Hvorfor blogger man?

En kollega nævnte i går, at hun af og til læser med her…

Vi talte lidt om, hvorfor bloggere blogger, hvilket jeg også ofte har spurgt mig selv om.

Hvad er det, der får mig til at bruge tid og kræfter til at skrive til en ubekendt skare af mennesker?

Et blandt mange svar er Google! Når der nu om dage er noget, jeg ikke ved noget om (og der er en del af den slags), går turen først og fremmest til Google. I gamle dage gik turen til Lademanns 27 binds leksikon, men den tid er ovre.

Men hvis der ikke var nogle, der skrev til nettet, fandt Google logisk nok ingenting. Min tanke er altså at give mit mikroskopiske bidrag til det altfavnende internet for at glæde andre med et hit eller fem og da denne blogs målsætning er at handle om “Alt mellem himmel og jord” finder du altså poster om alt fra Gud til dørhåndtag via ØkonomiService Centeret (ØSC) og slægtsforskning. Min glæde over, at almindelige mennesker kan få lov at formidle almindelige tanker, vil aldrig tage ende.

For ikke så mange år tilbage skulle man være “noget ved musikken” (eller i hvert fald selv mene, at man var det) før man udgav noget andre forventedes at læse. De elektroniske medier har heldigvis rykket afgørende ved denne grænse.

Selv tænker jeg ofte over, hvor grænsen, for hvor personlig jeg vil være, går. Men jeg ender altid med svaret, at det er den mere eller mindre personlige beretning om dette eller hint, der rykker. De videnskabelige artikler og afhandlinger er allerede skrevet. Den personlige vinkel er den nye vinkel.

Bloggen ctr. Facebook: Min egen blog-aktivitet er faldet, efter jeg er kommet på Facebook. Facebook er stedet for de korte meddelelser; til længere (evt. holdningsprægede og motiverede) indlæg mener jeg faktisk, at Facebook er uegnet. Personlig savner jeg på Facebook mennesker, der skriver mere, funderer og undrer sig over et eller andet. Mediet egner sig til statements – ikke til pro et contra.

Ulemper? Der er mange! Det er min opfattelse, at det elektroniske medie har reduceret det kvalitative indhold (læs: der sjuskes mere), der er for meget, der ikke er korrekturlæst og der er for meget, der er fragmentarisk. Der er for meget fremmedhad og racisme i den danske blogosfære, og det er som om, man på nettet kan tillade sig hvad som helst. Det virker som om, reglerne – om hvad man gør og ikke gør overfor andre mennesker – er ophævet på nettet – men det er de jo ikke!

Men når det er sagt, så overvejer fordelene langt ulemperne, og hvad gjorde vi egentlig  før Google? Det kan jeg ikke slå op i hverken Salmonsens eller Lademanns Leksikon!

Formulér et problem

Er det en kunst?

Nej jeg tror ikke, det er en en kunst at formulere et problem præcist og skærpet, således at den, man spørger, har en chance for hurtigt at svare.

Både i min fritid og på mit arbejde oplever jeg, at spørgsmål stilles så vagt og upræcist, at man, som den, der ventes at svare, bliver nødt til at stille afklarende spørgsmål, hvilket dybest set er spild af tid, forstået som tid, der burde være brugt på noget mere fornuftigt.

Flere slægtsforskningsfora præges af dobbeltydighed og uklarhed. Fx fortæller brugerne en lang historie om oldefar og giver en masse informationer; som læser sidder man tilbage med spørgsmålet: “Hvad er det, du ønsker hjælp til?”

En anden klassiker er at gentage forummets overskrift/navn. På DIS-Forum er der fx et Forum, der hedder “Hjælp til tydning”. Det er mig en gåde af hvilken grund mange derefter starter tråden med “Hjælp til tydning ønskes” – ja selvfølgelig, ellers er det jo det forkerte forum. Det er da mere relevant at skrive fx: “Vejle, Nørvang, Thyregod, dåb 1777″, så kan man som læser lynhurtigt vurdere, om man evt. kan hjælpe.

Jeg lever primært af at supportere et IT-system med 3.000 brugere. Jeg får ofte e-mails ad modum “Det virker ikke”, “den regner forkert” eller “det ser mærkeligt ud”.

Så sidder jeg og kigger lidt på det og tænker, at det vel egentlig ser meget godt ud og prøver at gætte, hvad brugeren mener. Da mit neurale netværk er ret underudviklet, gætter jeg som regel forkert, og for ikke at gøre det, bliver jeg nødt til at returnere nogle spørgsmål “Hvad mener du er forkert, hvad mener du i stedet, der burde have stået, og hvor skal jeg kigge for at se det?”

Brugeren synes sikkert, det er sært, at jeg ikke kan gætte problemet, og irriteres sikkert over at måtte sende endnu en e-mail for at få hjælp. De samlede transaktionsomkostninger for løsning af et banalt problem bliver mindst dobbelt så store som nødvendigt!

Det vil altid undre mig, at der bruges så mange overflødige ord og sætninger, og sendes så mange e-mails som ikke i sig selv bidrager til en værditilvækst. Det hele kunne være klart til den halve pris med en præcis og klar problemformulering.

På samme måder undrer det mig, at mange mennesker mener, de absolut skal telefonere om et problem.

For hvad er det der sker, når folk ringer? Jo de præsenterer problemet, og når de er færdige med det og jeg begynder at løse det/forklare en sammenhæng, så taler de selv videre.

Jamen jeg kan ikke både tænke, arbejde og samtale på én gang – og også i denne situation er omkostningen mindst den dobbelte af, hvad den burde være.

E-mails har en række fordele:

• de besvares i den rækkefølge, de kommer og ingen kan møve sig ind foran i køen,
• jeg kan genbruge mine svar ,
• brugeren kan gemme og genbruge svaret, og
• det er langt hurtigere. Der er ikke mange samtaler, der kan gennemføres lige så hurtigt, som jeg kan besvare e-mails.
• Jo hurtigere jeg kan besvare e-mails, jo flere sager kan jeg tage fra samlebåndet pr. dag.

Nuvel, det er sikkert bare den introverte del af mig, der forsøger at finde argumenter for den måde, jeg i det hele taget kan arbejde på, men jeg mener fortsat, det må være muligt at formulere et problem klart, tydeligt og så på skrift.

Diagnose fundet: Intercistiel cystitis

Der er noget at gøre…

Tirsdag i sidste uge fik jeg et afbud til en undersøgelse på Frederiksberg Hospital. Da jeg ikke sådan går rundt og ønsker mig undersøgelser, men resultater, spurgte jeg, om det så også var muligt at få et afbud til overlægen. Sygeplejersken sagde, at det kunne være, han havde mulighed for at ringe. Og det gjorde han så i dag. Vi talte sammen 3-4 minutter, diagnosen er “Intercistiel cystitis” og vi prøver med “Gepan“, og jeg får et brev om, hvornår jeg skal komme til behandling første gang.

Der bliver i øvrigt rig lejlighed til det, for de første seks gange, svarende til de første seks uger, skal jeg komme dér en gang om ugen.

Fantastisk – også at jeg ikke skal vente til 9. november med svaret!

Når man nu ikke ligefrem fejler noget livstruende, når vi egentlig bare skal aftale, hvad der er næste skridt, når udredningen er så vidt fremskreden, når patienten kan forstå en besked osv. må der være mange penge at spare ved at klare sådan nogle ting pr. telefon. Jeg kan jo stille flere spørgsmål, når jeg kommer derind næste gang, og i øvrigt kan jeg forberede mig bedre og have mine spørgsmål parat. Så kan deres tid gå med at tale med de mennesker, der ikke kan få beskeden pr. telefon!

Diagnosen betyder på hverdags-dansk, at den beskyttende slimhinde i blæren (glykosaminoglykan-laget) er ødelagt, og man ved ikke rigtig, hvorfor det sker; der er heller ikke nogen behandling, der kan skaffe den tilbage, men man kan lindre symptomerne. Jeg forestiller mig, at det er lidt som når teflonbelægningen er ved at være slidt af stegepanden.

Jeg forventer mig næsten mirakler nu! Det vil simpelthen være fantastisk, hvis det virkelig virker (jeg tør næsten ikke tro det) – og tænker allerede på, hvor dejligt det bliver i Vietnam til jul at skulle dele telt med en fremmed, lægge mig ned uden skulle tænke på, hvor mange gange jeg skal forstyrre min medbeboer ved at lyne soveposen op og i 7 gange. Lynlåse i soveposer larmer ufatteligt meget, når det er nat, og alle andre sover.

Retrospektiv ærgrer jeg mig over, at jeg ikke prøvede at gå til min egen læge noget før; hvor kunne jeg have sparet mange uheldige bivirkninger af søvnbesværet – og hvor kunne mange dage dog have været bedre. Men helt som det fremgår af den engelske artikel forestillede jeg mig at hun ville sige: “blærebetændelse, stress og “det er noget, du bilder dig ind”". Diagnosen IC er vanskelig at stille og mange læger ved simpelthen ikke nok om den sygdom.

De har været/er fantastiske på Frederiksberg Hospitals urologiske afdeling. Den 1. gang jeg var der var vist den 16. september. Og må jeg så bede VKO-regeringen holde op med at putte pengene over i de private hospitaler!

Skraldestrejken fortsætter

Det er ikke let med den der dansk…

“Journalisme” burde forudsætte et mindstemål af indbygget stavekontrol dels i den anvendte pc, dels i skribenten selv – men i givet fald havde jeg selvfølgelig ikke noget at harsellere over, hvilket ville være trist.

På DRs side fandt jeg denne godbid:

Utilfredse med arbejdsmiljøet
Det sker i protest mod ledelsen, som skraldemændende Chaufførerne er utilfredse med arbejsdmiljøet, og derfor har de for femte gang på tre måneder nedlagt arbejdet.

En “mand”, to eller flere “mænd”. Det burde da ikke være en af de svære – her burde Jørn Hjortings Frøken Klokken have gået forud med et lige minuttal. Der mangler herudover antageligt nogle ord i sætningen, formentlig et punktum foran Chaufførerne og endelig hedder det “arbejdsmiljøet”. Det er imponerende, at der på så lidt plads kan laves så mange fejl.

Så er det muligvis lidt mere undskyldeligt med denne, som jeg i dag fandt i et mødereferat:

“NN svarede, at analysen vil forelægge inden for et ½ år.”

Vurderet i forhold til antallet af fejl, der relaterer sig ligge/lægge er det ganske sikkert, at Frøken Klokken umiddelbart forinden har vist sig fra sin mest ulige side

Sådan er kapitalismen

Til tider fatter jeg simpelthen ikke kapitalismen!

Jeg har boet flere forskellige steder i København (Nørrebro, Amager og Vanløse) men har aldrig haft så ringe indkøbsmuligheder som her i Hvidovre, der må karakteriseres som et uland. Her er ellers masser af butikker, de har bare aldrig nogle almindelige basisvarer!

• I Føtex har man åbenbart besluttet sig for ikke at forhandle økologisk piskefløde i kvarte litre. Man kan derimod sagtens få en ½ liter. Af samme grund har jeg ofte smidt mere end det halve ud, når det blev for gammelt.
• Det er ikke muligt en torsdag eftermiddag kl. 16 at købe en liter økologisk sødmælk, der ikke er fra Arla, endsige en pakke gær. Medarbejderne har efter deres eget udsagn ingen indflydelse på sortimentet. Kunderne har tilsyneladende slet ikke. Jeg spørger “Hvem har så?” Jeg gik engang til nationaløkonomi og der lærte vi, at kapitalisme handlede om udbud og efterspørgsel. Jeg kan da ikke være den eneste, der efterspørger basale varer som mælk, fløde og gær!  Men der er masser af skrammel og overflødige genstande, når man ellers først har kæmpet sig gennem afdelingerne for børnetøj, musikanlæg og havetraktorer.
• I Netto har de i tre uger ikke haft økologisk sødmælk. Nej tak – jeg skal ikke have Minimælk! Jeg hader Minimælk.
• Så ender jeg i Kvickly – efter to km. yderligere på cykel i regnvejr; de har sørme alle tre ting – og når jeg nu alligevel skal stå i en alenlang kø for at få lov at betale, kan jeg jo lige så godt prøve at finde sæben til mine trægulve. Dén har de ikke – men der tilbud på varehuscykler og hundekurve…

Hvis jeg drev en forretning, ville jeg lytte til, hvad kunderne ønskede og så sørge for at have det hjemme, før jeg begav mig ud i varehuscykler, polyester- og/eller velourhjemmedragter og lumatronfarvede fladskærme! Problemet er, at dem der ejer disse kæder er alt alt for langt fra kunderne og de daglige behov – eller måske bor jeg bare det forkerte sted?

Hvor er begreber som “service” og “kundepleje” blevet af? Problemet er, at storkapitalen er hamrede ligeglad med, hvad folk køber, bare de køber. De fleste mennesker renoncerer formentlig, og køber det, der er at købe. Men på samme måde som Istedgade, overgiver jeg mig aldrig – for den slags hører til monopolismen – og den bekender vi os jo ikke til, eller gør vi? Er monopolisterne ikke bare blevet så enormt store, at de ikke længere er til at kende fra kapitalisterne?

Jeg kører til Irma i Rødovre for fremtiden – min fritid er ganske enkelt for kostbar til at stå i kø flere steder for at få helt almindelige varer!

Nu på afbud

Watch the next episode of Hanne’s bladder…

Det er lidt pudsigt, men det er først, når noget er holdt op med at fylde, man kan mærke, hvor meget det har fyldt! Mens det fyldte, havde man jo travlt med at skubbe det væk, således at man ikke kunne vide, hvor meget det fyldte i en. Så selv om jeg vågnede kl. 03 i nat og ikke kunne sove mere, og endte med at sidde på kontoret kl. 07, har det været en “glad dag”, hvor jeg bare ved, at jeg ikke fejler noget meget alvorligt.

Den lille fyr på billedet har meldt afbud! I går spurgte jeg dem på hospitalet, om der var mulighed for at stå på en liste til eventuelle afbud. Det kunne man godt – og så ringede de lige i morges kl. 8, og tilbød et afbud kl. 10:00. Da jeg ikke ligefrem redder liv i mit job (selv om brugerne til tider synes at mene det) kunne jeg godt lige komme med to timers varsel. Til tider er det skønt at være bureaukrat

Formålet var en tryk-flow undersøgelse. Det var nu lidt af et cirkus og “en anelse” grænseoverskridende med kateter både her og der – men jeg tænker, at det følger gratis med og at målet helliger midlet. Jeg skyr ingen midler!

Det var en rigtig sød sygeplejerske, der forestod undersøgelsen, og der var også tid til, at jeg kunne få stillet nogle af de spørgsmål, jeg havde tænkt over siden i går. En overlæge har altså pokkers travlt. Selv om min kæreste ven tog med i går – fordi fire ører hører bedre end to – var der et par småting, vi ikke havde forstået rigtigt, og selv om internettet er godt, så er det nu til tider bedre, at tale med et rigtigt menneske.

Jeg tror nok, hun var lidt forundret over resultaterne, men de stemte helt til min egen oplevelse af verden, så nu venter jeg spændt på næste trin. “Watch the next episode of Hanne’s bladder”…

God behandling på Frederiksberg!

Nogle gange er det rart at fejle noget!

Alle normale mennesker ønsker sig at være helt almindeligt raske uden fokus på hverken den ene eller anden yderekstremitet eller det ene eller det andet indre organ – og da jeg anser mig selv for relativt normal, har jeg det naturligvis også sådan, og samtidig er jeg næsten lettet over at fejle et eller andet!

Punkt 1: Min mave er ikke spist op af cancer. Det er jeg særdeles lettet over. For første gang i mit liv har jeg haft tænkt store tanker om liv og død af udefrakommende årsager – og det er fantastisk at kunne mane det spøgelse i jorden!

Punkt 2: CT-scanningen viste, at jeg har en cyste på den ene æggestok, men det skal undersøges yderligere, og det ville den urologiske overlæge ikke udtale sig yderligere om, for det var ikke hans speciale. Det kommer der en indkaldelse til senere. Cyster er vel enten til at fjerne eller til at leve med – det tager jeg stille og roligt, og synes, at det er både professionelt og rigtigt, at han ikke vil rode sig ind i kollegernes specialer. Men sammenhængen til mine symptomer er nu klar nok.

Punkt 3: Min hysteriske sindssyge blære har mulighed for helbredelse eller i hvert fald lindring – og det der optager mig mest er faktisk at blive taget super seriøst. Der skal lidt overvindelse til at sige til en overlæge at “min blære føles byldeøm” – jeg tænker på forhånd, at manden må anse mig for neurotisk, hysterisk eller i hvertfald for hypokonder. Men nej – det har en betegnelse (“painfull bladder”), ergo jeg fejler noget, det er ikke noget, jeg bilder mig ind, ja problemet er reelt og beskrevet. Mine symptomer passer ind i et på forhånd kendt billede.

Punkt 4: Det skal undersøges yderligere i slutningen af oktober ved en tryk-flow undersøgelse. Det er vist sådan en undersøgelse, de i sin tid (som det eneste) lavede på Hvidovre og konkluderede, at jeg havde det fint. Nuvel – forskning og udvikling bevæger sig konstant og læger bliver derfor dygtigere, og derudover er min tilstand vel også blevet forværret/mere tydelig i løbet af de ca. 10 år, der er gået siden da.

Punkt 5: Jeg har fået information om to forskellige behandlingsmuligheder – og synes lige pludselig, at det trykte informationsmateriale er guld værd. Den primære behandling (mod “overaktiv blære”) kan være en Botox behandling, hvor man hver 7. måned ambulant under fuld bedøvelse lammer blæren med 10 injektioner. Jeg er klar til hvad som helst for at få min nattesøvn igen – også selv om jeg synes, det lyder noget indgribende at skulle gøre dette resten af livet, og også selv om jeg ikke lige forstår, hvordan de funktioner, der trods alt skal være, bevares.

Alternativet var behandling med Gepan (mod “Interstitiel Cystitis”), som man bruger, hvis blærevæggen af en eller anden grund er ødelagt og systemet mere eller mindre inficerer sig selv konstant. Det lød nu lidt som om, at det var step 47 – og at det skulle jeg ikke koncentrere mig om.

Konklusion: Det gik lidt stærkt, men de er superprofessionelle, og det er fantastisk at blive taget så seriøst, når man kommer med et lidt diffust problem.

Lægen gik lige til biddet og havde umiddelbare behandlingsforslag. Det er kun 2. gang i mit liv, at jeg sådan lidt mere nærmere stifter bekendtskab med sundhedsvæsenet (bortset fra diverse brækkede albuer), men jeg er blevet bekræftet i, at de er top-professionelle og faktisk lytter og leder efter en årsag og en behandling. Nåh ja – kunne man sige, det er vel kun naturligt, men det sker så ofte, at folk farer ud og brokker sig, når noget ikke er godt.

Det er ikke så ofte, at der er nogle, der sætter sig ned og skriver om, at de er glade for den udredning og de behandlingsmuligheder, de får. Havde de sagt “10.000 kr. tak” ved udgangen havde jeg glad skrevet en check. Jeg er simpelthen taknemmelig!