Diagnose søges

Ros til sundhedsvæsenet!

Jeg er typen, der først går til lægen, når jeg selv har stillet diagnosen. Og hvis jeg ræsonnerer mig frem til, at dette eller hint, kan hun alligevel ikke gøre noget ved, går jeg slet ikke derhen – man skulle jo nødigt sætte lægen i et dilemma.

Men hvorom alting er gik alligevel jeg i juni ned og talte med hende om et ældgammelt problem med min blære, der hindrer mig i at sove om natten, fordi den nærmest er “hysterisk”. Det der fik mig af sted var, at det p.t. er, som om det bliver værre. Jeg kan lægge mig ned, og så går der 3-7 minutter, før jeg må af sted igen. Det er i længden ret anstrengende – også at man aldrig nogensinde vågner udhvilet. Jeg fik en henvisning til Frederiksberg Hospitals urologiske afdeling, der svarede, at jeg inden udgangen af 2009 ville få en indkaldelse. Hrm… lange udsigter tænkte jeg.

Overraskelsen var derfor stor, da jeg fik en indkaldelse til en undersøgelse allerede her i september. Og den har jeg så allerede været til, og en fiks lille kikkertundersøgelse viste, at min blære er farligt fin indefra. Det er jo rart at vide Han trykkede mig også lidt rundt omkring på maven, og hvad han egentlig ledte efter/mente at mærke, glemte jeg desværre at spørge om, men det gjorde sådan set pokkers ondt. Nu er der jo selvfølgelig lige det forbehold, at man ikke sådan sædvanligvis går rundt og trykker sig selv på maven, så hvordan plejer det mon at føles – og hvad er normaltilstanden? Derefter bestilte han en CT-scanning af min mave.

Jeg blev CT-scannet i fredags (1½ uge efter den 1. undersøgelse – det er sørme effektivt!). Det gik som den slags jo går, en lille smule ubehag ved kontraststoffet, lidt på kvalmestadiet, men det følger med, og det regner jeg ikke for noget. På røntgenafdelingen giver de naturligt nok ikke resultatet ved udgangen, så jeg har allerede fået en tid til 5. oktober, hvor jeg kan få svaret.  Det er god og effektiv planlægning. Det, der har sat tanker i gang, er, at en af radiograferne kom bagefter og sagde “Jeg glemte at spørge “Er der mulighed for, at du kan være gravid?”"

Det lille banale spørgsmål, som sikkert bare er et standardspørgsmål, der kræver et flueben i et eller andet skema, og som sikkert bare var en forglemmelse, har fået mig til at lægge facts sammen og stille spørgsmål: Hvorfor går dette her så hurtigt, hvad er det, der gør så pokkers ondt, når man trykker udefra og hvad er det de så umiddelbart efter?

Nu kan jeg lyde som en sur og utilfreds bruger af det danske sundhedsvæsen – i givet fald har jeg udtrykt mig ganske forkert! Jeg er imponeret af effektiviteten, præcisionen og planlægningen; folk er utroligt venlige og informationsmængden er næsten overvældende. Jeg oplever at blive taget seriøst. Det er rigtig rart.

Men jeg er bekymret – og rationaliteten kæmper med angsten. På den ene side: alt er OK og de udelukker bare de forskellige muligheder, der kunne være, hvilket er en naturlig og professionel fremgangsmåde, når man ikke ved, hvad man leder efter. På den anden side: der er noget inde i mig, som ikke er, som det skal være; det bliver værre, derfor vokser mit nattecirkus. Og hvad er den næste naturlige tanke? Når jeg er mest bekymret, tænker jeg, at dette er galoperende cancer – hvilket jeg naturligvis straks afviser med, at der så ville være andre/flere symptomer og at hvis jeg havde haft det i 10 år, var jeg død for 7 år siden!

Jeg svinger mellem at tænke, at jeg bare er lettere neurotisk, har overdreven fokus på problemet, har ulejliget sundhedsvæsenet unødigt og er en af de sundeste danskere  – for i næste minut at tænke, at dette er seriøst, at jeg kun lægger facts sammen og at jeg ikke kommer rendende, bare fordi jeg har lidt ondt i storetåen.

Jeg må sige, at jeg glæder mig til den 5. oktober; jeg håber, at jeg fejler et eller andet, der kan “repareres”, så mit nattecirkus kan få en ende og ikke mindst håber jeg, at de kan finde et eller andet. Det værste vil næsten være: “Vi kan ikke se noget, alt er som det skal være, du må leve med det”, for det prøvede jeg for 10 år siden, da jeg senest henvendte mig om problemet. Dengang var det urologisk afdeling på Hvidovre, som undersøgte på en helt anden måde og ikke var nær så grundige.

Min kæreste ven tager med den 5. oktober – fire ører hører trods alt bedre end to, og de spørgsmål jeg ikke selv får stillet, fordi jeg (på visse områder) er så frygtelig pæn, skal hun nok stille. Jeg glæder mig over ikke at skulle alene af sted!

“Jordens søjler” af Ken Follet

Jeg er allerede i gang med efterfølgeren…

På min lange vej gennem bøger, jeg ikke har fået læst i de år, jeg i stedet har læst kirkebøger, indtastet gravsten og Nygårds Sedler mv. kom jeg endelig til “Jordens søjler” af Ken Follet. De første 325  sider overvejede jeg, om den virkelig fængede, eller om jeg bare læste den, fordi “man skal gøre det færdigt, man er begyndt på” – men pludselig skete der et eller andet.

Pludselig var jeg midt i universet med riddere, jarler, fredløse, hele det gejstlige cirkus, afhuggede hoveder, sult og ufattelige lidelser – og så kunne jeg ikke lægge den fra mig igen. Tom Bygmester dør ca. side 600 og det føltes næsten trist inde  mig.

Næste gang jeg besøger en katedral (ikke en knejpe), vil jeg lægge nakken tilbage og tænke på, hvordan pokker de har lavet den, og jeg vil kigge efter revner i loftet og overveje om de understøttede loftet med buer i byggeprocessen.

Mennesker kan være “piller” i hinandens liv, og fjerner man en af disse piller, er der et vist mål af lidelse, der må gennemgås. Fjerner man en af jordens søjler falder katedralen sammen og de fintmaskede magtstrukturer må genopbygges. Begge dele sker i bogen, der rummer mængder af intriger, intrigante mennesker, der hellere bygger knejper end katedraler og som hellere ser næstens hoved på et fad.

Til tider kan det forekomme en smule stereotypt, at de gode er virkelig gode og de onde er virkelig onde. På den anden side: så ved man da, hvad man står med, der er intet bedrag og det levner overskud til at nyde de samlet set 1.000 sider. Når man lukker bogen er der kun én vej og det er til boghandleren efter fortsættelsen “Uendelige verden”.

Pigen der legede med ilden

Jeg er blevet bekræftet…

I sommer læste jeg Stieg Larsson-trilogien, så nu måtte jeg naturligvis i biografen og se filmatiseringen af “Pigen der legede med ilden”.  Anmeldelserne på Scope (min foretrukne filmside på nettet) fra både anmelderne og brugerne er lidt lunkne, og efter at have set filmen vil jeg give dem ret.

Filmen følger bogen godt, men alle nuancerne er selvfølgelig forsvundet – eller rettere, der er ikke tid til at forklare dem så godt på lærred som på papir. Et ex er, at hele historien med Zalchenckos ankomst til Sverige og Säpos håndtering af sagen slet ikke træder klart frem i filmen, og havde jeg ikke læst bogen, tror jeg ikke, jeg helt havde forstået vigtigheden af dette element.

Et andet ex er at Lisbeth efter “begravelsen” redder sig selv og i bogen er der naturligvis flere sider om hendes tanker undervejs, hendes tanker som levende begravet – i filmen ser man bare resultatet. Sådan må det naturligvis være, men jeg er måske bare bekræftet i, at jeg ikke skal læse bogen for dernæst at se filmen. Der bruges simpelthen for meget mental energi på at sætte filmen småstykker ind i bogens sammenhæng for at få historien til at hænge sammen. Om filmen ville kunne forstås uden at man havde læst bogen, skal jeg ikke kunne sige.

Nogle har haft skrevet, at filmen er langsom, fordi den  reelt er fremstillet til TV. Jeg kan nu ikke se, at den er specielt langsom, men det siger måske mere om mig end om filmen.

En af mine anker mod at se film bygget på bøger er normalt, at filmen ødelægger de billeder, jeg selv har dannet på nethinden. Det skete overraskende nok ikke i “Pigen der legede med ilden” – faktisk blev de gode bare bedre og de onde bare værre. Lisbeth så bedre ud end ventet, Michael var mere lækker, og R. Niedermann og Zalchenckos var endnu værre end ventet. Det var perfekt.

Jeg tror ikke, filmen kan ses og give mening, hvis man ikke enten har læst bøgerne eller har set “Mænd der hader kvinder” – men er en af de forudsætninger på plads, så bliver man godt underholdt i et par timer – og det hele ender med en cliffhanger (helt som i bogen), så filmselskabet er sikker på kunder også til afsnit tre.

Østeuropæiske tilstande hos Apple?

Jeg må bare eje den…

Jeg har kigget længe, set introduktionsvideoen flere gange, spurgt mig for hos de mest nørdede af de nørdede venner jeg har, set over skulderen i S-toget, undesøgt markedet for mobilt internet, faret vild i prisskemaer, når jeg skulle finde ud af, hvad denne fætter egl. koster – og efter lang research er jeg kommet frem til, at jeg vil købe en Apple iPhone 3G S og det skal være hos 3, fordi de har det suverænt bedste mobile bredbånd, og fordi deres priser er til at gennemskue. Når man vil have internettet i lommen skal det bare virke hver gang, også når jeg står i en skov på Mors.

Min umiddelbare undskyldning (for en sådan synes jeg, jeg behøver) for at lænse min tegnebog med en iPhone er blandt andet, at jeg jo skal til Århus en gang om måneden de næste tre år, og så vil det unægteligt være rart altid at have internettet i lommen til de lange (måske lidt kedelige) aftener på Diakonhøjskolen for nu slet ikke at tale om rejsen frem og tilbage…

Den 18. august blev jeg så hos 3 skrevet op til at blive ringet op, når de igen har iPhone på lager! Jeg ved ikke, om jeg er nummer 47 eller nummer 9447 i køen – men de har ikke ringet endnu, så jeg må nøjes med at følge med på deres status-side. Det er da stort set østeuropæiske tilstande før 1989. Set fra Apples side er det selvfølgelig fikst ikke bare at sætte turbo på produktionen, for sådan skaber man lidt kult-agtig stemning om det at have en iPhone. Den er skam ikke for hvem som helst.