En kollega nævnte i går, at hun af og til læser med her…
Vi talte lidt om, hvorfor bloggere blogger, hvilket jeg også ofte har spurgt mig selv om.
Hvad er det, der får mig til at bruge tid og kræfter til at skrive til en ubekendt skare af mennesker?
Et blandt mange svar er Google! Når der nu om dage er noget, jeg ikke ved noget om (og der er en del af den slags), går turen først og fremmest til Google. I gamle dage gik turen til Lademanns 27 binds leksikon, men den tid er ovre.
Men hvis der ikke var nogle, der skrev til nettet, fandt Google logisk nok ingenting. Min tanke er altså at give mit mikroskopiske bidrag til det altfavnende internet for at glæde andre med et hit eller fem og da denne blogs målsætning er at handle om “Alt mellem himmel og jord” finder du altså poster om alt fra Gud til dørhåndtag via ØkonomiService Centeret (ØSC) og slægtsforskning. Min glæde over, at almindelige mennesker kan få lov at formidle almindelige tanker, vil aldrig tage ende.
For ikke så mange år tilbage skulle man være “noget ved musikken” (eller i hvert fald selv mene, at man var det) før man udgav noget andre forventedes at læse. De elektroniske medier har heldigvis rykket afgørende ved denne grænse.
Selv tænker jeg ofte over, hvor grænsen, for hvor personlig jeg vil være, går. Men jeg ender altid med svaret, at det er den mere eller mindre personlige beretning om dette eller hint, der rykker. De videnskabelige artikler og afhandlinger er allerede skrevet. Den personlige vinkel er den nye vinkel.
Bloggen ctr. Facebook: Min egen blog-aktivitet er faldet, efter jeg er kommet på Facebook. Facebook er stedet for de korte meddelelser; til længere (evt. holdningsprægede og motiverede) indlæg mener jeg faktisk, at Facebook er uegnet. Personlig savner jeg på Facebook mennesker, der skriver mere, funderer og undrer sig over et eller andet. Mediet egner sig til statements – ikke til pro et contra.
Ulemper? Der er mange! Det er min opfattelse, at det elektroniske medie har reduceret det kvalitative indhold (læs: der sjuskes mere), der er for meget, der ikke er korrekturlæst og der er for meget, der er fragmentarisk. Der er for meget fremmedhad og racisme i den danske blogosfære, og det er som om, man på nettet kan tillade sig hvad som helst. Det virker som om, reglerne – om hvad man gør og ikke gør overfor andre mennesker – er ophævet på nettet – men det er de jo ikke!
Men når det er sagt, så overvejer fordelene langt ulemperne, og hvad gjorde vi egentlig før Google? Det kan jeg ikke slå op i hverken Salmonsens eller Lademanns Leksikon!
3 responses so far ↓
Ellen // onsdag, oktober 21, 2009 at 22:07 |
Nej, hvad gjorde vi dog før denne fagre, nye verden? Før mobiltelefonen? Før DVD-optageren?
Jeg synes, det er interessant, at det at ‘google’ så forholdsvis hurtigt blev et anerkendt verbum – og alle ved, hvad det betyder. Næsten alle. Min far på 89 ved det ikke
Jeg er på Facebook, men har fortrudt – det er for plat for mig. Sorry. Jeg vil ud af den igen.
Som blogger er man så anonym, som man selv ønsker at være – og det er vel også derfor, fremmedhad og racisme kan trives her og ikke på Facebook, hvor man er alt andet end anynym.
Jeg er blevet dybt fascineret af blogverdenen. Det er en rigtig tidsrøver – på godt og ondt. Noget af det meget gode er, at jeg synes min horisont er blevet udvidet i det år, jeg har færdedes i denne verden.
Kender du Henny Stewart? (http://aargang54.dk/?p=915) Hun havde i det linkede nogle interessante betragtninger, der er lidt en pendant til dit indlæg her.
Stegemüller // torsdag, oktober 22, 2009 at 06:00 |
Jeg er nu ikke nået til DVD-optageren endnu; vist mest fordi jeg ikke synes, der er så meget, der er værd at optage (og så fordi jeg ikke gider have flere ledninger og “kasser” i min stue).
Facebook er som en af mine RL-venner sagde “en slags Artho for voksne”, og det giver jeg ham ret i. Jeg er gået over til primært at anvende FB til at “reklamere” for mine blogs ved at lægge et link, når der er en ny post.
Ja du har ret i, at det nok er anonymiteten, der får racisme og fremmedhad til at blomstre i blogland. Ind i mellem falder man over de frygteligste sider; således stødte jeg i går på nogle, der åbenbart plejede at blogge på Nationen.dk, som åbenbart var nedlagt. Der var faktisk ikke en sætning uden ordet “Pik”. Jeg sad og måbede og tænker på, om det er den slags, det fantastiske internet skal bruges til?
Jeg kendte ikke Henny Stewart, men det er vist værd at følge lidt med der. Tak for henvisningen.
Stegemüller // lørdag, oktober 24, 2009 at 10:10 |
Kære Gert
Du har fuldstændig ret i, at man også skriver for sig selv – faktisk er man selv den primære målgruppe. Personligt skriver jeg bl.a. for at sætte tanker på plads eller fordi jeg ikke lige har nogle at meddele mig til, når behovet trods alt opstår for at gøre det. Så er internettet og en god kop Irma-kaffe gode “løsninger”. Men det er så samtidig lige i det felt alle overvejelserne om grade af personligt/privat bliver et tema.
Kh.
Hanne