Pigen der legede med ilden

Jeg er blevet bekræftet…

I sommer læste jeg Stieg Larsson-trilogien, så nu måtte jeg naturligvis i biografen og se filmatiseringen af “Pigen der legede med ilden”.  Anmeldelserne på Scope (min foretrukne filmside på nettet) fra både anmelderne og brugerne er lidt lunkne, og efter at have set filmen vil jeg give dem ret.

Filmen følger bogen godt, men alle nuancerne er selvfølgelig forsvundet – eller rettere, der er ikke tid til at forklare dem så godt på lærred som på papir. Et ex er, at hele historien med Zalchenckos ankomst til Sverige og Säpos håndtering af sagen slet ikke træder klart frem i filmen, og havde jeg ikke læst bogen, tror jeg ikke, jeg helt havde forstået vigtigheden af dette element.

Et andet ex er at Lisbeth efter “begravelsen” redder sig selv og i bogen er der naturligvis flere sider om hendes tanker undervejs, hendes tanker som levende begravet – i filmen ser man bare resultatet. Sådan må det naturligvis være, men jeg er måske bare bekræftet i, at jeg ikke skal læse bogen for dernæst at se filmen. Der bruges simpelthen for meget mental energi på at sætte filmen småstykker ind i bogens sammenhæng for at få historien til at hænge sammen. Om filmen ville kunne forstås uden at man havde læst bogen, skal jeg ikke kunne sige.

Nogle har haft skrevet, at filmen er langsom, fordi den  reelt er fremstillet til TV. Jeg kan nu ikke se, at den er specielt langsom, men det siger måske mere om mig end om filmen.

En af mine anker mod at se film bygget på bøger er normalt, at filmen ødelægger de billeder, jeg selv har dannet på nethinden. Det skete overraskende nok ikke i “Pigen der legede med ilden” – faktisk blev de gode bare bedre og de onde bare værre. Lisbeth så bedre ud end ventet, Michael var mere lækker, og R. Niedermann og Zalchenckos var endnu værre end ventet. Det var perfekt.

Jeg tror ikke, filmen kan ses og give mening, hvis man ikke enten har læst bøgerne eller har set “Mænd der hader kvinder” – men er en af de forudsætninger på plads, så bliver man godt underholdt i et par timer – og det hele ender med en cliffhanger (helt som i bogen), så filmselskabet er sikker på kunder også til afsnit tre.

Engle & Dæmoner

Tror de, jeg er dum?

Der er ikke ret meget i denne verden, der irriterer mig mere end at blive “talt ned til” og det gælder både hvis det er mennesker, bøger og film, der gør det. Engle & Dæmoner taler ned til sit publikum – og det er synd, for plottet er godt og filmen er fundamentalt spændende.

Handlingen kort: En pave er død, en ny skal vælges. De fire foretrukne kardinaler er bortført og det gamle broderskab “Illuminati” truer med at dræbe en i timen og slutteligt den 5. time kl. 24:00 lad en “bombe” fyre det meste af Vatikanstaten i luften. Illuminati efterlader sig symboler på hvert lig og Robert Langdon er hidkaldt fra Masachuset for om muligt at komme broderskabet i forkøbet.

Slutningen var overraskende og god!

Men undervejs…

• Robert Langdon og den unge kvindelige forsker finder ud af, at der har været installeret overvågningskameraer hos paven – og de overvejer, om det kan optage. Ja – det er da derfor man installerer kameraer!
• En kardinal dræbes hver time; det er kapløb med tiden. Man har lige set et ur på en kirke; de er kommet kørende i vild fart for at nå det. Da kirkeklokken lyder, siger en af af de medvirkende “Klokken er 21:00″. Her må instruktøren tro, at vi alle sammen er meget meget dumme – for ellers er denne replik fuldstændig overflødig.
• Vanløse Bio har Danmarks trediestørste lærred, så der kan man virkelig opleve filmen, og det er jo dybest set også det man gerne vil. Men selv om jeg sad på bageste række havde jeg konstant fornemmelsen af at være for tæt på lærredet, og at alle billeder var uskarpe. Det skyldes, at filmen er optaget med så meget “uro” og masser af klipninger. Jeg havde det som om, jeg ikke kunne se hurtigt nok. Nuvel… der er mange ting, jeg er langsom til, men at se plejer da ikke at være en af dem.

Bogen står ulæst på min reol. Jeg må i gang med den; den kan kun være bedre end filmen.

Ledelse

Det er meget sjældent, jeg ser TV, men i aftes holdt jeg mig vågen til 22:50 og satte mig og nød i fulde drag filmen “We were soldiers” med Mel Gibson i hovedrollen. En fremragende film om slaget i La Drang (Dødens dal) i Vietnam i 1965, som general Westmoreland beordrede.

Jeg har selv været på det bakkedrag, man kæmpede om (absurd) og i det gangsystem som VietCong-soldaterne brugte som skjulested og hovedkvarter. Det gjorde naturligvis filmen ekstra nærværende.

Endelig fik jeg også testet mit nye TVs lyd – den er fantastisk! Kuglerne peb om ørerne på mig.

Filmen handlede om et slag i en vanvittig krig, men den handlede ikke mindst om ledelse! Oberst Moore og hans folk var de fremmeste ledere, som gik foran deres medarbejdere (soldaterne), og som sørgede for at få sidste mand med hjem, død eller levende.

Udtalelser som “du har kun én opgave, og det er at passe på ham, der er ved siden af dig, og du kan stole på, at han har samme opgave”, kan sagtens omsættes til hverdagen på en arbejdsplads. Pas på hinanden og yd jeres bedste for samarbejdet, for så løser vi opgaverne bedre med større resultater til følge. Du kan være sikker på at chefen går foran, og du kan også være sikker på, at han får sidste mand med hjem (i overført betydning). Tænk hvis det var sådan!

Jeg læste engang B. S. Christiansen, der blandt andet skrev, at forsvaret er det eneste sted i den danske stat, man har en egentlig lederuddannelse på flere år. Manden har ret. Alle de andre ledere kommer på et kursus i ny og næ, holder halvdagseminarer sammen med de andre ledere osv. Men samlet set gøres der ganske lidt for de mennesker, der i realiteten kun har én opgave, nemlig at skabe resultater gennem andre mennesker.

Heller ikke danske sprog fylder ledelse ret meget; vi taler om “Lederskab”, mens englænderne taler om “Leadership”. Det er da tankevækkende, at vi slår os til tåls med et skab, mens de andre skal bruge et helt skib!