Stegemüllers vindue mod verden

Kalenderen er blank denne uge. Det er fantastisk.

Noget af det bedste ved at holde ferie er tid til at lave ingenting, for ingenting er jo netop ikke ingenting. Når tiden er uplanlagt, bliver ingenting til noget uventet eller noget fantastisk.

Når tiden ikke er planlagt minutiøst ud til det yderste minut, og måske også lidt ud over kanten af det, er der rum til det uventede, til at sige ja til at hente nogle børn i et fritidshjem for på den måde at gøre noget for en ven, til at sige ja tak til en flok pandekager og the på en bænk i en have.

Der er noget fascinerende over tiden mellem to jobs; det er den ultimative frihed, man er ikke bundet af noget, man behøver ikke tænke på det gamle job, og det nye kan man ikke tænke konkret på, og alligevel går pengene ind på kontoen. Gad vide om det er den glæde man kan se frem til i pensionisttilværelsen, som jeg har glædet mig til, siden jeg var 35?

Fri tid er tid er også tid til at lade sig inspirere af mennesker og af oplevelser. Jeg vil derfor gå i gang med at læse nogle bøger! Jeg har stort set ikke læst en bog bortset fra en masse om at lave hjemmesider og den slags, siden jeg begyndte at slægtsforske og lave hjemmesider, for jeg har været fascineret af at kunne skabe noget uden at være kreativ. Det er jeg for så vidt stadig, men det fylder ikke så meget, som det har gjort.

I mange år har jeg syntes, at det var for dovent, for passivt, at sætte mig med en bog. Har ikke syntes, jeg kunne tillade mig “bare” at sidde og nyde den skønhed, der kan være over smukt sammensatte ord.

Stakken af ulæste bøger er stor - der er nok at gå i gang med - hvor er det skønt, og jeg har endelig fundet mig en inspirationskilde, som læsser på, så bunken bliver endnu større. Kom bare med flere - det er fantastisk…

Jeg er ikke altid god til at inspirere mig selv, for jeg er så hamrende træt af altid at skulle være min egen dynamo, altid at skulle finde på - og gennemføre - projekter selv.

Stilhed

Nogle gange er jeg ved at blive vanvittig af al den støj, der er i verden. Jeg har en aversion mod støj. Giv mig så stilheden tilbage!

For mange år siden havde jeg en kæreste, der altid havde fjernsynet til at køre i stuen, samtidig med at radioen spillede i køkkenet. Det var en af dræberne for det forhold.

I min tidligere lejlighed (fra 1934) var der frygtelig lydt, og mens der stadig boede gamle mennesker, der ikke vidste, de var tunghøre, var jeg ved at blive sindssyg af at skulle leve i en ‘lydsandwich’. Når man er introvert, er man meget følsom overfor lydindtryrk, får man tillige stress bliver det endnu værre, og da min depression var værst, lød et klik med musen som et tordenskrald.

Da de gamle endelig var døde eller flyttet (på plejehjem?), blev der bygget en daginstitution fem meter fra min altan - 60 råbende børn fra 07:00 til 17:00 var mere end jeg kunne klare.

Hvidovre er (H)vidunderlig. Her er så stille - også selv om jeg bor ud til torvet og en befærdet vej. Trafikstøjen generer ikke det fjerneste, for den er stabil, og naboerne hører jeg stort set aldrig. Byggeriet er fra 1945; der ser man hvad 11 års forskel i byggeteknik kan medføre.

Stud. Theol. Maria Larsen havde i går en klumme i Kristeligt Dagblad med titlen “En indre kilde af ro”. Den handlede om støj ctr. stilhed, om at der næsten ikke er rum til stilhed længere - måske lige bortset fra kirkens rum, og det er endda ikke altid, det lykkes dér. Hun skriver bl.a.: “Og vi har behov for fred. For hvad sker der med os, hvis der i længere tid er ubalance mellem aktiviteter og krav og tiden til bare at være stille? Så kan vi blive syge, af stress, af depression. Vi får ikke ladet batterierne op, fordi der ikke er tid til at søge ind dér, hvor der ikke er krav eller forstyrrende støj, men ren væren.”

Jeg giver hende ret! Fraværet af ydre ro fjerner også den indre ro, og når den mangler, kan man blive ramt af stress eller depression. Det kan - selv for professionelle - være svært at kende forskel på de to, for der er så mange af de ydre tegn, der er ensartede. De er hinandens følgesvende, men de er et kedeligt makkerpar at have med sig, for de er så ødelæggende for alt det fine i livet. De ødelægger glæden, lysten, energien og overskuddet. Måske kan man sige, at de kærlighedens modsætning, for de ødelægger alt det, som kærligheden giver.

I mange år, har jeg manglet min indre ro, men efter at være blevet kureret for en svær depression, er roen kommet tilbage, blot ti-fold stærkere. Det er sjældent, der går en dag, uden at jeg mærker min indre ro, og glæder mig over den. Der er mennesker i min omgangskreds, der ligefrem bemærker den, kommenterer den, glæder sig over den og siger, at den smitter af på dem. Det gør mig glad - for jeg vil gerne være “En kilde til indre ro”.

Semikolon

Jeg er en, der har svært ved at sætte punktum i livet; så hellere nogle helvedes store semikoloner. Jeg kan ikke sige farvel - og jeg bliver aldrig god til det. Vil altid stå og træde mig selv over fødderne af savn, allerede før det er begyndt.

Dagen i dag var min sidste rigtige arbejdsdag i UM. Jeg kommer ganske vist ind og laver noget for jer i uge 34 - men det var nu, det var nu. Jeg bliver bare aldrig god til de stunder, hvor det er nu, det er nu.

Jeg bryder mig ikke om det definitive. Jeg bliver altid bange for de øjeblikke, der ikke kommer igen! Jeg bliver altid bange for det sagte ord, for hvis det var u-rigtigt, kan det jo ikke trækkes tilbage! Man kan i realiteten ikke sige: ‘jeg mente det ikke’… Ord, der er sagt, kan man ikke markere og trykke ‘delete’ på.

Det var i dag jeg havde inviteret ‘Gud og hvermand’ til reception, ganske sådan som vi ikke gør det i UM: bare en flok kolde pilsnere og vand og nogle økologiske chips. ‘Og hvermand’ kom - kun Gud eller en af Hans repræsentanter manglede.

Thomas-chef holdt en fin tale, som jeg blev virkelig glad for og rørt over, hvor han bl.a. sagde, at når man sådan lige lærer mig at kende, tror man, jeg er et meget lukket menneske, men hvis man søger lidt med lys, lygte og Google og finder min hjemmeside, finder man ud af, at jeg er et meget åbent menneske.

Søde Thomas - det har du ret i! I personlighedstests (1) bonner jeg altid ud som ‘en man skal gøre sig fortjent til at lære at kende’ - det er nu nok så meget sagt; men jeg værner inderligt om min personlige integritet, og jeg skelner skarpt mellem det personlige og det private! Jeg har ingen problemer med at lægge det personlige på nettet - men det private holder jeg hos mig selv - for der er skatte i verden/livet, der er for store at dele! Din tale i dag viser mig, at jeg gør ret i altid at ’skrive som om chefen læser med’ (kapitel 1 i grundbog for bloggere).

Tak for dine besøg på min blog, tak for at du læser med,  - tak for at du kan lide, hvad du så, og for at du kan lide min skriftlige fremstilling. Det betyder meget for mig, når nogle kan lide, hvad jeg skriver - og ikke mindst måden jeg gør det på.

Jeg prøver altid at bringe lidt ‘poesi’ ind i det skrevne ord på bloggen, for det er et af de få tilbageværende steder i livet, det er muligt at gøre det, nu hvor vi aldrig skriver et brev længere. Min skrivestil er jo slet ikke UM’sk, men jeg har fået så mange positive kommentarer, at jeg alligevel tør tro, den er OK.

Kære Anne - Jeg havde tænkt meget over, om jeg nu turde nævne dig - og det - og gøre det direkte ved navn i dag! Men når alt kom til alt, var jeg ikke i tvivl. Du har betydet ufatteligt meget for mig og mit liv -  dengang, nu og i fremtiden; du har reddet mit liv - og det ville jeg gerne takke for in publice.

“Måske dét er, hvad
det vil sige: at være en ven,
når alt kommer til alt”

Resten af digtet oversat af teologen og psykoterapeuten Bent Falk, kender du - det er det smukkeste i verden. Og på mange måder har vi delt det smukkeste - nemlig afgørende øjeblikke i livet!

Kære kolleger fra alle afdelinger/kontorer i ude- og hjemmetjenesten - tak for alle de fine blomster, søde mails, den dejlige vin, de fede øl, de søde kort, de fine blomster, den fede portvin osv. I var med til at give mig 3½ dejlige år i UM! Uden jer var det bare aldrig gået så godt, som det gik. Jeg synes, vi i fællesskab har udrettet noget unikt!

Jeg var ensom i starten i UM, lige til jeg fandt ud af, at jeg bare skulle mødes med jer ‘tømrere’, når jeg ikke kunne finde ud af det med ’snedkerne’, lige indtil jeg fandt ud af, at jeg tjente UM bedst ved at undgå at gætte på, hvad I forventede, men bare komme med min almindelige professionalisme!

En af de allerførste ting jeg lærte om administration fra en topchef fra Finansministeriet, da hun kom ud til os i Arbejdsskadestyrelsen som vicedirektør i 1992 var: “Hanne, du skal altid huske at spørge dem, der laver arbejdet!”. Jeg havde lige kvajet mig med et eller andet - og hun sagde det på en fin måde, men det var rigtigt. Det har jeg taget med mig, fordi det i sin banalitet er så rigtigt. Med disse ord er jeg kommet godt både forlæns ind i - og ud af - mange statslige institutioner. Og hver gang jeg starter et nyt sted tænker jeg på salig Karin Kristensens ord! Hvis nu alle gjorde sådan, ville det måske være lettere at skifte chef!

Kære KnowledgeCon a/s: Vi har fulgt hinanden i op- og nedture siden 2000. Det, håber jeg, vi vil bliver ved med. Tusind tusind tak for den smukke kurv - når jeg nu ved, I ikke giver mig en kurv! Vi kæmper i fællesskab videre i Center for Koncernforvaltning (CFK)..

Det lykkedes mig at holde en tale. Faktisk synes jeg, at jeg er et fjols til at holde tale, men jeg havde noget på hjerte, noget ville ud - og egl. var jeg også bare ligeglad, om det nu var fint og formfuldendt eller ej. Jeg ville sige tak for 3½ dejlige år.

I skal alle vide, at jeg bliver rigtig glad for enhver kommentar her på bloggen eller pr. e-mail. Intet er for småt - intet er for stort.

Tak for gode år! Jeg vil savne jer!

Knus Hanne - Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået så mange kys og knus på én dag…

(1) Konklusion på leder-test - 2003: Kreativ, særdelses intelligent og abstrakt i sin tankegang. Hun har har høje normer og forventninger. Stræber altid efter det perfekte. Hun er ikke en forudsigelig person. Hendes normale adfærd er præget af følsomhed og kløgt, årvågenhen overfor kvalitet med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes. Andre må bevise deres værd over for hende. Hun kræver meget af andre og af sig selv og har behov for behov for håndgribelige, målbare resultater.

Oure-logo

Har fået bekræftelsen fra Oure på sommerkurset i dag. Der var altså plads - trods min ualmindeligt sene tilmelding til ‘6 forrygende’ - jeg glæder mig rigtig meget.

De andre gange jeg har været på højskole, har det været en berusende oplevelse at være sammen med andre voksne, der også kom med åbent sind, rev en uge ud af kalenderen for at dyrke et eller andet - lige fra sport til slægtsforskning.

Når man tager hjemmefra skal man lægge titel, uddannelse og IQ fra sig, og i stedet medbringe det åbne sind og lysten til at lege og at lære nye mennesker at kende. De andre har nemlig gjort det samme, og derfor er det så forrygende. Når voksne får lov - eller rettere giver sig selv lov - at lege, sker der altid noget magisk. Fx at løbe på rulleskøjter: det er simpelthen ikke muligt at løbe rundt på otte hjul og være hverken trist eller sur i aftensolen! “Skating makes you happy.”

Prisen er steget noget, siden jeg sidst var på højskole: 5.500 kr. for en uge, det er incl. et enkeltværelse til 1.000 kr., og egentlig synes jeg, det er lidt dyrt, men hvis der er fuld skrue på fra morgen til aften i seks dage, er det OK. Hvad ville en uge til Mallorca ikke koste?

For at kunne transportere mine egne kære inliners med til Sydfyn, besluttede jeg i aftes at købe en rygsæk hos SkatePro til dem. Nethandel er simpelhen den største opfindelse siden camembert-osten, for hvad kom der i dag? En bekræftelse på at min pakke er sendt, og sikkert er her i morgen, og så lige et link til PostDanmarks track and trace-service.

Til tider tænker jeg, ‘Hvordan klarede vi os før Internettet?’ Det er sgu da genialt… Jeg er vild med nethandel, og har aldrig haft en dårlig oplevelse med det. Har efterhånden købt alt fra penduler til HI-FI på nettet.

For ikke-inline-freaks kan det virke skørt at købe en særskilt rygsæk til dem. Men når man nu bruger str. 42 og har 90 mm hjul, så er sådan et par nærmest umulige at transportere grundet den samlede længde. Hvor tit har jeg dog ikke døjet med at transportere mine skøjter fra A til B? Det er tit endt med den ene i den alm. daglige rygsæk og den anden i en plastikpose. Rulleskøjter transporteres bedst på fødderne, men der er unægteligt lidt langt til Sydfyn. Jeg kunne sikkert godt løbe til Svendborg, men det ville vel tage et par dage…

Den 1. september starter jeg i et nyt job i Miljøministeriets Center for Koncernforvaltning (CFK), som til den tid ganske vist ikke længere findes, fordi centeret er et af de første steder, der skal sluses ind i de nye statslige Administrative Servicecentre (ASC). Til samtalen havde de også lidt svært ved at få fortalt, at de har en dejlig stilling ledig, men at de ikke helt vidste, hvor de skulle gøre af den person, de ville ansætte! For mig betyder den fysiske placering intet - jeg kunne så mænd sidde på månen, hvis der ikke er plads andre steder.

Jeg var faktisk slet ikke på udkig efter nyt job, da jeg jo er glad for mit job i Udenrigsministeriet (UM), men stillingen er en åremålsansættelse, der udløber i april 2009 og jeg blevet ringet op af en god ven, der sagde, han syntes, jeg skulle prøve at studere et stillingsopslag på CFKs webside. Da jeg så opslaget, må jeg sige, at jeg tænkte, at det var skrevet til mig, for overskriften var “Tidsregistrering & kommunikation”. Stillingen er en fastansættelse i modsætning til min nuværende kontraktansættelse.

De bruger mTID til tidsregistrering, og det system har jeg arbejdet med siden år 2000 og implementeret og drevet i Patent- og Varemærkestyrelsen, i Danmarks Statistik og nu i Udenrigsministeriet. Mine kompetencer på den del af stillingen, er der derfor ikke rigtig tvivl om.

Den anden del af stillingen - kommunikationsdelen - drejer sig om at opbygge nyt Intranet og at skrive på dette net. Jeg holder virkelig meget af både at lave websider og at skrive, men har ikke haft så stor mulighed for at gøre det erhvervsmæssigt i de seneste år. Så denne del af stillingen er udelukkende lystbetonet for mig. Tænk at arbejde med noget, der er en hobby! Denne del af stillingen vil give mig nye formelle kompetencer og udfordringer, og det glæder jeg mig meget til!

Var til en rigtig god samtale i tirsdags. En halv time efter jeg havde lukket døren bag mig, ringede de og tilbød mig jobbet. Det er helt fantastisk og jeg er rigtig glad.

Nu er formaliteterne så meget på plads, at jeg har kunnet sige op i UM, og som altid, når jeg holder op et sted, jeg har været glad for at være, er det med blandede følelser, jeg siger op. Det er dels vemodig at skulle sige farvel til gode kolleger, dels er det spændende med alt det nye, der skal ske, og alt det man skal lære og skal sætte sig ind i.

Jeg plejer at skifte job, når jeg har været et sted så længe, at jeg føler mig som “verdensmester” og næsten er bange for at skifte job. Derfor er det lige nu det helt rigtige tidspunkt for mig at skifte.

I aftes fejrede jeg det nye job sammen med en nær og kær ven - og vi klinkede glassene med et godt glas Chablis i!

Kristeligt Dagblad har udskrevet en kronik-konkurrence, hvor temaet er: “Hjælp fra en uventet kant”. Jeg har indsendt følgende bidrag og håber på at blive blandt de otte af 151, der får kronikken trykt i avisen i løbet af sommeren.

Livet vandt over livsangsten

Mange år med stress, en længerevarende svær depression, der sluttede med et selvmordsforsøg i 2006, hvor livet vandt over livsangsten, vendte grundigt op og ned på min verden og på min tilgang til livet. Herom handler denne kronik.

Som menneske har jeg aldrig været forvænt med at forvente, og hjælp udefra vil altid være fra en uventet kant. Som ung læste jeg Tove Ditlevsen, og et sted skriver hun, at det er bedst aldrig at forvente noget, for så bliver man ikke skuffet. I dag så mange år efter må jeg tage afstand fra en så defaitistisk livsanskuelse, for den er for trist, og jeg vil have lov at forvente mere af livet. Min baggrund er mere mærkværdig end de flestes, og min livsrygsæk kunne have ført mig andre steder hen end der, hvor jeg er i dag. Jeg kunne blandt andet have været død.

Om aftenen den 3. januar 2006 brast det hele, og jeg besluttede at gøre dét, som jeg siden mit 14. år havde haft in mente som sidste mulighed. Jeg ved ikke, hvordan beslutningen tog form, men jeg ved hvorfor. Et vanvittigt arbejdspres, en idriftsættelse af et verdensomspændende IT-system, en jul jeg havde skulket fra og ingen savnede mig af den grund, en hjerne, der var følsom overfor den mindste lyd (forestil dig at et museklik lyder som et tordenbrag), en følelse af, at livet ikke var livet værd, når jeg - trods stort besvær - ikke havde kunnet få det bedre, og ikke havde kunnet komme ud af tre depressioner.

Ofte hører man tale om dødsangst; det har jeg aldrig haft, og ved ikke, hvordan er. Men jeg ved en masse om livsangsten og dens hæslige forklædninger i forskellige former for selvdestruktion. Den ypperste selvdestruktion må være selvmordet?

Jeg dækkede scenevant op, skønt det var min urpremiere: Gik ned med affaldsposen og de ulæste aviser, kiggede på den klare fuldmåne og tænkte ”det er sidste gang, jeg ser månen”, slukkede for varmen, gjorde rent, vaskede op, lagde sygesikringskortet frem, trak telefonstikkene ud og skrev det sidste brev. Gik ud i køkkenet og spiste i store håndfulde al medicin, jeg havde i huset og skyllede ned med varmt vand for hurtig effekt. Sig aldrig at det var et råb om hjælp! Jeg husker kun én følelse fra den aften: den uendelige ensomhed, da jeg ud i rummet spurgte ”hvorfor skal jeg dø?”

Vi skifter scenen til dagen derpå: På min arbejdsplads har vi en socialrådgiver, som jeg gennem efteråret havde haft en del kontakt med. Hun ringede om formiddagen (jeg begriber ikke, hvordan telefonstikkene var kommet i igen), og spurgte, hvad der skete hjemme hos mig. ”Det kan jeg ikke sådan lige forklare”, måtte jeg jo sige. Denne lille samtale med et menneske fra mit arbejde, som stillede sig fuldstændig til rådighed på mine præmisser og i et tempo, jeg kunne klare, var i sandhed hjælp fra en fuldstændig uventet kant. Det blev starten på mit nye liv.

Hun mødte op hos mig efter kort tid, vi spiste morgenmad og blev enige om, at en tur på den psykiatriske skadestue var en god idé. Det forløb uden drama og uden panik. Hun plantede lidt ro i mig, bare fem gram eller deromkring – en ro jeg ikke havde mærket den mindste flig af i mange år.

Da vi tog af sted, ville jeg gerne indlægges; bare nogle få dage i hvide lagner, et sted hvor nogle kunne tage sig af mig, når jeg ikke selv kunne. Min tidsfornemmelse for den dag er sønderskudt, men det kære menneske har fortalt mig, at vi ventede længe. Jeg fik foretræde for en læge, der fortalte mig, at det handlede om mit liv. Jo tak! Det var jeg klar over allerede, for jeg havde tænkt på det i næsten 30 år. Hun have også lige tre tips og tricks, hvoraf jeg kun husker de to: 1) find et andet arbejde og 2) find en ny psykiater. Så var jeg næsten mere ensom end den foregående aften – det endelige bevis, på at jeg aldrig ville kunne få hjælp, var blevet serveret af selveste sagkundskaben. Jeg skulle også lige love ikke at gøre et nyt forsøg. Det kunne jeg simpelthen ikke! Når man har tænkt på noget så længe, når man har set det som en patentløsning, når man har gjort det første forsøg, er der ikke langt til at tænke på det næste. Når livsangsten er størst, skyr man ingen midler.

Vi tog hjem med uforrettet sag; dér var der ingen grund til hænge ud, og de ville jo alligevel heller ikke have mig. Det kære menneske tjekkede, at jeg var så meget ved mine fulde fem, at jeg kunne finde ud af at rede seng mv., og gik med løftet om at komme igen næste formiddag.

Dagen efter blev fyldt med gråd; dér gik det op for mig, hvad der kunne være sket, som om det først var dér, jeg blev revet ud af den momentane sindssyge. Dagen før havde en kollega i telefonen spurgt ”Er du ikke glad for, at det ikke lykkedes?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Det kære menneske kom med morgenmad (køleskabet var tomt; det skulle jo have været et ordentligt selvmord, ikke sådan et sjusket et). Hun kom også med forslag til, hvad vi kunne sætte i værk. Hun kendte en meget dygtig psykolog og en ditto psykiater, der arbejdede sammen. Jeg ville gerne se dem an, men kunne først sige noget endeligt, når jeg havde truffet dem. Syntes, jeg havde leveret mit livs historie så mange steder, at jeg ikke orkede det mere. Jeg krævede ikke at blive lykkelig, men ønskede mig fraværet fra at være u-lykkelig.

En lang række samtaler med både psykologen og psykiateren vendte langsomt skuden – uendeligt langsomt. Her var en psykolog, der forstod sig på det kognitive, her var en psykiater, der ikke sagde, at jeg måtte tage mig sammen. Disse to fjernede alle belastninger fra mig, og jeg havde kun én opgave, nemlig at holde mig i live til næste dag, hvor de ringede hver morgen i den første tid. Min arbejdsplads betalte det hele og jeg er dem taknemmelig.

Jeg var sygemeldt på fuld tid i 2½ måned og vendte tilbage med en deltidssygemelding. Mit job har altid betydet meget for mig, og jeg var oprigtigt bange for ikke længere at kunne klare presset fra arbejdsmarkedet. Den tid, jeg var hjemme, programmerede jeg som en vanvittig og transskriberede en kirkebog; jeg ville vise, at jeg kunne arbejde, at min hjerne fungerede, men kunne ikke forestille mig, at jeg atter skulle kunne arbejde under ydre pres. Min arbejdsplads var fantastisk – også da jeg kom tilbage. Jeg lavede det, jeg kunne og gik på slaget 12:00. Langsomt begyndte jeg at mærke, at det gik helt godt, og efter tre uger begyndte jeg at arbejde på fuld tid. Nu går man jo ikke og forventer, at ens arbejdsplads agerer på en bestemt måde, hvis livsangsten tager over, alligevel leverede de helt uventet en uendelig hjælp.

Nu 2½ år efter har jeg fået det bedre, end jeg nogensinde har haft. Livsangst og liv tog livtag med hinanden, og livet vandt.

Midt i sygdommen, afmagten og håbløsheden havde jeg ikke stiftet bekendtskab med hverken Gud eller kirken, men det har ændret sig for nyligt. Jeg er både døbt og konfirmeret, men har været fuldstændig kirkefremmed. Jeg kender nu en præst, der spurgte, ”Hvorfor opsøgte du ikke en præst?” Tanken faldt mig ikke ind, og jeg har svært ved at se, hvad en præst skulle have stillet op, hvor psykoterapeuter, stresscoaches og psykiatere havde givet fortabt. Jeg undrer og søger stadig i en spirende, begyndende tro; jeg ved ikke ret meget, men kan alligevel se, at hvis troen havde været en integreret del af mit liv, havde jeg nok ikke udsat mig selv for livtaget.

2006 blev et år, der startede med næsten død og sluttede med helt død, idet min mor døde ved årets udgang. Forholdene har været komplicerede, så på mange måder var det en lettelse. Det var med til at sætte mig på fri fod. Havde livsangsten vundet, havde min mor også vundet. Nu blev det sådan, at livet vandt, min mor døde og jeg overlevede; det er den bedste udgang - for mig!

“Stegemüllers vindue mod verden” fylder 1 år!

Det er på det første år blevet til 204 poster, 257 forskellige billeder, næsten 800 kommentarer fra læserne, fire sider, 35 kategorier, 175 såkaldte tags, 100 - 300 besøgende pr. dag og 438 slettede spam-kommentarer. Vidunderlige Internet med plads til almindelige menneskers tanker, holdninger, brok og glæder.

• Tak til alle jer, der kommenterer regelmæssigt eller bare i forbifarten. I er med til at gøre det spændende at blogge.
• Tak til alle jer der “bare” læser med.
• Tak til alle jer, der til tider sender en mail om, at I kan lide sproget her på siden. Det varmer og glæder!

Vidunderlige Internet med de utallige muligheder. Internettet fjerner ikke mennesker fra hinanden - det bringer os sammen. Via hjemmesiden har jeg lært mennesker at kende, som jeg formentlig ellers aldrig ville være kommet i kontakt med. De poster, jeg selv holder mest af at arbejde med er dem, der er led i en “serie”, som fx dem om kirken, fordi der her er et udviklingsperspektiv og en historie.

I 1995 stod jeg sammen med “IT-Peter” på gangen i Den Sociale Sikringsstyrelse og vi talte hånligt om den globale opslagstavle, der var ved at opstå, og som kaldtes Internettet - vi begreb ikke, hvad vi skulle med det. Vi skulle blive klogere! Det var før netbanken, billetnet.dk og før alting begyndte at tage form. Vi forestillede os simpelthen ikke mulighederne.

Sommeren 2004 sad jeg på græsset med madpakken sammen med en konsulent i Patent- og Varemærkestyrelsen. Kim fortalte om et nyt begreb, der var ved at dukke op i USA; det var weblogs (at føre en logbog på nettet) eller slet og ret ‘blogs’. Igen havde jeg det hånlige smil fremme. Om jeg begreb, hvorfor man skulle berige/belaste omverdnen med sine små banale tanker om dette og hint - vi havde vel andet at bruge de kostbare servere til? Jeg skulle igen blive klogere!

Blogging er teknisk simpelt; sværhedsgraden er som at skrive en e-mail. Blogging giver os almindelige mennesker mulighed for at komme til orde med stort og småt - det er ganske enkelt aldrig sket før i historien! I “gamle dage” skulle man have penge og magt for at publicere - nu kan alle!

Det er godt for demokratiet, som er det mindst ringe alternativ, jeg kan forestille mig, også selvom jeg er forfærdet over de holdninger, der bringes til torvs på den danske del af WordPress, hvor denne blog er placeret. Til tider har jeg tænkt på at flytte et andet sted i protest…, men det er nu så besværligt.

Jeg har skrevet om det før, så egl. er der intet nyt under sommersolen: samtalen med et andet menneske vil altid komme som nr. 1 på min prioriteringsliste,

Jeg har fundet en ven, der er lige så vild med den gode samtale, som jeg selv er. Jeg synes, det er en af Guds gaver i en alder af 44 at få lov til at møde et sådant menneske. Tidligere har jeg så ofte følt mig ensom med alle mine ord, men ensomheden er nu forstummet. Kender du den ensomhed? og kender du følelsen af at bryde den med ord?

Der er - efter min opfattelse - intet over den gode samtale. Gennem hele mit liv har jeg syntes, at jeg aldrig kunne foretage mig noget vigtigere end at tale med et andet menneske. Heri ligger naturligvis, at det skal være den eksistentielle samtale; den hvor man kan blande det store med det små, den hvor man både må grine og græde, den hvor vi begge engagerer os, den der flytter mig fra det sted, hvor jeg startede med at stå! Tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt skrev dette forår i en klumme i Kristeligt Dagblad, et sted, at der intet er galt i at gå i stå, bare man står et godt sted. Tak Jan - nu kan jeg tillade mig at gå i stå midt i den gode samtale, for dér står jeg ufatteligt godt. Jeg er ikke så hurtig (det hører med til at være introvert), men jeg kan lytte og jeg kan spørge, hvis der er noget, der er uklart for mig.

I den gode samtale er der brug for mig og brug for det, jeg kan. Jeg har nemlig forlængst forstået, at der er en grund til, at vi har to ører og kun én mund. Man skal lytte mere, end man taler, hvis det skal blive rigtig godt!

I den gode samtale ligger - efter min opfattelse - også retten til at sige: “Jeg forstår dig ikke helt; kan du forklare det igen på en anden måde?” Hvis samtalepartneren er den rigtige, er det jo helt i orden, at man siger, at der er noget, man ikke helt forstår. Samtalens mester vil rigtig gerne gøre sig umage for at forklare det på ny med andre ord. Og det skyldes altsammen et virkelig dybfølt ønske om at forstå og at blive forstået! Af samme grund rummer den gode samtale også en masse spørgsmål.

Den dybe samtale er gaver mellem to mennesker, for her giver man af sig selv, og man gør det i tillid til, at samtalepartneren gerne vil have gaverne. Ind i mellem hører jeg om mennesker, der ikke taler sammen om alt det store og svære i livet, jeg hører om de usagte ord. Som udgangspunkt forstår jeg det ikke - men når jeg så tager mig sammen og tænker mig om, er det jo indlysende: samtaler forstummer og ord forsvinder, hvis afsenderen ikke har oplevelsen af at blive ‘mødt’. Hvem vil sidde og give gaver, hvis der ikke er nogle, der vil have dem?

Samtaler gør mig større - og jeg synes, det er en dejlig måde at vokse på. Der er kun én lille ulempe ved gode samtaler, og det er, at de ikke er til at afslutte. Den gode samtale forstummer aldrig, når den først er startet og har taget afsæt!

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke går noget mere i teateret - men hver gang jeg gør det, tænker jeg, at det kunne jeg tænke mig at gøre noget mere.

Læste på et tidspunkt en bog af en terapeut der skrev: “Hvis du gør noget, der virker, så gør noget mere af det; hvis det ikke virker, så gør noget andet.” Ergo - jeg vil gå mere i teaateret, for det virker!

Jeg er ikke fra en familie, hvor man var ‘kulturelle’, så jeg har skullet bokse med det selv. Jeg har en eller anden idé om, at man skal have noget meget fint tøj på i teateret, og det er jeg ikke god til. Jeg køber lækkert og dyrt tøj, der passer til mig, men man kan ikke sige, at det er fint.

Tog konsekvensen; strøg en skjorte og rullede direkte ind i forhallen i det nye skuespilhus, smed en tyver i boksen og satte mine rulleskøjter ind og skiftede til de i rygsækken medbragte TEVA-sandaler! Det nye skuespilhus mangler (heldigvis) den aura af finkultur, der hvilede over Gamle Scene (de er sure sagde ræven om rønnebærene - han kunne ikke nå dem). Der var mange i shorts, t-shirt og TEVA-sandaler denne aften! Hvis den nye scene kan få flere i teateret, mener jeg, vi skal hilse dem/os hjerteligt velkomne!

Jeg har en ven, der fik mig skubbet ind at se ‘Ordet’ i skuespilhuset, og jeg nåede også at læse det meste af stykket på forhånd, fordi jeg kunne låne bogen af samme ven. Det er dejligt at være lidt forberedt, synes jeg.

Hvem husker ikke skuespilleren Preben Lerdorff Rye i Carl Th. Dreyers filmatisering af Ordet fra 1955? Jeg husker den vanvittige Johannes, som på billedet her, fra TV-transmissionerne. Men scenens virkelighed er bare ti-fold bedre. Det var så dejligt at sætte sig tilrette på fjerde række og åbne sanserne for de mirakler, de udfører deroppe.

Stykket foregår i 1925 (uropført i 1932 på Betty Nansen) og at det er i 20′erne kan man høre ud fra, at lægen kører Buick, der er i det hele taget biler og nogle få har en telefon. Så vidt jeg kunne se, er temaerne “bøn” og “opstandelse”. En gårdmand og tre sønner på slægtsgården, en svigerdatter og en ditto in spe, udgør hovedpersonerne. Svigerdatteren dør i barselsseng efter at barnet er klippet i fire stykker, og den eneste, der reelt har bedt for hende er den vanvittige Johannes, der ganske bestemt mener, at han er Jesus. Han sørger også for den afdøde Ingers opstandelse! Hun er erklæret ganske død - men på dagen for begravelsen, vågner hun altså op igen.

I denne sluttede kreds hos mine to - måske fire - læsere på det forunderlige Internet vil jeg gerne fortælle om min egen oplevelse af en opstandelse, der fandt sted hos min mormor, den aften min far døde i november 1972: Min mor, min mormor og jeg sad i mormors stue, døren var åben ud til gangen. I gangen førte trappen op til 1. sal. Min mor og jeg sad i sofaen og jeg kiggede ud i gangen; mormor havde ryggen til gangen. Min far gik op ad trappen, og jo længere han kom op, jo mere bøjede han sig, så vi kunne se hinanden ud gennem gelændret. På et tidspunkt kunne han naturligvis ikke bøje sig længere, og så forvandt han bare op ad den resterende del af trappen.

Selv var jeg lige blevet ni år, og havde nok ikke helt forstået, at min elskede far var død få timer forinden - men jeg forstod til fulde, at jeg ikke skulle fortælle min mor og mormor noget om det med opstandelsen, som jeg lige havde oplevet. De ville vel bare tro, at jeg var skør? - og de havde vist endnu ikke nået at vænne sig til, at jeg var lidt sær. Men det er sådan, at jeg ved jeg oplevede det, og at billedet den dag i dag (35 år senere) står krystalklart for mig. Ingen skal nogensinde prøve at anfægte det - for jeg ved, at jeg så det. Det er bare først nu, jeg sætter det i en kristen sammenhæng - tidligere har jeg bare haft tænkt, at det var den rene magi - men jeg har aldrig været i tvivl om det, jeg oplevede den aften!

Tilbage til teaterstykket: jeg synes, der er et interessant tema om tro og videnskab; Johannes mener så bestemt, han er Jesus, lægen mener så bestemt, Johannes er sindssyg! Samtidig er lægen formentlig den eneste, der forstår Johannes, og Johannes er den eneste reelt troende blandt sammenrendet af indremissionske og grundtvigianere? Tro og videnskab smelter herved sammen?

Jeg er helt sikker på, at der er adskillige yderligere temaer og dybder i stykket, som jeg bare ikke har set, fordi jeg endnu ikke har viden nok til at se dem. Men uanset hvad var det et dejligt stykke med inspiration en masse til samtaler og undren. Jeg kender heldigvis én der gider og kan tale og undres sammen med mig om og over de store ting i livet.

Afslutningen på aftenen var at tage de kære skøjter ud af skabet og rulle de ca. 13 km hjem igen gennem et sommervarmt København, hvor den tiltagende måne lyste med sit knivskarpe segl. Der er et eller andet over det med at kunne bruge skøjterne til transport. Så kan man nemlig lave en oplevelse ud af det, der ellers bare skulle være at flytte sig fra A til B. På skøjternes 2. dag har de transporteret mig ca. 40 km - det er jeg helt tilfreds med.

Sikke en sommer!

Rollerblade Crossfire 6.0 rulleskøjte

• Speedfire klinge (max hjulstørrelse: 4×90mm)
• Hjul: Spiral 84A, 90mm
• SG9 kuglelejer
• Bremse på skøjten

Det hjulsæt, jeg havde liggende, passede desværre ikke til mine Technicaskøjter, og da jeg for tiden ikke kan undvære et par rulleskøjter, var beslutningen let: Jeg købte et par nye! Fandt dem hos Sportsmaster i Fields, der har et nogenlunde fornuftigt udvalg af kvalitetsskøjter, nu hvor PR Sport på Trianglen er lukket til fordel for en tøjbutik ved samme navn, og hvor det derfor ikke er til at opdrive et par rulleskøjter i København.

Nu er jeg kommet på otte hjul. der alle ruller - og hu hej hvor det ruller på et par 90 mm hjul med en hårdhed på 84A. Jeg skal lige vænne mig til de store hjul (kom fra 82 mm - der helt sikkert var slidt til noget væsentligt mindre), der rager godt ud over næsen. Jeg kommer aldrig til at lave tå-vendinger på dem.

Lukkemekanismerne er geniale! Der sidder en tynd snøre ind over selve foden, og denne snøre spænder man ved at trække i en form for håndtag på skøjtens yderside. Den løsnes igen ved at trykke på den lille røde knap. Om anklen er der et hurtigklik-system, der let spændes og justeres med tryk på en knap.

De er helt fantastiske - hvor er jeg glad for dem! Ind til videre har jeg kun været på blød og fin asfalt i en skolegård med dem. Glæder mig til en længere tur i mere naturlige omgivelser med de sædvanlige forhindringer i form af grene, huller og småsten.

Hej - jeg er løbet!