Første skoledag

Husker du første skoledag? for nu ikke at tale om modenhedsprøven?

Lige præcis den der lidt kildende og usikre fornemmelse i maven, spændt på alt det nye, kigge på de nye bøger, bladre lidt, men ikke for meget, har jeg i forbindelse med den kommende weekend, hvor jeg for første gang drager til Århus og begynder på 1. år af Teologi for lægfolk.

I skolen klarede jeg ikke modenhedsprøven i første hug for to år for tidligt, kunne jeg altså ikke lige indse, at flaget og røgen fra en skorsten skulle blæse samme vej. Med alderen bliver man bedre til at se, hvad vej vinden blæser, så denne gang var der ingen problemer med modenheden

Jeg glæder mig til input, ny viden, nye horisonter og er i det hele taget bare spændt på, hvad det i det hele taget er, jeg har tilmeldt mig. det er “en mellemlang videregående uddannelse”, så niveauet bør være i orden. På Vestjyllands Højskole mødte jeg en, der både havde bekendte der gennemførte, og bekendte, der gav op undervejs. Jeg spurgte en del til, dem der havde givet op – arbejdsmængden havde været overvældende.  Det skal man selvfølgelig tage seriøst; umiddelbart tror jeg ikke, det vil volde mig problemer – men man skal aldrig sige aldrig.

Gennem nogle år har jeg savnet, at der er nogle, der stiller sig op og fylder noget i hovedet på mig – og at det ikke altid skal være omvendt. Når jeg hører børn og unge beklage sig over skolen, tænker jeg så tit på, at de burde glæde sig over denne tid, hvor det eneste, de skal, er at slå ørerne ud, så står der en flok specialister, som er vilde for at lære dem noget. Det sker aldrig mere, når man først har forladt uddannelsessystemet! Og sker det alligevel, er prisen, at ens arbejde har hobet sig op i mellemtiden. Godt TFL foregår i weekenden – så er det kun privatlivet, jeg kommer bagud med.

Fantastisk uge!

Jeg havde slet ikke lyst at tage hjem!

Det sker, man bliver overrasket; det bedste er, når man bliver overrasket over sig selv – og det er sådan, jeg har det efter en forrygende uge på Vestjyllands Højskole selvom jeg ellers mener, jeg kender mig ret godt.

Hvad gjorde det så forrygende? Det var: top-kompetente og ditto engagerede lærere, dejlige med-kursister, økologisk mad i særklasse, morgensamlinger, masser af højskolesangbog, bevægelse, smukke omgivelser og dejligt vejr.

Det var så godt, at jeg pusler med tanken om at tage orlov i tre måneder, pakke rygsækken på ny og drage til Ringkøbing igen, for jeg vil have mere liv, ånd og fællesskab! Hvordan jeg skulle bære mig ad, ved jeg ikke, men en drøm om en pause midt i monotonien er født.

Jeg tog fra København i lørdags med kriller i maven over det der “dans og stemme” – jeg rummer bare ikke en indre salsadanser… – og mine seneste to højskoleophold har mildest talt ikke været successer. Oure (sommeren 2008) er ikke en højskole (mere) og Haslev (julen 2008) var missionsbefamling i særklasse. Jeg var virkelig bekymret for, om jeg igen havde valgt forkert, og skuffelsen over den aflyste tur til Atlasbjergene var til at tage og føle på. Men hvis der er større viljer på spil nogetsteds, så har den grebet ind her. Der var måske en dybere mening med, at den bilist kørte ind i mig?

Kurset hed “Fortæl dit liv” og det var den overskift, der fængede – og så var der også noget med en livshistorie og et medbragt folkeeventyr. Der gik flere dage, hvor jeg var mystificeret over sammenhængen mellem de to elementer, og da mit liv ikke har været eventyragtigt (hvis er det?), var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg var gået forkert, men onsdag formiddag rykkede det! Der kom der sammenhæng i tingene, og eventyrenes magi og anvendelse som redskab i den personlige fortælling stod lysende klart for mig. Jeg har altid læst eventyr som helt konkrete beretninger om konger, dronninger og prinsesser – men det er jo slet ikke det, de handler om! Hvor har jeg været naiv, og hvor er jeg glad for at være revet ud af min vildfarelse.

Hvis jeg formår det, er det mit håb, at du her på bloggen til tider vil komme til at læse eventyr.

Langsom, men sikkert, blev vi ført ind i mysterierne, (danse-)trin for (danse-)trin i en umærkelig proces, hvor det personlige mod groede frem af ingenting eller af alting. Det kræver til tider mod, at være den man er, og da vi nåede til det personlige eventyr, overvejede jeg stærkt, om jeg skulle trække mig dels af hensyn til mig selv, dels af hensyn til de øvrige på holdet. Det er ikke så ofte jeg oplever følelsen “dette kan jeg simpelthen ikke, og jeg kan heller ikke finde ud af det”, og den var lige ved at tage overhånd. Underviseren gav mig en del hjælp og det endte med et eventyr. Da det først var formet i hovedet, skulle det også brændes af overfor gruppen, og det var en skøn følelse at lykkes med det.

Brita Haugen stod for kurset, og jeg påstår, at det er et af de mest karismatiske mennesker, jeg har mødt i mit liv. Hendes udstråling og styrke kommer ind i lokalet tre minutter før hun selv. Du kan se og høre hende her i et langt indslag fra december 2006 på TV/Midt-Vest.

Hun er menneske, man ikke kan undgå at tage stilling til. Hun vil noget, med det hun laver; hun vil noget, med de mennesker, der er omkring hende. Hele ugen har hun løftet flige af visdom og viden, som hjørner på en foliebakke; der er krattet i tusind overflader, og jeg havde det sådan “Kvinde – riv nu hele låget af! Jeg vil have mere.” Der findes mennesker, der har så meget viden, at de ikke kan skjule den, men de udstiller den heller ikke. De mennesker gør mig nysgerrig. Der var masser af fortælling (selvfølgelig), og lige under overfladen masser af kristendom, masser af eksistentialisme, masser af C. G. Jung, masser af Grønland, masser af indianere, masser af alting. Jeg vil have mere!

Nåh ja – og så var der det der “bevægelse og stemme”, som på forhånd var ved at tage livet af mig… Det var så skønt – og hun førte os igennem processen, så alle vi halvhæmmede og kropsforskrækkede idioter turde og kunne være i det. Gulvet og jorden er fantastiske dansepartnere i et hus af halm. Det er skønt at bevæge kroppen til musik – jeg vil have mere!

Hele ugen har jeg ikke brugt en krone, altså lige bortset fra to kogebøger med skolens fantastiske mad og så 500 kr. som depositum for næste års “Med dine drømme som vejviser” ved Brita Haugen – hvem ellers?

Forberedelser til Marokko

Forventningens glæde er ofte den største…

Et gammelt mundheld som jeg ikke håber er sandt, men det skal nu ikke hindre mig i at mig at glæde mig og hygge mig med forberedelserne til Høje Atlas i Marokko. Der er altid en pokkers masse ting at sørge for også selv om, det ikke er første gang, man er afsted på den måde.

Jeg startede i går med en tur ud til Udlandsvaccinationen på Artillerivej på Amager. Jeg havde bestilt tid på forhånd via hjemmesiden, og kom til før tid, og det var særdeles hurtigt og effektivt. Det plejer at være en smådyr affære at tage derud, men det eneste jeg manglede denne gang var den kombinerede vaccine mod difteri og stivkrampe – så incl. konsultationsgebyret lød regningen kun på 265,50 kr., når Topas-rabatten på 10 pct. var trukket fra.

Hepatitis A og B er dyre, men da de sidste to er givet med kun ét års mellemrum, holder de i 20 år. Fint med mig!

I dag gik turen så til Friluftsland efter et par ’småting’ – ufatteligt så mange småting man har behov for, og hvad de kan koste.

En af disse ’småting’ er slet ikke så lille endda: en sovepose, da den jeg havde med ned fra Kilimanjaro blev renset i ukyndige hænder. Jeg afleverede en dejlig – men beskidt – sovepose på et renseri, og fik en ren klud tilbage. Alle dun var klumpet sammen, og den var derefter lige klar til containeren. Det var bittert! Har du en dunsovepose, er mit, råd at du aldrig i livet indleverer den på et renseri, heller ikke selv om de siger, at de har forstand på soveposer.

Men altså en ny sovepose, og det skulle være den ultimative. Jeg havde studeret mærker, typer, dunkvalitet og fyldvolumen på nettet på forhånd, og havde forelsket mig i én fra Western Mouuntaineering – og det var også den, det endte med at blive: Western Mountaineering Ultralite Super. Den er vanvittigt lækker og jeg glæder mig til at krybe i den, og var den ikke alt for varm, kunne jeg finde på at tyvstarte herhjemme. Den har en fyldvolumen på 850+, er fyldt med østeuropæiske gåsedun, vejer 750 gr. og har en komforttemperatur ned til -2 grader C for kvinder. Vi fryser lettere end mænd.

Derudover kan den snøres ved halsen, hvor der er en ‘krave’, så der ikke kommer kulde ind i posen – og er det rigtig koldt fx i Toubkal Camp (3.200 m) den sidste nat inden bestigningen af Jebal Toubkal kan den øverste del snøres om hovedet som en hætte. Vi husker jo fra vores børnelærdom, at det største varmetab (70 pct.) sker fra issen – ikke sandt?

Ergo: en sovepose er ikke bare en sovepose, men et lille stykke videnskab – og jeg håber nu at have købt den sidste sovepose i mit liv. De siger, den holder 20 år, hvis man ikke afleverer den på et renseri…

Liggeunderlag havde de ikke på lager, så det må lige vente til næste uge, men jeg fandt et jeg kunne lide – og det med en noget bedre komfort end mit gamle. Man kan så undre sig over om det kun er liggeunderlaget, der er blevet ældre…

Uden mad og drikke du’r helten som bekendt ikke. Jeg er et fjols til at drikke tilstrækkelig væske, og jeg drikker endnu mindre, hvis det er besværligt at komme til det. Altså af det med: af med rygsækken, åbne den, finde vandflasken, tage en slurk og derefter modsat – nix! Men det går altså bare ikke i Afrika – det kan man blive ret så syg af.

Min daglige ryksæk, der også agerer dagturrygsæk på rejser, har indbygget mulighed for “camel bag” – altså man kan indsætte et vandreservoir og så bare føre en slange op til munden, og tage en slurk, inden man bliver tøstig. Jeg har bare aldrig ejet en camel bag før i dag. Men nu har jeg købt fyren her – sikke en luxus for bare 189 kr.

Nåh ja så måtte jeg jo også bare lige eje et par super letvægts krøllefri hurtigttørrende skjorter, så jeg kan gå rundt i både Marakesh og Casablanca uden at ligne en rigtig backpacker, der er kommet ned efter 11 dage i Høje Atlas – så jeg forstår faktisk godt, at de så begejstrerede ud, da jeg forlod butikken…

Sådan er det hver gang, jeg skal ud ad døren. Jeg tænker altid, at nu har jeg da det udstyr jeg har behov for, men nej – der er altid et eller andet, jeg mangler; et eller andet der vil komplettere udstyret, et eller andet, der vil gøre det hele lidt bedre. Evindelige bestræbelser på at optimere…

Måske skulle jeg bare tage en tår vand fra mit reservoir, lægge mig i min sovepose og nyde denne lørdag aften med afsnit 725 af Barnaby?

Julen 2009

Af og til må man gøre noget…

Jeg har gjort noget vanvittigt: Bestilt min julerejse! Det bliver Vietnam, det bliver trekking, det bliver kajak og det bliver mountainbike. Farvel til nisserne, favel til sjip-sjap-våde-grå København. Du kan se turbeskrivelsen her og her er en lille video som forsmag.

Jeg holder af julen og traditionerne i forbindelse med højtiden, men på en eller anden måde er mit liv skruet sådan sammen, at jeg ikke har nogen at fejre den med; altså må jeg gøre noget.

I julen 2008 tog jeg på højskole, men det var et flop – og det skal det bare ikke være i år. Det orker jeg ikke.

Mit pas er heller ikke blevet slidt ordentligt i en del år efterhånden Har haft rejst en del rundt i verden alene med min rygsæk, og det har været fint, men jeg er blevet træt af altid at skulle være min egen dynamo på rejserne.

Faktisk er jeg slet ikke typen på en grupperejse; hader at stå på et gadehjørne i en gruppe på syv og skulle bestemme, om man nu skal ligeud eller til højre eller hvad med noget så radikalt som til venstre?; eller sidde i en bus og “nu skal vi alle sammen ud og se…” Næh tak!

I 2002 var jeg på Kilimanjaro og rundt i Tanzania med Topas og fandt ud af, at de, der rejser med Topas, er samme typer som mig – og turen var bestemt en succes. Om et par uger går turen til Høje Atlas med Topas og altså den 22. december til Nordvietnam.

Var i Vietnam i 1997 med rygsækken, men det var uden kajak, uden bjergvandring og uden mountainbike, for det er noget bøvlet at få det arrangeret selv. Her har Topas på forhånd valgt de fedeste ruter, lejet cyklerne, organiseret båden og kajakkerne, så tilbage er at nyde det og opleve det 24 timer i døgnet. Jeg glæder mig allerede til jul – og så skal jeg vist lige have sparet nogle penge sammen til hele halløjet.

Hvilket luxusliv: Jeg er i gang med at læse Lonely Planet Morocco og i gang med at se frem til den rejse, og har så bestilt den næste tur. Det kan virke vildt og overdrevet, men hvad bruger andre mennesker ikke penge på? Tøj, sko, biler, realkreditlån og samtalekøkkener for friværdien. Jeg kører ret konsekvent på cykel, drikke ikke, har et minimalt tøjbudget, bor til leje og har kun en beskeden gæld i form af et lån, jeg optog, da jeg skulle flytte. Jeg vil hellere have nogle oplevelser og få min verden til at bllive større.

Læs en bog

Jeg havde næsten glemt det…

Jeg havde stort set glemt, hvor fantastisk det er at kaste sig over en bog og lade verden passere forbi så længe. Siden jeg begyndte at slægtsforske, at rode med at lave hjemmesider, at blogge, at færdes på nettet mv. har jeg haft følelsen af, at det var lidt vel passivt at læse en bog. Det kom der jo ikke et produkt ud af. I flere år har jeg stort set kun læst på rejser eller når jeg af andre årsager ikke havde min kære pc i nærheden.

Herudover led min naturlige læsehastighed en krank skæbne, da jeg studerede. Fra naturens side læser jeg ret hurtigt; men det gik ikke på studiet – der skulle man læse langsomt for at få det hele med og eventuelt også få det til at fæstne sig et sted i hjernen. De første par år undrede jeg mig over, at de andre i diverse læsegrupper var så længe om en tekst…

Men pludselig er lysten til – og glæden ved – det skrevne ord dukket op igen, og jeg tillader mig selv at være uproduktiv – hvilket passer særdeles godt med en solskinsdag i haven. I fire år har “Engle og Dæmoner” af Dan Brown stået ulæst ved siden af (den dog læste) “Da Vinci Mysteriet” – bogmærket var ikke rykket længere end til side 38. Den elendig film satte mig i gang med bogen – og den er herlig. Det er skønt at være uproduktiv.

—-

Og så en reklame: For nogle måneder siden var jeg til en sogneaften og hørte præsten Werner Fischer-Nielsen fortælle om sin bog “Astrid Lindgren og kristendommen – set gennem Pippi, Emil og Grynet”. Det var hurtigt at konstatere på det vidunderlige internet, at bogen fra 1998 var udsogt fra forlaget. På antikvariat.net har de en ønskeliste/søgeliste, hvor man kan indtaste en bog man er interesseret i – og skulle de en dag få bogen hjem, får man en mail.

Jeg indtastede mit ønske og havde faktisk glemt alt om det indtil der i sidste uge kom en mail om, at nu havde Vanggaards Antikvariat bogen på lager til 125,00 kr. Mailen indeholdt også en beskrivelse af bogen “anmeldereksemplar, meget velholdt” – og så tog det ikke mere end to minutter at få den bestilt. Så hvis du går og ønsker dig en bog, som du ikke kan opdrive, kan jeg kun anbefale dig at bruge hjemmesiden. Jeg har – trods alt – ikke fået den læst endnu, men har kigget lidt og faldt over følgende appetitvækker:

Fx. formulerer Rasmus meget smukt forholdet mellem det dennesidige og det hinsidige, da han en mørk aften ser op mod stjernehimlen fra en skærgårdsø: “Hvor må der være pænt oppe i himlen, når den er så pæn på undersiden” (Kalle Blomkvist og Rasmus, 123). Kan det siges smukkere?” — Werner Fischer-Nielsen, pag. 13

God læselyst siger jeg bare.

Sindsoprivende lørdag

Min tipoldemor Ane Margrethe Andersen 1841-1926

Var det forfra?

Sikke en sindsoprivende lørdag… Jeg har brugt en del tid de seneste dage på at shine mit webgalleri op. I morges installerede jeg lige en plugin, der havde til formål at lette søgemaskinernes muligheder for at finde galleriet. I aftes reducerede jeg størrelsen på en række billeder. Pludselig virkede intet!

Jeg må sige, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da der intet skete, når jeg klikkede på et af minibillederne. Og det var ikke tanken om at skulle installere programmet igen, der var årsagen – nej det var tanken om måske at have lavet så meget kuk i det hele, at mine 423 billeder var væk for evigt…Jeg kunne se dem i databasen, minibillederne blev vist, men hvorfor kunne de ikke forstørres? Havde jeg lavet irreversibel skade?

Mange af de billeder, der ligger i galleriet, har jeg ikke andre steder (dvs. nu er de også på den eksterne harddisk), og da billeder fortæller historie både om fortid og nutid, så jeg for mig, at jeg havde slettet adgangen til historien… Mange af billederne har jeg fået tilsendt fra fjerne slægtninge og ville ikke vide, hvordan jeg skulle få dem igen. Og da jeg havde fortaget mig to handlinger med galleriet, kunne jeg ikke vide hvilken af dem, der havde forvoldt skaden.

Til Coppermine hører heldigvis et Forum – og da jeg selv havde opgivet at finde en løsning, postede jeg et spørgsmål dér. Mindre end 1 time efter havde jeg fået løsning: Afinstallér plugin’et.

Mine billeder er tilbage og mit kære galleri fungerer igen. Og således lettet vil jeg gå i biffen og se “Engle og dæmoner”.

Upassende ører

Sommerliv på cykel og på rulleskøjter – nu med musik…

Jeg er vældig begejstret for at høre musik, podcasts mv. på min iPod, men jeg har til dato aldrig kunnet finde nogle hovedtelefoner, der passede i mine ører – altså nogle, der kunne blive i mine ører – af hvilken grund jeg har haft tænkt, at min ører var “upassende”. Jeg har haft prøvet adskillige modeller dyre som billige, har haft kigget misundeligt på alle de mennesker, der kunne gå rundt med en eller anden form for lyttebøffer, bevæge hovedet og ikke efterfølgende været beskæftiget med at stoppe højtalerne ind i ørerne igen.

For kort tid siden skulle jeg give en gave til en iPod-ejer og tænkte at nogle sportslige ørebøffer ville være sagen – og så besluttede jeg at købe et par til mig selv også; sådan en slags “OK – nu prøver jeg for sidste gang, og hvis ikke det går, er det slut”.

Det fantastiske er sket: disse pragtfulde “Sennheiser PMX80 Sport II Headphones” bliver, hvor de skal, de lyder godt, de kan bruges sammen med cykelhjelm, de kan vaskes, er sved- og vandafvisende, og så er de produceret af Sennheiser, så de har også en god lyd.

Jeg har ellers aldrig rigtig turdet cykle med musik, fordi jeg har været bekymret for ikke at kunne høre trafikken. Nu er det gået op for mig, at trafikken larmer så meget, at selv om man skruer op på maximum, kan man sagtens høre trafikken. Min iPod har nu fået endnu en renæssance! Jeg tillader mig selv at synge med, medens jeg cykler eller ruller, der er godt nogle, der kigger, men pyt…

Ja – og så er der jo lige mine elskede podcasts… DR har et rigtig fint udvalg her. Jeg troede faktisk, DR i sin iver efter at spare på alt det langsomme i verden, havde afskaffet DokumentarTimen (Ugemagasinet med dokumentarisme om livet og virkeligheden og genhør med indlevende montager om mennesker og miljøer), men den trives altså fint som podcast. Tak for alle jeres podcasts DR – det er muligheden for at høre alt det gode, der sendes i radioen, mens jeg er på arbejde.

Og hvis du skulle være i tvivl om hvad podcasts er, så har jeg lige sakset dette fra DR:

“Hvad er podcast?
Podcasting er det samme som et abbonnement. Når det gælder blade og aviser, får man det nyeste eksemplar sendt direkte til hjemmet, så snart det kommer fra trykkeriet. Når det gælder radio- og tv-programmer, kan man få sendt dem direkte til sin computer så snart de har været sendt. DR podcaster en lang række programmer, og du har dermed mulighed for at lytte til eller se programmerne, når det passer dig. På din computer eller på din mobile afspiller, hvis du har sådan en.”

Verden fra mit Hotspot

Det er en fascinerende verden…

“TDC Hotspot i DSB tog
Nu kan du komme på internettet i alle tog mellem København og Århus. For DSB 1′ kunder er det endda gratis. “

Jeg er på vej hjem fra Viborg; Skanderborg tager sig så smukt og lysegrønt ud udenfor vinduet, og her sidder jeg med min blog og ArkivalierOnline i browseren. Jeg har lige hentet mails ned, og købt en biografbillet til i morgen aften. Hvad der for få år siden var forbeholdt de virkeligt rige, er nu snart blevet allemandseje: på nettet overalt. Fantastisk – nu kan vi være online med hinanden hele tiden og måske skulle jeg investere i en eller anden form for mobilt bredbånd, så vi aldrig nogensinde slipper hinanden?

Turen til Viborg (til landsarkivet) har været fin, men faktisk ikke videre udbytterig, for jeg har ledt efter afdøde personer, der helst ikke ville lade sig finde. Jeg endte med at ringe til et barnebarn til min oldefars brors kone. Hun viste sig at have holdt ved livet langt længere end jeg havde forestillet mig og derudover så havde jeg kigget i de forkerte kirkebøger! Det kan man altid let se, når man endelig har fundet den rigtige

Nu skal jeg hjem, og skal bare sidde på min plads og nyde ikke at kunne andet. Jeg synes, det er skønt at køre med tog! Tvungen passivitet i fredelige omgivelser medens forårsdanmark ruller forbi derude. Tid til refleksion over de seneste par dage, lidt puslen med data i slægtsforskningsprogrammet, Statens Arkivers årsberetning (i øvrigt ikke kedelig) og lidt musik fra iPod. Jeg ønsker mig ikke ret meget mere – bortset fra at det ville være fint at løbe på rulleskøjter i den pragtfulde aftensol.

Ude med Heinoholdet

Focus Cayo

Hyggetur? Hyggehold?

Heino-holdet kørte årets første tur i dag, og jeg var med, og nu sidder jeg her – lidt mere død end levende, hvilket selvfølgelig passer meget godt ind i påskefortællingen…

“Spørg ikke mig, hvordan det foregik” eller hvor vi var henne, men jeg mener bestemt at have set skilte med Risby, Ledøje, Smørum, Hove og Nybølle! Turleder Flemming fra Heino Cykler er skrap til at finde ruter uden ret meget trafik og med aftensolen lige i snuden. Computeren oplyser om turen (fra dør til dør): 47,8 km, 2:00:19, og et gennemsnit på 23,8 km/t.

Vi var kun tre i alt, formentlig fordi det halve Danmark er i sommerhus eller har forlagt påskeferien til andre residenser – og det irriterer mig til døde enten 1) at jeg ikke er lige så stærk som fyrene eller 2) at der ikke er flere kvinder, der kører seriøst på cykel for gennemsnitsfarten bliver simpelthen for høj – men når jeg nu er færdig med at brokke mig, så skal det siges, at det også har en masse positive sider:

1. Jeg bliver vækket fra min sædvanlige gennemsnitshastighed, og det er den eneste måde at blive bedre på
2. Der er nogen at følges med, og et forpligtende fællesskab, der gør, at jeg kommer afsted
3. Fyrene er søde – grænsende til det omsorgsfulde
4. Vi taler om løst og fast – til tider også noget, der er ret så fast = ret indholdsrigt! Jeg må dog sige, at jeg selv i dag primært bidrog med enstavelsesord!
5. Der er en glæde over at komme hjem og føle sig brugt rent fysisk. Mentalt sker det hver dag – men jeg tror, det er sundt at bruge de kropslige batterier helt op en gang imellem.
6. Hvis jeg kører med her hver onsdag, kommer jeg legende let gennem ‘”Tøserunden” (irriterende navn) den 6. juni.

Jeg har de bedste intentioner om i år at komme hver eneste onsdag. Det havde jeg sådan set også sidste år, men så skete der så meget andet, som forstyrrede mit ellers så scedulerede liv; og der er stunder i livet, hvor man må forstå at prioritere – og ikke mindst at omprioritere

Naturen i en agernskal

Når jeg nu ikke har en have, endsige så meget som en eneste altankasse at søge EU om braklægningsstøtte til, må jeg finde andre måder at komme udendørs på!

Da jeg flyttede til Hvidovre reserverede jeg straks Hvidovre Kirkegård som led i Dansk KirkegårdsIndex (DKI) (tag billeder af alle sten på en kirkegård, læg billederne på din hjemmeside og lad brugerne søge på afdødes navne) – men på de 1½ år er der sandt at sige ikke sket ret meget. Nu må det være, og gravstensfotografering er faktisk en fin måde at være udendørs på, når det såd’n er ‘mellemvejr’. Inden så frygtelig længe vil samtlige gravsten ovre på kirkegården være at finde på min hjemmeside.

Der er så herligt fredeligt på en kirkegård, og så er der til tider liv…

Jeg gik stille rundt med mit kamera, og pludselig puslede det i det store træ over mig. Først var der intet at se, men så kom den lille fyr her til syne.

Hvem har opdaget hvem?

Jeg var sikker på, at nu ville han spæne op ad stammen med sit agern i munden. Men nej – han tog det fuldstændig roligt.

Jeg er bedst i profil

og satte sig til rette med siden til. Selv om jeg kun havde det lille objektiv med, synes jeg alligevel, at disse billeder er helt hæderlige.

Kan man da ikke få madro?

Jo min ven, jeg fortsætter med mine fotos, så må du fortsætte med at skramle med dit agern! Og således opmuntret fortsatte vi med hver vores forehavender.