En kollega nævnte i går, at hun af og til læser med her…
Vi talte lidt om, hvorfor bloggere blogger, hvilket jeg også ofte har spurgt mig selv om.
Hvad er det, der får mig til at bruge tid og kræfter til at skrive til en ubekendt skare af mennesker?
Et blandt mange svar er Google! Når der nu om dage er noget, jeg ikke ved noget om (og der er en del af den slags), går turen først og fremmest til Google. I gamle dage gik turen til Lademanns 27 binds leksikon, men den tid er ovre.
Men hvis der ikke var nogle, der skrev til nettet, fandt Google logisk nok ingenting. Min tanke er altså at give mit mikroskopiske bidrag til det altfavnende internet for at glæde andre med et hit eller fem og da denne blogs målsætning er at handle om “Alt mellem himmel og jord” finder du altså poster om alt fra Gud til dørhåndtag via ØkonomiService Centeret (ØSC) og slægtsforskning. Min glæde over, at almindelige mennesker kan få lov at formidle almindelige tanker, vil aldrig tage ende.
For ikke så mange år tilbage skulle man være “noget ved musikken” (eller i hvert fald selv mene, at man var det) før man udgav noget andre forventedes at læse. De elektroniske medier har heldigvis rykket afgørende ved denne grænse.
Selv tænker jeg ofte over, hvor grænsen, for hvor personlig jeg vil være, går. Men jeg ender altid med svaret, at det er den mere eller mindre personlige beretning om dette eller hint, der rykker. De videnskabelige artikler og afhandlinger er allerede skrevet. Den personlige vinkel er den nye vinkel.
Bloggen ctr. Facebook: Min egen blog-aktivitet er faldet, efter jeg er kommet på Facebook. Facebook er stedet for de korte meddelelser; til længere (evt. holdningsprægede og motiverede) indlæg mener jeg faktisk, at Facebook er uegnet. Personlig savner jeg på Facebook mennesker, der skriver mere, funderer og undrer sig over et eller andet. Mediet egner sig til statements – ikke til pro et contra.
Ulemper? Der er mange! Det er min opfattelse, at det elektroniske medie har reduceret det kvalitative indhold (læs: der sjuskes mere), der er for meget, der ikke er korrekturlæst og der er for meget, der er fragmentarisk. Der er for meget fremmedhad og racisme i den danske blogosfære, og det er som om, man på nettet kan tillade sig hvad som helst. Det virker som om, reglerne – om hvad man gør og ikke gør overfor andre mennesker – er ophævet på nettet – men det er de jo ikke!
Men når det er sagt, så overvejer fordelene langt ulemperne, og hvad gjorde vi egentlig før Google? Det kan jeg ikke slå op i hverken Salmonsens eller Lademanns Leksikon!

Indrømmet – til tider mangler inspirationen, og så er her stille for en tid. For ikke at svigte læserne har jeg til tider prøvet alligevel at mane en post frem af ingenting. Det går bare ikke. Jeg kan ikke skrive uden at være inspireret, uden at have et eller andet jeg brænder for – eller imod. Jeg er så heldig, at jeg har læsere, der skriver og “rykker”, hvis her har været stille for længe
Her sker ikke meget!


Sommeren 2004 sad jeg på græsset med madpakken sammen med en konsulent i Patent- og Varemærkestyrelsen. Kim fortalte om et nyt begreb, der var ved at dukke op i USA; det var weblogs (at føre en logbog på nettet) eller slet og ret ‘blogs’. Igen havde jeg det hånlige smil fremme. Om jeg begreb, hvorfor man skulle berige/belaste omverdnen med sine små banale tanker om dette og hint – vi havde vel andet at bruge de kostbare servere til? Jeg skulle igen blive klogere!
Jeg er glad for, at I er en god håndfuld faste kommentatorer her på mit “Vindue mod verden”, for det giver liv i blog-land. Blogs er web2, og det er designet til interaktion og kommunikation.