Center for Koncernforvaltning - Logo

Måske er jeg alligevel forandringsparat?

Siden den 1. september 2008 har jeg arbejdet for Miljøministeriet, hvor jeg har driftsansvaret for vores tidsregistreringsapplikation mTID og har 3.000 brugere, som jeg prøver at hjælpe med allehånde store og små problemer med applikationen.

De statslige forandringer med centralisering af det ene og det andet har stor betydning for mit ansvarområde, så jeg er i den lidt pudsige situation, at jeg på 4½ måned har siddet i tre forskellige institutioner på ministerområdet.

Kort- og Matrikelstyrelsen - Logo

Det hele startede i det nu hedengangne Center for Koncernforvaltning (CFK). Da vi lukkede og slukkede midt i november flyttede mTID og jeg hen i Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS), hvor jeg sad til ultimo januar. Nu er jeg så flyttet derhen, hvor jeg synes, jeg hører til – Skov- og Naturstyrelsen, hvorfra vi ikke alene styrer skovene og bøgetræerne, men også medarbejderne på hele ministerområdet. Det gør vi fra ‘Miljøministeriets Personaleadministration’ (MPA).

Skov- og Naturstyrelsen - Logo

Hvis jeg på forhånd havde vidst, at jeg skulle flytte så meget på så kort tid, havde jeg nok været lidt bekymret – for jeg er ikke så meget for forandringer; men jeg må sige, at det er gået over al forventning! Kollegerne er søde, rare og hjælpsomme og kulturen på ministerområdet er resultatorienteret på den gode måde. Jeg har været andre steder, hvor det at være resultatorienteret ofte kom til at betyde, at det var OK at træde på andre. Det tiltaler bestemt ikke mig.

Situationen er selvfølgelig også lidt speciel: Jeg er specialist på et lille bitte område og jeg er den eneste blandt 3.000, der kan tumle mTID på mit niveau. Nogle gange er det fedt at have monopol

Nu mangler jeg kun én flytning nemlig til et nyt lokale. For første gang i mine snart 19 år som bureukrat skal jeg flytte ind i et nyt og nymalet kontor. Min eneste bekymring er, at der nærmest ikke kommer dagslys ind… Nåh – men jeg må sætte mig helt oppe i vindueskarmen. Det er i hvertfald ikke lyset der skal skille os ad.

Flyttekasser i Vanløse

Den 17. november 2007 var en lørdag!

Den 17. november havde jeg pakket mit grej i min tidligere lejlighed og var parat til at rykke videre til Hvidovre Torv. Jeg hader at flytte, hader den uorden, der opstår i mit liv og i mit følelsesliv, når det kendte og trygge skal skiftes ud med noget uprøvet. Men tanken om 50 pct. mere plads var alligevel så tillokkende efter 18 år på 53 m2 (brutto forstås).

Men efter verdenshistoriens langsomste – og mest velorganiserede – nedpakning, gik det altså alligevel sådan til, at jeg en dag stod med grejet i den nye, fine og friske lejlighed.

Uoverskueligt? Ja mon ikke! Var lige ved at få en nedtur over, at jeg syntes, her var koldt, indtil min ven Leif fortalte at der skam let kunne gå op til en uge, før en afkølet lejlighed havde nået normaltemperaturen. Jeg har det med kulde som med harsk smør – jeg har fået tilstrækkeligt af det som barn. Og hvordan samler man i øvrigt 200 cm høje reoler, når man selv kun er 165 cm høj?

Men som alting andet her i livet, der kan synes uoverskueligt, kom der alligevel skik på sagerne – denne gang med gode venners hjælp. Jeg har formentlig aldrig været så glad for at se hverken Gert eller Leif, da de begge mødte op som handy-man.

Jeg er både kræsen og kritisk – kun det bedste er godt nok, og kan jeg ikke få det bedste, så undværer jeg hellere. Nu er det naturligvis blevet hverdagsagtigt, men jeg glæder mig stadig dagligt over at komme hjem til mit skønne hjem, der er blevet lige som jeg gerne ville have det. Det var strabadserne værd, og nu tænker jeg, at jeg skal bæres ud herfra, og så kan de bare bære mig over på den anden side ad gaden kan de

Udsigten fra en af stuerne - kirken har fået en central plads

Hvidovre Kirke

Da jeg i november 2007 flyttede til Hvidovre, var jeg faktisk noget skeptisk mht. denne by, der så vidt jeg kunne se, bestod af en lang kedelig vej ved navn Hvidovrevej og så lidt opland dertil samt en eller anden form for butikscenter i hver ende af den. Jeg bor centralt i den gamle del af Hvidovre og er glad for min bolig lige på Hvidovre Torv – og jeg tænkte, at her kunne jeg have mit dejlige “helle”, men ellers vedkom byen for så vidt ikke mig.

Ved et rent tilfælde udfordrede jeg mig selv på troen med et kulturhistorisk eksperiment – efter ved et rent tilfælde at have været til julegudstjenesten – og kirken blev en fast bestanddel af mit liv! Eksperimentet skulle have været rent akademisk og i armslængdes afstand fra mig selv; men det skulle gå anderledes.

Den tilfældighed kom til at betyde meget: den kom nemlig til at betyde, at jeg blev “integreret” i Hvidovre og at jeg har fået et kontaktnet her både tæt på og perifert. Nu kan jeg dårligt gå ned at handle uden at møde nogle, jeg kender eller i hvert tilfælde ar set før.

Tilfældigheden kom også til at betyde, at jeg stiller op til det kommende meighedsrådsvalg den 11. november. Jeg synes, det er så rart at komme i kirken, at jeg har lyst til at gøre et stykke frivilligt og ulønnet arbejde for Hvidovre Kirke – for  det er meningsfuldt arbejde.

Her til aften har jeg været til et møde om det kommende menighedsrådsvalg, som kan blive spændende. Jeg håber naturligvis på at blive medlem af menighedsrådet, for jeg har lyst til at gøre noget for kirkelivet her. Jeg har nogle forskellige idéer – nogle af dem er sikkert kedelige, mens andre måske endda tenderer det innovative – samlet set skulle de gerne gøre kirken til et endnu mere centralt samlingspunkt på Hvidovrevej end den allerede er.

“Kirken som integrator”: historisk set er det vel sådan, at kirken havde en central placering i samfundet, og at de mennesker, der befandt sig vel i kirken også befandt sig vel i sognet/samfundet? Kirken var samlingspunktet.

Hvis jeg nu flyttede væk fra Hvidovre og til en fjern verdensdel, ville jeg som en af mine første handlinger opsøge den danske kirke det pågældende sted – og så kan jeg vel heller ikke undsige ikke-etniske danskere, der opsøger deres kirker her i landet? nuvel – det gør jeg heller ikke, men måske har jeg en læser eller to, der kunne finde på det?

Politiken skriver: “Ni procent af de danske internetbrugere skriver blog, og næsten hver fjerde har læst én. Mændene er mere aktive end kvinderne.”

Hvorfor er det sådan, at mænd er mere aktive i blogosfæren? Umiddelbart kan jeg se to forklaringsmodeller:

1. Mænd har mere tid, fordi det er kvinderne, er står med hovedansvaret for hjemmet. Det er jo svært at sætte sig inspireret foran pc’en, hvis drengene løber én om benene
2. Mænd er mere ensomme end kvinder

ad 1: er det ikke ufatteligt, at det er sådan i 2008? Jeg har én mandlig ven, der siger “man kan ikke passe sin egne børn”. Men bortset fra ham er det jo desværre sådan, at det er kvinderne, der “bestyrer” hjemmet, fordi de er så gode til at “få det til at fungere”. Kære venner – maskiner fungerer, mennesker gør noget andet!

ad 2: Personligt kan jeg mærke, at hvis jeg føler mig alene med følelser, tanker og tro bloger jeg mere, end jeg ellers ville have gjort. Det er næsten som at have en at tale med.

Bloggens faste læsere kan give mig energi og få mig til at føle, at jeg har nogle at skrive til og for. Læsernes kommentarer i ny og næ betyder meget for mig!

I rigtig mange år skrev jeg dagbog i papirform, men mange års (ca. 25 år) skriblerier røg ud, da jeg flyttede i efteråret 2007, for de føltes så passive. Måske er der rigtig mange ensomme fyre, der blogger? Og med ensom mener jeg ikke kun alene på den kedelige måde, men også at være “alene sammen”, hvilket kan være urimeligt hårdt. Så hellere rigtigt alene.

Over 10 grader, fuld sol ind i stuerne, duft af Ajax… det er sikre tegn; det er endelig rigtigt forår!

Jeg har indleveret begge cykler til eftersyn efter dels en lang vinter, dels efter længere tids manglende brug. De er klar næste uge, og så er det slut med at være ‘kropsdoven’.

I Vanløse havde jeg altan, det er det eneste, der mangler i min nye lejlighed. Det begynder allerede at krible… hvordan kommer jeg ud i luften, i foråret, i solen? Men beslutningen er klar: Jeg skal til at køre langt på cykel igen, og jeg skal til at løbe på rulleskøjter igen. Slut med at sidde på altanen og dovne.

Som sagt så gjort! Skiftede bremsen på mine superdejlige Tecnica Phantom rulleskøjter der har aluminiumsrammer og en fantastisk pasform, vendte hjulene og så afsted.

Det var herligt at komme ud og mærke den duvende fornemmelse igen.

Den første tur er altid lidt spændende; kan man stadig huske det, eller er det for alvor Bambi på glatis? Men nej, det gik fint. Selvfølgelig med den sædvanlige ømhed i de bittesmå muskler på skinnebenene, men det er kun de første par gange, så fortager det sig. Det blev ikke til mange kilometer (under fem) – men det kommer. Jagten på den bedste asfalt i Hvidovre vil nu gå ind.

Velkommen forår!

Søndag havde jeg besøg af en ven, der er verdensmester i at sætte ledninger op; Det bliver ufatteligt flot. Han mangler ikke ret mange nu. Talen faldt på nethandel, som vi begge er meget begejstrede for.

Jeg handler glad og gerne på nettet og har gjort det i ca. 5 år, og jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse i den anledning. Før var jeg bange for, om nogen huggede koden til mit kort mv.

Det seneste netkøb er den lille iPod Touch, som jeg bestilte torsdag aften og havde i hånden mandag formiddag. Den er nu nok ikke kommet helt fra Californien på de par dage, og Apple har garanteret et europæisk distributionscenter. Det er da en super fin service. Tidligere har jeg købt IT-udstyr, mikrokortlæser og møbler.

For mig at se har nethandlen følgende store fordele:

• Fortrydelsesret på 14 dage
• Langt større udvalg ved at sidde hjemme ved skærmen og undersøge markedet (jeg render ikke ind i fem butikker for at købe en printer)
• Mulighed for at finde det samlet set billigste og bedste produkt i forhold til ens behov (hvad enten det så er kunstigt eller ej)
• Mulighed for at læse online-anmeldelser inden beslutningen tages
• Mulighed for at “ringe til en ven” og høre om han tror, det ville være et god køb, om han erfaringer med produktet osv.

Samlet synes jeg, der er lang større muligheder for at agere som den oplyste forbruger. Jeg tror, at jeg ved en smule research hjemme ved skærmen kan gøre bedre køb, end jeg kan ved at gå ind i en butik og tale med en sælger, der typisk alligevel ikke ved ret meget om det, han sælger.

Det eneste, jeg ikke kunne finde på at købe på nettet, er kameraer og HI-FI. Kameraet vil jeg mærke i hånden og prøve, og lyden vil jeg høre – ellers er det jo ikke til at vide, om det er, som at være der selv.

Hvad er dine erfaringer med nethandel?

Så er jeg sørme også kommet på mailen igen. Nu mangler jeg bare at besvare de 55 mails, der ligger og venter. Så hvis du har sendt en mail, er der lys forude. Du skal nok få et svar.

Samlet status: der mangler lys i spisestuen, lidt kabler skal fastgøres (Gert ), misfarvede glaslister skal males og så skal jeg have købt nogle kortere viskestykker så er mit nydelige hjem helt færdigt. Hvor er det dejligt at kunne konkludere dét.

Når man lærer fx at lave hjemmesider og vil undersøge, om man har noget, der virker, er den første øvelse fra lærebøgerne altid at skrive “Hello World” (Hej verden). Endelig er jeg på nettet igen – min livsnerve er reetableret; det ville være lettere at undvære komfuret, køleskabet og telefonen på én gang.

Næste skridt er at få den kode, der skal til for at kunne sende udgående mails. Grrrrr, hvorfor leverer TDC dog ikke det hele på én gang? Konklusionen er altså, at hvis du har sendt mig en mail, er det ikke af mangel på høflighed, at du ikke har fået svar – jeg bare ikke sende mails ud af huset, kun modtage mails. Måske på torsdag…

Det er en stor glæde at være her igen. Jeg glæder mig over, at alle ressourcer og tanker ikke længere er fokuseret på at flytte, for nu har det varet længe nok. Luksus at kunne sætte sig ned med en kop kaffe ved computeren. Jeg glæder mig til hverdagen her.

Flytningen er gået så fint! Intet er gået i stykker, og intet er forsvundet. Min mor var overtroisk og sagde, hver gang vi flyttede (og det var ofte), at hvis der ikke var noget, der gik i stykker, var det ikke en lykkelig flytning. Heldigvis er jeg ikke overtroisk.

Vennerne Gert og Leif har hjulpet med det, jeg ikke selv kunne. Dejligt med venner, der har det rette antal tommelfingre. Da Gert stod her den første morgen kl. 09:00 og var glad, fyldt med energi og med alt sit værktøj, virkede det pludselig mindre uoverskueligt.

Den første kasse, jeg åbnede den første aften, rummede “Brande Gårdhistorie. Godt design og smukke ting er dejligt, men det er jo mig, der flytter ind, og en stor del af mit liv er slægt og web, så med de 12 hæfter på plads begyndte jeg langsomt at føle, at dette faktisk er mit hjem.

Her er blevet så pænt; alt er i orden og her er dejligt at være. Jeg har aldrig haft nyhøvlede og nylakerede gulve, flisebadeværelse, en stationær vaskemaskine, det rette antal stikkontakter de rette steder mv. Det er den rene luksus. Jeg sidder dagligt og glæder mig over at have fået “et hjem for voksne”.

Der er lidt billeder fra mit skønne hjem her. Billedet i toppen er min aftenudsigt – den er da ikke så tosset – vel?

Der er kun to formildende omstændigheder ved min gamle bolig i dette øjeblik, og det er to af disse Piet Hein stager, som jeg faldt for Illums Bolighus, da jeg skulle have en knagerække. De hæver niveauet adskillige grader. Mit “Nej tak til reklamer” er taget ned for længst – og det har i sandhed skabt “kunstige” behov; men jeg skulle nu have en knagerække, og denne er den smukkeste.

Gert har lært mig, at “Ting skal være der, men de må ikke kunne ses”. Denne rammer efter min opfattelse plet.

Der må dog straks have et nyt “Nej tak til reklamer” op.

Her har boet en ryger i 17 år, som ikke har malet i 8½ år, fordi det var for uoverskueligt. Selvom jeg er sippet, er her alligevel spindelvæv i hjørner og snavs på paneler. Jeg har selvfølgelig fjernet en hel del, men alligevel. Det ser ud som om her har boet et s…. Gad vide, hvad efterfølgeren tænker? Heldigvis ved jeg ikke, hvem det er, og der kommer professionel rengøring om en uge.

Det er, som om jeg aldrig bliver helt færdig – der mangler hele tiden lidt. Hvor kommer det fra? Skulle have været på arbejde i dag, men tog en flexdag, og det er vist godt, for jeg har arbejdet ihærdigt fra kl. 10:00.

Nu lover jeg, I ikke hører fra mig foreløbig. Pas godt på Cyberspace så længe.

Håndværk er ikke min stærke side, skønt jeg gerne ville kunne. Men én ting har jeg opdaget, jeg kan, og det er at spartle – og det bliver til rigtig pænt. Lørdag morgen rykker jeg ud. Hvor bliver det skønt at pakke ud og se frem, frem for at pakke ned og se tilbage.

Danmarks mest langsomme flytteproces er ved at være slut. Fra starten troede jeg, det ville være hæsligt; men det har været skønt, og alt har fungeret. Alle håndværkere er kommet til tiden og i den rigtige rækkefølge, og alle jeg har været i kontakt med har været søde og hjælpsomme. Dejlig proces hvor sjælen har været med. Nu vil jeg ikke være bekymret for at flytte næste gang (om 20 år).

Jeg har et par kunder, der skal have et CMS med Joomla, og jeg har også overvejet at sætte et op til mig selv. Har købt Dan Rahmels bog “Beginning Joomla!” og er gennem første kapitel, hvor han bla. filosoferer over, hvorfor ikke alle, der har en hjemmeside, bruger Joomla, når det nu er så nemt. Han skriver, at det tog os tid at lære html, at vi kæmpede med det, at vi besteg bjerge og var så glade, når noget lykkedes, at vi har fået så personligt et forhold til vores koder, og at det er grunden til, at det er svært at lægge dem væk og installere noget, der er mere fremtidssikret og lettere at vedligeholde.

Manden har ret! Det er lige sådan, jeg har det. Min hjemmeside er hjemmelavet, og det kan man godt se, og det må man også gerne kunne, og jeg har et forhold til hver eneste side, den indeholder. Det smider jeg da ikke bare lige væk, for der ligger rigtig mange aftener og meget læring bag dem.

På den anden side ville jeg gerne have en side, der ser mere professionel ud, og som vedligeholdes lettere. Så det ender nu nok alligevel med