Frilandsmuseet en Pinsedag

Frilandsmuseet er et dejligt sted

I dag skulle jeg af forskellige årsager ikke i kirke, skønt det føltes helt forkert. Det er som om, det er længe siden, forårets helligdage (både de skæve og de lige) bare var ekstra, dejlige fridage – men det er kun et år… Sært at tænke på.

Jeg og mit kamera begav os i stedet til Frilandsmuseet i Sorgenfri på denne pinsedag, der samtidig viste sig at blive årets første sommerdag – om det nu har noget med Helligånden at gøre eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men hvis det har, skulle jeg hilse og sige, at den blæste varme vinde lige i nakken på museets besøgende.

Der var mange mennesker, og det var til tider lidt af en kamp at slippe væk fra de værste børnefamilier – den slags der ikke kan fatte, at når der er skilte om, at “Museumsgenstandene må ikke berøres” så er det altså fordi, man ikke må pille ved det, for ellers varer det ikke ret mange år, før ingen kan se tingene. Jeg er helt tilfreds med, at det er lykkedes at undgå mennesker på billederne, som du kan se flere af i galleriet, hvis du har lyst.

Museet er blevet meget mere nærværende og spændende, efter jeg begyndte at slægtsforske. Nu kan jeg sætte mennesker, jeg “kender” ind i museets rammer. En hedegård med “æ bindstow” giver pludselig meget mere mening. En skomager og en væver er mere nærværende.

Jeg var der i syv timer og det kostede: ingenting! Efter min opfattelse er det urimeligt, at det er gratis. Idéen med ikke at opkræve entre er naturligvis, at man vil lokke flere mennesker på museum; sikkert gerne dem, der ellers aldrig kom, da det kostede noget. Jeg tror bare ikke, at der var mennesker, der holdt sig væk på grund af entreen. Resultatet er formentlig nærmere blevet, at alle os, der har råd, kommer som vi plejer, men nu har vi bare fået en ekstra gratis glæde. Ville det betyde noget for nogen at lægge en 20′er?

Mine tanker blev gjort til skamme, da jeg talte med manden på caféen (“alle” de sparede udgifter til entreen måtte omsættes i kaffe mv.). Han mente, de havde fordoblet besøgstallet, siden entreen blev fjernet. Han ræsonnerede meget fornuftigt, at de også havde fordoblet slitage, affald mv. – nu var der bare ikke rigtig råd til at håndtere det. Et interessant dilemma!

Det er jo valgkamptid og Morten Messerschmidt fra DF “vil have Danmark tilbage” – jeg har flere gange tænkt på, hvilket Danmark han ønsker tilbage? Er det det Danmark, der er på Frilandsmuseet? Er det Danmark i 50′erne, hvor man skulle dokumentere vielsesattest og tvillinger på vej for at få en to-værelses med lokum i gården? Eller er det Danmark i 60′erne med 3 ugers ferie pr. år, hvor en grønthandler solgte kartofler og selleri det meste af året suppleret med ærter og gulerødder på dåse til festlige lejligheder? Eller er det Danmark med Greve Hospital for fattiglemmer, som først lukkede i 1976?

Men hvorom alting er, får du herunder lidt smagprøver fra billederne i galleriet. Hvis du kigger derover, så husk at alle billederne forstørres, når du klikker på dem.

Mønstermurværk?

I menighedrådet interesserer vi os for tiden ganske meget for murværk med mønster – også kaldet mønstermurværk. Her er da et nydeligt exempel

Fuglevad Mølle

Frilandsmuseets eneste bygning, der ikke er blevet flyttet. Møllen kom ganske enkelt før museet.

Bindingsværk

Jeg har altid syntes, at der er noget smukt over bindingsværk – og det i særlig grad, når det er så velholdt og nydeligt som her.

Mormors ting på museum?

Billedet her er fra Fjellerup Hovedgård, som gennem flere generationer ejedes af grev Scheel, som senere solgte den til familien Iuul (eller også var det omvendt). Jeg kunne ikke lade være at tænke på, at jeg har tastet adskillige af Nygårds sedler ind om dette sted og disse mennesker.

Nu var min mormor og morfar ganske jævne folk (hvad er mon det modsatte? “ujævne folk”?) men billedet her er også fra køkkenregionerne og minder lidt om de ting, min mormor havde i sit bryggers. Men så vidt er det altså kommet: “Mormor og morfar på museum”

Detaille fra Brugsen

Et af de mest spændende steder på Frilandsmuseet er faktisk “Andelsbyen” fordi det der begynder at ligne noget, man kender, eller har kendt nogle, der kendte. Morfar var som snydt ud af næsen på andelsbevægelsen og jeg er sikker på, at han og mormor loyalt købte deres sæbespåner hos den lokale Brugsuddeler.

Køkkenregioner

Og her er jeg 100 pct. sikker – mormor havde sådanne krukker som på øverste hylde i sit køkken. Om de blev brugt eller om de bare stod og samlede stegeos og støv, ved jeg ikke; men charmerende er og var de!

Brede Værk

Mesterlængen på Brede Værk

eller “En dag i slægtens fodspor”

Det var denne video og et indlæg på Facebook, der fik mig tidligt ud af fjerene i dag; jeg måtte bare op og se den virkelighed, som min oldefar og oldemor, farmor og farfar og min far og hans søster har været en del af siden 1890. Jeg fik selv lidt billeder med hjem, selv om det er svært at formidle stemningen og oplevelsen. Billederne finder du i et særskilt album her; men jeg har flere billeder fra Brede – nemlig alle de gamle, som du finder ved at skrive Brede i søgefeltet her.

Fremragende formidling, siger jeg bare! Det var helt fantastisk at være med personerne på arbejde vha. AktivBilletten. Pludselig har jeg fået et lidt andet billede af farfars arbejde som mester; var han måske en af kapitalismens lakajer ligesom den mester jeg kunne være på udstillingen?

Brede er et sted, jeg kommer hvert eneste år, og jeg kigger altid på gruppebillederne af medarbejdere, og har tit fundet min farfar. Der er hængt nye billeder op derude – og sørme jo, der stod han allerbagest på et billede, hvor der er 200 personer. Jeg følte mig heldig.

Ane Margrethe Andersen (min farfars mormor) var nopperske på fabrikken gift med forvalteren Jens Nielsen), og pludselig har jeg konkrete billeder på, hvad hun egentlig lavede. I min mors køkkenskuffe lå gennem hele min barndom en særlig lille saks med kun ét “øje” til at stikke tommelfingeren i – det var en noppeske-saks – gad vide hvad der er blevet af den?  Nu har jeg set den i brug.

Inde på kontoret lå der en del mønstertegninger. Rigtig sjovt, for dem har jeg en bunke liggende af, som min far har lavet – og som min mor havde gemt til mig.

Borte er heldigvis de dage, hvor det man så på et museum, var montrer med flinteøkser og små maskinskrevne lapper liggende foran. Jeg har altid syntes, at man laver eminente oplevelsesrige museer i Storbritannien, men vi kan også i Danmark. Så: “Tak kære Nationalmuseum for en dejlig dag “i slægtens fodspor”!

Tegnet mønster til at væve efter

Sindsoprivende lørdag

Min tipoldemor Ane Margrethe Andersen 1841-1926

Var det forfra?

Sikke en sindsoprivende lørdag… Jeg har brugt en del tid de seneste dage på at shine mit webgalleri op. I morges installerede jeg lige en plugin, der havde til formål at lette søgemaskinernes muligheder for at finde galleriet. I aftes reducerede jeg størrelsen på en række billeder. Pludselig virkede intet!

Jeg må sige, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da der intet skete, når jeg klikkede på et af minibillederne. Og det var ikke tanken om at skulle installere programmet igen, der var årsagen – nej det var tanken om måske at have lavet så meget kuk i det hele, at mine 423 billeder var væk for evigt…Jeg kunne se dem i databasen, minibillederne blev vist, men hvorfor kunne de ikke forstørres? Havde jeg lavet irreversibel skade?

Mange af de billeder, der ligger i galleriet, har jeg ikke andre steder (dvs. nu er de også på den eksterne harddisk), og da billeder fortæller historie både om fortid og nutid, så jeg for mig, at jeg havde slettet adgangen til historien… Mange af billederne har jeg fået tilsendt fra fjerne slægtninge og ville ikke vide, hvordan jeg skulle få dem igen. Og da jeg havde fortaget mig to handlinger med galleriet, kunne jeg ikke vide hvilken af dem, der havde forvoldt skaden.

Til Coppermine hører heldigvis et Forum – og da jeg selv havde opgivet at finde en løsning, postede jeg et spørgsmål dér. Mindre end 1 time efter havde jeg fået løsning: Afinstallér plugin’et.

Mine billeder er tilbage og mit kære galleri fungerer igen. Og således lettet vil jeg gå i biffen og se “Engle og dæmoner”.

Galleriet kører igen

Så kom de i galleriet

Det går langsomt fremad med mit webhotel, og en dag kommer jeg måske tilbage til hvor jeg var…

Det undrer mig altid, at folk laver om på noget, der kører ganske upåklageligt, uden at informere først, påfører mig en masse arbejde, og hvor jeg som kunde ikke rigtig kan se, hvori forskellen består. Faktisk er jeg først rigtig tilfreds, når alt virkede, som det gjorde før. Men det ligner selvfølgelig bare statens centraliseringsbestræbelser…

Jeg har nu på magisk vis atter fået sat de rette rettigheder på mit webgalleri. Og hvis du kigger med, så husk at også fra mellemstørrelsen kan du klikke på selve billedet og få det op i helt stor størrelse. God fornøjelse – jeg håber, du kan lide dem, de kan ikke tages om… Kommentarer er meget velkomne.

Galleriet har levet en lidt upåagtet tilværelse i et par år, for det var oprindeligt kun tiltænkt slægts-billeder, og jeg har vist snart høstet de fleste fra alle de rare mennesker, der har bidraget, men jeg tror da, jeg skal være lidt aktiv her med mine egne billeder også.

Mit webhotel – grrr

En fridag med momentant dejligt vejr mellem 14:00 og 16:00

Når man ikke har en have eller en kolonihave endsige bare en altan, må der udfoldes lidt kreativitet mhp. at komme ud, når solen skinner. Jeg skal have nogle gå-kilometer i benene inden turen til Atlas-bjergene, så det er altså godt at gå, og Damhussøen er et passende mål her fra torvet. Det er vel sådan en otte km. derhen og rundt og hjem igen. Det kan være lidt kedeligt at gå for at gå, men kameraet kan gøre turen anderledes interessant.

I skule faktisk have haft disse billeder i en noget større størrelse ovre i mit webgalleri, men mit webhotel har lavet nogle “smarte” nye tiltag som bla. betyder, at jeg ikke lige pt. kan uploade filer til galleriet. Jeg har brugt det meste af aftenen på at installere en nyere version af galleriet, kigge alle mulige steder på nettet for at finde fejlen – indtil det sidst gik op for mig, at rettighederne på mapperne “bare” er forsvundet, og skal sættes igen, og det kan man ikke gøre selv, og det er grunden til, at jeg ikke kan uploade nye billeder.  GRRRR. Nåh – men jeg skulle da alligevel også have opgraderet til nyeste version… I må få billederne i større størrelse en gang i næste uge

De kan ikke være mange dage gamle de små fyre her. De sad så pænt i græsset og så benovede på, at forældrene svømmede rundt. Måske tænkte de “Det kan vi også en dag”?

Er den ikke næsten som hentet ud af H. C. Andersens eventyr? Svanen var faktisk i færd med en længere “diskussion” med et par gæs om hvorvidt, den nu have ret til at passere gaden. Det mente de klart ikke, den havde; men det skyldes antageligt, at de passede godt på deres afkom. Jeg beklager, at den nærmest sidder i midte af billedet – men en gang i mellem må man vel nok centrere – bare en anelse?

Når I får disse billeder i en ordentlig størrelse vil I også kunne se gæslingen. Det er ikke en svamp eller en sammenkrummet papirpose, der ligge ved den forreste gås’ fod – det er en gæsling.

I fotobøgerne står der altid, at man skal sikre sig forgrund, mellemgrund og baggrund – og for en gangs skyld indrettede naturens orden og praksis sig efter teorien. Det vil naturligvis lettere kunne ses på det store billede… (ja arrig kan man da altid være – det hjælper måske ligefrem?).

Røllike er sådan en fin plante. Men den minder mig altid om mine ikke videre vellykkede forsøg på at lave batikfarver på fritidshjemmet som barn. Når man kogte den ellers nydelige plante længe nok i en gryde med vand, og senere tilsatte den en t-shirt (eller en hjemmesyet buseronne – jo det er skam en sandfærdig historie fra 1974), blev t-shirten eller buseronnen sådan ret lorte-brun. Altså kom jeg hjem med en hjemmesyet og hjemmefarvet buseronne, som virlelig ikke var værd at gå med. Åh disse minder…

Røllike er bedre over vand end i vand – og helt uden gryde.

Det uigenkaldeligt sidste billede af røllike, men jeg har en ven, der holder så meget af dem.

Også gæssene fejrede Store Bededag ved Damhussøen. Her er den store familieudflugt. De lod sig overhovedet ikke gå på af, at det halve Rødovre og Hvidovre gik tur om søen på samme tid.

Svaner er altså bare meget meget fotogene, og de har det med at stå sig godt mod de fleste baggrunde.

Lang fredag

Damhussøen foldede sig ud i sin fineste forårsdragt – på billederne man se hvordan:

Du som har tændt millioner af stjerner...

To gæs nyder solen

Forfølgelsesløb and mod and

Fold dine vinger ud

Violer overalt

Påskeblomst hvad vil du her?

Byens efterår

Da jeg for mere end 28 år siden flyttede til København, kom jeg fra Bornholm. Udsigten fra køkkenvinduet plejede at være Østersøen – der var ikke tvivl om årstiderne derovre. Vel ankommet til ydre Nørrebro (Dagmarsgade lige ved Runddelen) gik jeg i gang med at overveje, hvordan menneskerne her i byen fandt ud af, hvilken årstid, det var, når der nu ikke var nogle træer at se på.

Kulturchokket over at komme fra Svaneke til Nørrebro var så stort, at der gik lang tid, før jeg opdagede, at byen har tusind åndehuller og rigtig mange dejllige steder med rigtig mange træer og buske.

Jeg har i dag haft besøg af min bedste jyske ven Leif og efter en succesrig tur på Rigsarkivet, hvor vi forbereder et projekt, der vil glæde – og involvere (der er arbejde i det venner) – rigtig mange slægtsforskere, viste jeg ham lidt rundt i “min by”. Han skal da vide, at København ikke er Ishøj, at man ikke automatisk bliver slået til plukfisk i Ørstedsparken, at vi har dejlige stille gader, at vi har gamle kvarterer, hvor mennesker lever og bor godt osv.

Kameraet var med, og du får et lille udpluk af dagens høst herunder. Jeg prøvede bevidst at fange “Byens efterår” – du må selv vurdere, om du mener, det lykkedes. Feedback er mere end velkommen – det er jo på Web2 – ikk’? .

Foran det tidligere "Det lille apotek" udstillede de lidt peberfrugt

Poul Gernes kunne ikke have sat farverne så fint sammen! “Det lille Apotek” er blevet til endnu en Rizraz, som jeg ikke har meget til overs for, men jeg må sige, at de forstår,  at arrangere en 20-30 peberfrugter.

Vores isbod på Frue Plads

Jeg har så gode minder om denne isbod på Frue Plads. Der har jeg siddet et par gange i sommer og nydt den bedste is i det bedste selskab. Til tider er livet besværligt, når man kun vil have det bedste! Men jeg vil ikke nøjes, jeg vil ikke gå på kompromis med de vigtige ting i livet – så hellere undvære.

Lysglobe i Vor Frue Kirke

Jeg holder meget af den lysglobe, de har stillet op i Vor Frue Kirke. De skulle bare stille flere lys frem, for hver gang jeg har været der, har jeg villet smide en daler og tænde et lys, men der er aldrig flere tilbage – og hvad kan man så lære af det? Jeg tror, det er populært.

Det kunne være så fint, hvis vi kunne lave noget lignende i min kirke i Hvidovre. Jeg tror, mennesker holder af at ‘gøre noget’ i kirken. At tænde et lys og tænke på en man har kær (levende eller død) er en smuk skik. Jeg glæder mig allerede til Alle Helgens gudstjenesten den 2. november. Jeg har et par stykker, der fortjener et lys!

Ingen vold i Ørstedsparken

Mange mennesker – i særlig grad jyder tror, at Ørstedsparken er et sted fyldt med lig og at ligene tilhører bøsserne, der er slået bestialsk ned.

Selv om vi kiggede i krogene, fandt vi nu ingen lig. Vi fandt heller ingen bøsser – hverken levende eller døde. Tværtimod var der bare smukt og dejligt. Byen viste sit efterår!

Ingen vold i Ørstedsparken

Herunder: Baggrunden er vand og billedet er taget fra broen ned over et bladhang. Jeg blev fascineret af de røde frugter/bær.

Ingen vold i Ørstedsparken

En forårsdag på torvet

Jeg er så ufatteligt heldig at bo lige præcis midt på Hvidovre Torv (næsten da). To venner kom forbi, og da vi nu er danskere, må vi ud, så snart det er 9,2 grader C; at man til sidst har forfrysninger i alle underekstremiteter betyder mindre. Der kom et enkelt pænt billede af min kirke og mit torv ud af dagen.

Fremragende, fortryllende farver

Mine søde kollega Anna spurgte til billeder af skab og seng, og jeg har selv skrevet om det smukke eftermiddagslys i min drømmebolig, så på denne smukke novemberdag gjorde jeg mig et ærinde til Hvidovre med en rulle affaldsposer for at du – kære læser – ved selvsyn kan se, hvad jeg mener.

På vejen hjem viste naturen sig fra sin smukkeste side. Foto handler om lys siger min ven Gert, og deri har han ret. Fascinerende at fordi kloden har en bestemt hældning og fordi træerne gulnes, kan der designes billeder, som selv Wegener, Hein og Mogensen ikke kunne have gjort bedre.

Der er flere billeder (i store størrelser) i galleriet: Lejligheden her og naturen her. I galleriet klikker du på mellemstørrelse-billedet, så bliver det vist i helt stort format.

For lidt tøj

I går blev de første fem flyttekasser fyldt og straks ligner mit hjem et bombekrater. Et tårn med fem flyttekasser er pr. definition grimt!

Jeg har ikke tøj nok i forhold til bøger. Det skyldes, at man jo ikke må lægge for mange bøger i en kasse, men skal fylde op med noget let. Det var bare fire hylder med ganske få bøger, og så er halvdelen af klædeskabet tømt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der vil ske, når jeg skal i gang med de egentlige reoler. Men det afspejler mine prioriteringer godt; tøj er uinteressant og et nødvendigt onde, men bøger er dejlige.

Tilbragte i øvrigt aftenen – ved siden af tårnet – med at sætte en masse links til dejlige gamle billeder ind i slægtsforskningsprogrammet Legacy. Jeg har fået tilsendt nye billeder af min tipoldefar Ole Christensen (født i 1858, død i 1917) fra en anden af hans efterkommere, og endnu en gang tænker jeg, at billeder skaber liv (også) til vores forfædre. Billederne vidner om en svunden tid, hvor verden så helt anderledes ud, end den vi kender.

Ole Christensen havde en bror ved navn Nicolai, der var fyrbøder på Hørvebanen i Ods Herred. Jeg har fået billeder fra dengang vinter var vinter, og banearbejderne gravede et helt lokomotiv fri af snemasserne. Fantastisk at billederne er bevarede, og at der er generationer der har gjort sig den umage at gemme.

Kom også over billeder fra 1970′erne; verden må have været gullig dengang, for de har alle sammen et underligt gulligt skær – eller også er det bare omgivelsernes påvirkning gennem årene.

Vores digitale billeder i dag vil ikke komme til at tage skade, og i teorien vil vores efterkommere kunne sidde om 200 år, og se knivskarpe billeder af os. Det eneste, der kan hindre det, er at billeder i dag har en langt mere flygtig karakter, og er hver mands eje. Vi tager en masse billeder, for det er nemt og billigt med vores teknologi, men tænker vi også på at bevare dem for eftertiden?