ØSC – en succes?

Luftkastellet der blev sprængt…

For snart en del år siden hørte jeg en tidligere IBM-direktør, der har slået sig på at fortælle om ledelse via musik, fortælle om blandt andet de semantiske forskelle på ledelse i Skandinavien og de angelsaksiske lande. Han kom med eksemplet, at det på de angelsaksiske sprog hedder “leadership”, mens det på de skandinaviske sprog hedder “lederskab” – kort sagt: det vi ofrer et helt skib på i udlandet, klarer vi med et skab hos os!

Ugen har budt på endnu et luftkastel, der blev sprængt! Denne gang var det ikke bare en fantastisk bog, der tryllebandt og forblændede – det var den skinbarlige sandhed i form af lønninger til en række medarbejdere i Miljøministeriets departement og institutioner. Havde de så bare været rigtige, havde det jo ikke været en historie – men det var de ikke, skønt de burde være det!

Hele humlen er, at vi i personaleadministrationen har ansvaret for lønnen til vores medarbejdere, mens den konkrete indtastning i Statens Lønsystem forestås af ØkonomiserviceCenteret. Det hele skal nemlig være hammer-effektivt nu! Joh tak… Jeg har i ugens løb set min kollega blive mere og mere hektisk, set hende miste overblikket, hørt hende sige, at nu havde hun mistet overblikket mv. Det skyldes, at en masse medarbejdere, har fået forkert løn, nu hvor ØSC for alvor skal stå på egne ben!

ØSC, der burde besidde samtlige lønkompetencer i staten, kan ikke løfte opgaven – og ude i institutionerne har vi ikke mulighed for – endsige ressourcer til – at løfte opgaven! ØSC har jo fået alle ressourcerne, da vi ikke længere skal løse opgaven. Det er imidlertid så viseligt indrettet, at vi bærer ansvaret for, at tingene er korrekte. Og hvad kan vi så gøre? Tjah vi må gennemgå samtlige lønninger (der er “kun” 3.00o medarbejdere) for at se, om ØSC har lavet fejl…

Forestil dig lige et kort sekund, at du var den der skulle modtage opkald og mails fra dem, der havde fået forkert løn! Og forestil dig dernæst, at du skulle guide den statslige centrale kompetence igennem til at udbetale den korrekte løn. Folk oplever altså deres løn og feriedage som nærmest hellige sakramenter – de er mildest talt ikke glade, når det er gået galt, og de fx har fået en lønseddel, der lyder på, at de skal indbetale 3.000 kr.

Nuvel jeg sidder ikke i sumpen, men har den rolle at sparre med min kollega og tilkalde min ferierende chef, og det er ikke specielt fedt at forstyrre folk i deres ferie! Personligt mener jeg, at ferien er nærmet hellig.  Chefen har imidlertid kastet sig ind i kampen – som en tanker og ikke som et klædeskab! Det er så fremragende at opleve en chef, der bakker om medarbejderne! Det er skønt at opleve en chef, der bakker op om os som medarbejdere og som tager det alvorligt, når en ekspert siger “Jeg har mistet overblikket – jeg kan ikke tage ansvar for dette”.

Min egen rolle er bare at være bindeled – at fornemme om “det er almindeligt piv” eller om det er alvor, når netop denne kollega kommer fire gange på en dag og siger “Jeg har mistet overblikket”. OK – de første to gange tænker man: “Vi må dokumentere problemerne, og drøfte dem”, 3. gang tænker man “Hvad fanden gør jeg?” og 4. gang ringer man til chefen i hendes ferie! Og så er det altså fedt at blive “mødt” – og at hun endda siger “tak fordi I inddrog mig”. Jeg vil gerne i dette offentlige rum sige, at jeg har en kanon chef!

Måske burde jeg slet ikke skrive om dette – men jeg gør det og vil til enhver tid påberåbe mig min ytringsfrihed (selv som offentligt ansat) for jeg synes, det er så urimeligt, at mennesker jeg kender og holder af, mister overblikket, udsætter/afkorter ferie mv. fordi de søger at leve op til et revisionsmæssigt ansvar, som de slet ikke har teknisk mulighed for at løfte.Og fordi jeg slet ikke bryder mig om, at kolleger (gamle som nye – uanset hvor de arbejder) får mundkurv på, og end ikke må fortælle om, hvilket morads, de står i!

Og er alt dette så nyt?

Nej – kollegaen min fortæller, at hun har råbt op om disse problemstillinger siden det hele hed Administrative Servicecentre, lige siden rapporten forelå mv. Men realiteterne går først op forbeslutningstagerne nu, hvor medarbejderne reagerer og siger “min løn er forkert”. Jeg skulle hilse og sige, at det er for sent!

Konsekvenser af ØSC

Centralisering

Det var da godt, jeg gik seks år på uni…

Nogle mennesker fører sig frem med, at de er akademikere, og går meget op i, at de har en videregående uddannelse. Personligt er jeg ligeglad, hvad folk er, og hvad jeg selv er, bare opgaverne bliver løst – på den anden side vil jeg heller ikke undskylde, at jeg har en uddannelse, som jeg i øvrigt har betalt af på i 15 år.

I disse dage mærker vi i mit kontor og på mit lille område for alvor konsekvenserne af Økonomiservicecenteret (ØSC) – den finansministerielle prædefinerede succeshistorie. Den 1. juli har vi nemlig fået mellem 33 og 50 pct. af opgaverne tilbage i hovedet igen, mens medarbejderne sidder i ØSC og formentlig vil komme til at trille tommelfingre mellem lønkørslerne. Det er sådan set ikke nogen hemmelighed, for alle taler om det.

Selv hekser jeg rundt med at oprette og ændre brugere af mTID. Det havde jeg nu ikke behøvet at gå seks år på uni for. Det er en triviel opgave, som andre kunne løse, og som vi fra 1. oktober forhåbentlig har fuld systemunderstøttelse til.

Alle er sådan set enige om, at opgavesplittet (altså det at splitte den samlede effektive fremstilling af ydelserne ad) på vores område er et teknologisk tilbageskridt. Vi skal have fat i hver opgave flere gange nu – dels i mit eget kontor, dels i ØSC. Hver ydelse er således blevet dyrere at fremstille.

Er man imidlertid snæversynet og ser man alene på, hvor billigt ØSC kan drives, så er det jo helt fantastisk. De startede med at bruge x årsværk og nu bruger de kun x/2 årsværk. Se sådan skal det gøres. Sandheden er imidlertid, at institutionerne (ØSCs kunder) er nødt til at investere i både IT- og humane ressourcer for at drive butikken.

På mit lille område regner jeg med at bruge over en million kroner i år på at udvikle systemer til bare at få tingene til at fungere igen. Der er faktisk ikke nogen, der vil se en værditilvækst – det er jo ret basale ting, vi bare skal sørge for fungerer igen, ex at udbetale løn til studenter…

Gad vide hvornår denne prædefinerede succes krakkelerer? Hvornår går det op for pressen samt Hr. og Fru Æggemad at dette er det største politiske teater i årevis? Vi har vænnet os forandringer i staten, og de er helt i orden! Dette er bare første gang, det vedrører hele butikken på én gang og første gang, man går ud og peger på Jensen, Hansen og Pedersen og siger “Du skal flytte, for din opgave flytter”.

Da vi jo ikke er særligt uintelligente i institutionerne, arbejder vi selvfølgelig på hurtigst muligt at komme idiot-arbejdet til livs. Vi bygger systemer, der gør, at mennesker ikke skal sidde og skrive det ene systems oplysninger ind i det andet system. Vi kan hos os være klar med systemunderstøttelsen ca. 1. oktober.

Skulle den opmærksomme læser nu spørge “Hvorfor så ikke vente med at ændre arbejdsgangene til I har systemunderstøttelsen på plads?” er svaret, at den prædefinerede politiske succes ikke kan vente på virkeligheden.

Havde jeg ikke tidligere aversioner mod politik, så har jeg i hvert fald fået det nu – og medens jeg således sidder og gumler på mine aversioner, kan jeg jo overveje, hvor længe jeg finder, at det statslige teater er en attraktiv arbejdsplads…

Statens IT 2

Der var en interessant e-mail fra Statens IT i mailboksen her til morgen :

Mailen stammer fra en nyhedstjenste alle kan tilmelde sig på deres hjemmeside, så der er ikke noget galt i at videregive den herunder:

“På baggrund af den usikkerhed om etableringen af Statens It, som dagens presseomtale kan have skabt, har Finansministeriet og Skatteministeriet meddelt følgende:

Statens It
Den model for samling og konsolidering af statens administrative It, der er udarbejdet, indebærer højere omkostningerne end forventet. Samtidig er projektet komplekst, og der er betydelige risici forbundet med at gennemføre det. Der er også fortsat usikkerhed om, hvor store gevinster der kan opnås.

Det betyder ikke, at planerne for at konsolidere den statslige administrative it aflyses. Private virksomheder har igen og igen vist, at de kan realisere betydelige gevinster på it-konsolidering. Og alt tyder på, at der også fortsat er et potentiale i staten.

Skatteministeriet og Finansministeriet vil derfor bruge den kommende måneds tid på at revurdere projektet, herunder vurdere om det foreliggende projekt for Statens It kan gennemføres trinvist og ved lavere omkostninger, eller om der er behov for en anden model for konsolideringen af den statslige administrative it. Øvrige ministerier vil blive inddraget i overvejelserne.

Beslutningen om den fremtidige organisering vil blive truffet på baggrund af analysen af de forskellige alternativer. Den allerede etablerede organisation opretholdes i analyseperioden og medvirker ved revurderingen af projektet. “
——-

Og hvad er det så der står – jeg forsøger mig med en fortolkning, der naturligvis hverken er objektiv eller politisk korrekt:

• Afsnit 1: Det bliver dyrere end ventet, det er sværere end ventet, og det er usikkert, hvor stort effektiviseringspotentialet egentlig er.
• Afsnit 2: Men uanset afsnit 1 så vil vi dette her! Det er jo et politisk projekt, og det skal genneføres også selv om det måske slet ikke kan betale sig.
• Afsnit 3: Nu kigger vi på det hele én gang til. Det vi nu har brugt 12 måneder på at nå frem til, kan vi sikkert gøre bedre på 1 måned. “Vi hører, hvad I siger”, så vi spørger lige jer i de andre ministerier en gang til, men det betyder naturligvis ikke, at vi gør, som I siger.
• Afsnit 4: Når der er foreligger en analyse, vil vi træffe en beslutning på baggrund af denne. (Red.: Ja, hvorfor ellers lave en analyse). Alle de medarbejdere vi allerede har ansat, og som løber rundt ude på Rentemestervej i København NV skal være med til at kigge på det hele igen. (Red.: Godt man ikke er ansat i Statens IT.)

Statens IT

Centralisering

Det er fedt at være bureaukrat!

Jeg hørte det ikke selv i morgenradioen, men sædvanligvis velunderrettet kilde ville vide, at meddelelsen om, at Statens IT alligevel ikke bliver til noget, var i Radioavisen allerede kl. 06:00.

Jeg satte mig ikke ned og græd, da jeg hørte det. Faktisk var jeg ikke engang særlig overrasket, og faktisk er jeg bare ondsindet nok til at fryde mig lidt over, at det ser ud som om, vi muligvis på IT-området får lov til at passe vores arbejde lidt endnu. For det er nok en stakket frist.

Det finansministerielle ekspress- og særtog, standser næppe ved alle stationer, og de, der måtte befinde sig på banelegemet, bliver helt sikkert kørt over. “Gå ikke over sporet – der kommer tog!”

Jeg har samlet lidt fra Computerworld i dag:

• 09:32 DR: Lars Løkke dropper Statens IT. Regeringen har ifølge DR valgt at skrinlægge Statens IT.
• 09:50 Finansministeriet trods rygter: Statens It lukker ikke. Statens It er på vægten i disse dage. Finansministeriet afviser en lukning af projektet trods rygter.
• 11:40 Formand: Forløb med Statens It en katastrofe. “Kommunikationen om Statens it er en katastrofe,” mener Pia Brade, formand for it-fagforeningen Samdata, der bliver kimet ned af nervøse it-folk.
• 13:10 Direktør: Statens It forsinkes i to-tre år. Det kommer til at tage to-tre år ekstra at skabe Statens IT. Direktør Jan Cilius Nielsen fastholder, at det nye it-supercenter ikke er på vej i graven, det bliver blot længere tid undervejs.
• 14:22 S hiver Lars Løkke i samråd om Statens It. Socialdemokratiet revser finansministeren for dårlig styring af Statens It.

Gad vide hvad det kan ende med? I aften er der vel en grund til at tænde for TVA

Hvorfor begejstres over en fiasko?

Ganske enkelt fordi vi nu er en række institutioner, der på et andet centraliseringsramt område (løn), har erfaring! Jeg ved ikke, hvad de andre tænker, men jeg kan på mit lille område med tidsregistrering, som har temmelig meget med løn at gøre, oplyse, at vi er i færd med at nedbryde effektive elektroniske arbejdsgange og opfinde nye papirbaserede rutiner. Det er galmandsværk. De Administrative Servicecentre, Økonomiservice Centret og Statens IT er projekter, der af politiske årsager på forhånd er dømt til at blive successer. Men det bliver det aldrig.

Vi kan muligvis efter en række investeringer og en pokkers masse arbejde få det til at fungere igen… naturligvis ikke så effektivt, ikke så smart, ikke så elektronisk og elektrisk – det er derfor, det er fedt at være bureaukrat. Vi må opfinde nogle flere manuelle arbejdsgange, så bliver der flere af min slags, og selv kommer jeg da ikke til at mangle arbejde på denne side af Lars Løkke.

En god ven i konsulent-branchen henledte min opmærksomhed på noget skægt med den terminologi, der anvendes i øjeblikket: ‘Opgavesplit’! Nu har vi (også min gode ven og jeg) i årevis tudet vores kunder og kollegerne ørerne fulde af, at man skal kigge på den samlede proces, der fremstiller varer og tjenesteydelser til kunderne, for derved kunne vi arbejede mere omkostningseffektivt. Nu splitter vi det hele ad igen med opgavesplit!

Nå – men det er jo ikke mit liv, ikke mit hjerteblod, som det var engang. “I’m in it for the money” og jeg skal have financieret min fritid – og der er nok at lave fremover. Det tager nemlig lang tid at splitte det hele ad.

Ny – igen

Jeg har haft den mærkelige oplevelse på seks sølle uger at blive svejset rigtig godt sammen med mine kolleger i det nu hedengangne Center for Koncernforvaltning (CFK). Syntes virkelig, at jeg var kommet på den rette hylde sammen med nogle andre administrative nørder; de ‘nørdede’ ganske vist med noget andet end mig, men vores referenceramme var den samme: vi fremstillede forskellige former for administrative ydelser til vores kolleger i det ganske Miljøministerium.

Det var vemodigt at sige farvel til dem alle sammen i fredags! Vi lukkede og slukkede for Center for Koncernforvaltning (CFK) med en frokost på TRIBECA NV (som varmt kan anbefales – også til mere festlige lejligheder end gravøl for en idé man troede på) og nu er vi så spredt for alle vinde. De fleste er taget til Økonomistyrelsen for at blive indrulleret i Økonomiservicecentret og selv er jeg flyttet over i Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS); et sted med en masse kort og en masse bornholmerure… Kerneydelsen dér er at lave kort, så man kan blive noget ensom, når man tænker administration og koncern.

Jeg er bekymret for fremtiden, for der er mange opgaver, der flyder af ‘mit’ system mTID som Økonomistyrelsen/ØSC hverken vil eje eller have. Argumentationen fra ØSCer både fornuftig og forståelig, men jeg synes, der mangler en stillingtagen til, hvad der så skal ske med disse opgaver. Nu er det ikke fordi jeg ikke vil løse dem, men mere fordi jeg ikke har de informationer, der er en nødvendig forudsætning. ØSC har nu fået/overtaget CFKs ressourcer, men en del af opgaverne vil de ikke have med i købet! Jeg har været budgetbisse længe nok til at se, hvem der har scoret gevinsten i dette politiske spil.

Argh… det bliver præcis som jeg i min store visdom spåede i starten af året. Vi skal nu igennem en lang proces, hvor vi skal knokle bare for at få tingene til at fungere igen.

Ny

Så er jeg omsider startet i Miljøministeriets Center for Koncernforvaltning. For en uge siden havde jeg sommerfugle i maven og den snigende usikkerhed “kan jeg nu magte dette?” Normalt synes jeg, at de første tre måneder på en ny arbejdsplads er lidt af en krise, for jeg hader at være ny! Hader følelsen af at have været til samtale og have overbevist dem om, at der er et par småting, jeg er nogenlunde god til – og når så dagen oprinder kan jeg ikke engang finde en papirclips eller finde ud af, hvilken printer, der skal være min standardprinter.

Men afmægtigheden har ikke fået lov at tage over denne gang. Her efter en uge har jeg følelsen af at have nogenlunde styr på den ene halvdel af mit job, nemlig den del, der drejer sig om tidsregistreringssystemet mTID, som jeg kender som min egen bukselomme, men hvor jeg skal finde ud af, hvordan de otte institutioner under Miljøministeriet bruger det. Der er jo ikke den store magi i et IT-system, så her efter den første uge går det så mænd ganske udmærket med det.

Den anden halvdel af jobbet har jeg ikke taget fat på endnu, men den handler om Intranet og kommunikation og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg håber, der vil blive gode muligheder for at skrive selv og at tilrette fagfolkenes tekster, så de bliver læsværdige også på nettet. Det er lidt af en kunst at skrive på nettet – ganske enkelt fordi vi læser anderledes hér.

Om ganske kort tid findes Center for Koncernforvaltning ikke længere, og jeg har altså ladet mig ansætte i en virksomhed, der er i færd med at lukke og slukke. Institutionen lukker, fordi opgaverne opsuges af Økonomiservicecenteret (ØSC) og Statens IT som led i en kæmpemæssig centralisering i staten. Det er naturligvis en mærkværdig fornemmelse, at de mennesker, jeg er gået i gang med at lære at kende som mine nye kolleger, om ca. en måned ikke længere er mine kolleger. Om en måned er det hele splittet i atomer, og i skrivende stund ved jeg ikke rigtig, hvor jeg selv havner.

Men på forunderlig vis betyder det ikke så meget for mig, for jeg har jo taget skridtet ud i det ukendte fra alt det kendte i Udenrigsministeriet, hvor jeg nåede at være i 3½ år. Hvis jeg bare har adgang til mine systemer og databaser kan jeg for så vidt sidde “på månen”. Og én ting har jeg allederede erfaret: det er rigtig rart at sidde et sted, hvor hele institutionen producerer administration. Pludselig laver man institutionens kerneydelser og er ikke længere “administrativ dødvægt”, som der helst skal være mindst muligt af midt i en politisk tænkende organisation. Dette var faktisk et af de vægtige argumenter i rapporten om de Administrative Servicecentre (ASC) – på dette punkt føler jeg virkelig, at forfatterne har ramt plet.

Send ikke mail til præsten

Politiken skriver: Danskere, der via mail søger råd om private forhold hos en præst, risikerer fra nytår at havne i svensk terror-overvågningsarkiv.  Læs resten her.

Hvis jeg nu var ansat i Kirkeministeriet og havde med IT at gøre, ville jeg se at få flyttet mine servere i en frygtelig fart, for hvordan skal præsterne kunne garantere deres ‘kunder’, at de overholder deres tavshedspligt?

Af blandt andet den trykte udgave af Kristeligt Dagblad fremgår det, at det ikke har været muligt at få en kommentar fra kirkeministeren – men professor ved Københavns Universitet Mads Bryde Andersen mener nu ikke, at danskerne behøver at bekymre sig, med mindre de i forvejen er småkriminelle.

Jeg sidder og tænker på, om jeg tør sende en præst en mail i fremtiden – for hvordan skal en server kunne vide på forhånd, om jeg er kriminel? Jeg kan kun se to muligheder:

1. Svenskerne høster alle mails, og bliver jeg senere kriminel, kan de jo se, om jeg tidligere har haft skrevet til en præst om mine kriminelle planer? eller
2. Man indhenter oplysninger om alle dømte (og sigtede, mistænkte og anholdte?) og sender de en mail til en præst om noget kriminelt, klapper fælden?

Sædvanligvis er det de borgerlige, der gang på gang føler deres retssikkerhed krænket – men lige nu føler jeg min retssikkerhed krænket.

Det undrer mig faktisk, at det ikke er alle dele af det offentlige i Danmark, der selv sørger for deres server-park. Men det kommer måske ganske af sig selv med de Administrative Servicecentre (ASC) når SKAT skal tage sig af samtlige servere i staten (lige bortset fra UMs).

Der er nu noget trygt over gode gamle UM: Vi er så hysteriske med både vores fysiske sikkerhed og IT-sikkerheden, at det er lige før, man som medarbejder ikke kan få lov at se på Danmarks Radios hjemmeside. Da jeg startede derinde, syntes jeg, det var noget besværligt. Her 3½ år efter, er de høje sikkerhedskrav noget, jeg synes, vi kan være stolte af. Send mig bare en mail på arbejdet – vi sender den ikke via Sverige; det væste, der kan ske, er, at den ikke når frem…

Nyt job 1. september 2008

Den 1. september starter jeg i et nyt job i Miljøministeriets Center for Koncernforvaltning (CFK), som til den tid ganske vist ikke længere findes, fordi centeret er et af de første steder, der skal sluses ind i de nye statslige Administrative Servicecentre (ASC). Til samtalen havde de også lidt svært ved at få fortalt, at de har en dejlig stilling ledig, men at de ikke helt vidste, hvor de skulle gøre af den person, de ville ansætte! For mig betyder den fysiske placering intet – jeg kunne så mænd sidde på månen, hvis der ikke er plads andre steder.

Jeg var faktisk slet ikke på udkig efter nyt job, da jeg jo er glad for mit job i Udenrigsministeriet (UM), men stillingen er en åremålsansættelse, der udløber i april 2009 og jeg blevet ringet op af en god ven, der sagde, han syntes, jeg skulle prøve at studere et stillingsopslag på CFKs webside. Da jeg så opslaget, må jeg sige, at jeg tænkte, at det var skrevet til mig, for overskriften var “Tidsregistrering & kommunikation”. Stillingen er en fastansættelse i modsætning til min nuværende kontraktansættelse.

De bruger mTID til tidsregistrering, og det system har jeg arbejdet med siden år 2000 og implementeret og drevet i Patent- og Varemærkestyrelsen, i Danmarks Statistik og nu i Udenrigsministeriet. Mine kompetencer på den del af stillingen, er der derfor ikke rigtig tvivl om.

Den anden del af stillingen – kommunikationsdelen – drejer sig om at opbygge nyt Intranet og at skrive på dette net. Jeg holder virkelig meget af både at lave websider og at skrive, men har ikke haft så stor mulighed for at gøre det erhvervsmæssigt i de seneste år. Så denne del af stillingen er udelukkende lystbetonet for mig. Tænk at arbejde med noget, der er en hobby! Denne del af stillingen vil give mig nye formelle kompetencer og udfordringer, og det glæder jeg mig meget til!

Var til en rigtig god samtale i tirsdags. En halv time efter jeg havde lukket døren bag mig, ringede de og tilbød mig jobbet. Det er helt fantastisk og jeg er rigtig glad.

Nu er formaliteterne så meget på plads, at jeg har kunnet sige op i UM, og som altid, når jeg holder op et sted, jeg har været glad for at være, er det med blandede følelser, jeg siger op. Det er dels vemodig at skulle sige farvel til gode kolleger, dels er det spændende med alt det nye, der skal ske, og alt det man skal lære og skal sætte sig ind i.

Jeg plejer at skifte job, når jeg har været et sted så længe, at jeg føler mig som “verdensmester” og næsten er bange for at skifte job. Derfor er det lige nu det helt rigtige tidspunkt for mig at skifte.

I aftes fejrede jeg det nye job sammen med en nær og kær ven – og vi klinkede glassene med et godt glas Chablis i!

Fremtiden som statsansat nørd?

“Fremtiden interesserer mig umådeligt meget, for det det er dér, jeg skal tilbringe resten af mit liv.” Mark Twain.

“Administrative servicecentre. Fremtidssikrer statens administration ved at skabe stærke faglige og interessante miljøer, så det bliver lettere at fastholde og rekruttere medarbejdere.” Økonomistyrelsen.

Jeg har været til møde i min kære ERFA-gruppe for tidsregistreringssystemet mTID, og det er dejlige møder, for dér er jeg sammen med kolleger, der har fingrene i mulden, og sidder og bokser med det samme “staten rundt” fra Kirkeministeriet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som jeg gør i Udenrigsministeriet. Jeg er vild med disse møder, for dér føler jeg, at jeg møder kolleger! Det er helt ærgerligt, at det kun er ca. fire gange om året.

Dagsordenen var fra leverandørens – KnowlegeCons – side, at vi skulle træffe beslutning om en række rigtig fede muligheder i vores tidsregistreringssystem, som kan gøre det lettere og mere effektivt at løse en række opgaver på personale- og lønområdet.

Og her dukkede centraliseringsspøgelset desværre op for fuld kraft. Alle sidder og lurepasser og ingen tør træffe beslutning og bruge et eller andet beløb (max 125.000 kr.), for de Administrative ServiceCentre (ASC) er jo nok lige om hjørnet! ØV – det er et åndssvagt år præget af beslutningsangst, hvor alle venter på, at andre stikker den første lussing, og ingen ønsker at få den!

Realiteten er, at ASC vist ikke er lige om hjørnet, og at ting tager tid, og at ASC først nu er ved at tænke over et udbud om den fremtidige lokalisering (= hvor skal mit skrivebord og min pc stå om x år?). Det vælter ganske vist ud af Økonomistyrelsen med mails og nyhedsbreve og jeg skal kompetenceudvikles og jeg skal komme efter dig, men det hele er så uoverskueligt, at jeg personligt har lænet mig tilbage og venter på, at nogle skal træffe beslutning om, hvordan tingene skal foregå, og derefter skal jeg nok sørge for at få det til at virke. Når man er nørd, er det vel det, man gør? Var man politisk tænkende, gjorde man det sikkert anderledes. Vi nørder har bare en række “butikker” med en stribe (bare sådan ca. 3.000) brugere, vi er sat til at passe!

Jeg vil foreslå leverandøren, at vi i regi af ERFA-gruppen begynder at tale om, hvordan vi håndterer overgangen til ASC, for jeg forestiller mig, at vi “staten rundt” sidder med samme fornemmelse som mig: “dette kan jeg ikke forstå, hvordan skal jeg gøre for at løse opgaven, og hvad er egl. meningen?”. Det må være et rigtigt ERFA-gruppe emne, at vi hjælper hinanden bedst muligt gennem den kommende tid (som er fra nu af og til om tre år). Lad os dog tænke sammen, og lad os blive klogere sammen!

Hvor er jeg træt af, at alting er så uafklaret, at man ikke kan agere og komme videre! Hvor er jeg træt af, at alt det, vi har bygget gennem årene, skal rives ned, og hvor er jeg på forhånd træt af, alle de kræfter det vil koste bare at få tingene til at fungere igen. Jeg har det fint med forandringer og jeg elsker løsninger med værditilvækst! Jeg skal bare kunne se det fornuftige/værditilvæksten i dem, og det kan jeg ikke her – her kan jeg mere se Finansministeriets flagskib, der sejler med 1.000 km. i timen lige lukt mod nærmeste vandfald ihukommende.

Herudover er jeg noget træt af at få at vide, at jeg som medarbejder vil blive informeret yderligere på et “ølkassemøde”. Jeg vil informeres sagligt, fagligt og respektfuldt! Jeg vil have viden og fakta, for ellers kan jeg ikke passe mit arbejde. Hvorfor søren skal det, som jeg passer 37 timer om ugen og til tider også lægger min sjæl i, reduceres til noget, der kan klares på et ølkassemøde? Hvem der end har opfundet det hæslige og disrespektfulde udtryk bedes venligst – men bestemt – fjerne det igen! Jeg gider ikke blive informeret fra en ølkasse, for ølkasser hører til i knejper, og jeg er vant til katedraler!

Glade medarbejdere; den vigtigste ressource

“Incitament 01-2008” (moderne ord for det gode gamle “Styrelsen”) er nu på gaden og i æteren, og det hele handler om de Administrative Servicecentre (ASC).

Her kan jeg for 10.000. gang læse, at medarbejderne er den vigtigste ressource, og se billeder af glade medarbejdere. De er simpelthen alle sammen så glade på billederne på Økonomistyrelsens side om Administrative Servicecentre.

Jeg er ganske vist rigtig glad for mit job i Udenrigsministeriet – men derfor behøver man jo ikke gå rundt og ligne en “Laila Lalleglad” og jeg må sige, at billederne på mig virker provokerende og overdrevne, da de slet ikke svarer til den virkelighed, jeg hører omkring mig.

Virkeligheden er, at vi er afventende, gerne vil vide hvad, der skal ske, hvornår det skal ske, hvem der skal med, hvem der skal blive tilbage, hvem der træffer beslutninger – og en masse andre hv-spørgsmål. Der er snart behov for svar, hvis vi ikke er en 500 it-medarbejdere (og sikkert også andre), der skal gå til det private erhvervsliv med korte og klare beslutningsveje, større løn, bedre karrierremuligheder og en flok frynsegoder.

Det er jo rigtig nok, at medarbejderne er den vigtigste ressource. Jeg har bare en aversion mod denne floskel, som vi har hørt i årevis, uden rigtig at se den materialisere sig.

Departementschef i Skatteministeriet Peter Loft lægger op til, at de vil skabe Danmarks bedste it-arbejdsplads i det kommende it-center. Han behøver nu ikke gøre alt det bare for min skyld – jeg har nemlig allerede Danmarks bedste it-arbejdsplads!

Måske skal jeg lige forklare, hvor du altid ser et cykelhjul på ASC-posterne. Det skyldes naturligvis, at navet er perfekt “centraliseret” i fælgen.