Stegemüllers vindue mod verden

“Signe” af Lars Johansson

fredag, juli 3, 2009 · 2 Kommentarer

Signe af Lars JohanssonJeg kan stadig læse…

En gudbenådet sommer, hvor det er dejligt at finde en solfyldt eller skyggefuld plads med en bog, er befordrende for min genfundne interesse: at læse en bog. En ven har altid ment, at jeg er ekstremt god til at koncentrere mig, og han har måske nok ret; på mindre end én uge har jeg slugt 593 sider “Signe” af Lars Johansson.

Scenen er 2. verdenskrigs slutning. Signe Gondrup forlader Silkeborg og rejser med en troppetransport gennem Tyskland for at møde sin elskede Felix i Prag. De får en lille smule tid sammen, men da det er en roman om krig og kærlighed, får de to mennesker mere tid adskilte end sammen.

Romanen er fiktion baseret på en sand historie. For os, der ikke har oplevet 2. verdenskrig, vil den altid være “spændende”, og dette være skrevet uden ønsket om at forklejne nogens følelser! Jeg tilhører formentlig den sidste generation, der har haft forældre, der har oplevet krigen. Min far var i modstandsbevægelsen og min mor kunne huske lydene den 9. april 1940 om morgenen og morfars runderinger om aftenen i et privat vagtværn.

Hovedpersonen Signe, der efter krigen dømmes for et forhold af “angiveri” i Danmark i 1943 (skampletten i dansk retshistorie – lovgivning med tilbagevirkende kraft – fornægter sig heller ikke her) , forelsker sig hovedkuls i den tyske fabriksleder Felix, ønsker at leve sig liv med ham, får barn med en amerikansk officer, sidder interneret to gange i Tyskland, kaldes Ami-Hure og gennemgår alskens lidelser. Sådan er kærlighed fristes man til at sige, men mindre kan vel også gøre det.

I Danmark ville vi vel have kaldt hende felt-madras og klippet håret af hende i de glade maj-dage ‘45 – men i bogen er hun en ung, forelsket og handlekraftig kvinde. Spændende for en gangs skyld at se det hele beskrevet fra den anden side; lidt som når man engang i mellem ser en film om Vietnam-krigen beskrevet af vinderne – normalt beskrives den krig jo af taberne. Alle mennesker har følelser – Lars Johansson kan beskrive dem. Det fremgår af epilogen, at der også er en film “Den tyske hemmelighed”, som er baseret på bogen. Den må jeg vist se at finde på DVD.

Køb evt. bogen som paperback fra Gyldendal for 79,95 kr. og find et skyggefuldt træ at sidde under, alt i mens luften over dig står stille i bladhanget – og nyd den!

Kategorier: Bøger
Tagged: , ,

2 responses so far ↓

  • Kirsten Rasmussen // mandag, juli 6, 2009 at 20:21 | Svar

    Kære Hanne

    Jeg har både læst bogen og lånt DVD på biblioteket. Det er en spændende bog. Jeg blev absolut klogere på bogen af have set DVDen, den må du endelig låne.

    Venlig hilsen
    Kirsten

    • Stegemüller // mandag, juli 6, 2009 at 20:27 | Svar

      Kære Kirsten

      Godt at høre fra dig igen! Og undskyld jeg ikke har fået besvaret mails så længe – jeg besvarer ca. 50 på arbejdet pr. dag, og så er det som om, jeg har set nok mails dén dag, og de har det jo med at tage hinanden de dage! Det var et dejligt billede af jeres fælles fødselsdag.

      Jeg må se om jeg kan finde DVD’en på biblioteket!

      Kh
      Hanne

Skriv en kommentar