Valg til Folketinget

Det er valgdag, og jeg har altid syntes, at det er en festdag, hvor Dannebrog fortjener at blive hejst. Jeg glæder mig over at leve et i et demokrati, hvor jeg har sikkerhed for mindst hvert fjerde år at blive spurgt, hvem jeg mener skal sidde i vores parlament. Der er som regel ikke så mange, der er enige med mig, men det er jo demokratiets vilkår.

Tænk over, hvor mange mennesker i verden, der som os kan tage demokratiet som en selvfølge. Spørg dem i Burma, i Nordkorea og i Vietnam osv. I dette perspektiv undrer det mig såre, at medierne synes at juble over “en rekordhøj valgdeltagelse på 86 pct.” Efter min opfattelse er der 0,14 * 4 millioner mennesker i Danmark (~560.000), der ikke fortjener at leve i et demokrati.

Jeg ønsker jer andre en fornøjelig aften ved radio og tv.

Har haft en flexdag og plejet min stakkels tand. Jeg ligner en, der har fåresyge i venstre side – men er dog farveløs. Som “trøst” har jeg bestilt noget, jeg har ønsket mig siden ca. 1973: Arkitekt Hans Bøllings originale Bakkebord, der er tegnet og produceret siden 1963. Det er simpelthen verdens flotteste sofabord, og det vil passe utrolig godt i mit nye hjem.

Vindue mod verden

Den opmærksomme læser vil vide, at bloggen har ændret navn til “Stegemüllers vindue mod verden”; jeg lover ikke, emnerne altid vil være om verden uden for mine fire vægge!

Noget af det jeg holder af ved at være i Udenrigsministeriet er, at mine kolleger har verdenssyn og at stedet er racisme-frit! Vi har lige ansat en masse elever, og jeg glæder mig over at se, at flere af de unge piger har tørklæde på. Flere af studenterne er unge muslimske mænd – og jeg kan godt lide at have Hussein og Hassan på kursus hos mig. Jeg er stolt over at arbejde er sted, hvor vi kan se ud over vores egen navle, også selv om jeg bare passer et IT-system.

Jeg er træt af politik i almindelighed og af Dansk Folkeparti i særdeleshed; Jeg finder det uanstændigt at personer, der stiller op til det danske Folketing kan finde på at tale om, at andre mennesker skal være på en ubefolket ø, – det er uanstændigt uanset om afsenderen hedder Karen eller Morten og uanset, hvad partiet hedder. Den største gave vi har fået til vores dåb i denne del er verden er muligheden for en humanistisk tilgang til livet og mennesket, og den gave smider nogle i papirkurven og promoverer sig selv på andres bekostning. Skam jer!

Nogen tid har jeg puslet med tanken om en styreform, der kunne kaldes “Et demokratisk teknokrati“, hvor dem der regerede landet var valgt på demokratisk vis, og hvor dem, der stillede op til valget, var eksperter på deres fagområder. Det negative ord er “ekspertvælde”, men det kunne jeg godt tænke mig, for jeg synes den politiske scene blive værre og værre. Mit demokratiske teknokrati bliver næppe en realitet inden på tirsdag, så jeg gør min pligt og udøver min ret, således som jeg altid har gjort det, og så tænder jeg for P1 om aftenen og håber på, at resultatet er positivt. Og så glæder jeg mig over, at være kommet nogenlunde helskindet igennem endnu en valgkamp ved simpelthen at se/høre mere mindst muligt på den.

I protest mod det snæversynede, lukkede, selvglade og mere og mere reaktionære land jeg bor i, har jeg besluttet at yde min egen lille danske udviklingsbistand: Via Børnefonden kan man for 185 fradragsberettigede kr. om måneden sikre et barn i Vestafrika en uddannelse, mad hver dag i skolen mv. Jeg har valgt, at det skal være en pige ud fra tanken om, at uddannelse kan være hendes sikkerhed mod at havne i prostitution. Resten – så som land mv. – må Børnefonden bestemme, for de har mere forstand på det end mig.

Min ven Pierre har et sponsorbarn i Mali, og han tog simpelthen sin rygsæk og rejste ned og så, om barnet fik noget for pengene. Og det gjorde det i høj grad. Det var det, der fik mig til at træffe beslutningen, og endelig føre det ud i livet, som jeg så tit har tænkt på.

En medvirkende årsag er tanken om, at jeg har brugt sådan ca. 100.000 på at gøre min lejlighed i stand, har flottet mig med en Miele vaskemaskine, et fladskærms-tv, og hvad ved jeg, samt at jeg for en uge siden pakkede alt sammen i den ene stue, og tænk, jeg har ikke savnet det. Jeg er glad for min velfærd, men det er tankevækkende, at man kan pakke 80 pct. væk ned uden egentlig at mangle det. Og så var det lige jeg tænkte, om jeg kunne undvære en 200-mand pr. måned…

Det er i øvrigt godt, jeg snart skal flytte, for her ser efterhånden forfærdeligt ud. Her ser du min “store stue” i Vanløse før og efter flyttekassernes indtog:

Fremragende, fortryllende farver

Mine søde kollega Anna spurgte til billeder af skab og seng, og jeg har selv skrevet om det smukke eftermiddagslys i min drømmebolig, så på denne smukke novemberdag gjorde jeg mig et ærinde til Hvidovre med en rulle affaldsposer for at du – kære læser – ved selvsyn kan se, hvad jeg mener.

På vejen hjem viste naturen sig fra sin smukkeste side. Foto handler om lys siger min ven Gert, og deri har han ret. Fascinerende at fordi kloden har en bestemt hældning og fordi træerne gulnes, kan der designes billeder, som selv Wegener, Hein og Mogensen ikke kunne have gjort bedre.

Der er flere billeder (i store størrelser) i galleriet: Lejligheden her og naturen her. I galleriet klikker du på mellemstørrelse-billedet, så bliver det vist i helt stort format.

Koncept: ‘Livet’

Til frokost på arbejdet talte vi om det at blive ældre, for en kollega fyldte 47. Jeg fik sagt, at jeg godt kan lide at have fødselsdag, fordi konceptet ‘Livet’ for mig at se bliver bedre og bedre med årene.

Slut er ungdommens usikkerhed om man nu var god nok, uddannelses- og erhvervsvalget, finde en bolig, alle årene med studiegælden, skulle man have en kæreste eller ej osv. Nu ligger det sådan rimelig fast, hvordan livet skal se ud – men det kan ændres, hvis jeg vil, ikke fordi omstændighederne kræver det.

Jeg er lige blevet 44 og synes, det er herligt, og glæder mig over, at livet bliver bedre og bedre for hvert år, der går. Det må blive intet mindre end fremragende, når jeg bliver 80.

I den fortsatte fortælling om lejligheden kan jeg meddele, at skabet er sat op, og at det er det smukkeste skab, jeg endnu har set, og så står det hjemme hos mig. På grund af at skydedørene, der går fra gulv til loft, er med spejlfronter, tager skabet ikke rent visuelt plads op. Tvært imod gør det hele lejligheden større, fordi man allerede fra indgangsdøren ser lige ind i det ene spejl.

Skuffer med Mercedes-lukning, flere bøjlestænger, hylder, trådkurve og en skoskuffe, der glider ud, når man træde let på den. Det er helt vildt… I samme rum et par hylder med halogenspots i samme træ som skabet. Meget flot.

Turen til Ikea medførte hjemtagelse af en seng og en ny madras. Jeg var lige ude i lejligheden i dag, og måtte lige prøve at ligge på den nye seng, og ups, så var der gået en time. Så nu har jeg altså prøvet at sove der også. Der er altså noget med den der karma…

I den ene stue ligger nu et gulvtæppe og står en lænestol. Det ser hamrende godt ud (fotografen er på vej), og det er lige før jeg ærgrer mig over at skulle flytte en hel masse ting med og stille dem på de smukke gulve, men de hører jo med til konceptet ‘Livet’.

Skabs B-menneske

“Hvorfor skal vi alle sammen arbejde på samme tid og efter samme mønster, som vi gjorde i industrisamfundet, når innovationssamfundet ikke kræver det? og når en fjerdedel af befolkningen har en døgnrytme, der ikke passer til det?” Kilde: B-samfundet.

Når jeg får en god idé, og får lyst til at føre den ud i livet eller bare at begynde at planlægge den, behøver jeg ikke kigge på uret; klokken er nemlig 22:00!

Hele mit liv har jeg passet mig ind i A-rytmen (endda overdrevet) ved at stå op kl. 06, møde før 08 osv., men min naturlige rytme, som jeg kender den fra ferier, er at stå op kl. 10 og gå i seng kl.02. Kl. 22 kommer de skarpe idéer, det gode design, de kraftfulde visuelle udtryk mv. Jeg glæder mig allerede til at gå på pension, for til den tid vil jeg gå i seng kl 02 hver nat; sidde oppe foran min pc og nyde den natlige stilhed, og nyde at jeg har ret til at gå i seng, når min døgnrytme tilsiger det.

Når jeg nu har presset mig ind i A-rytmen er resultatet, at jeg stort set hver nat nat sover for lidt, for det er så hyggeligt at liiiiiige gøre et eller andet færdig efter kl. 22.

I aften er en undtagelse; i morgen har jeg en feriedag, så jeg må altså gerne sidde og hygge mig med at lave en julekalender (Julens slægtskalender) med 24 låger, som du kære læser måske har lyst til at følge i december.

Morgendagen: Ikea uden skrigende unger, uden børnefamilier, faktisk forhåbentlig kundefri bortset fra mig

Overtrækssko mv.

Merete mener, det er udstyr som dette, der skal anvendes under besøg hos mig i fremtiden. Hvis hun har ret (og det har hun tit), så har jeg allerede fundet et sted på nettet, hvor det kan købes engros til en billig penge

Jeg er klar

Jeg er faktisk klar til at rykke fra Vanløse til Hvidovre, ja det vil sige, der skal lige pakkes og den slags småting, men mentalt er jeg klar.

Det er en sjov proces, hvor man langsomt – men sikkert – forvandler sit hjem til et sted, man ikke længere kan bo og parallelt hermed forvandler en tom, let grim og beskidt (nærmest sundhedsskadelig) lejlighed til en drømmebolig, hvor der er tænkt på allehånde detaljer, og sikkert glemt lige så meget.

I den forgangne uge var jeg en eftermiddag ude med lysskinner og spots, der skal op i lofterne. Eftermiddagslyset ind i stuerne fra torvet med de falmende kastanjetræer betog mig endnu engang, mens jeg gik i gang med at skrabe lidt maling af nogle ruder og små malingstænk af de flotte gulve. Den lejlighed har simpelthen en fantastisk atmosfære i sig selv. Det må være den karma, jeg så den første gang, jeg var ude at se den, og det hele var fyldt med rod og flyttekasser og væggene var grønne og citronmånegule.

Jeg har også prøvet at være der en aften, hvor der nærmest var buldermørkt, og alligevel var der rart. Det er da mærkeligt, at man kan føle sig så godt tilpas et sted, hvor der er helt tomt, bortset fra en gulvspand, en Ajax og en fejekost. Jeg ender nok med at bo der så længe, at jeg skal bæres ud derfra. Og selv om jeg bare bliver der så længe som i Vanløse, så er jeg 61! Det er en underlig tanke.

Gulvet fik sin første vask med en særlig laksæbe til en formue (men kun det bedste er godt nok) og det står så flot, så flot “i al sin glans nu stråler træet”, passer meget godt her, selv om det hører til et helt andet sted.

• I fredags kørte vi nogle skrøbelige ting derud – flyttefirmaer har godt nok en forsikring, men alligevel…
• Senest i dag er der rengøring af køkken og bad for den tidligere lejers regning
• I morgen og de efterfølgende to dage kommer de fra Nyt-Skab og monterer skabet og den tilhørende hylde over arbejdspladsen
• Onsdag har jeg taget en feriedag og skal i Ikea for at købe en ny seng
• Gardinerne bør være på trapperne
• Så kan lysskinner og spots sættes op
• Der skal en radiator op i arbejdsværelset
• Og til sidst en ordentlig/endelig rengøring
• Så er det blevet til et sted, man kan flytte ind. Forvandlingsprocessen er tilendebragt!

Nu har jeg svagt antydet det nogle gange, men hvis det skal siges tydeligt, vil jeg sige, at jeg glæder mig som en vanvittig. Det er, som da man var barn, og hele december vidste, at i skabet stod et elektrisk Lego-tog samt en hel lille stationsby og ventede. Og det ville bare ikke blive juleaften…

For lidt tøj

I går blev de første fem flyttekasser fyldt og straks ligner mit hjem et bombekrater. Et tårn med fem flyttekasser er pr. definition grimt!

Jeg har ikke tøj nok i forhold til bøger. Det skyldes, at man jo ikke må lægge for mange bøger i en kasse, men skal fylde op med noget let. Det var bare fire hylder med ganske få bøger, og så er halvdelen af klædeskabet tømt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der vil ske, når jeg skal i gang med de egentlige reoler. Men det afspejler mine prioriteringer godt; tøj er uinteressant og et nødvendigt onde, men bøger er dejlige.

Tilbragte i øvrigt aftenen – ved siden af tårnet – med at sætte en masse links til dejlige gamle billeder ind i slægtsforskningsprogrammet Legacy. Jeg har fået tilsendt nye billeder af min tipoldefar Ole Christensen (født i 1858, død i 1917) fra en anden af hans efterkommere, og endnu en gang tænker jeg, at billeder skaber liv (også) til vores forfædre. Billederne vidner om en svunden tid, hvor verden så helt anderledes ud, end den vi kender.

Ole Christensen havde en bror ved navn Nicolai, der var fyrbøder på Hørvebanen i Ods Herred. Jeg har fået billeder fra dengang vinter var vinter, og banearbejderne gravede et helt lokomotiv fri af snemasserne. Fantastisk at billederne er bevarede, og at der er generationer der har gjort sig den umage at gemme.

Kom også over billeder fra 1970′erne; verden må have været gullig dengang, for de har alle sammen et underligt gulligt skær – eller også er det bare omgivelsernes påvirkning gennem årene.

Vores digitale billeder i dag vil ikke komme til at tage skade, og i teorien vil vores efterkommere kunne sidde om 200 år, og se knivskarpe billeder af os. Det eneste, der kan hindre det, er at billeder i dag har en langt mere flygtig karakter, og er hver mands eje. Vi tager en masse billeder, for det er nemt og billigt med vores teknologi, men tænker vi også på at bevare dem for eftertiden?

Lyd og billede

Ulempen ved at købe god kvalitet er af og til, at det man køber holder ufatteligt længe, og pludselig har man kun gamle ting

Min gode gamle Onkyo CD-afspiller (fra ca. 1990) afgik ved døden for 2-3 år siden, og selv trods med flere genoplivingsforsøg med IPA (IsoPropylAlkohol) blev musikken skåret ud i meget små stykker, så jeg har ikke kunnet høre musik de seneste år. Det har ikke generet voldsomt, for jeg kan lide stilhed, men alligevel er rart en gang imellem selv at kunne bestemme, hvad der skal komme ud af højtalerne.

Lørdag aften surfede jeg lidt på Hi-Fi Klubbens side og fandt en CD-afspiller fra Denon, så nu er der musik igen. Rart – sikke mange gode cd’er jeg har på hylden. Jeg havde helt glemt dem.

Mit tv er en 14″ sort Grundig klods fra før Ruder Konges farfar blev gift, og det har været fint her, hvor der alligevel ikke er mere end tre meter mellem mig og skærmen – og mit tv-behov sniger sig vel op på tre Inspector Morse pr. måned. Tanken om at sætte det TV op i mit nye hjem har dog ikke huet mig, og så gik jeg amok og købte et 23” LCD-tv, som man ikke får ondt i øjnene af at se på – hverken i tændt eller slukket tilstand.

I går er jeg derfor set i TDC… nå nej YouSee… indkøbende en selectorbox. Det skarpe billede er nemlig ekstra udstyr (svarende til at man senere ønsker sig hjulene til en bil i jule- eller fødselsdagsgave!), og fluks er man bundet seks mdr. til fire ekstra kanaler efter eget valg.

Hvorfor kan de ikke bare sælge boxen til den værdi, den nu engang har? Hvis de tror, jeg glemmer at afmelde mig de fire ekstra programmer tager de fejl – jeg har nemlig allerede gjort det; gnæk gnæk.

Tænk dig, man skal vise pas/kørekort for at få lov til at handle dér. Hvornår skal man vise billedlegitimation for at købe en liter mælk?

Selectorbox og abonnementer eller ej, så er det altså et pænt og diskret TV:

Exit brune døre

I morgen har jeg haft nøglen to uger. Der er lavet el, gulve og malet. Ufatteligt hvad man kan få til at ske med lidt planlægning og lidt held.

Nu er det slut med de brune døre, de grønne plamager, de lyslilla vægge og de citronmånegule vægge. Maling gør – hænderne på kyndige – underværker. Jeg var nærmest rørt til tårer, da jeg så, hvor fint der er blevet. Tænk at det er til mig alt sammen! Jeg så det i skæret fra en håndværkerlampe, men glæder mig til at se det i helt almindeligt dagslys, når det er rigtig tørt. Det skal lige have lov at stå og gennemtørre nogle dage, hvor der ikke kommer nogen og roder.

Med hjælp fra Natriumhydroxyd, også kaldet kaustisk soda, kan køkkenvasken nu trække – det går fremad med stormskridt

Det ender med et hjem.