Ude med Heinoholdet

Focus Cayo

Hyggetur? Hyggehold?

Heino-holdet kørte årets første tur i dag, og jeg var med, og nu sidder jeg her – lidt mere død end levende, hvilket selvfølgelig passer meget godt ind i påskefortællingen…

“Spørg ikke mig, hvordan det foregik” eller hvor vi var henne, men jeg mener bestemt at have set skilte med Risby, Ledøje, Smørum, Hove og Nybølle! Turleder Flemming fra Heino Cykler er skrap til at finde ruter uden ret meget trafik og med aftensolen lige i snuden. Computeren oplyser om turen (fra dør til dør): 47,8 km, 2:00:19, og et gennemsnit på 23,8 km/t.

Vi var kun tre i alt, formentlig fordi det halve Danmark er i sommerhus eller har forlagt påskeferien til andre residenser – og det irriterer mig til døde enten 1) at jeg ikke er lige så stærk som fyrene eller 2) at der ikke er flere kvinder, der kører seriøst på cykel for gennemsnitsfarten bliver simpelthen for høj – men når jeg nu er færdig med at brokke mig, så skal det siges, at det også har en masse positive sider:

1. Jeg bliver vækket fra min sædvanlige gennemsnitshastighed, og det er den eneste måde at blive bedre på
2. Der er nogen at følges med, og et forpligtende fællesskab, der gør, at jeg kommer afsted
3. Fyrene er søde – grænsende til det omsorgsfulde
4. Vi taler om løst og fast – til tider også noget, der er ret så fast = ret indholdsrigt! Jeg må dog sige, at jeg selv i dag primært bidrog med enstavelsesord!
5. Der er en glæde over at komme hjem og føle sig brugt rent fysisk. Mentalt sker det hver dag – men jeg tror, det er sundt at bruge de kropslige batterier helt op en gang imellem.
6. Hvis jeg kører med her hver onsdag, kommer jeg legende let gennem ‘”Tøserunden” (irriterende navn) den 6. juni.

Jeg har de bedste intentioner om i år at komme hver eneste onsdag. Det havde jeg sådan set også sidste år, men så skete der så meget andet, som forstyrrede mit ellers så scedulerede liv; og der er stunder i livet, hvor man må forstå at prioritere – og ikke mindst at omprioritere

Heinoholdet (3)

Der var faktisk hverken “Heino” eller “hold” i dag – men Claus og jeg havde en pragtfuld tur.

Hvis man har lyst til at køre med os på Heinoholdet, skal man lære lige at tjekke hjemmesiden, inden man kører hjemmefra, for der bliver det meddelt, om der er noget, der er anderledes end vanligt. Flemming var forhindret, men det skulle jo ikke hindre os andre i at trille ud i det vidunderlige danske forår. Så Claus og jeg kørte ud og så, om der mon var andre. Ja der var selvfølgelig de hurtige, men det rækker ambitionerne ikke til. De kører lige så længe som os, men øh… 20 km. yderligere. Jeg fatter ikke, hvordan de bærer sig ad.

Summa summarum: vi kørte bare selv, gjorde vi. Det var Danmark, når det bedst, det var foråret, når det er finest. Alting lyser lysegrønt lige nu; nogle rapsmarker skærer i øjnene med deres gule lys. Der duftede godt nok ikke af ko – men det var godt alligevel!

Det var årets første tur i shorts – så skønt, at vi nu er nået så langt hen på året. For det er altså noget bøvl, så længe man er nødt til at have enten de tykke eller de tynde overtræksbukser på. Næh… frihed og luft til underbenene tak, og så den kortærmede køretrøje og en vindvest. Det er frihed på to hjul.

Vi forsøgte at finde nogenlunde den samme rute, som vi kører, når Flemming er med, og det lykkedes også næsten. Computeren stod i hvert tilfælde på 2:24:52, 22,1 i snit og 53,5 km ved hjemkomsten. Det er kun 6 km. “omvej”, men “hvad gør det, når musikken spiller, og man danser hurtigt forbi?”, som min mormor sagde.

Det går altså super med “bjergene” efterhånden; på en eller anden måde er de enten blevet mindre eller jeg er blevet Ivan Basso? Jeg har altid syntes, han har sådan en flot stil, når han kører op, så jeg prøver at se ham for mit indre blik og efterabe ham. (Det er skønt at være infantil.)

Drømmen om at komme til Frankrig med fartdjævlen melder sig naturligt nok, men jeg skal bare tænke på dengang, jeg sled mig op og ned i Toscana. Det var simpelthen så anstrengende, fordi man aldrig fik rytmen. Det var altid opad eller nedad, aldrig ligeud, aldrig 20 km. hvor man næsten falder ind i sig selv, og bare kigger på fødderne og finder den lyksalige rytme, der passer til hjerteslaget. Men måske kunne man finde noget, der var lidt mindre anstrengende? De har vel også andet end Mont Ventou i Frankrig?

Heino Holdet (2)

Jeg havde bare “gode ben” i dag. Gad vide hvor al den energi kom fra? Da jeg kørte hjem fra arbejde, havde jeg ellers følelsen af at have verdens mest elendige ben. Det kan da ikke være den energibar, jeg kværnede, mens jeg ventede på “drengene”? Det må være alle de andre dejlige ting, der sker i mit liv p.t., for på EPO er jeg ikke.

Men altså: vi mødtes kl. 17:00 hos Heino Cykler; vi var kun få gengangere fra sidst – men det er naturligt, for på Heino Holdet melder man til ved at møde op.

Claus var til møde, der trak ud – synd for ham, for det blev en forrygende tur.

Der kom en ny kvinde, og det, syntes jeg, var fint. Hun led de samme kvaler, som jeg led sidst – det var synd. Men hun lavede også mange fejl, og selv om Flemming (tur-lederen) var nede at hjælpe og vejlede flere gange, prøvede hun desværre ikke at rette op på det. Jeg kunne se et par åbenlyse ting:

1. Alt for høje gear (faktisk flere gange det næsthøjeste), og da vi ikke er Bjarne Riis, kan vi simpelthen ikke køre de store gear, og da slet ikke først på sæsonen, og slet ikke som kvinder. De høje gear giver det “malende tråd”, man ofte ser kvinder køre med. Så kommer de til at cykle med ryggen, og det ligner mest af alt en due, der går. Var det nu meningen, man skulle cykle med ryggen, havde pedalerne ikke siddet for enden af benene, og så havde de nok også heddet fx clavidaler (clavicula = nøgleben/kraveben, men pedalis = hørende til fod)
2. Alt for store gear også op ad “bjergene”. Det går altså ikke! Man dør, og det bliver alt for hårdt. Kadencen (antal pedalomdrejninger pr. minut) skal op og ligge omkring de 90-100, for så kan man blive ved, og så ødelægger man i øvrigt heller ikke sine knæ.

Sidst fik jeg et par tips fra Flemming, som jeg virkelig skrev mig bag øret:

1. “Hæng i et baghjul på en fyr med noget volumen. Han giver læ, og du sparer selv på kræfterne.” Og det gjorde jeg så i dag. Som en grib, der har fundet et ådsel, kastede jeg mig over et baghjul og holdt fast 15 cm fra. Det var virkelig en hjælp.
2. “Lad være at lave “magtdemonstrationer” op ad bjergene. Det koster for mange kræfter.” Så jeg holdt mig pænt i et baghjul, uanset jeg altid har lyst til at få et bjerg “overstået” og at komme op på den anden side, og jeg altid har kunnet lave de der kortvarige eksplosioner. Men jeg lærte sidst, at energiforbruget på det er ca 80 pct. ekstra, så jeg skulle ikke nyde noget i dag.

Så alt i alt kom jeg med hjem i fin stil i dag, og jeg har ikke brugt den halve energi. Tak til dig Flemming for de gode råd, og den søde måde, du fik dem afleveret på. Jeg er modtagelig for flere visdomsord skønt jeg har mange års cykling bag mig.

Der er også en stor psykologisk effekt i ikke at føle, at man hele tiden “hænger”, selve det at hænge og knokle bagude kræver på en eller anden måde ekstra energi til det samme arbejde.

Skal jeg summere turen op i tørre tal bliver det til Distance (dør til dør): 47 Km. på 2:04:12 som giver et snit på 22,7. Jeg er tilfreds! Allermest med den langt bedre følelse i dag.

En sidste ting, jeg er glad for ved holdet er, at alle kører med hjelm (det er simpelthen obligatorisk), og vi overholder alle færdelsregler.

“Baghjuls-gribben” står der igen næste onsdag.

Heino Holdet (1)

Nu havde jeg jo besluttet at ville ud at køre med Heino Holdet, og jeg havde jo også aftalt med Claus, at vi skulle mødes hos mig kl. 16:40, men øv det små-regnede og jeg havde mindst fem andre undskyldninger, der kunne have holdt mig hjemme.

Men en aftale er en aftale, og afsted kom vi. Det er derfor, man skal have en aftale med nogen.

Og godt det samme! Syv seje søde fyre og så mig sagde hun(den) ud på en fin rundstrækning på ca. 37 km. Ja jeg synes, der var bjerge; jeg var slet ikke klar over, at der var bjerge lige her i umiddelbar nærhed af, hvor jeg bor. Det var ikke mig, der satte tempoet (op)!

Tværtimod måtte jeg lide den “tort” af og til at få et (dejligt og velkomment) skub, og jeg synes, jeg måtte knokle en del af turen.

Men det er godt at få noget udfordring, for nu har jeg i 25 år kørt mit eget gennemsnit på ca. 23,3 næsten uanset hvad, og jeg kan bare ikke forbedre mig alene, og jeg dør for let i bjergene. Det er for nemt at falde tilbage på det gammelkende tråd, når man kører alene.

Søde fyre var de alle sammen i alle aldre – og hyggelige, men vi kører jo også på “hyggeholdet”; det forpligter. Jeg er klar igen næste onsdag, vejr eller ej.

Man kan godt ligge derude og synes, det er lidt surt, når regnen løber ned over de bifokale brilleglas, men når cyklen er tørret af, man har fået et bad og Irma-kaffen damper i koppen, så er det nu rart at se på cykelcomputeren, der fra dør-til-dør viser 47,3 km med 21,6 i gennemsnit og en samlet tid på 2:11:17.

Men nu gider jeg heller ikke se mere cykel i dag, for jeg havde jo på forhånd 22,4 km. i benene til og fra arbejde, og så er vi oppe på 69,7 km. Det er da OK, når kalenderen kun viser den 16. april. Det kan blive en go’ fin sæson kan det.

Nu er det endelig forår

Det skete i går: det blev forår! Endelig endelig… hvor har vi dog ventet på det. Cyklerne er kommet frem af deres vinterhi og det samme er rulleskøjterne. Tænk at køre hjem fra arbejde med solen lige i ansigtet – og uden handsker. Man tror næsten ikke sine egne ører.

Jeg har været så doven denne vinter: Jeg har taget toget til arbejde i tre måneder, og nu er jeg så nærmest til “genoptræning”. Tre måneder uden den daglige pendling (på 2*10 11,23 km) kan godt mærkes! Men allerede nu er det ti minutter hurtigere at cykle til arbejde end at tage de kollektive transportmidler.

I søndags var jeg en lille tur ude på min nye “fartdjævel”, og den er bare helt vild. Til trods for 12 m/s, fra SSØ havde jeg et snit på 22,6 km/t på de 24,4 km til Tåstrup og retur. Turen kan ikke anbefales – for det skal være sjovt at træne, og det er overhovedet ikke sjovt at køre ud ad Roskildevej. Jeg har fundet lidt ruter her, der skal prøves.

Noget andet der skal prøves er Heino-holdet, der kører hver onsdag kl. 17:00 fra Heino Cykler på Roskildevej. Der er et hold for de hurtige, og så er der Hyggeholdet. Jeg starter lige med Hyggeholdet, der bliver jeg vist ikke sat (af). Det er som regel hyggeligt og rart at køre med andre, og så er det en god sikkerhed for at man faktisk kommer afsted, når der er nogle, der venter. De har sikkert også lavet nogle gode ruter; selv synes jeg ikke, jeg kan finde noget i nærheden. Det er det eneste irriterende ved København – der er for langt ud i naturen.

Vær velkommen du forår – du har været savnet.