Jeg er simpelthen for hurtig… nu har jeg købt klippekort, så går det en del langsommere!
Nu var jeg ellers så glad og veltilpas efter en fantastisk mandag med stjernestunder og børn i bilen – afsted til Sagnlandet Lejre (det er det, vi andre kalder forsøgscenteret) og senere Tegners Museum med jordbær og brownies ude i lyngen og i det bedste af den danske sommer.
Jeg prøver af al magt at huske mig selv på, at jeg ikke bryder mig om børn, da de støjer og koster penge 
Men jeg har mødt to “knejter”, der ikke støjer og som jeg ville give min rørlige formue for og til!
Tirsdag morgen cyklede jeg således glad og fro til arbejde “fyldt af glæde over livets under”, men “hvorfor er lykken så lunefuld”, og hvorfor skulle det fjols nu blive ved med at bakke, så jeg var 100 pct. sikker på, at han ikke holdt tilbage for mig? Jeg var så sikker på, at han ramte mig, så sikker på, at han ikke havde set mig at urinstinkterne slog til – jeg må have bremset hårdt – men faktisk ved jeg det ikke, for jeg så det i slow motion! Og når bremserne virker ordentligt og er velholdte, så står man først stille, og dernæst ligger man på asfalten. Det går meget hurtigt!
Jeg var chokeret, troede, han havde ramt mig, troede, jeg var blevet kørt ned, da jeg sad der og prøvede at samle mig sammen, alt i mens han bedyrede, at han bare bakke lige så stille. og jeg sagde til ham “du kørte jo bare” – han har jo nok ret, men et eller andet har dog fået mig til at slå autopiloten til og bremse! Jeg har kørt på cykel i indre by i snart 30 år – jeg ved da niget om dette!
Han tilbød at køre mig på skadestuen, da jeg virkede chokeret – men vanen tro belærte jeg ham om, at den slags kan skadestuen alligevel ikke gøre noget ved; de ser efter objektive fund og sætter knogler sammen og den slags. Inden jeg ulejliger sundhedsvæsenet, overvejer jeg, hvilken behandling, de overhovedet er i stand til at give mig. Siger nogen “gå til lægen” er min første reaktion “jamen hvad skal hun gøre ved dét?”
Det var ikke så lagt fra styrelsen, så efter at have rette styret op og sat kæden på igen, entrede jeg atter jernhesten og kørte de sidste 200 meter og satte på vanlig vis cyklen ned i kælderen. Vel oppe på kontoret fjernede jeg den værste (ikke sidste) olie og gav sårene på skinnebenene en gang sulfo; det skulle være så godt mod alskens skidt. Og således startede en næsten almindelig arbejdsdag kl. 08:00.
Op ad formiddagen fik den venstre albue det langsomt værre. Den kunne ikke rigtig bøje, ikke rigtig strække og udadrotationen var heller ikke helt som den skulle være – samlet set en del mindelser om dengang jeg for 14-15 år siden “lavede den til mos”, som de sagde på Glostrup. Dengang gjorde det heller ikke ondt.
Efter en del overvejelser frem og tilbage om, hvorvidt det nu ikke bare var at spilde sundhedsvæsenets kostbare tid at få den arm tjekket, at der ikke var noget i vejen, at det vel bare var lidt hævelse efter slaget, det tager så lang tid på en skadestue og jeg har jo travlt med vigtige statssager osv…. begav jeg mig til Bispebjerg Hospitals Skadestue.
For at gøre en lang historie kort: Jeg har fået lavet en lille revne i ulna = albuebenet fractura radii, extremitas proximalis (spolebenet) – en af de lange rørknogler, der går fra albuen og ned mod hånden. Det er bla. lige præcis den knogle, der er med til at sikre udadrotationen (suppegrebet (hold en portion suppe) – supination). Ingen gips men stille og roligt armen i slynge; ingen belastninger!
Da jeg nu fortalte lægen, at Marokko og Atlasbjergene kom i spil her, mente hun nu nok, at det kunne vokse sammen på 1½ uge – og måske sagde hun det for at glæde mig, men jeg tror altså ikke helt på det! I givet fald er det da Danmarks hurtigst sammengroende ulna radius! Nuvel jeg heler godt både knogler og sår, men 1½ uge er meget hurtigt; faktisk for godt til at være sandt. Så nu går jeg og tæller på knapper Marokko eller ej?
Lige nu ved jeg ganske enkelt ikke, om jeg skal udløse afbestillingsforsikringen eller ej. Det er ikke fedt at tage på bjergvandring, hvis man ikke er fuldstændig fit for fight. Det er heller ikke fedt ikke at komme på ferie. Skal til egen læge(s ferieafløser) senest onsdag og lige nu har jeg det sådan, at hvis jeg er i tvivl/er usikker, så bliver jeg hjemme. Venstre arm skal bare virke, hvis man skal bevæge sig uden for de sædvanlige cirkler. Jeg gider ikke være en klods om benet på de andre i gruppen, og jeg vil kunne gå ned ad bjerge med mine sticks/vandrestave, uden at det skal gøre ondt for hvert skridt, for med stavene flytter man belastningen fra knæene (og mine er ikke for gode) over i armene, der bliver 3. og 4. ben. Derudover: er man usikker på sig selv, skal man da nok styrte ned ad et bjerg!
Samlet set: Pokkers! Og jeg ved ikke, hvad jeg skal!
