Skraldestrejken fortsætter

Det er ikke let med den der dansk…

“Journalisme” burde forudsætte et mindstemål af indbygget stavekontrol dels i den anvendte pc, dels i skribenten selv – men i givet fald havde jeg selvfølgelig ikke noget at harsellere over, hvilket ville være trist.

På DRs side fandt jeg denne godbid:

Utilfredse med arbejdsmiljøet
Det sker i protest mod ledelsen, som skraldemændende Chaufførerne er utilfredse med arbejsdmiljøet, og derfor har de for femte gang på tre måneder nedlagt arbejdet.

En “mand”, to eller flere “mænd”. Det burde da ikke være en af de svære – her burde Jørn Hjortings Frøken Klokken have gået forud med et lige minuttal. Der mangler herudover antageligt nogle ord i sætningen, formentlig et punktum foran Chaufførerne og endelig hedder det “arbejdsmiljøet”. Det er imponerende, at der på så lidt plads kan laves så mange fejl.

Så er det muligvis lidt mere undskyldeligt med denne, som jeg i dag fandt i et mødereferat:

“NN svarede, at analysen vil forelægge inden for et ½ år.”

Vurderet i forhold til antallet af fejl, der relaterer sig ligge/lægge er det ganske sikkert, at Frøken Klokken umiddelbart forinden har vist sig fra sin mest ulige side

Sådan er kapitalismen

Til tider fatter jeg simpelthen ikke kapitalismen!

Jeg har boet flere forskellige steder i København (Nørrebro, Amager og Vanløse) men har aldrig haft så ringe indkøbsmuligheder som her i Hvidovre, der må karakteriseres som et uland. Her er ellers masser af butikker, de har bare aldrig nogle almindelige basisvarer!

• I Føtex har man åbenbart besluttet sig for ikke at forhandle økologisk piskefløde i kvarte litre. Man kan derimod sagtens få en ½ liter. Af samme grund har jeg ofte smidt mere end det halve ud, når det blev for gammelt.
• Det er ikke muligt en torsdag eftermiddag kl. 16 at købe en liter økologisk sødmælk, der ikke er fra Arla, endsige en pakke gær. Medarbejderne har efter deres eget udsagn ingen indflydelse på sortimentet. Kunderne har tilsyneladende slet ikke. Jeg spørger “Hvem har så?” Jeg gik engang til nationaløkonomi og der lærte vi, at kapitalisme handlede om udbud og efterspørgsel. Jeg kan da ikke være den eneste, der efterspørger basale varer som mælk, fløde og gær!  Men der er masser af skrammel og overflødige genstande, når man ellers først har kæmpet sig gennem afdelingerne for børnetøj, musikanlæg og havetraktorer.
• I Netto har de i tre uger ikke haft økologisk sødmælk. Nej tak – jeg skal ikke have Minimælk! Jeg hader Minimælk.
• Så ender jeg i Kvickly – efter to km. yderligere på cykel i regnvejr; de har sørme alle tre ting – og når jeg nu alligevel skal stå i en alenlang kø for at få lov at betale, kan jeg jo lige så godt prøve at finde sæben til mine trægulve. Dén har de ikke – men der tilbud på varehuscykler og hundekurve…

Hvis jeg drev en forretning, ville jeg lytte til, hvad kunderne ønskede og så sørge for at have det hjemme, før jeg begav mig ud i varehuscykler, polyester- og/eller velourhjemmedragter og lumatronfarvede fladskærme! Problemet er, at dem der ejer disse kæder er alt alt for langt fra kunderne og de daglige behov – eller måske bor jeg bare det forkerte sted?

Hvor er begreber som “service” og “kundepleje” blevet af? Problemet er, at storkapitalen er hamrede ligeglad med, hvad folk køber, bare de køber. De fleste mennesker renoncerer formentlig, og køber det, der er at købe. Men på samme måde som Istedgade, overgiver jeg mig aldrig – for den slags hører til monopolismen – og den bekender vi os jo ikke til, eller gør vi? Er monopolisterne ikke bare blevet så enormt store, at de ikke længere er til at kende fra kapitalisterne?

Jeg kører til Irma i Rødovre for fremtiden – min fritid er ganske enkelt for kostbar til at stå i kø flere steder for at få helt almindelige varer!

ØSC – en succes?

Luftkastellet der blev sprængt…

For snart en del år siden hørte jeg en tidligere IBM-direktør, der har slået sig på at fortælle om ledelse via musik, fortælle om blandt andet de semantiske forskelle på ledelse i Skandinavien og de angelsaksiske lande. Han kom med eksemplet, at det på de angelsaksiske sprog hedder “leadership”, mens det på de skandinaviske sprog hedder “lederskab” – kort sagt: det vi ofrer et helt skib på i udlandet, klarer vi med et skab hos os!

Ugen har budt på endnu et luftkastel, der blev sprængt! Denne gang var det ikke bare en fantastisk bog, der tryllebandt og forblændede – det var den skinbarlige sandhed i form af lønninger til en række medarbejdere i Miljøministeriets departement og institutioner. Havde de så bare været rigtige, havde det jo ikke været en historie – men det var de ikke, skønt de burde være det!

Hele humlen er, at vi i personaleadministrationen har ansvaret for lønnen til vores medarbejdere, mens den konkrete indtastning i Statens Lønsystem forestås af ØkonomiserviceCenteret. Det hele skal nemlig være hammer-effektivt nu! Joh tak… Jeg har i ugens løb set min kollega blive mere og mere hektisk, set hende miste overblikket, hørt hende sige, at nu havde hun mistet overblikket mv. Det skyldes, at en masse medarbejdere, har fået forkert løn, nu hvor ØSC for alvor skal stå på egne ben!

ØSC, der burde besidde samtlige lønkompetencer i staten, kan ikke løfte opgaven – og ude i institutionerne har vi ikke mulighed for – endsige ressourcer til – at løfte opgaven! ØSC har jo fået alle ressourcerne, da vi ikke længere skal løse opgaven. Det er imidlertid så viseligt indrettet, at vi bærer ansvaret for, at tingene er korrekte. Og hvad kan vi så gøre? Tjah vi må gennemgå samtlige lønninger (der er “kun” 3.00o medarbejdere) for at se, om ØSC har lavet fejl…

Forestil dig lige et kort sekund, at du var den der skulle modtage opkald og mails fra dem, der havde fået forkert løn! Og forestil dig dernæst, at du skulle guide den statslige centrale kompetence igennem til at udbetale den korrekte løn. Folk oplever altså deres løn og feriedage som nærmest hellige sakramenter – de er mildest talt ikke glade, når det er gået galt, og de fx har fået en lønseddel, der lyder på, at de skal indbetale 3.000 kr.

Nuvel jeg sidder ikke i sumpen, men har den rolle at sparre med min kollega og tilkalde min ferierende chef, og det er ikke specielt fedt at forstyrre folk i deres ferie! Personligt mener jeg, at ferien er nærmet hellig.  Chefen har imidlertid kastet sig ind i kampen – som en tanker og ikke som et klædeskab! Det er så fremragende at opleve en chef, der bakker om medarbejderne! Det er skønt at opleve en chef, der bakker op om os som medarbejdere og som tager det alvorligt, når en ekspert siger “Jeg har mistet overblikket – jeg kan ikke tage ansvar for dette”.

Min egen rolle er bare at være bindeled – at fornemme om “det er almindeligt piv” eller om det er alvor, når netop denne kollega kommer fire gange på en dag og siger “Jeg har mistet overblikket”. OK – de første to gange tænker man: “Vi må dokumentere problemerne, og drøfte dem”, 3. gang tænker man “Hvad fanden gør jeg?” og 4. gang ringer man til chefen i hendes ferie! Og så er det altså fedt at blive “mødt” – og at hun endda siger “tak fordi I inddrog mig”. Jeg vil gerne i dette offentlige rum sige, at jeg har en kanon chef!

Måske burde jeg slet ikke skrive om dette – men jeg gør det og vil til enhver tid påberåbe mig min ytringsfrihed (selv som offentligt ansat) for jeg synes, det er så urimeligt, at mennesker jeg kender og holder af, mister overblikket, udsætter/afkorter ferie mv. fordi de søger at leve op til et revisionsmæssigt ansvar, som de slet ikke har teknisk mulighed for at løfte.Og fordi jeg slet ikke bryder mig om, at kolleger (gamle som nye – uanset hvor de arbejder) får mundkurv på, og end ikke må fortælle om, hvilket morads, de står i!

Og er alt dette så nyt?

Nej – kollegaen min fortæller, at hun har råbt op om disse problemstillinger siden det hele hed Administrative Servicecentre, lige siden rapporten forelå mv. Men realiteterne går først op forbeslutningstagerne nu, hvor medarbejderne reagerer og siger “min løn er forkert”. Jeg skulle hilse og sige, at det er for sent!

Konsekvenser af ØSC

Centralisering

Det var da godt, jeg gik seks år på uni…

Nogle mennesker fører sig frem med, at de er akademikere, og går meget op i, at de har en videregående uddannelse. Personligt er jeg ligeglad, hvad folk er, og hvad jeg selv er, bare opgaverne bliver løst – på den anden side vil jeg heller ikke undskylde, at jeg har en uddannelse, som jeg i øvrigt har betalt af på i 15 år.

I disse dage mærker vi i mit kontor og på mit lille område for alvor konsekvenserne af Økonomiservicecenteret (ØSC) – den finansministerielle prædefinerede succeshistorie. Den 1. juli har vi nemlig fået mellem 33 og 50 pct. af opgaverne tilbage i hovedet igen, mens medarbejderne sidder i ØSC og formentlig vil komme til at trille tommelfingre mellem lønkørslerne. Det er sådan set ikke nogen hemmelighed, for alle taler om det.

Selv hekser jeg rundt med at oprette og ændre brugere af mTID. Det havde jeg nu ikke behøvet at gå seks år på uni for. Det er en triviel opgave, som andre kunne løse, og som vi fra 1. oktober forhåbentlig har fuld systemunderstøttelse til.

Alle er sådan set enige om, at opgavesplittet (altså det at splitte den samlede effektive fremstilling af ydelserne ad) på vores område er et teknologisk tilbageskridt. Vi skal have fat i hver opgave flere gange nu – dels i mit eget kontor, dels i ØSC. Hver ydelse er således blevet dyrere at fremstille.

Er man imidlertid snæversynet og ser man alene på, hvor billigt ØSC kan drives, så er det jo helt fantastisk. De startede med at bruge x årsværk og nu bruger de kun x/2 årsværk. Se sådan skal det gøres. Sandheden er imidlertid, at institutionerne (ØSCs kunder) er nødt til at investere i både IT- og humane ressourcer for at drive butikken.

På mit lille område regner jeg med at bruge over en million kroner i år på at udvikle systemer til bare at få tingene til at fungere igen. Der er faktisk ikke nogen, der vil se en værditilvækst – det er jo ret basale ting, vi bare skal sørge for fungerer igen, ex at udbetale løn til studenter…

Gad vide hvornår denne prædefinerede succes krakkelerer? Hvornår går det op for pressen samt Hr. og Fru Æggemad at dette er det største politiske teater i årevis? Vi har vænnet os forandringer i staten, og de er helt i orden! Dette er bare første gang, det vedrører hele butikken på én gang og første gang, man går ud og peger på Jensen, Hansen og Pedersen og siger “Du skal flytte, for din opgave flytter”.

Da vi jo ikke er særligt uintelligente i institutionerne, arbejder vi selvfølgelig på hurtigst muligt at komme idiot-arbejdet til livs. Vi bygger systemer, der gør, at mennesker ikke skal sidde og skrive det ene systems oplysninger ind i det andet system. Vi kan hos os være klar med systemunderstøttelsen ca. 1. oktober.

Skulle den opmærksomme læser nu spørge “Hvorfor så ikke vente med at ændre arbejdsgangene til I har systemunderstøttelsen på plads?” er svaret, at den prædefinerede politiske succes ikke kan vente på virkeligheden.

Havde jeg ikke tidligere aversioner mod politik, så har jeg i hvert fald fået det nu – og medens jeg således sidder og gumler på mine aversioner, kan jeg jo overveje, hvor længe jeg finder, at det statslige teater er en attraktiv arbejdsplads…

Stav ord efter staveord

Måske skulle vi gå tilbage til staveord?

I går den 12. juni 2009 kom der en byge, der varede ca. 36 timer, så jeg tog bus og tog til og fra arbejde. Med kollektive transportmidler kan man bare sidde og kigge ud; sådan ganske enkelt lade sig fragte… Så ser man noget andet, end man plejer.

På Ålholmvej Ålekistevej var der et fantastisk skilt over en butik nemlig “Kiosgen” – nu står verden ganske enkelt ikke længere. Så lær dog for pokker at stave til “kiosken”!

Laver man en billedsøgning på Google på “staveord” får man blandt andet billedet herover med teksten “Sig – lyt – skriv”, og måske er det lige præcis problemet? Det er nemlig ikke nok at sige og lytte, for så skriver man naturligvis: “kiosg”; det ville ikke engang være korrekt på norsk.

Jeg syntes, danskerne staver dårligere og dårligere – dette er forkert; det hedder i præsens “Jeg synes, danskerne …” men prøv at lægge mærke til (de fleste ville skrive “ligge”), hvor ofte det anvendes forkert.

Tag en tur på Facebook, når du vil se ubehjælpsomt dansk.

De, der udarbejder diverse smådumme quizzer, burde få nogle til at hjælpe sig med korrekturen. Et par eksempler: En gruppe hedder “Jeg hader langsomme computer”, en quiz hedder “Hvor godt kender du din Danmark?”, et indlæg om nogle kamphunde “.. det nære mig du ikke vil se sandheden i øjene.. du siger at det kun er muskelhunde…”. Her mangler fuldstændig kommaer og den slags småting, og mon ikke også sætningen skulle have startet med “Det nager mig, at…”? Eller hentet et helt andet sted fra “…kommentarer og foreslag omkring dette website…” Man kan have kommentarer “til” noget – ikke hverken “om” eller “omkring” og så hedder det altså “forslag” – Argh…

Vi burde bruge flere staveord

Når du læser på nettet, så prøv at lægge mærke til, hvor vanskeligt skribenterne har ved at formulere sig. Det er rystende, og det er både gamle og unge, der formulerer sig ubehjælpsomt. Internettet er fint og smukt og demokratisk og alle kan ytre sig, og det er dejligt, for det er jo netop formålet.

Mit budskab er, at vi som samfund må udstyre borgere (stor og små) med de rette kompetencer for at blive hørt, for at blive taget seriøst. Hvad nytter det at ytre sig om alskens emner, hvis det ikke er formuleret bare nogenlunde korrekt? Jeg er næppe den eneste, der ikke rigtig gider gætte på, hvad der nok skulle have stået.

Herudover så er det ikke indbygget i de virtuelle medier, at man skal udvise manglende omhu. Man må gerne læse teksten igennem en gang mere, selv om man ikke trykker den i en bog, men lægger den på nettet. Vi kan ikke forestille os en forfatter, der ikke læser korrektur – eller får nogen til at gøre det for sig – inden bogen går i trykken, vel? Men når tekster skal på nettet, så gør de færreste sig den ulejlighed at gøre sig umage. Det hele skal gå så stærkt, at der ikke er tid til kvalitetskontrol. Risikoen er manglende gennemslagskraft uanset hvor godt, indholdsrigt og rigtigt det oprindelige budskab var.

Svar fra føtex

Jeg har sørme fået et svar på min mail til føtex – og det er et svar jeg er tilfreds med! Nu er jeg rigtig spændt på, om det også vil vise sig i praksis, at varerne på hylderne bliver friskere og at jeg ikke hver gang skal bed om at få de friske varer hentet frem fra baglokalet.

Højbjerg, den 4. juni 2009

Tak for din mail af den 3. juni 2009.

Jeg beklager meget den dårlige oplevelse, du har haft i føtex. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende. Modtag min uforbeholdne undskyldning.

Der vil fremover blive strammet op på procedurerne, så det sikres, at vi altid har friske varer.

Skulle du kommende ud for en lignende situation, er du altid velkommen til at kontakte den pågældende varehuschef, som så vil forsøge at løse problemet på stedet.

Endnu engang tak for din henvendelse og undskyld ulejligheden.

Med venlig hilsen

føtex

[Navn]

Direktionssekretariatet

Pas på i Føtex

Gamle varer fra Føtex

Ærlighed er en dyd, jeg værdsætter

Den 30. maj skulle jeg lige have en liter sødmælk. Den type, jeg kan lide, var tappet den 23. maj og ville udløbe den 1. juni. Da jeg af princip ikke køber gamle landbrugsvarer (jeg har stadig den der 50′er bevidsthed om, at Danmark er et landbrugsland) vred jeg lige overkroppen af led ind over kølemontrens stabler af æg, ind til de unge mennesker, der stod derude i kulden og spurgte, om de havde noget frisk øko mælk, der ikke var fra Arla.

Jow jow da og jeg fik noget, der var væsentligt nyere, og han kom sågar også ud med det. Det var jo flinkt. Jeg spurgte, om de var klar over, at det, der stod på hylden, var en uge gammelt. “Ja” sagde han kækt, “det er derfor, det står fremme”. Jeg prøvede at sige til ham, at det var der da ingen mennesker, der ønskede at købe. Men han havde selvfølgelig sine ordrer og køber sikkert aldrig selv ind.

Det er da ærlig snak – så ved jeg, hvad jeg får i Føtex: Gamle varer!

På mælken kan det ses; men hvad med fx grønsager, som der ikke længere er datomærkning på? Hvorfor skal jeg som forbruger finde mig i gamle varer, bare fordi de ikke kan finde ud af at disponere? Hvorfor er der ikke længere trovædige datomærker på grøntsagerne? Hvorfor kan man ikke se på æggene, hvornår de er pakket, men kun hvor længe de kan holde? Hvorfor skal jeg som forbruger altid spørge efter – og vente på – de friske varer? Det kan godt være de gør mere for mig ved at pakke mine varer ned om fredagen, men jeg ville fortrække selv at pakke friske varer ned i min rygsæk!

I starten af 80′erne var jeg i Irma, og der var det altså lidt af en kunstart at disponere ordenligt. Dvs. at bestille varer hjem, så det passede til den forventede afsætning. Men det er åbenbart ikke moderne mere.

Jeg tror, jeg sender linket til denne blogpost til A. P. Møller og Dansk Supermarked. Det forslår sikkert som en dråbe i havet – på den anden side består havet jo af dråber…

Yde contra nyde

Er der ved at ske et skred i kulturen?

I aftes var jeg ude at holde et foredrag om Dansk KirkegårdsIndex (DKI), der kort beskrevet er en linksamling til danske kirkegårde på nettet, hvor brugeren kan søge på afdøde personer og se et billede af gravstenen. Det er særdeles relevant for slægtsforskere, for med den øgede geografiske mobilitet bliver det sværere og sværere at finde dødsdatoer; og det er gravsten nu rigtig gode til at oplyse om

Mit foredrag går meget på, hvordan man tilmelder sig projektet, hvordan man selv bidrager og hvordan man får lagt sit arbejde på sin egen eller lokalarkivets hjemmeside.

Først langt henne i foredraget gik det op for mig, at tilhørerne meget hellere ville høre, hvad de kunne få ud af det arbejde andre allerede har lavet, end hvordan de selv kunne bidrage. De ville gerne høre hvordan de kunne søge, om der var nogle spændende sten mv. Søgemulighederne er der ikke så meget at sige om, for det kan man selv læse sig til på hjemmesiden, og da bidragyderne til DKI selv arbejder med sagerne, og der er mange sten jeg derfor aldrig har set, var der egentlig heller ikke så meget at sige om det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der – i hvert fald på Sjælland – er lidt den holdnning, at man gerne vil nyde godt af andres indsats og initiativ, mens det selv at yde et bidrag til glæde for andre er mindre interessant.

Normalt mener jeg, at de regionale forskelle mellem jyderne og ‘os andre’ er ret uinteressante, men på slægtsforskersiden er det slående, at alle de store initiativer tages og drives i det jyske.

Her sker ikke meget!

Her sker ikke meget!

Nej det er ganske sandt; men der er til gengæld godt gang i den ovre på min slægtsblog, der er en slags ugebrev over proces og resultater i min slægtsforskning. Lige nu er det ganske vist ikke så meget min egen slægtsforskning, der er i fokus, men mere processen om digitaliseringen af Nygårds sedler. Vi er en flok flittige folk, der har sat os for at gøre Nygårds sedler tilgængelige på internettet. Vi regner med, at der er ca. 4-500.000 sedler. Vi har i dag indtastet de første 90.000 – der er lang vej endnu, men det er dog også en sjat!

Det er lidt pudsigt med blogosfæren. Man skal være aktiv hele tiden ellers forsvinder kunderne i butikken! Men til tider er det jo sådan, at enten oplever man ikke rigtig noget, der er værd at skrive (hjem) om, eller også er det sådan, at det, der betyder allermest for en, kan man af uransagelige årsager ikke skrive om! Jeg er i en af disse og/eller begge situationer! Derfor kan bloggen opleves som stillestående. Men husk: det betyder ikke, at jeg står stille.

Jeg har nu længe haft lyst til at skrive om: Hvorfor pokker er der ingen, der kan stave mere – sådan en af de der “Tante-poster”, hvor jeg giver mig selv lov at harsellere lidt…

Præmisser:

• Jeg er ikke ude efter dem, der er ordblinde
• Jeg er ikke ude efter dem, der gik ud af landsbyskolen efter 7. klasse
• Jeg er ikke ude efter at ‘akademisere’ hele verden
• Jeg jagter ingen bestemt – men jeg slår til lyd for, at vi gør os umage med sproget!

Men:

• Når jeg nu kommer fra Jylland, er der jo ingen grund til at jeg kommer “fra Jylland af”
• Når man kan sige “jeg” er der vel ingen grund til at sige “jar”
• Når jeg nu er dansker (eh… ikke fra Danmark af) er der ingen grund til at søge at indføre det angelsaksiske apostrof-s. I min Kvickly har de fx en mindst 67 tommer fladskærm, hvor der står “Bageren’s brød” – hvor kommer den ‘ dog fra? Det hedder “Bagerens Brød”! Vi er dog danskere – og Jahn’s Låseservice er også noget sludder. Det hedder Jahns Låseservice.
• Jeg passerer ofte et lille skilt, hvor der står “Dette er et askebære – ikke en affaldsspand” Det er skrevet med sådan lidt smarte typer – og så er det jeg tænker: “Når du nu kan alt det smarte, hvorfor kan du så ikke også stave til “bæger”?
• Hvorfor skal mine kolleger i det ganske Mijøministerium leve med “Godkendelse skal se hver den 5. i den efterfølgende måned” Det er måske ikke helt OK, men jeg (ikke jar) begynder  snart at skrive til brugerne, at de må se at få godkendt!

“Menneske først – kristen så” – eller vice versa?

Missions-befamling?

Allerførst: Glædelig Jul!  og så en gåde: “Hvordan ved en ægte nørd, at nu er det juleaften?” Svar: “Der kommer ikke engang SPAM-mails i mailboksen”.

Dernæst: Når familien er uddød (i bogstaveligste forstand), når den, der kunne have været, er uinteressant, når slægt er lig med slægtsforskning og data fra kirkebøger, folketællinger og skifter og når man ikke lige er en type, der inviterer sig selv ud den 24. december mellem 16:00 og 23, så er  den 24 december mellem 16:00 og 23:00 et problem!  Jeg holder meget af Julen og alle de fine smukke traditioner, men jeg har bare ikke nogen at holde den med. Der er så to muligheder:

1. Forfald til selvmedlidenhed af 1. klasse
2. Find på et eller andet at lave den dag/aften

Nogle år har jeg valgt løsning 1 – men i år skulle det være anderledes, så jeg valgte løsning 2 og indtegnede mig på “Højskolejul 2008″ på Haslev Udvidede Højskole fra 22-12 til 28-12. Programmet så fint ud, og hvorfor ikke prøve at navigere ud af problemet?

Da vi endnu ikke har den 28. og jeg er retur i mit dejlige hjem, er der en historie: Jeg synes, jeg har været udsat for snigende missions-befamling, og jeg hader den slags.

Jeg har det meget fint med kristendom, kirke, Gud, Jesus og de andre, men jeg bryder mig altså ikke om at få det sneget ind ad bagdøren. Allerede den 1. aften fik jeg en lidt mærkelig smag i munden til aftensangen, da den 27-årige forstander lige skulle finde “liturgien” (sang, Fadervor, stilhed og Dejlig er jorden) til seancen. Jeg mener, at tro et personligt anliggende, og jeg finder det svært sådan at skulle dele det med (endnu) fremmede mennesker. Det gør man naturligvis ofte i kirkens rum, men væggene kan bedre bære det dér.

Den snigende fornemmelse blev bekræftet dagen efter i forbindelse med en i øvrigt interessant fortælling om højskolens historie. “Menneske først – kristen så”, altså først menneske, så kristen, sagde Grundtvig, hvem vi sammen med Christen Kold kan takke for de unikke danske folkehøjskoler.

Forklar lige en udlænding at vi glad går i “skole” uden at modtage bevis, at vi gør det i vores fritid, at vi betaler en 1/4 formue for det, og at vi har gjort det siden 1844 i Rødding. Men Haslev Udvidede Højskole er ikke en grundtvigiansk højskole, og de har byttet rundt på Grundtvig! Det er blevet til “Kristen først – menneske så”. Øh nåh tænkte jeg, kan man sådan bytte rundt på Grundtvig? Indre Mission “sad på” stedet indtil for 30 år siden – men gad vide om de ikke stadig sidder lidt i væggene?

I aftes var der en rigtig fin midnatsmesse i Haslev Kirke med en modig præst, der havde uddelegeret temmelig meget til tilhørerne – ikke til den stedlige menighed, men til højskolens kursister. Jeg havde ikke selv funderet over det, men et ægtepar spurgte mig over morgenmaden, om jeg vidste, hvilken tilknytning højskolen og kirken havde til hinanden nu om dage. Jeg kunne kun svare, at jeg ikke vidste det, men at min fornemmelse var, at der var en ret stærk tilknytning.

Vi fik en fin lille snak om missions-befamlingen, og de kunne fortælle, at der faktisk var flere der gik og undrede sig lidt over dette “set up”. Jeg blev glad for denne samtale, for her havde jeg jo bare gået og følt mig mindre-kristen eller ikke-kristen-nok. Jeg burde muligvis have gennemskuet det på forhånd, da det åbenbart er kendt, at folk, der begiver sig på højskole i Haslev, har deres tror på plads – men det var ikke kendt af mig. Jeg kunne selvfølgelig også have studeret dette afsnit på deres hjemmeside, men det faldt mig ikke ind:

Formålet for Haslev udvidede Højskole.
“Haslev udvidede Højskole har som formål inden for rammerne af de gældende regler om frie kostskoler at formidle livsoplysning på grundlag af det kristne menneskesyn. Højskolen skal give en kvalificeret undervisning, give mulighed for at fordybe sig fagligt og udvikle sig personligt.”
Med afsæt i skolens formål angir det følgende, hvordan formålet søges udfoldet i det daglige højskoleliv.

1. 1. Menneskesyn
Haslev udvidede Højskole tager udgangspunkt i en kultur-åben kristendomsforståelse. Som skabt af Gud er det givet mennesket at udfolde livet i kultur og natur. Som fejlbarligt er det givet mennesket at være kritisk overfor udviklingen og menneskehedens trang til at ville gøre sig selv til Gud.
Det er HuHs særlige berettigelse at stille menneskets eksistentielle og religiøse spørgsmål ud fra kristendommens syn på menneskelivet.”

En tankerække: “Hrm… 24-12 er ovre for denne gang, der er hyggeligt hjemme på Hvidovre Torv, der er mere fart på bredbåndsforbindelsen dér, jeg savner intelligent yngre selskab og samtaler med dybde – jamen jeg pakker da mit grej og tager hjem, og vælger kirken og troen til og fra, som jeg nu har lyst”. Som tænkt så gjort. Jeg kan faktisk pakke mit grej på 15 minutter!

Så slipper jeg også for at høre flere uforberedte oplæg. Forleden dag var jeg ved at gå ud af mit gode skind, da der blev læst forskellige julefortællinger op, og det var så tydeligt, at oplæseren ikke havde øvet sig først. Det er irriterende at høre folks evindelige snublen over ordene, når man ved, at denne snublen ikke ville have været til stede, hvis vedkommende havde siddet i sin sofa og lige havde læst højt for sig selv eller familien. På mig virker den slags ganske enkelt udygtigt. Jeg tror så mænd ikke, det generede alle de ældre kursister så meget, de var nemlig bare ved at falde på halen af bar benovelse over en forstander på 27.