Indviklet koldkrigslogik…
Jeg plejer at slukke for film om agenter under den kolde krig, for det er for indviklet. Jeg slukker to gange for film om dobbeltagenter, for det er dobbelt så indviklet 
Der var nogle sider af “Luftkastellet der blev sprængt” af Stieg Larsson, der derfor gik lidt let henover hovedet på mig, men ellers har jeg siden søndag aften læst afbrudt – kun afbrudt af lidt arbejde i dagtimerne.
Endelig fik vi slutningen på Lisbeth Salanders lidelser og kamp mod hele det svenske bureaukrati. Man er så mættet af drama, at de sidste sider, hvor et nyt synes at tone sig op, er næsten ulidelige, for hvad nu hvis den slutning skal henstå i det uvisse for altid?
Alle tråde splejses dog til sidst, og man fristes næsten til at sige, at “det ender godt”.
Aldrig har jeg læst så mange sider på så kort tid – fremragende underholdning. At arvingerne til Stieg Larsson så efterfølgende har kæmpet med kommunisterne om en milliard-arv er forståeligt, og at der er nogle, der i Information (kommentaren) har dristet sig til at nedgøre forfatterskabet er lige så uforståeligt. Men OK han skriver ikke akademisk og snørklet – han skriver derimod med en vanvittig intensitet. Jeg ville næsten ønske, at jeg endnu havde trilogien til gode.
