Umiddelbart burde der ikke være noget probem med dette”.

Jeg er så åbenbart ikke omfattet af “umiddelbart” for armen kan ikke det, den skal kunne. Den er overhovedet ikke groet sammen.

Lægen i dag forklarede venligt, at brud i albuen er 4-6 uger om at gro ordentligt sammen, hvilket da bestemt også svarer noget bedre til min egen forventning end skadestuens – men jeg er jo ikke læge; jeg har bare lavet tonsvis af kirurgisk arbejdsskadesager for en del år siden.

Hun gav mig det råd at ringe til Gouda, hvor jeg har tegnet rejseforsikringen, og spørge, om de dækkede, hvis der skete et eller andet, når jeg nu havde brækket albuen for 1 uge siden – eller om de i givet fald ville karakterisere dette som ‘forudbestående’. Gouda var ret klare i mælet – de dækker ikke, hvis der sker noget, der kan henføres til skaden; det udløste min beslutning om at aflyse og blive hjemme.

Normalt render man jo ikke og falder over egne vandrestøvler, men tanken om i værste fald at stå med enorme regninger for hjemtransport, lægebehandling mv.  er ikke tillokkende – nærmere uoverskuelig. I realiteten kan man jo ruinere sig selv mange år frem.

Så trods megen ærgrelse, mange overvejelser om at tage chancen alligevel, tør jeg ikke tage afsted. Atlasbjergene ligger der trods alt også næste år. Armen skulle gerne holde resten af livet, og helbredet går forud for alt.

Heldigvis har jeg tegnet en afbestillingsforsikring! Jeg har én gang ligget på et hospital, da mit fly lettede, uden at have en sådan forsikring. Så er det bare at vinke farvel til pengene -  nu har jeg altid en afbestillingsforsikring, også selvom destinationen er Skanderborg Station

Kunne jeg så ikke bare finde på noget andet, der ikke er fysisk krævende? Hrm… Nu var jeg opsat på nogle bjerge, på at lære nye mennesker at kende, at være udendørs i to uger, på sol og varme, så alt andet blegner ved siden af. Og hvad kan man bestille med så kort varsel?

Lige nu tænker jeg på at lade være med at holde ferie og bare køre igennem frem til den 22. december, hvor et fly gerne skulle transportere mig til Hanoi i Vietnam. Men det har jeg selvfølgelig et par uger til at overveje… og så skal jeg vist ind og sætte grej på plads i skabe og skuffer igen, for det er da ikke til at holde ud at se på en aflyst ferie!

16. etape af Tour de France

Jens Voigt styrtede på 16. etape

Hvor var det dog trist, at denne simpelthen super sympatiske rytter måtte udgå på 16. etape af Tour de France! Han tog den på ansigt og albuer ud over styret på en nedkørsel med ca. 70-80 i timen.

Lige nu fortæller de som den positive nyhed, at han var ved bevidsthed, da ambulancen hentede ham – og fra hospitalet forlyder det, at han intet husker! Øh ja… hvor fedt er det lige?

Jeg synes, han er så sympatisk, fordi han aldrig glemmer sin rolle, altid husker sit job og altid er god for pressen. Samtidig så vi ham som hårdt presset menneske på etapen til Verbier sige “Leave me alone”, da han havde modtaget et komplet idiotisk og uprofessionelt hjulskift fra den neutrale servicevogn og bare ikke vidste, hvordan han skulle komme op igen! Han gad bare ikke nogle kameraer! Slutteligt stillede sig op for at tisse – for så skal de bare holde op med at tage billeder!

Men altså: Det må være nu B. S. Christiansen skal træde i karakter! Det må være lige præcis nu, hans viden og evner fra cirkus milli skal komme i anvendelse. Det må være nu, vi skal se og høre om, hvad en tidligere jægersoldat kan gøre for et cykelhold.

Det må unægteligt være noget af en opgave at få triste holdkammerater til at stå på cyklerne igen i morgen og gennemføre årets kongeetape (hvem der dog havde fri) velvidende, at det store lokomotiv ligger i en sygeseng!

Støt et barn

Børnefonden og finanskrisen

Lige til jeg gav mig til at undersøge definitionen på et dilemma, har jeg i dag følt, at jeg var i et dilemma. Men det er jeg ikke, når et dilemma er:

Et etisk dilemma opstår, hvis der findes stærke argumenter både for og imod at gøre en bestemt ting.

Anledningen er denne mail fra Børnefonden:

Når nogle gi’r op, må andre tage over…

Kære Hanne B. Stegemüller

Finanskrisen har også ramt BØRNEfonden. Flere af vores sponsorer opsiger deres sponsorater, fordi de bliver nødt til at koncentrere sig om at få deres egen hverdag til at fungere. Det har vi stor respekt for…

Men vi har samtidig også brug for, at andre overtager sponsoraterne. Det forventes nemlig, at finanskrisen skubber yderligere 46 millioner mennesker ned under fattigdomsgrænsen. Der er altså brug for flere sponsorer. Ikke færre!

Vi tillader os derfor at spørge, om du vil hjælpe endnu et barn, der har mistet sin sponsor.

Vi vil skynde os at sige, at vi er meget taknemmelige for, at du er sponsor for [navngiven pige] i BØRNEfonden. Du gør allerede en stor forskel.

Hvis du vil hjælpe endnu et barn, der har mistet sin sponsor, skal du klikke her: Sponsorbarn. Så hjælper du snart endnu et sponsorbarn. Du modtager selvfølgelig information og billede af barnet.

Tak for din tid – og tak fordi du er sponsor i BØRNEfonden.

De bedste hilsner

Annette Lüdeking
Direktør i BØRNEfonden

PS. Vi vil også være meget taknemmelige, hvis du vil fortælle dine venner og familie om det dilemma, nogle af vores sponsorbørn er havnet i. Du er meget velkommen til at videresende denne mail.

Jeg er ikke i et etisk dilemma, for der er ikke stærke etiske argumenter for at gøre begge dele. Der er kun argumenter for at prøve at hjælpe de børn, der nu har mistet deres sponsorer. Det koster 195 kr. om måneden før skat – og vil du oplyse Børnefonden dit CPR-nummer, kan du trække beløbet fra i skat. Det fine ved den metode, er, at du slipper billigere, men samtidig har du sendt de 195 kr. til fx Togo. 195 kr. er ufatteligt meget værd i Afrika. Vi kan slet ikke forestille os det.

Når jeg vælger at bringe mailen her på bloggen skyldes det, at jeg ved, jeg har en del faste læsere (ca. 100) og hvis bare én eller to af jer vil overveje at støtte et barn, så har jeg også gjort lidt nytte, så har jeg været med til at sprede budskabet.

Gik lidt rundt i kontoret og agiterede for sagen i eftermiddag. Den hyppigste indvending var: “Når pengene frem?”

Det er uhyggeligt, at så mange har så meget mistillid til hjælpeorganisationerne. Det siger noget om, hvor skadelige historier om korruption og svindel er. Jeg kan ikke garantere for Børnefonden eller andre, men kun fortælle at min ven Pierre, der gennem flere år har haft et sponsorbarn i enten Togo eller Mali, en dag tog sin rygsæk og rejste ned for at se, om hans støtte nåede frem til barnet.

Han besøgte uanmeldt familien (det må man ellers ikke, men hans ønske var, at de ikke lavede særlige foranstaltninger (og dermed brugte penge) bare fordi han kom forbi en tur) – og han var ikke i tvivl, da han kom hjem. Hans penge når frem! Det var grunden til, at jeg valgte Børnefonden, da jeg startede mit sponsorat i 2007. Selv støtter jeg ikke andre “småindsamlinger” i årets løb, fordi jeg tror på, at konkret og målbar støtte til ét menneske spiller en rolle frem for en 20′er hist og her.