Stegemüllers vindue mod verden

Oure-logo

Har fået bekræftelsen fra Oure på sommerkurset i dag. Der var altså plads - trods min ualmindeligt sene tilmelding til ‘6 forrygende’ - jeg glæder mig rigtig meget.

De andre gange jeg har været på højskole, har det været en berusende oplevelse at være sammen med andre voksne, der også kom med åbent sind, rev en uge ud af kalenderen for at dyrke et eller andet - lige fra sport til slægtsforskning.

Når man tager hjemmefra skal man lægge titel, uddannelse og IQ fra sig, og i stedet medbringe det åbne sind og lysten til at lege og at lære nye mennesker at kende. De andre har nemlig gjort det samme, og derfor er det så forrygende. Når voksne får lov - eller rettere giver sig selv lov - at lege, sker der altid noget magisk. Fx at løbe på rulleskøjter: det er simpelthen ikke muligt at løbe rundt på otte hjul og være hverken trist eller sur i aftensolen! “Skating makes you happy.”

Prisen er steget noget, siden jeg sidst var på højskole: 5.500 kr. for en uge, det er incl. et enkeltværelse til 1.000 kr., og egentlig synes jeg, det er lidt dyrt, men hvis der er fuld skrue på fra morgen til aften i seks dage, er det OK. Hvad ville en uge til Mallorca ikke koste?

For at kunne transportere mine egne kære inliners med til Sydfyn, besluttede jeg i aftes at købe en rygsæk hos SkatePro til dem. Nethandel er simpelhen den største opfindelse siden camembert-osten, for hvad kom der i dag? En bekræftelse på at min pakke er sendt, og sikkert er her i morgen, og så lige et link til PostDanmarks track and trace-service.

Til tider tænker jeg, ‘Hvordan klarede vi os før Internettet?’ Det er sgu da genialt… Jeg er vild med nethandel, og har aldrig haft en dårlig oplevelse med det. Har efterhånden købt alt fra penduler til HI-FI på nettet.

For ikke-inline-freaks kan det virke skørt at købe en særskilt rygsæk til dem. Men når man nu bruger str. 42 og har 90 mm hjul, så er sådan et par nærmest umulige at transportere grundet den samlede længde. Hvor tit har jeg dog ikke døjet med at transportere mine skøjter fra A til B? Det er tit endt med den ene i den alm. daglige rygsæk og den anden i en plastikpose. Rulleskøjter transporteres bedst på fødderne, men der er unægteligt lidt langt til Sydfyn. Jeg kunne sikkert godt løbe til Svendborg, men det ville vel tage et par dage…

I flere år har jeg haft tænkt på at købe en kaffekværn, for kaffen smager simpelthen meget bedre, når den lige er malet. Smagen er mere “ren”, og tanken om at formalingen er sket for minutter siden og ikke for to måneder siden bekommer mig vel.

Forleden faldt jeg så for denne kaffekværn: CaféSelect KMM 30 type 3045 fra Braun. Jeg hader, når køkkenbordet er fyldt op med apparater, men denne her er en fiks lille sag, som ingenting fylder - enhver kvindes drøm.

Den kan male i mange forskellige finheder startende med den fineste espresso og sluttende med den groveste stempelkaffe

400 kroner for daglig nydelse! Det er fundet for de penge.

Update 18. Juni 2008, 00:09: Både Ingrid og Merete har gjort mig opmærksom på, at jeg helt har glemt at skrive om det vigtige ved nymalede bønner (altså kaffe-bønner - ikke dem til Gud) nemlig duften.

Hos dem begge vækker duften af nymalede bønner minder fra langt tilbage i tiden - kaffebønner dufter ganske enkelt af barndom! Selv har jeg ikke kaffebønner i min barndoms duft-rygsæk, men bladhandler “Fru Frederiksens bladkiosk”, hvor mormor købte FamilieJournalen hver mandag. Hos Fru Frederiksen duftede der som en blanding af krydderier og viskelæder.

Måske husker jeg det så tydeligt, fordi mormor altid var large med Anders And & Co.? Hos mormor manglede der aldrig noget - udbud og efterspørgsel var ikke efter de store ting, som børn af i dag ville efterspørge. Men der var tid, kærlighed, rummy-spil og uendeligt mange landsbykirker fra FamilieJournalen, der skulle farves, klippes og “fold nu flig A mod flig B, sæt herefter flig C i den østre ende, og De ender med en landsbykirke” osv. Og når man ikke klippede landsbykirker, kunne man klippe alt muligt andet ud og lave collager… Det var tider dernede på Dalgasvej i Brande med madder med torskerogn fra den blå Amandadåse, og om lørdagen var der “Svend Nicolaisens orkester” i transistoren kl 13:00 efterfulgt af “Køreklar” med Svend E. Christiansen, hvor alle lytterne altid havde et tillægsspørgsmål. Og derefter var der Jørgen Mylius (før “de Mylius”) , og de ville altid have plademærke og -nummer.

Merete og Ingrid - Nu fik I også mig en tur “down Memory Lane” via duften af bønnerne; mange tak for det. Jeg har nydt turen!

I går morges trådte jeg godt til i pedalerne for at køre op ad broen, der forbinder Vasbygade med Islands Brygge. Det knagede noget fra bagstaget, men alt virkede normalt - i 100 meter… Pludselig satte baghjulet sig skævt, og cyklen stod stille! Absolut stille. 

Den har desværre været hos en sand klamphugger af en cykelsmed ovre på den anden side ad Hvidovrevej, som ikke har spændt hjulet ordentligt fast. Havde jeg ligget og kørt 30 km/time på flad vej, kunne det have fået alvorlige følger. Jeg køber ikke så meget som en ringklokke der for fremtiden. Så hellere gå de fem kilometer ud til Heino.

Baghjulet kunne ikke rokkes en tøddel, og jeg havde intet værktøj. Heldigvis fik jeg øje på et par “vejmænd”, der gik og lavede - øh ja - vej. De havde en svensknøgle og hjalp mig med at få sat mit hjul lige og fast! Jeg ville have givet dem en 20′er til et par sodavand, men havde kun sedler. En af dem sagde “Jamen vi går her også i morgen”.

Så i morges havde jeg lige to kolde colaer i tasken. De så helt overraskede ud, men de havde jo virklig hjulpet mig ud af en temmelig irriterende situation, der heldigvis ikke var farlig, men let kunne have været det.

Ih altså hvor er jeg sur, og jeg spørger mig selv: “Hvorfor skal jeg vente?” Uanset hvor man ringer hen, skal man høre den mest rædsomme ‘ventemusik’ alt imens man … venter i timer. Hvorfor er det lige, jeg skal vente?

Forrige uge gik displayet på min smukke telefon (Jakob Jensen - mindre kan ikke gøre det). I lørdags tog jeg mig sammen til at køre op og få den byttet. Det var (til min overraskelse) problemfrit. Hjem igen, kigge manual, samle ledninger osv. Alt tilsyneladende OK.

I dag havde jeg så behov for at ringe ud. Ingen klartone… årh nej. Mit problem er naturligvis, at jeg pga. det nye apparat har to fejlkilder: 1. Telefonen eller 2 Bredbåndstelefonien - altså linien

Nå, men heldigvis har man da 80 80 80 47 som kan hjælpe. Og i dag har jeg så brugt al min fritid på 80 80 80 47! Man venter og man venter og man venter… det er endeløst. Når man så endelig kommer igennem til en medarbejder, er de super søde, og gør deres bedste. Pludselig er man alligevel smidt af, og så begynder det hele forfra. Jeg tror, jeg er begyndt forfra fem gange… og mit problem er stadig ikke løst! Jeg har ingen forbindelse hverken ud eller ind!

Jeg spørger: Hvorfor er det egl., jeg skal vente i timer? Hvorfor skal jeg bruge mit liv på at vente på alle mulige såkaldte services?

Det var fuldt forståeligt, hvis det kun var meget få mennesker, der ringede; så kunne de ikke have tre mand til at sidde og vente på, at Hanne ringede. Fair nok! Men det er jo netop ikke situationen. Jeg kommer jo til at vente i timer (og jeg overdriver ikke), fordi der er mange, der ringer. Hvad er det for en kundeservice?

Det gælder naturligvis ikke alene TDC, men også mulige andre (Ikea, DSB, Lægen….) - og hver gang jeg bruger min tid på at sidde med et telefonrør i hånden og lytte til den mest afskyelige form for ventetone, spørger jeg mig selv “Hvorfor skal jeg vente?”

Der er da vist gået lidt galt med stempelmaskinen her. 

Kender du det? Man står i supermarkedet og tænker på, at brødet og mælken er produceret for adskillige dage siden, og er nærmere på sidste salgsdato end på fremstillingsdato.

Men det bageste brød er næsten friskt, og den mælk, som man kun kan nå ved at stå på tæer på kanten af køledisken, er fremstillet i går.

Hvor er det dog irriterende, at man som forbruger skal vende og dreje hver eneste vare, for ikke at få den ældste med hjem - for det er jo den, der står forrest.

Hvorfor skal jeg købe gamle varer, bare fordi de ikke kan finde ud af at disponere ordentligt?

Når man disponerer i et supermarked, opnår man hurtigt erfaring med, hvor meget der bliver solgt på de forskellige ugedage, og så køber man den mængde hjem og ikke mere. Det er ikke så svært - jeg har i øvrigt selv prøvet det i Irma gennem flere år, mens jeg læste. Og gør man det forkert, må det være butikken, der bærer tabet - ikke forbrugeren.

Jeg bruger fx kun mælken til at hælde i kaffen, og derfor skal den være superfrisk på købstidspunktet, for ikke at blive for gammel, inden jeg er færdig med den. Og jeg er træt af altid at skulle bede om at få de friske varer hentet frem og stå at vente på, at det sker.

Og i virkeligheden gider jeg slet ikke argumentere for, hvorfor jeg vil have friske varer! Det burde være en selvfølge. Derudover koster gamle og friske varer i øvrigt det samme - med mindre de gamle er meget gamle.

Endnu et irritationsmoment er, at der på adskillige varegrupper ikke længere er pakke- eller fremstillingdatoer på. Det gælder typisk grøntsagerne. Her er jeg altså som forbruger henvist til selv at vurdere ‘Slattenhedsgraden’ og på den baggrund gætte mig frem til den mindst gamle vare.

Giv mig datoerne tilbage!

Politiken skriver: Irma satser på nettet. “Nej tak til reklamer”. Flere forbrugere vælger reklamer fra, og det får Irma til at satse på nettet. Trykt tilbudsavis forsvinder, spår marketingchef.

Godt gået Irma (min gamle arbejdsgiver) - bidrag meget gerne til, at vi kan slippe for alt det skrammel, der fylder vores postkasser og dørmåtter og ikke mindst belaster miljøet helt unødigt.

Jeg hader reklamer af enhver slags, så derfor er det rigtig positivt, at I flytter på nettet og på den måde viser vejen.

Men så skal I bare sikre, at jeres side ikke bliver samme form for mareridt af reklamer som Politikens side, som det jo er komplet umuligt at læse, hvis man ikke har sat sin Super Adblocker til. Når jeg sidder på arbejdet og kun har en almindelig IE, er det umuligt at læse på Politikens side, hvor alting hopper og danser.

Så drop dog det skrammel! Jeg kan da ikke være den eneste, der får fjernet fokus fuldstændig fra indholdet?

Drop at ringe til TDC, hvis du har et aperiodisk problem med din udgående mailserver.

Jeg hader den der “Kontakt din systemadministrator”, for det er jo mig, og når meddelelsen kommer, er det jo fordi, der er et eller andet problem, jeg ikke kan løse på pc’en - og så kører det ‘lissom’ i ring.

P.t. har jeg det mærkværdige problem, at jeg nogle gange kan sende mail, men oftest ikke kan. Aperiodiske fejl er de værste, for så er det helt umuligt at finde både årsag og løsning.

Nu har det varet mindst to uger, så jeg prøvede TDC her i formiddag. Mage til….

1. Fjern straks din sikkerhedssoftware
2. Slå din firewall fra
3. Jamen når det nogle gange virker, så virker det jo fint.

Hvad kan jeg som kunde bruge det til? Ved de da ikke, at man kan være på nettet ca. 6 min. uden det store sikkerhedspanser, før éns pc er overtaget af fremmede magter, at en firewall er en tvingende nødvendighed (ellers sad den næppe inde i maven på Windows) og at det ikke er godt nok, at det nogle gange virker. Det skal virker hver eneste gang!

Den slags ’support’ kan man som forbruger ikke bruge til noget som helst! Man kan lige så godt lade være med at ringe til dem - og så i gang med Google i stedet.

Og hvordan kan det egentlig være, at det første de altid spørger om er: “Sidder du bag en firewall?” Det gør gud og hver mand altså. OK, det kunne være, fordi de ville hjælpe med at finde ud af at sætte den rigtigt op, men den retning har samtalen nu aldrig taget, det har altid været noget med at slå den fra i stedet.

Herudover er det at sætte en firewall op ikke nogen kunst, for med et godt sikkerhedsprogram gør den det jo helt selv, hvis man bare vælger automatisk (og det gør jeg altid i starten - for dem, der har udviklet den, er helt sikkert meget bedre end mig til den slags).

Det virker som om, dem TDC mener, de kan/vil/skal supportere, er folk med Outlook som post-program og med en mail-adresse der hedder noget med snabelamailtelepunktumdk. Alle os, der er nået en anelse videre, har de ikke meget interesse i at betjene.

Nuvel, jeg forlanger på ingen måde, at de stakkels medarbejdere skal kende alle afkroge af alle programmer - men det ville være god service, at kunne få en drøftelse af, hvad problemet kunne være, hvor man skal kigge, og ikke mindst hvad man skal kigge efter.

Der er jo sådan set ikke så meget at kigge efter, andet end om man nu har tastet kontoens navn rigtigt. Og når det nogle gange virker, kan det jo ikke være problemet.

Det andet her svarer til at gå på værksted med bilen og forklare mekanikeren, at bilen nogle gang går i stå helt umotiveret, hvortil han svarer “Jamen så kører det jo fint”. Det kan man ikke rigtig forestille sig vel?

Øv - jeg hader at blive overlegent behandlet; og jeg kalder det dårlig service. Så snart Fullrate kan levere en ordentlig hastighed på min nye adresse, er jeg tilbage hos dem igen.

Søndag havde jeg besøg af en ven, der er verdensmester i at sætte ledninger op; Det bliver ufatteligt flot. Han mangler ikke ret mange nu. Talen faldt på nethandel, som vi begge er meget begejstrede for.

Jeg handler glad og gerne på nettet og har gjort det i ca. 5 år, og jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse i den anledning. Før var jeg bange for, om nogen huggede koden til mit kort mv.

Det seneste netkøb er den lille iPod Touch, som jeg bestilte torsdag aften og havde i hånden mandag formiddag. Den er nu nok ikke kommet helt fra Californien på de par dage, og Apple har garanteret et europæisk distributionscenter. Det er da en super fin service. Tidligere har jeg købt IT-udstyr, mikrokortlæser og møbler.

For mig at se har nethandlen følgende store fordele:

• Fortrydelsesret på 14 dage
• Langt større udvalg ved at sidde hjemme ved skærmen og undersøge markedet (jeg render ikke ind i fem butikker for at købe en printer)
• Mulighed for at finde det samlet set billigste og bedste produkt i forhold til ens behov (hvad enten det så er kunstigt eller ej)
• Mulighed for at læse online-anmeldelser inden beslutningen tages
• Mulighed for at “ringe til en ven” og høre om han tror, det ville være et god køb, om han erfaringer med produktet osv.

Samlet synes jeg, der er lang større muligheder for at agere som den oplyste forbruger. Jeg tror, at jeg ved en smule research hjemme ved skærmen kan gøre bedre køb, end jeg kan ved at gå ind i en butik og tale med en sælger, der typisk alligevel ikke ved ret meget om det, han sælger.

Det eneste, jeg ikke kunne finde på at købe på nettet, er kameraer og HI-FI. Kameraet vil jeg mærke i hånden og prøve, og lyden vil jeg høre - ellers er det jo ikke til at vide, om det er, som at være der selv.

Hvad er dine erfaringer med nethandel?