Gennem længere tid har jeg haft lyst til at få min blog flyttet “hjem” på stegemueller.dk og også at nedlægge slægtsbloggen som selvstændig blog og lægge den sammen med WordPress-bloggen. Jeg har lyst til at udforske alle de muligheder, der pludselig er, hvis man hoster bloggen selv.
Jeg forsøgte mig selv med eksport og import af det kæmpeværk, som denne blog med årene er blevet – men der gik straks ged i filen, så jeg begyndte at lede efter konsulentbistand. Nogle gange kan det bedre betale sig at gå til lommerne end at blive endnu mere gråhåret. Jeg fandt frem til denne liste over udbydere af hjælp til WordPress, og har nu kontakt til Skals Pc Service, hvor Michael prøver at hjælpe mig frem til målet, som indledningsvist er, at I som læsere intet mærker til flytningen andet end at eventuelt gemte bogmærker skal ændres. Jeg håber efterfølgende at være i stand til at indarbejde nye funktionaliteter, der gør bloggen bedre og mere interessant at besøge.
Lige nu er problemet faktisk Google… Google bryder sig ikke om “dobbelt indhold”, der kan blive betragtet som “snyd”, så hvis ikke den gamle side forsvinder helt eller der ikke kan laves viderestilling af navneserveren, kan der gå et par måneder, inden jeg igen kan blive optaget i det gode selskab hos Google. Jeg tænker umiddelbart, at det må jeg så leve med i en overgangsperiode, for mine brugere/læsere er vist mest “faste kunder”.
Pludselig giver sætningen “Google rules the world” rigtig meget mening – for hånden på hjertet så betyder det meget, at Google finder ens sider. Der er jo ikke noget ved at lægge indhold på internettet, hvis ingen finder det og Google er virkelig den regerende søgemaskine – selv kunne jeg aldrig drømme om at bruge andre.

Google tilbyder hjælp til, hvordan det kan gøres så smertefrit som muligt. Det er jo også i deres interesse!
Søg på: “change of address” google for råd og dåd.
Tilmeld dig Googles Webmaster Tools og følg retningslinjerne, som er beskrevet der. De indebærer (om muligt) en 301 henvisning (redirect) fra den gamle server.
Tak Eric. Michael, der arbejder med min side, har fortalt, at DK hostmaster ikke vil modtage redirect fra den gl. server, fordi der er et eller andet galt ovre hos WordPress, og WordPress vil ikke rette, fordi de ikke mener, det er deres problem. (Du kan godt se, at jeg ikke helt har forstået det – ikke?). Men jeg har fuld tillid til, at det hele vil lykkes til sidst, og jeg glæder mig som et barn til at få min side hjem og til at lege med alle de nye muligheder, som jeg indtil videre bare har læst om i “WordPress Bible”.
Hej Eric,
Det er fuldstændigt korrekt at Google tilbyder “hjælp” i den forbindelse. Problemet er bare at for at viderestille en wordpress.com blog til et .dk domæne, skal man midlertidigt ændre navneserveren til at pege på wordpress.com navneservere. Dette er for at validere at man vitterligt ejer det pågældende domæne.
Problemet er bare at DK-Hostmaster (som styrer de Danske domæner) ikke vil godkende disse navneservere medmindre wordpress.com ansøger om dette. Det vil de ikke, så derfor står vi lidt som en lus mellem to negle.
Vi har dog fundet en løsning på dette, og denne løsning er ved at blive implementeret.
Mvh. Michael
Det glæder mig, at der er hjælp til alle disse ting, som kan være åh så besværlige, skønt de burde være så enkle.