“Jordens søjler” af Ken Follet

Jeg er allerede i gang med efterfølgeren…

På min lange vej gennem bøger, jeg ikke har fået læst i de år, jeg i stedet har læst kirkebøger, indtastet gravsten og Nygårds Sedler mv. kom jeg endelig til “Jordens søjler” af Ken Follet. De første 325  sider overvejede jeg, om den virkelig fængede, eller om jeg bare læste den, fordi “man skal gøre det færdigt, man er begyndt på” – men pludselig skete der et eller andet.

Pludselig var jeg midt i universet med riddere, jarler, fredløse, hele det gejstlige cirkus, afhuggede hoveder, sult og ufattelige lidelser – og så kunne jeg ikke lægge den fra mig igen. Tom Bygmester dør ca. side 600 og det føltes næsten trist inde  mig.

Næste gang jeg besøger en katedral (ikke en knejpe), vil jeg lægge nakken tilbage og tænke på, hvordan pokker de har lavet den, og jeg vil kigge efter revner i loftet og overveje om de understøttede loftet med buer i byggeprocessen.

Mennesker kan være “piller” i hinandens liv, og fjerner man en af disse piller, er der et vist mål af lidelse, der må gennemgås. Fjerner man en af jordens søjler falder katedralen sammen og de fintmaskede magtstrukturer må genopbygges. Begge dele sker i bogen, der rummer mængder af intriger, intrigante mennesker, der hellere bygger knejper end katedraler og som hellere ser næstens hoved på et fad.

Til tider kan det forekomme en smule stereotypt, at de gode er virkelig gode og de onde er virkelig onde. På den anden side: så ved man da, hvad man står med, der er intet bedrag og det levner overskud til at nyde de samlet set 1.000 sider. Når man lukker bogen er der kun én vej og det er til boghandleren efter fortsættelsen “Uendelige verden”.

Pigen der legede med ilden

Jeg er blevet bekræftet…

I sommer læste jeg Stieg Larsson-trilogien, så nu måtte jeg naturligvis i biografen og se filmatiseringen af “Pigen der legede med ilden”.  Anmeldelserne på Scope (min foretrukne filmside på nettet) fra både anmelderne og brugerne er lidt lunkne, og efter at have set filmen vil jeg give dem ret.

Filmen følger bogen godt, men alle nuancerne er selvfølgelig forsvundet – eller rettere, der er ikke tid til at forklare dem så godt på lærred som på papir. Et ex er, at hele historien med Zalchenckos ankomst til Sverige og Säpos håndtering af sagen slet ikke træder klart frem i filmen, og havde jeg ikke læst bogen, tror jeg ikke, jeg helt havde forstået vigtigheden af dette element.

Et andet ex er at Lisbeth efter “begravelsen” redder sig selv og i bogen er der naturligvis flere sider om hendes tanker undervejs, hendes tanker som levende begravet – i filmen ser man bare resultatet. Sådan må det naturligvis være, men jeg er måske bare bekræftet i, at jeg ikke skal læse bogen for dernæst at se filmen. Der bruges simpelthen for meget mental energi på at sætte filmen småstykker ind i bogens sammenhæng for at få historien til at hænge sammen. Om filmen ville kunne forstås uden at man havde læst bogen, skal jeg ikke kunne sige.

Nogle har haft skrevet, at filmen er langsom, fordi den  reelt er fremstillet til TV. Jeg kan nu ikke se, at den er specielt langsom, men det siger måske mere om mig end om filmen.

En af mine anker mod at se film bygget på bøger er normalt, at filmen ødelægger de billeder, jeg selv har dannet på nethinden. Det skete overraskende nok ikke i “Pigen der legede med ilden” – faktisk blev de gode bare bedre og de onde bare værre. Lisbeth så bedre ud end ventet, Michael var mere lækker, og R. Niedermann og Zalchenckos var endnu værre end ventet. Det var perfekt.

Jeg tror ikke, filmen kan ses og give mening, hvis man ikke enten har læst bøgerne eller har set “Mænd der hader kvinder” – men er en af de forudsætninger på plads, så bliver man godt underholdt i et par timer – og det hele ender med en cliffhanger (helt som i bogen), så filmselskabet er sikker på kunder også til afsnit tre.

Luftkastellet der blev sprængt

Indviklet koldkrigslogik…

Jeg plejer at slukke for film om agenter under den kolde krig, for det er for indviklet. Jeg slukker to gange for film om dobbeltagenter, for det er dobbelt så indviklet Der var nogle sider af “Luftkastellet der blev sprængt” af Stieg Larsson, der derfor gik lidt let henover hovedet på mig, men ellers har jeg siden søndag aften læst afbrudt – kun afbrudt af lidt arbejde i dagtimerne.

Endelig fik vi slutningen på Lisbeth Salanders lidelser og kamp mod hele det svenske bureaukrati. Man er så mættet af drama, at de sidste sider, hvor et nyt synes at tone sig op, er næsten ulidelige, for hvad nu hvis den slutning skal henstå i det uvisse for altid?

Alle tråde splejses dog til sidst, og man fristes næsten til at sige, at “det ender godt”.

Aldrig har jeg læst så mange sider på så kort tid – fremragende underholdning. At arvingerne til Stieg Larsson så efterfølgende har kæmpet med kommunisterne om en milliard-arv er forståeligt, og at der er nogle, der i Information (kommentaren) har dristet sig til at nedgøre forfatterskabet er lige så uforståeligt. Men OK han skriver ikke akademisk og snørklet – han skriver derimod med en vanvittig intensitet. Jeg ville næsten ønske, at jeg endnu havde trilogien til gode.

Pigen der legede med ilden

Irriterende slutning

“Pigen der legede med ilden” af Stieg Larsson har fængslet og fascineret mig siden torsdag aften. Jeg har stort set ikke lavet andet end at læse i ethvert ledigt minut (det vil sige kun afbrudt Mont Ventoux og lidt indkøb); aldrig før har jeg læst 707 sider på tre dage, og så forekommer slutningen unægteligt irriterende. Men måske kommer slutningen i næste bog?

Bind tre ligger her ved siden af mig, og hedder “Luftkastellet der blev sprængt” Jeg venter 707 nye sider med højspænding og drama.

Visse dele virker urealistiske (fx manden der ikke kan føle smerte), men det hele er bundet sammen med så jordnære elementer, at jeg tager bogen til mig og fortsætter det vilde ridt gennem de mange sider.

Stieg Larsson tryllebinder og besætter med sin historie om den geniale autistiske pige Lisbeth Salander, der fornøjer sig med at løse ligninger og gåder, som alle andre har givet op overfor eller som de i hvert fald har været nogle hundrede år om at løse. Her i trilogiens andet bind får vi hendes barndoms historie, som også er den bestialske historie om hendes ditto far.

Der er adskillige historier i samme historie, der udadtil handler om tre drab – to af dem på henholdsvis en kriminolog og en journalist, der har optrevlet en trafficking-affære (sexhandel med Østeuropa) med dybe rødder ind i det svenske sikkerhedspoliti Säpo, domstole og den svenske psykiatri. Det tredie drab er på hendes formynder advokat Bjurmann, som hun har gode grunde til ikke bare at have et horn – men en hel høtyv – i siden på.

Lisbeth er diagnostiseret som en psykotisk galning; hun er dømt for vold og tillige umyndiggjort. Hun sættes i forbindelse med de tre drab, og retssikkerhed er en by i det Rusland, en af personerne kommer fra og der er unægteligt meget, der peger på den unge Salander. Til sidst begraves hun levende. Mere vil jeg ikke røbe – du skal selv have fornøjelsen.

Stieg Larsson havde planlagt 10 bøger i serien om Millennium, men døde desværre allerede inden 1. bog udkom. Det er rigtig ærgerligt, at vi aldrig får de sidste syv bind. Larssons bøger hæver sig over alle andre svenske krimier, jeg har læst, og det er ikke så få. Jeg holdt af Hamilton (Mankells Jan Guillous helt), men Larsson skriver Lisbeth Salander ind på samme niveau.

Mænd der hader kvinder

Fundamental spænding

Boghandlen i Hvidovre har – i modsætning til mange andre boghandler – faktisk bøger, og har de ikke det, jeg leder efter, skaffer de det gerne.

På rejser kan det være rart at have en bog til at fordrive tiden fem timer i en lufthavn eller til bare lige at trække sig tilbage om aftenen, hvis man rejser med andre. Det skal være en paperback, så man ikke bliver ærgerlig over, at den bliver maltrakteret af regn, det evige op og ned af rygsækken, sure sokker mv.

For 2-3 år siden så jeg mange læse “Mænd der hader kvinder” i toget, i bussen – ja snart sagt alle vegne. I lørdags købte jeg derfor Stieg Larsson trilogi om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, og i ugens løb har jeg også læst “Mænd der hader kvinder” i toget, i bussen – ja snart sagt alle vegne; nu forstår jeg, hvad der greb alle de øvrige for nogle år siden. Bogen er anmeldt mange gange – jeg kan godt lide denne anmeldelse.

Det er ikke stor litteratur med smukke veldrejede sætninger, det er derimod fundamental spænding, politisk harme, kvinders rettigheder, vold mod kvinder, svensk så det basker og et overraskende plot. De første 80 sider forekommer lidt mærkværdige, men allerede 470 sider senere går det op for én, hvordan det hænger sammen. Jeg er fascineret af figuren Salander – måske fordi hun på sin ½-autistiske måde og med sin fotografiske hjerne minder lidt om mig selv? Hun er nu en noget bedre hacker

Der er op til flere sproglige smuttere, men om det er oversættelsen til dansk, der halter, eller om Stieg Larsson selv til tider formulerer sig rigtig dårligt, ved jeg ikke. Lige nu kan jeg kun komme i tanke om “bakke bagud”, men der har været flere sprogblomster, som har fået mine nakkehår til at rejse sig. Det undrer mig, at den slags ikke fanges undervejs af forlægger, korrekturlæser og hvem der ellers måtte have et manus mellem hænderne.

Sproglige smuttere eller ej:  Hvis du ikke er lige så langt bagud som jeg, har du allerede læst bogen/bøgerne. Er du derimod også nogle år bagud på bogfronten, og har du endnu ikke læst denne roman, så skynd dig til boghandleren, og ellers er den vel snart ledig på et bibliotek nær dig?

Jeg smutter igen – skal lige kværne de sidste 20 sider af de i alt 556, så jeg kan begynde på “Pigen der legede med ilden”.

Ugens løb

Sikke en uge…

Mandag: Verdens bedste dag i selskab med min kæreste ven. Nogle mennesker kan skabe helvede på jord for hinanden – andre af os kan på én dag fylde verden med harmoni og glæde bare ved at være sammen.

Tirsdag: fractura radii, extremitas proximalis – fraktur af caput radii (DS 52.1) kl. 07:55. Billedet til højre viser underarmsknoglerne set for forfra. Radius er betegnet med D. Øverst på billedet er albuen og nederste del fører til håndleddet. Caput betyder hovedet på en knogle. Altså et brud på hovedet af radius.

Masser af tanker om, hvorvidt jeg nu kommer til Marokko eller ej – det indebærer trods alt 11 dage i øde egne. Aldrig har jeg da overholdt lægelige forskrifter så godt, og resultatet synes heller ikke at udeblive. For hver dag kan albuen lidt mere, hvilket er meget tilfredsstillende. Jeg tror efterhånden på projekt Høje Atlas igen, men lover mig selv først at tage stilling på onsdag sammen med min læge(s ferieafløser).

Onsdag: Jeg fik læst Camilla Läckbergs “Tyskerungen” færdig. Efter hvad jeg har læst på det seneste, er jeg ikke imponeret. Og jeg tror ikke, jeg vil købe flere af hendes bøger.

I stedet er jeg begyndt på “Livlægens besøg” af Per Olov Enquist: “En stor og gribende kærlighedsroman, et trekantsdrama, hvor aktørerne er den tyske livlæge, den magtløse enevoldskonge og den unge dronning Caroline Mathilde, der i det erotiske møde med Struensee vokser til kvinde.” Den tegner rigtig godt!

Torsdag: “Der er kun ét “d” i avocado”. Til frokost talte vi om, hvorvidt det har betydning, at man behandler sproget korrekt – eller i hvert fald gør sig umage med at prøve på det. Det startede faktisk bare med, at en sagde “advocado” – og den slags kan jeg ikke rigtig sidde overhørig, og så blev jeg mobbet resten af dagen. Det er OK, for jeg kan godt tåle det, og jeg ved, at det ikke stikker dybere.

Men der er altså ikke advokater i avocado og man kan heller tilspørge dem om noget – (ad voco = tilspørge), så der er kun et “d”. Det undrer mig bare, at der findes mennesker, der ikke søger at optimere sprogbrugen og at omgås sproget så omhyggeligt som muligt. De sagde, at de slet ikke ser/hører det. Hrm… Selv ser og hører jeg ikke resten, hvis der er sådanne tåbelig fejl, der let kunne være undgået.

Torsdag var også dagen, hvor Nicki Sørensen vandt en fantastisk etapesejr i Tour de France – 12 etape til Vittel. Han kørte alene op til et udbrud. Han stak af fra samme sammen med Calsatti, som han derefter kørte træt og så stak han af 22 km. før mål og kørte, og kørte, og kørte, og var i mål mere end 6 minutter før de øvrige. Vanvittigt – fantastisk. Han lignede nærmest Lance Armstrong. Nicki Sørensen er i øvrigt meget meget bedre til at køre på cykel end til at tale engelsk – og følgende bemærkning fra interviewet lige efter etapesejren er guld værd: “It hasn’t really gone up for me yet”. Det er jo sådan lidt “julekalender-engelsk”, hvilket fik TV2 til at kalde det “Its is hard to be a cykelmand”.

Kun under Tour de France kan mit TV vise TV2; resten af året er jeg lykkeligt forskånet for dette reklamehelvede, som de i år har suppleret med diverse amatører, der kører op ad Mont Ventoux i en simulator. Det er naturligvis også meget vigtigere at vise billeder af dette end at vise det rigtige cykelløb! I går fredag skiftede de ved Gud over til reklamer, nyheder og reklamer lige på det tidspunkt, hvor rytterne var på vej op ad en af de stejle stigninger! Måske skulle jeg prøve at forlige mig med Eurosport i stedet?

Fredag: En dejlig dag på arbejdet! Det hele er pt. meget stille, så vi har tid til at gøre noget af alt “det, der kan vente”. En kollega havde derfor revideret en vejledning om barselsregler, der ikke havde været revideret siden 2006, og nu ville hun gerne have en sproglig gennemgang samt have det på Intranettet. Hun spurgte om min hjælp til det, og det er jo lige mine kernekompetencer, og noget af det jeg faktisk er ansat til i halvdelen af tiden (det står der i hvert fald i mit ansættelsesbrev) – men som altid skubbes væk på grund af brugersupport, nu suppleret med brugeroprettelse og -vedligeholdelse på grund af ØSC – Grrrr.

Vi fik i fællesskab skruet noget sammen, som vi blev tilfredse med, og det blev lidt bedre end det, vores Sharepoint CMS kan bidrage med, fordi jeg kan skrive lidt HTML-kode i hånden. Man kan så undre sig over, at man i Sharepoint ikke kan lave dokument-interne links!

Selv synes jeg, det er rigtig dejligt at komme til at bidrage med noget af det, jeg ved, jeg er er god til – og som jeg synes er sjovt.  Der er noget enerverende i konstant bare at løse enkeltsager for brugere. Det er ren Sisyfos: spørgsmål ind, svar ud dagen lang. Jeg tænker til tider over, om man ikke i længden bliver dum af det?

“Signe” af Lars Johansson

Jeg kan stadig læse…

En gudbenådet sommer, hvor det er dejligt at finde en solfyldt eller skyggefuld plads med en bog, er befordrende for min genfundne interesse: at læse en bog. En ven har altid ment, at jeg er ekstremt god til at koncentrere mig, og han har måske nok ret; på mindre end én uge har jeg slugt 593 sider “Signe” af Lars Johansson.

Scenen er 2. verdenskrigs slutning. Signe Gondrup forlader Silkeborg og rejser med en troppetransport gennem Tyskland for at møde sin elskede Felix i Prag. De får en lille smule tid sammen, men da det er en roman om krig og kærlighed, får de to mennesker mere tid adskilte end sammen.

Romanen er fiktion baseret på en sand historie. For os, der ikke har oplevet 2. verdenskrig, vil den altid være “spændende”, og dette være skrevet uden ønsket om at forklejne nogens følelser! Jeg tilhører formentlig den sidste generation, der har haft forældre, der har oplevet krigen. Min far var i modstandsbevægelsen og min mor kunne huske lydene den 9. april 1940 om morgenen og morfars runderinger om aftenen i et privat vagtværn.

Hovedpersonen Signe, der efter krigen dømmes for et forhold af “angiveri” i Danmark i 1943 (skampletten i dansk retshistorie – lovgivning med tilbagevirkende kraft – fornægter sig heller ikke her) , forelsker sig hovedkuls i den tyske fabriksleder Felix, ønsker at leve sig liv med ham, får barn med en amerikansk officer, sidder interneret to gange i Tyskland, kaldes Ami-Hure og gennemgår alskens lidelser. Sådan er kærlighed fristes man til at sige, men mindre kan vel også gøre det.

I Danmark ville vi vel have kaldt hende felt-madras og klippet håret af hende i de glade maj-dage ‘45 – men i bogen er hun en ung, forelsket og handlekraftig kvinde. Spændende for en gangs skyld at se det hele beskrevet fra den anden side; lidt som når man engang i mellem ser en film om Vietnam-krigen beskrevet af vinderne – normalt beskrives den krig jo af taberne. Alle mennesker har følelser – Lars Johansson kan beskrive dem. Det fremgår af epilogen, at der også er en film “Den tyske hemmelighed”, som er baseret på bogen. Den må jeg vist se at finde på DVD.

Køb evt. bogen som paperback fra Gyldendal for 79,95 kr. og find et skyggefuldt træ at sidde under, alt i mens luften over dig står stille i bladhanget – og nyd den!

Vi, de druknede

Jubii – jeg kan læse…

På ca. en uge har jeg slugt Carsten Jensens storværk “Vi, de druknede”; de 687 tætskrevne sider er slugt i et hæsblæsende og nydende tempo, og jeg kan stadig smage saltvandet og høre skumsprøjtet.

Bogen går fra krig til krig, startende med et slag ved Eckernförde i treårskrigen mod tysken i 1848 og sluttende om aftenen den 4. maj 1945, omhandlende fire generationer af sømænd fra Marstal. Man følger deres angst, sorg, opvækst, kærlighed, brutalitet og vrede. Man følger de kvinder, der bliver hjemme i Marstal, når mænd og drenge er på havet.

Bogen er tildels bygget på virkelige hændelser på basis af arkivstudier, og den fungerer! De forskellige epoker bindes sammen af en gennemgående slægt og af bysladderen repræsenteret af et kollektivt og ubekendt “vi”.

Bogen kan ikke sådan lige gengives, og den er allerede anmeldt og beskrevet på kryds og tværs siden udgivelsen i 2006 (jeg er altid bagud) – prøv bare at søge med Google. Endnu bedre: læs den selv i sommerferien.

Efter denne mursten ved jeg atter, at jeg kan læse og hengive mig til det skrevne ord. En fantastisk fornemmelse, der har været borte så længe – begravet i §§, php-koder og kirkebøger. Tak til Carsten Jensen!

Selma Lagerlöf: Jerusalem

En sjælden læseoplevelse

Mit litterære niveau indskrænker sig efterhånden primært til svenske krimier (Mankell, Marklund, Läckberg mv.), for der er noget skønt over den genre. Action, spænding, gode personkarakteristikker, politisk underfundighed osv.

En aften var der bare ikke flere af den slags i reolen, og jeg stod og kiggede lidt efter ulæste bøger; blikket faldt på “Jerusalem” af Selma Lagerlöf, som blev købt tilbage i april 2007 1997 – og hvor jeg i første omgang gav op efter 47 sider.

Selma Lagerlöf var den første kvindelige forfatter, der modtog Nobels Litteraturpris, og “Jerusalem” regnes for at være et af de værker, der i særlig grad motiverede prisen.

Bille August filmatiserede bogen i 1996, men jeg faldt vist i søvn til den…

Den handler om en religiøs vækkelse i Dalarna i slutningen af 1800-tallet – og det var dette, der fik mig i gang med bogen. Jeg har altid undret mig over vækkelser, dogmatisme, det ortodokse, demagogi mv. På den anden side er kirke og tro kommet til at fylde i mit liv – og hvad var så forskellen?

Bogen er allerede glimrende beskrevet af Anne Munk og til denne beskrivelse af handlingen, kan jeg intet føje.

Jeg kan derimod beskrive min egen oplevelse: Trods en handling, der foregår for lidt mere end 100 år siden, fænger bogen på grund af sine almengyldige karakterbeskrivelser, dens fokus på tanker om tro, om kærlighed og etiske dilemmaer. Til tider virker det som om, personerne glemmer at tænke selv – “de vækkede” stiller ikke spørgsmål ved rejsen til Jerusalem, de gennemgår alskens kvaler i “Den hellige stad”, hvor de ringeagtes, fordi de er anderledes; men de går gennem det hele med oprejst pande, for de skal bare “gå Guds veje”. Den lille fromme menighed mister adskillige medlemmer, men de tager det hele på sig, fordi det nok er Guds vilje med dem! Uha uha – vores Gudsbillede har heldigvis ændret sig.

Bogen har al den tid, der er i verden til at fortælle om sine personer, og til tider kan den være lidt af en sej-trækker; jeg indrømmer gerne, at jeg kun kom halvt gennem et kapitel på 30 sider, hvor to bjerge har en natlig dialog (!). Kapitlet overskred ganske enkelt min abstraktionsevne.

Vækkelsestemaet er umådeligt interessant. En prædikant (Hellgum) rejser rundt i Sverige og får langsomt flere og flere til at tilslutte sig ham – de bliver “Hellguminanere”. Bønnemøderne vil ingen ende tage, og der sker de særeste ting. Set med slægtsforskerøjne bidrager det til en forståelse af, hvad der foregik i hovedet på de af vore forfædre, der i slutningen af 1800-tallet blev baptister, fx. på Vejles vestegn, og på de mange, der blev mormoner og rejste til USA. I bogen “Jerusalem” har Hellgum fundet ud af, at de sædvanlige udlægninger af Biblen har været en fejltagelse; alle som en har de udlagt Biblen forkert, men her kommer Hellgum, og han medbringer de vises sten.

Når man er noget jordbunden, er det vanskeligt at forstå – men ser man sig omkring, er det tydeligt, at det ikke kun er et historisk fænomen. Vækkelserne trives i bedste velgående – dog formentlig i moderniseret form?

Læs en bog

Jeg havde næsten glemt det…

Jeg havde stort set glemt, hvor fantastisk det er at kaste sig over en bog og lade verden passere forbi så længe. Siden jeg begyndte at slægtsforske, at rode med at lave hjemmesider, at blogge, at færdes på nettet mv. har jeg haft følelsen af, at det var lidt vel passivt at læse en bog. Det kom der jo ikke et produkt ud af. I flere år har jeg stort set kun læst på rejser eller når jeg af andre årsager ikke havde min kære pc i nærheden.

Herudover led min naturlige læsehastighed en krank skæbne, da jeg studerede. Fra naturens side læser jeg ret hurtigt; men det gik ikke på studiet – der skulle man læse langsomt for at få det hele med og eventuelt også få det til at fæstne sig et sted i hjernen. De første par år undrede jeg mig over, at de andre i diverse læsegrupper var så længe om en tekst…

Men pludselig er lysten til – og glæden ved – det skrevne ord dukket op igen, og jeg tillader mig selv at være uproduktiv – hvilket passer særdeles godt med en solskinsdag i haven. I fire år har “Engle og Dæmoner” af Dan Brown stået ulæst ved siden af (den dog læste) “Da Vinci Mysteriet” – bogmærket var ikke rykket længere end til side 38. Den elendig film satte mig i gang med bogen – og den er herlig. Det er skønt at være uproduktiv.

—-

Og så en reklame: For nogle måneder siden var jeg til en sogneaften og hørte præsten Werner Fischer-Nielsen fortælle om sin bog “Astrid Lindgren og kristendommen – set gennem Pippi, Emil og Grynet”. Det var hurtigt at konstatere på det vidunderlige internet, at bogen fra 1998 var udsogt fra forlaget. På antikvariat.net har de en ønskeliste/søgeliste, hvor man kan indtaste en bog man er interesseret i – og skulle de en dag få bogen hjem, får man en mail.

Jeg indtastede mit ønske og havde faktisk glemt alt om det indtil der i sidste uge kom en mail om, at nu havde Vanggaards Antikvariat bogen på lager til 125,00 kr. Mailen indeholdt også en beskrivelse af bogen “anmeldereksemplar, meget velholdt” – og så tog det ikke mere end to minutter at få den bestilt. Så hvis du går og ønsker dig en bog, som du ikke kan opdrive, kan jeg kun anbefale dig at bruge hjemmesiden. Jeg har – trods alt – ikke fået den læst endnu, men har kigget lidt og faldt over følgende appetitvækker:

Fx. formulerer Rasmus meget smukt forholdet mellem det dennesidige og det hinsidige, da han en mørk aften ser op mod stjernehimlen fra en skærgårdsø: “Hvor må der være pænt oppe i himlen, når den er så pæn på undersiden” (Kalle Blomkvist og Rasmus, 123). Kan det siges smukkere?” — Werner Fischer-Nielsen, pag. 13

God læselyst siger jeg bare.