ØSC – en succes?

Luftkastellet der blev sprængt…

For snart en del år siden hørte jeg en tidligere IBM-direktør, der har slået sig på at fortælle om ledelse via musik, fortælle om blandt andet de semantiske forskelle på ledelse i Skandinavien og de angelsaksiske lande. Han kom med eksemplet, at det på de angelsaksiske sprog hedder “leadership”, mens det på de skandinaviske sprog hedder “lederskab” – kort sagt: det vi ofrer et helt skib på i udlandet, klarer vi med et skab hos os!

Ugen har budt på endnu et luftkastel, der blev sprængt! Denne gang var det ikke bare en fantastisk bog, der tryllebandt og forblændede – det var den skinbarlige sandhed i form af lønninger til en række medarbejdere i Miljøministeriets departement og institutioner. Havde de så bare været rigtige, havde det jo ikke været en historie – men det var de ikke, skønt de burde være det!

Hele humlen er, at vi i personaleadministrationen har ansvaret for lønnen til vores medarbejdere, mens den konkrete indtastning i Statens Lønsystem forestås af ØkonomiserviceCenteret. Det hele skal nemlig være hammer-effektivt nu! Joh tak… Jeg har i ugens løb set min kollega blive mere og mere hektisk, set hende miste overblikket, hørt hende sige, at nu havde hun mistet overblikket mv. Det skyldes, at en masse medarbejdere, har fået forkert løn, nu hvor ØSC for alvor skal stå på egne ben!

ØSC, der burde besidde samtlige lønkompetencer i staten, kan ikke løfte opgaven – og ude i institutionerne har vi ikke mulighed for – endsige ressourcer til – at løfte opgaven! ØSC har jo fået alle ressourcerne, da vi ikke længere skal løse opgaven. Det er imidlertid så viseligt indrettet, at vi bærer ansvaret for, at tingene er korrekte. Og hvad kan vi så gøre? Tjah vi må gennemgå samtlige lønninger (der er “kun” 3.00o medarbejdere) for at se, om ØSC har lavet fejl…

Forestil dig lige et kort sekund, at du var den der skulle modtage opkald og mails fra dem, der havde fået forkert løn! Og forestil dig dernæst, at du skulle guide den statslige centrale kompetence igennem til at udbetale den korrekte løn. Folk oplever altså deres løn og feriedage som nærmest hellige sakramenter – de er mildest talt ikke glade, når det er gået galt, og de fx har fået en lønseddel, der lyder på, at de skal indbetale 3.000 kr.

Nuvel jeg sidder ikke i sumpen, men har den rolle at sparre med min kollega og tilkalde min ferierende chef, og det er ikke specielt fedt at forstyrre folk i deres ferie! Personligt mener jeg, at ferien er nærmet hellig.  Chefen har imidlertid kastet sig ind i kampen – som en tanker og ikke som et klædeskab! Det er så fremragende at opleve en chef, der bakker om medarbejderne! Det er skønt at opleve en chef, der bakker op om os som medarbejdere og som tager det alvorligt, når en ekspert siger “Jeg har mistet overblikket – jeg kan ikke tage ansvar for dette”.

Min egen rolle er bare at være bindeled – at fornemme om “det er almindeligt piv” eller om det er alvor, når netop denne kollega kommer fire gange på en dag og siger “Jeg har mistet overblikket”. OK – de første to gange tænker man: “Vi må dokumentere problemerne, og drøfte dem”, 3. gang tænker man “Hvad fanden gør jeg?” og 4. gang ringer man til chefen i hendes ferie! Og så er det altså fedt at blive “mødt” – og at hun endda siger “tak fordi I inddrog mig”. Jeg vil gerne i dette offentlige rum sige, at jeg har en kanon chef!

Måske burde jeg slet ikke skrive om dette – men jeg gør det og vil til enhver tid påberåbe mig min ytringsfrihed (selv som offentligt ansat) for jeg synes, det er så urimeligt, at mennesker jeg kender og holder af, mister overblikket, udsætter/afkorter ferie mv. fordi de søger at leve op til et revisionsmæssigt ansvar, som de slet ikke har teknisk mulighed for at løfte.Og fordi jeg slet ikke bryder mig om, at kolleger (gamle som nye – uanset hvor de arbejder) får mundkurv på, og end ikke må fortælle om, hvilket morads, de står i!

Og er alt dette så nyt?

Nej – kollegaen min fortæller, at hun har råbt op om disse problemstillinger siden det hele hed Administrative Servicecentre, lige siden rapporten forelå mv. Men realiteterne går først op forbeslutningstagerne nu, hvor medarbejderne reagerer og siger “min løn er forkert”. Jeg skulle hilse og sige, at det er for sent!

Konsekvenser af ØSC

Centralisering

Det var da godt, jeg gik seks år på uni…

Nogle mennesker fører sig frem med, at de er akademikere, og går meget op i, at de har en videregående uddannelse. Personligt er jeg ligeglad, hvad folk er, og hvad jeg selv er, bare opgaverne bliver løst – på den anden side vil jeg heller ikke undskylde, at jeg har en uddannelse, som jeg i øvrigt har betalt af på i 15 år.

I disse dage mærker vi i mit kontor og på mit lille område for alvor konsekvenserne af Økonomiservicecenteret (ØSC) – den finansministerielle prædefinerede succeshistorie. Den 1. juli har vi nemlig fået mellem 33 og 50 pct. af opgaverne tilbage i hovedet igen, mens medarbejderne sidder i ØSC og formentlig vil komme til at trille tommelfingre mellem lønkørslerne. Det er sådan set ikke nogen hemmelighed, for alle taler om det.

Selv hekser jeg rundt med at oprette og ændre brugere af mTID. Det havde jeg nu ikke behøvet at gå seks år på uni for. Det er en triviel opgave, som andre kunne løse, og som vi fra 1. oktober forhåbentlig har fuld systemunderstøttelse til.

Alle er sådan set enige om, at opgavesplittet (altså det at splitte den samlede effektive fremstilling af ydelserne ad) på vores område er et teknologisk tilbageskridt. Vi skal have fat i hver opgave flere gange nu – dels i mit eget kontor, dels i ØSC. Hver ydelse er således blevet dyrere at fremstille.

Er man imidlertid snæversynet og ser man alene på, hvor billigt ØSC kan drives, så er det jo helt fantastisk. De startede med at bruge x årsværk og nu bruger de kun x/2 årsværk. Se sådan skal det gøres. Sandheden er imidlertid, at institutionerne (ØSCs kunder) er nødt til at investere i både IT- og humane ressourcer for at drive butikken.

På mit lille område regner jeg med at bruge over en million kroner i år på at udvikle systemer til bare at få tingene til at fungere igen. Der er faktisk ikke nogen, der vil se en værditilvækst – det er jo ret basale ting, vi bare skal sørge for fungerer igen, ex at udbetale løn til studenter…

Gad vide hvornår denne prædefinerede succes krakkelerer? Hvornår går det op for pressen samt Hr. og Fru Æggemad at dette er det største politiske teater i årevis? Vi har vænnet os forandringer i staten, og de er helt i orden! Dette er bare første gang, det vedrører hele butikken på én gang og første gang, man går ud og peger på Jensen, Hansen og Pedersen og siger “Du skal flytte, for din opgave flytter”.

Da vi jo ikke er særligt uintelligente i institutionerne, arbejder vi selvfølgelig på hurtigst muligt at komme idiot-arbejdet til livs. Vi bygger systemer, der gør, at mennesker ikke skal sidde og skrive det ene systems oplysninger ind i det andet system. Vi kan hos os være klar med systemunderstøttelsen ca. 1. oktober.

Skulle den opmærksomme læser nu spørge “Hvorfor så ikke vente med at ændre arbejdsgangene til I har systemunderstøttelsen på plads?” er svaret, at den prædefinerede politiske succes ikke kan vente på virkeligheden.

Havde jeg ikke tidligere aversioner mod politik, så har jeg i hvert fald fået det nu – og medens jeg således sidder og gumler på mine aversioner, kan jeg jo overveje, hvor længe jeg finder, at det statslige teater er en attraktiv arbejdsplads…

Statens IT

Centralisering

Det er fedt at være bureaukrat!

Jeg hørte det ikke selv i morgenradioen, men sædvanligvis velunderrettet kilde ville vide, at meddelelsen om, at Statens IT alligevel ikke bliver til noget, var i Radioavisen allerede kl. 06:00.

Jeg satte mig ikke ned og græd, da jeg hørte det. Faktisk var jeg ikke engang særlig overrasket, og faktisk er jeg bare ondsindet nok til at fryde mig lidt over, at det ser ud som om, vi muligvis på IT-området får lov til at passe vores arbejde lidt endnu. For det er nok en stakket frist.

Det finansministerielle ekspress- og særtog, standser næppe ved alle stationer, og de, der måtte befinde sig på banelegemet, bliver helt sikkert kørt over. “Gå ikke over sporet – der kommer tog!”

Jeg har samlet lidt fra Computerworld i dag:

• 09:32 DR: Lars Løkke dropper Statens IT. Regeringen har ifølge DR valgt at skrinlægge Statens IT.
• 09:50 Finansministeriet trods rygter: Statens It lukker ikke. Statens It er på vægten i disse dage. Finansministeriet afviser en lukning af projektet trods rygter.
• 11:40 Formand: Forløb med Statens It en katastrofe. “Kommunikationen om Statens it er en katastrofe,” mener Pia Brade, formand for it-fagforeningen Samdata, der bliver kimet ned af nervøse it-folk.
• 13:10 Direktør: Statens It forsinkes i to-tre år. Det kommer til at tage to-tre år ekstra at skabe Statens IT. Direktør Jan Cilius Nielsen fastholder, at det nye it-supercenter ikke er på vej i graven, det bliver blot længere tid undervejs.
• 14:22 S hiver Lars Løkke i samråd om Statens It. Socialdemokratiet revser finansministeren for dårlig styring af Statens It.

Gad vide hvad det kan ende med? I aften er der vel en grund til at tænde for TVA

Hvorfor begejstres over en fiasko?

Ganske enkelt fordi vi nu er en række institutioner, der på et andet centraliseringsramt område (løn), har erfaring! Jeg ved ikke, hvad de andre tænker, men jeg kan på mit lille område med tidsregistrering, som har temmelig meget med løn at gøre, oplyse, at vi er i færd med at nedbryde effektive elektroniske arbejdsgange og opfinde nye papirbaserede rutiner. Det er galmandsværk. De Administrative Servicecentre, Økonomiservice Centret og Statens IT er projekter, der af politiske årsager på forhånd er dømt til at blive successer. Men det bliver det aldrig.

Vi kan muligvis efter en række investeringer og en pokkers masse arbejde få det til at fungere igen… naturligvis ikke så effektivt, ikke så smart, ikke så elektronisk og elektrisk – det er derfor, det er fedt at være bureaukrat. Vi må opfinde nogle flere manuelle arbejdsgange, så bliver der flere af min slags, og selv kommer jeg da ikke til at mangle arbejde på denne side af Lars Løkke.

En god ven i konsulent-branchen henledte min opmærksomhed på noget skægt med den terminologi, der anvendes i øjeblikket: ‘Opgavesplit’! Nu har vi (også min gode ven og jeg) i årevis tudet vores kunder og kollegerne ørerne fulde af, at man skal kigge på den samlede proces, der fremstiller varer og tjenesteydelser til kunderne, for derved kunne vi arbejede mere omkostningseffektivt. Nu splitter vi det hele ad igen med opgavesplit!

Nå – men det er jo ikke mit liv, ikke mit hjerteblod, som det var engang. “I’m in it for the money” og jeg skal have financieret min fritid – og der er nok at lave fremover. Det tager nemlig lang tid at splitte det hele ad.

Ny igen igen igen

Center for Koncernforvaltning - Logo

Måske er jeg alligevel forandringsparat?

Siden den 1. september 2008 har jeg arbejdet for Miljøministeriet, hvor jeg har driftsansvaret for vores tidsregistreringsapplikation mTID og har 3.000 brugere, som jeg prøver at hjælpe med allehånde store og små problemer med applikationen.

De statslige forandringer med centralisering af det ene og det andet har stor betydning for mit ansvarområde, så jeg er i den lidt pudsige situation, at jeg på 4½ måned har siddet i tre forskellige institutioner på ministerområdet.

Kort- og Matrikelstyrelsen - Logo

Det hele startede i det nu hedengangne Center for Koncernforvaltning (CFK). Da vi lukkede og slukkede midt i november flyttede mTID og jeg hen i Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS), hvor jeg sad til ultimo januar. Nu er jeg så flyttet derhen, hvor jeg synes, jeg hører til – Skov- og Naturstyrelsen, hvorfra vi ikke alene styrer skovene og bøgetræerne, men også medarbejderne på hele ministerområdet. Det gør vi fra ‘Miljøministeriets Personaleadministration’ (MPA).

Skov- og Naturstyrelsen - Logo

Hvis jeg på forhånd havde vidst, at jeg skulle flytte så meget på så kort tid, havde jeg nok været lidt bekymret – for jeg er ikke så meget for forandringer; men jeg må sige, at det er gået over al forventning! Kollegerne er søde, rare og hjælpsomme og kulturen på ministerområdet er resultatorienteret på den gode måde. Jeg har været andre steder, hvor det at være resultatorienteret ofte kom til at betyde, at det var OK at træde på andre. Det tiltaler bestemt ikke mig.

Situationen er selvfølgelig også lidt speciel: Jeg er specialist på et lille bitte område og jeg er den eneste blandt 3.000, der kan tumle mTID på mit niveau. Nogle gange er det fedt at have monopol

Nu mangler jeg kun én flytning nemlig til et nyt lokale. For første gang i mine snart 19 år som bureukrat skal jeg flytte ind i et nyt og nymalet kontor. Min eneste bekymring er, at der nærmest ikke kommer dagslys ind… Nåh – men jeg må sætte mig helt oppe i vindueskarmen. Det er i hvertfald ikke lyset der skal skille os ad.

Ny – igen

Jeg har haft den mærkelige oplevelse på seks sølle uger at blive svejset rigtig godt sammen med mine kolleger i det nu hedengangne Center for Koncernforvaltning (CFK). Syntes virkelig, at jeg var kommet på den rette hylde sammen med nogle andre administrative nørder; de ‘nørdede’ ganske vist med noget andet end mig, men vores referenceramme var den samme: vi fremstillede forskellige former for administrative ydelser til vores kolleger i det ganske Miljøministerium.

Det var vemodigt at sige farvel til dem alle sammen i fredags! Vi lukkede og slukkede for Center for Koncernforvaltning (CFK) med en frokost på TRIBECA NV (som varmt kan anbefales – også til mere festlige lejligheder end gravøl for en idé man troede på) og nu er vi så spredt for alle vinde. De fleste er taget til Økonomistyrelsen for at blive indrulleret i Økonomiservicecentret og selv er jeg flyttet over i Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS); et sted med en masse kort og en masse bornholmerure… Kerneydelsen dér er at lave kort, så man kan blive noget ensom, når man tænker administration og koncern.

Jeg er bekymret for fremtiden, for der er mange opgaver, der flyder af ‘mit’ system mTID som Økonomistyrelsen/ØSC hverken vil eje eller have. Argumentationen fra ØSCer både fornuftig og forståelig, men jeg synes, der mangler en stillingtagen til, hvad der så skal ske med disse opgaver. Nu er det ikke fordi jeg ikke vil løse dem, men mere fordi jeg ikke har de informationer, der er en nødvendig forudsætning. ØSC har nu fået/overtaget CFKs ressourcer, men en del af opgaverne vil de ikke have med i købet! Jeg har været budgetbisse længe nok til at se, hvem der har scoret gevinsten i dette politiske spil.

Argh… det bliver præcis som jeg i min store visdom spåede i starten af året. Vi skal nu igennem en lang proces, hvor vi skal knokle bare for at få tingene til at fungere igen.

Fremtiden som statsansat nørd?

“Fremtiden interesserer mig umådeligt meget, for det det er dér, jeg skal tilbringe resten af mit liv.” Mark Twain.

“Administrative servicecentre. Fremtidssikrer statens administration ved at skabe stærke faglige og interessante miljøer, så det bliver lettere at fastholde og rekruttere medarbejdere.” Økonomistyrelsen.

Jeg har været til møde i min kære ERFA-gruppe for tidsregistreringssystemet mTID, og det er dejlige møder, for dér er jeg sammen med kolleger, der har fingrene i mulden, og sidder og bokser med det samme “staten rundt” fra Kirkeministeriet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som jeg gør i Udenrigsministeriet. Jeg er vild med disse møder, for dér føler jeg, at jeg møder kolleger! Det er helt ærgerligt, at det kun er ca. fire gange om året.

Dagsordenen var fra leverandørens – KnowlegeCons – side, at vi skulle træffe beslutning om en række rigtig fede muligheder i vores tidsregistreringssystem, som kan gøre det lettere og mere effektivt at løse en række opgaver på personale- og lønområdet.

Og her dukkede centraliseringsspøgelset desværre op for fuld kraft. Alle sidder og lurepasser og ingen tør træffe beslutning og bruge et eller andet beløb (max 125.000 kr.), for de Administrative ServiceCentre (ASC) er jo nok lige om hjørnet! ØV – det er et åndssvagt år præget af beslutningsangst, hvor alle venter på, at andre stikker den første lussing, og ingen ønsker at få den!

Realiteten er, at ASC vist ikke er lige om hjørnet, og at ting tager tid, og at ASC først nu er ved at tænke over et udbud om den fremtidige lokalisering (= hvor skal mit skrivebord og min pc stå om x år?). Det vælter ganske vist ud af Økonomistyrelsen med mails og nyhedsbreve og jeg skal kompetenceudvikles og jeg skal komme efter dig, men det hele er så uoverskueligt, at jeg personligt har lænet mig tilbage og venter på, at nogle skal træffe beslutning om, hvordan tingene skal foregå, og derefter skal jeg nok sørge for at få det til at virke. Når man er nørd, er det vel det, man gør? Var man politisk tænkende, gjorde man det sikkert anderledes. Vi nørder har bare en række “butikker” med en stribe (bare sådan ca. 3.000) brugere, vi er sat til at passe!

Jeg vil foreslå leverandøren, at vi i regi af ERFA-gruppen begynder at tale om, hvordan vi håndterer overgangen til ASC, for jeg forestiller mig, at vi “staten rundt” sidder med samme fornemmelse som mig: “dette kan jeg ikke forstå, hvordan skal jeg gøre for at løse opgaven, og hvad er egl. meningen?”. Det må være et rigtigt ERFA-gruppe emne, at vi hjælper hinanden bedst muligt gennem den kommende tid (som er fra nu af og til om tre år). Lad os dog tænke sammen, og lad os blive klogere sammen!

Hvor er jeg træt af, at alting er så uafklaret, at man ikke kan agere og komme videre! Hvor er jeg træt af, at alt det, vi har bygget gennem årene, skal rives ned, og hvor er jeg på forhånd træt af, alle de kræfter det vil koste bare at få tingene til at fungere igen. Jeg har det fint med forandringer og jeg elsker løsninger med værditilvækst! Jeg skal bare kunne se det fornuftige/værditilvæksten i dem, og det kan jeg ikke her – her kan jeg mere se Finansministeriets flagskib, der sejler med 1.000 km. i timen lige lukt mod nærmeste vandfald ihukommende.

Herudover er jeg noget træt af at få at vide, at jeg som medarbejder vil blive informeret yderligere på et “ølkassemøde”. Jeg vil informeres sagligt, fagligt og respektfuldt! Jeg vil have viden og fakta, for ellers kan jeg ikke passe mit arbejde. Hvorfor søren skal det, som jeg passer 37 timer om ugen og til tider også lægger min sjæl i, reduceres til noget, der kan klares på et ølkassemøde? Hvem der end har opfundet det hæslige og disrespektfulde udtryk bedes venligst – men bestemt – fjerne det igen! Jeg gider ikke blive informeret fra en ølkasse, for ølkasser hører til i knejper, og jeg er vant til katedraler!

Glade medarbejdere; den vigtigste ressource

“Incitament 01-2008” (moderne ord for det gode gamle “Styrelsen”) er nu på gaden og i æteren, og det hele handler om de Administrative Servicecentre (ASC).

Her kan jeg for 10.000. gang læse, at medarbejderne er den vigtigste ressource, og se billeder af glade medarbejdere. De er simpelthen alle sammen så glade på billederne på Økonomistyrelsens side om Administrative Servicecentre.

Jeg er ganske vist rigtig glad for mit job i Udenrigsministeriet – men derfor behøver man jo ikke gå rundt og ligne en “Laila Lalleglad” og jeg må sige, at billederne på mig virker provokerende og overdrevne, da de slet ikke svarer til den virkelighed, jeg hører omkring mig.

Virkeligheden er, at vi er afventende, gerne vil vide hvad, der skal ske, hvornår det skal ske, hvem der skal med, hvem der skal blive tilbage, hvem der træffer beslutninger – og en masse andre hv-spørgsmål. Der er snart behov for svar, hvis vi ikke er en 500 it-medarbejdere (og sikkert også andre), der skal gå til det private erhvervsliv med korte og klare beslutningsveje, større løn, bedre karrierremuligheder og en flok frynsegoder.

Det er jo rigtig nok, at medarbejderne er den vigtigste ressource. Jeg har bare en aversion mod denne floskel, som vi har hørt i årevis, uden rigtig at se den materialisere sig.

Departementschef i Skatteministeriet Peter Loft lægger op til, at de vil skabe Danmarks bedste it-arbejdsplads i det kommende it-center. Han behøver nu ikke gøre alt det bare for min skyld – jeg har nemlig allerede Danmarks bedste it-arbejdsplads!

Måske skal jeg lige forklare, hvor du altid ser et cykelhjul på ASC-posterne. Det skyldes naturligvis, at navet er perfekt “centraliseret” i fælgen.

Administrative Servicecentre (ASC)

Så er den her: hovedrapporten om de administrative servicecentre. Den kan læses på Økonomistyrelsens hjemmeside.

Vi har været på kontor-seminar. 1½ dag ude af huset med ét stort overordnet tema: “Administrative Servicecentre (ASC)”, som i høj grad er et relevant tema for mit kontor (Økonomikontoret), fordi så mange af os formentlig sidder et helt andet sted inden så længe.

Det var et rigtig dejligt seminar, fordi det var en form for øjenåbner – for i hvert fald mig. De Administrative Servicecentre er her og vi bliver nødt til at spille med, men vi skal gøre det på den rigtige måde! Det er vigtigt, at vi i eget hus får tegnet kortet over vores administrative funktioner sammen med interessenterne til disse funktioner.

Et lille eksempel er, at vi i vores Legalisering modtager kontante penge fra borgere, der henvender sig til os for at få legaliseret diverse dokumenter. Jamen hvor gør vi af de kolde kontanter den dag Udenrigsministeriet ikke længere har en kasse-funktion? Vi kan jo ikke rigtig bede medarbejderne putte dem i lommen til næste dag – men hvordan gør vi så?

Jeg synes i hvert tilfælde, at jeg på disse 1½ døgn har fået et billede af de mange spørgsmål, der skal besvares, før vi kan sige “OK vi er klar, og vi sender 87 mand til ASC”. Jeg tror, at kortlægningen af de mange administrative funktioner, og disses sammenhæng med husets kerneydelser til borgere og virksomheder vil give os et unikt billede af vores egen virksomhed, som vi aldrig før har tegnet.

Vores chef havde også et godt point: Vi er nødt til at sende nogle gode medarbejdere afsted, for ellers sidder der ikke nogle i ASC, der kan levere os den service, vi har brug for. Det skal ikke være, som man set i nogle af de kendte administrative fællesskaber, hvor institutionerne nok sendte det rette antal årsværk, men de beholdt selv hovederne. Vi er nødt til at sende nogle med noget hjerne-power, ellers er projektet på forhånd dømt til at mislykkes, og det går i sidste ende kun ud over os selv.

Personligt har jeg det fortsat sådan, at jeg overhovedet ikke er begejstret, men når det nu ikke “går over”, så må vi spille med på en måde, så det går bedst muligt. Alternativet vil være et dagligt mareridt af ting, der ikke fungerer.

I hovedrapporten er Udenrigsministeriet eksplicit nævnt ni steder, hovedsageligt for så vidt angår IT. Vi er “som udgangpunkt” undtaget for så vidt angår IT på grund af de særlige sikkerhedskrav. Så går man som medarbejder naturligvis i gang med at tolke ordene “som udgangspunkt”. Betyder det “som hovedregel”? eller betyder det, at vi ryger med ved en senere lejlighed? Er jeg en slags IT-medarbejder?

Årh hvor er det irriterende med hele denne usikkerhed. Regeringen har truffet en beslutning – så lad os dog få sat antal, hoveder og navne på, så man kan få et fingerpeg om sin fremtid, og på den baggrund kan træffe sine egne beslutninger. Lad os komme i gang. Jeg ved godt, at det ikke er muligt – men det ville være rart.

Én af de ting, jeg fornemmede flere kolleger fandt positivt, var det forhold, at vi administrative nørder fremover pludselig vil komme til at fremstille institutionens kerneydelser. Vi er vant til at være en form for dødvægt, og at være nogle, der helst skal være meget få af. Pludselig kunne man komme hen et sted, hvor chefen forstod noget om debet/kredit og på forskellen mellem en 32 og en 64 bit server. Det kunne faktisk være helt rart!

Administrative Servicecentre (ASC)

Mon ikke frokostbordene i de statslige kantiner disse dage er fyldt med samtaler om de administrative servicecentre? Mine meget varierede frokostborde taler i hvert fald om det.

Personligt har jeg det sådan, at det bliver “et åndssvagt år”.

• Der vil gå en masse tid for alle instutioner med at få tilrettelægge den lokale proces, orientere medarbejderne, holde møder, tænke, stå i døre og snakke (og sukke). Jeg er allerede ærgerlig over al den tid; vi kunne have produceret ydelser til vores kunder i stedet!
• På mit lille område sætter jeg ingenting i gang. Jeg havde faktisk planlagt en række udvidelser til UMtid (sådan kalder vi tidsregistreringssystemet mTID i Udenrigsministeriet) som kunne gøre livet lettere for brugerne, men der er ikke grund til at købe nye moduler nu, hvor vi ikke ved, hvad der skal ske.
• Al udvikling af administrative systemer og rutiner må ventes at være sat på stand by i hele staten nu.
• Usikkerheden om “hvad skal der ske med mig?” indfinder sig allerede, og det taler medarbejderne naturligvis om.
• Personligt kan jeg ikke finde ud af, om jeg mon anses for en slags IT-medarbejder eller en slags personalemedarbejder (sidder “logisk” nok i vores økonomiafdeling); skal jeg til Skatteministeriet, Økonomistyrelsen eller kunne jeg ende med at blive siddende på pinden i UM?
• Og øh… hvad retning skal cyklen vende om morgenen? Egentlig er det jo ret ligegyldigt i den store sammenhæng – men “Storkøbenhavn” er et noget vidt begreb. Jeg kommer nu til at savne min udsigt til havnen og Eigtveds smukke gamle pakhus.

Glæder mig nærmest allerede til uvisheden og usikkerheden er ovre – men det er den tidligst lige før sommerferien. Når man ved noget, kan man handle. Lige nu er der kun at se tiden an, og se hvad der sker.

Lidt sjovt er det også: Vi lo til frokost af, at min ældre kollega i virkeligheden er et demografisk problem/en demografisk pukkel. Hun skal have nyt visitkort skal hun.

Må jeg gætte på, at nyhedsbrevet fra Økonomistyrelsen bliver et hit – når det kommer?

Administrative Servicecentre (ASC)

Der var engang… nå nej, sådan er det 24 nettomåneder endnu, hvor jeg var stolt af det, jeg laver, for jeg synes, jeg gør det godt! Mine kunder har indtil videre heller ikke ytret den store utilfredshed.

Lars Løkke og Anders Fogh er ikke enige; derfor har de besluttet, at sådan skal det ikke være. De har derfor fået den geniale idé, at når LEGO kan finde ud af at lave et Administrativt ServiceCenter (ASC), så kan vi også i staten. Umiddelbart er det jo besnærende!

Der er bare lige det, at vi ikke laver LEGO-klodser!

Vi laver udviklingsbistand (Udenrigsministeriet), passer på Danmarks tal (Danmarks Statistik) beskytter enerettigheder og hjælper opfindere og dem der kan lave et varemærke, en brugsmodel eller et design (Patent- og Varemærkstyrelsen), vi skaber fremtidsrettede vækstvilkår for borgere og virksomheder i en stadig mere global verden (Økonomi- og Erhvervsministeriets departement), sender pensioner til danske statsborgere i udlandet (Sikringsstyrelsen), og vi hjælper mennesker til at få en rigtig afgørelse, hvis de er kommet til skade på deres arbejde (Arbejdsskadestyrelsen) – og en million milliard andre ting; her har jeg bare nævnt de steder, jeg selv har været ansat.

OK – fair nok; jeg er en administrativ nørd, og jeg kan hverken lave en patentsag eller sende en pension til Spanien. For 18 år siden kunne jeg lave en arbejdsskadesag, men i dag ville det langt overstige mine evner. Jeg kan under en krise hjælpe en dansker i Libanon – men under normale omstændigheder, aner jeg ikke en brik om det!

Med disse eksempler vil jeg frem til, at vi administrative medarbejdere faktisk gerne vil være tæt på vores kunder samt kende og forstå vores forretning!

En af de allerførste ting jeg lærte om administration fra en topchef fra Finansministeriet, da hun kom ud til os i Arbejdsskadestyrelsen var: “Hanne, du skal altid huske at spørge dem, der laver arbejdet!”. Jeg havde lige kvajet mig med et eller andet – og hun sagde det på en fin måde, men det var rigtigt. Det er 16 år siden, men jeg har taget det med mig.

Hvis vi administrative nørder kommer for langt fra dem, der laver arbejdet (altså kerneydelserne til borgerne), kan vi ikke lave vores job ordentligt. Og vi har altså også en faglig stolthed! Faktisk er der rigtig mange af os, der har kæmpet i rigtig mange år for at få tingene til – ikke bare at fungere – men at være effektive og rationelle. Tror regeringen, at vi er idioter? Jamen i givet fald er der jo tale om markant dårlige ledere i staten, for så burde vi have fyret for længst! Og hvorfor har de så ikke gjort det?

På mit eget felt: Jeg er ret god til at lave finanslov, for jeg har gjort fra 1993 – 2005. Men… når jeg starter i en ny virksomhed, er jeg da nødt til at finde ud af “Hvad laver vi her?” for at kunne lave et fornuftigt forslag til Finanslov (FFL). At jeg var DM i at lave FFL i Sikringsstyrelsen, betyder jo ikke, at jeg også kan lave FFL for Rigshospitalet, for hvad ved jeg om metoden til måling af effekten af kræftplanen? Ergo må jeg lære om institutionen og dens kerneprocesser og kerneydelser!

Ja undskyld. vi kom lidt langt omkring fra patenter til kræft – budskabet er bare: hvordan skal jeg kunne passe mit arbejde fremover i det supra-statslige administrative helvede?, som man kan læse lidt mere om her.